Marta Lønne

NOVEMBERGUIDE TIL AARHUS

Den store fede lockdown har ramt os igen. Som om november ikke var trist og grå nok, så skal vi nu også leve under atter nye restriktioner. Det ligner en mørk og ærgerlig tid, hvor vi alle må indstille os på at blive hjemme ogse folk gennem et webcam. Men behøver det nu også at være sådan? Delfinen giver dig her en udførlig coronavenlig guide til, hvordan du kan krydre din november.

9. til 12./11: Husk at give din stemme til univalget 2020

Det vigtigste, du skal gøre i din november er selvfølgelig at stemme til Univalget den 9.-12. november. Du har som studerende indflydelse på, hvordan Aarhus Universitet skal gøre tingene, så grib den indflydelse. Delfinen vil løbende skrive om univalget de næste par uger.

 

Der er masser af foredrag på Zoom

Noget af det allermest coronasikre du kan foretage dig er, som Dronning Margrethe opfordrede os alle til i foråret, at blive hjemme. Men hvad skal man lave derhjemme? Hvordan skal vi opfylde vores sociale behov? Svaret er som altid Zoom. Der er nemlig masser af muligheder for at tage til online foredrag i november. Her er et par gode bud:

 

4/11: Fake, News eller Fake News? Med lektor i nordisk sprog og litteratur Simona Zetterberg

Bliv klogere på Fake News i corona-kontekst med dette foredrag af lektor Simona Zetterberg. Fake news er særligt interessante i krisetider som den nuværende, og der vil blive snakket om både satire og nyhedsjournalistik. Så hvis du har en lille journalist i maven, eller bare er interesseret i, hvordan du kan blive mere kritisk overfor nyhederne og verden omkring dig, så skriv dig op til dette foredrag.

 

 

11/11: Religion i krise(r) med professor i religionsvidenskab Lene Kühle

Til dette foredrag skal det handle om religion i forskellige kontekster, hvor der hurtigt skal omstilles til en ny situation – det kan både være i disse dage, hvor religiøse bygninger lukker ned, men det kan også være i situationer, hvor lande sekulariseres hurtigt, eller hvor religion eller bestemte religioner fra den ene til den anden dag forbydes. Bliv klogere på religiøst beredskab og krishåndtering med professor Lene Kühle.

 

17/11: Tilblivelsen af det moderne menneske med legendariske Eske Willerslev

Den ene halvdel af de sagnomspundne brødre Willerslev, DNA-forskeren Eske, vil til dette spændende foredrag tage dig igennem menneskets historie – med de nye briller, som molekylærbiologien har tilladt os at tage på. Det er nemlig begyndt at vise sig, at menneskets historie er langt mere dynamisk end vi hidtil har troet – vores gener har måske mere at gøre med nylige begivenheder end vi troede. Kom og hør mere – om ikke andet, så for at opleve en vaskeægte rockstjerne i dansk naturvdenskab.

 

Oplevelser i virkeligheden

Du bliver skør i hovedet, hvis du bliver i den samme lejlighed i en måned.  Så tag ud og få noget frisk luft. Her er et par events, du kan opleve udenfor dit eget hjem.

 7/11: Fernisering på Fairbar

Tag ud og se noget kunst. Fairbar holder fernisering med kunstneren Stine Guld. Guld er kunsthistoriestuderende, og eksperimenterer med sine linoleumstryk på træsnit med både traditionelt håndværk og mere moderne formsprog.

Så tag ned og støt en upcoming kunstner og drik samtidig en af de lækre øl, der serveres dernede. Det er gratis at komme ind, men selvfølgelig ikke gratis at drikke øl.

 

14/11: Poesiaften på Fairbar

Skriver du poesi? Ønsker du at fremføre din poesi? Eller holder du bare meget af poesi? Så tag til denne open mic-aften, hvor poeter har mulighed for at krænge deres sjæl ud for et lyttende publikum i Fairbars behagelige omgivelser. Som nævnt har Fairbar et glimrende udvalg af mellem-pricey øl, så tag en poesielskende ven under armen og sip en god IPA mens i lytter til poesi. Det er gratis og starter kl 19:30.

 

 

 

Forfatter

  • Jeg kommer fra Vejle – byernes by. Jeg studerer idéhistorie, og skal forhåbentlig snart på tilvalg i samfundsfag. Jeg elsker musik, Ringenes Herre og gode spisesvampe. Jeg drikker øl, læser Marx og drømmer om en bedre verden.

https://delfinen-magasin.dk