Den Permanente

Vinterbadning varmer

Når snefnug daler, og mængden af vinterfrakker og store støvler syner sig i gadebilledet, kan mennesker løfte øjenbryn over, at jeg vinterbader – at jeg udfordrer kulden ved at udsætte min krop for havets kølige vand med et argument om, at vinterbadning varmer.

BH, undertrøje, langærmet T-shirt, sweater, halstørklæde og vinterjakke. Hænderne er iført tykke vanter, der holder om cyklens isnede styr, mens jeg træder i pedalerne, så cyklen bevæger sig forsigtigt af det snoede asfaltsystem gennem Risskoven. Forsigtigt, fordi asfalten har glatte overflader af is.

I skovbunden er snedyner, som også indikerer vinterens stadige tilstedeværelse og dens kølige temperatur får mine kinder og næse til at fryse.

Jeg ankommer, idet småfuglenes sang ændrer sig til havmågers skrigen, og jeg finder det hvide plastikkort frem, som kan lukke mig inden for træplankernes murer.

Allerede inden jeg når selve badeområdet, er lyden af samtaler og grin til at høre. Og idet jeg træder gennem åbningen, møder jeg ikke store vinterfrakker og halstørklæder, men derimod mennesker, som med deres nøgne kroppe bevæger sig rundt i det afskærmede badeområde.

En-to-tre!

Mellem tøjbunker i omklædningen findern ledig bænk under halvtaget, hvor jeg klæder mig af. I takt med at min hud synliggør sig, gør den kølige temperatur, at mine muskler trækker sig sammen, hårene på kroppen stritter og brystvorterne strutter.

Jeg bevæger mine fødder ud på den hestesko-formede gangsti, der er beklædt med et grønligt, plastikunderlag, som sikrer mod træplankernes glatte overflade. Den omkredser et vandbassin, som er i forbindelse med det åbne hav. En kajakroer padler forbi. Han er iført hue og en polstret, rød jakke.

Med en påpasselig bevægelse træder jeg med højre fod ned på jernstigen. Trappens kolde jerntrin skærer let i foden, og jeg sætter roligt min venstre fod på næste trin for ikke at glide. Der er dage, hvor vinden skaber bølger, hvor jeg kan lade vandet plaske op ad mine ben. Men i dag kan jeg lade min højre fod bryde gennem vandets stillestående overflade.

Det kolde vand får musklerne til at spænde, mine skuldre hæver sig til ørene, og med en dyb vejrtrækning træder jeg så langt ned ad stien, at vandet dækker min krop. Dykket er hurtigt. Dykket isner mine bevægelser. Og en-to-tre. Højre fod. Venstre fod. Højre. Venstre. Højre. Og så er jeg oppe ad stigen.

Oppe på gangstien omfavner jeg kroppen med håndklædet. Isklumper på plastikunderlaget smerter mod mine fødder. Og med hurtig bevægende skridt træder jeg ind i saunaen, hvor Crocs, H2O- og Hummel-badesandaler står i indgangen.

Et frirum

I saunaen samtaler rynkede kroppe, behårede kroppe, blegeg muskuløse kroppe. Våde af havvand eller sved sidder de på egne håndklæder. Varmen tørrer min fugtige hud og får musklerne til at slappe af.

Da varmen brænder let i min næse, bevæger jeg mig ud i frostvejret, hvor en sky af damp følger min færden. I næste dyk når jeg at tage et par svømmetag i havets vand, før jeg mister følelsen med fingerspidser og tæer. Jeg er tre gange i vandet. To gange i sauna.

Efter den sidste tur i vandet gemmer jeg mig i håndklædet med forventning om, at mine tænder vil klapre. Men blodets voldsomme cirkulation i min krop, får mig til at løsne hændernes greb om krop og håndklæde. Mine spændte skuldre kan jeg sænke.

Påklædningen foregår i et roligt tempo. Der er ingen grund til at skynde sig at varme kroppen markant mere op. ens jeg langsomt tørrer og ifører mig tøj, taler jeg med en gråhåret herre. Han fortæller, at han finder stort velvære i at bade hver dag; et fri- og tankerum, en opvågning af kroppen. En afhængighed, som startede, da han lige skulle prøve vinterbadning en enkel gang – tilbage i 1996.

En varm tur hjem

Tilbage mod cyklen. Med hårde træd i pedalerne bevæger jeg mig iført en langærmet trøje og en sweater op ad Risskovens bakkede terræn for at vende hjemad, hvor jeg i blidere temperaturer kan skylle havsalten af. Ved hjemkomsten tager jeg det nu overflødige tøj op af cykelkurven. Jeg bevæger mig mod hjemmets hoveddør med en kropslig varme, der får kinderne til at blusse rødligt. Og mens jeg står foran døren, erkender jeg, at luften og vandets frosne grader ikke er den største vanskelighed. Men derimod at famle mig frem til mine nøgler, når favnen er fuld af vinterjakke og unødvendigt tøj.