Spring til indhold
Hjem » Artikler » Vigdis Hjorth om menneskers behov for at blive hørt

Vigdis Hjorth om menneskers behov for at blive hørt

Den store sal på Dokk1 fyldes langsomt op. Vi befinder os til et foredrag af Authors in Aarhus med forfatteren Vigdis Hjorth. Hun er her i dag, for at fortælle om sin nyeste bog ’Arv og Miljø’, der blandt andet har været indstillet til Nordisk råds litteraturpris. Bogen har fået stor ros, men også kritik. Mange mener at Vigdis bruger ’Arv og Miljø’ som et middel til at klandre sin egen far for incest, hvilket har fået søsteren, Helga Hjorth, til at skrive sin egen roman som modsvar. Man siger i Norge at ’Hjorthe-jagten’ er gået ind. Spørgsmålet er hvor tæt litteraturen må gå på virkeligheden?

På scenen sidder lektor, Stefan Kjerkegaard, fra Nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet og interviewer Vigdis Hjorth. Det er ikke en svær opgave for ham, for når han først har stillet et spørgsmål svarer Vigdis gerne med en lang anekdote og en masse små sidehistorier, som blot understreger hvor fængende hun er for publikum, der skiftevis griner og nikker betænksomt. Hun fortæller blandt andet om sine tidligere problemer med alkohol, sine to uger i fængsel, og om hvordan medierne altid får fremstillet hende som erotisk og alkoholisk.

”Jeg har lært at gøre det til mine egne historier, så de ikke kan bruge dem imod mig.”

Arv og Miljø

Den omdiskuterede roman handler om en familie bestående af en mor, en far og fire børn. Bergljot, en af døtrene, er fortællingens hovedperson, og romanen omhandler en arvestrid mellem de fire søskende. Da faren dør midt i striden, kommer det frem at Bergljots grund til tidligere at bryde med familien skyldes farens overgreb og familiens manglende anerkendelse af, at det faktisk fandt sted.

Det er et klart tema gennem hele arrangementet, at nogle mennesker har gennemgribende brug for at blive hørt, men ingen nogensinde lytter til dem.

Fortællingen omhandler det at forstå sig selv og sin familie, og bliver et pulsespil med historier som brikker, der tilsammen skaber familiens – særligt Bergljots historie. Vigdis lægger stor vægt på, at alle altid skjuler noget. Hemmeligheder er noget elementært menneskeligt, og mens vi undrer os over hvad andre skjuler for os, glemmer vi måske, hvad vi selv skjuler – ikke blot for andre, men også for os selv. Det kræver lang tid og stort arbejde at udfolde sine egne hemmeligheder for sig selv, men Vigdis er overbevist om, at det er sundt at komme i kontakt med de skjulte sider af sig selv og på den måde at lære sig selv at kende.

Vigdis læser en passage højt af sin roman, og publikum er revet med. De både gisper og griner.

Særligt interessant er Vigdis fremførelse af Bergljot, der har en særligt karakteristisk stemme, som Stefan Kjerkegaard spørger ind til. Vigdis forklarer, at hun har brugt lang tid på at forestille sig stemmen, for det er svært at få det undertrykte og skjulte frem i én, der er blevet misbrugt, og aldrig blevet hørt – og nu er så tom og ødelagt, at der kun er aggressioner tilbage.

Offer for krigen

Vigdis danner paralleller mellem ofrene for Balkankrigene og Bergljot. Ingen af dem er blevet hørt. Ingen af dem får lov til at komme ud med deres historie og få anerkendt de forfærdelige ting, de er blevet udsat for.

”De får ikke deres fortælling hørt. Det er en uretfærdighed, for krige kræver mere af deres ofre end af deres overgrebsmænd”

Bergljot er i krig med familien, og skadevolderen er ikke blot faderen. Hun er hele familiens offer. Hendes ene søster forsøger endda at presse hende til at lade som ingenting. Vigdis siger, at hvis Bergljot fornægtede kendsgerningerne, ville det være at fornægte sig selv. Ofre for krige, både i nationer og i familier, var endnu af hendes drivkræfter til at skrive. Vi bør aldrig se væk fra den grusomme sandhed. Vi er nødt til at se alt det forfærdelige i livet i øjnene. Vi er nødt til at fortælle om det – og vi er nødt til at blive lyttet til.

”Jeg skrev fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Jeg havde brug for at blive hørt.”

Betydningen af netop dette, er særligt stor for Vigdis, der har oplevet det hele sin barndom igennem. Hun fortæller blandt andet, hvordan hun fandt sin dagbog fra hun var 10 år, hvor hun havde skrevet to breve, et til sig selv som 20 årig og et til sig selv som 30 årig. Fordi hun var så vant til ikke at blive hørt på eller taget alvorligt af de voksne, havde hun skrevet til sig selv, at hun ikke bare måtte le, når hun læste brevene. Hun havde altså allerede dengang mistet så meget tiltro til voksne, at hun ikke engang stolede på sit voksne selv.

Skabt af destruktion

Mange af hovedpersonerne i Vigdis’ fortællinger er selvdestruktive kvinder med problematiske forhold til alkohol og sex. Vigdis lægger stor vægt på, at kvinderne ikke er sådan for at provokere læseren, men for at sætte fokus på det selvdestruktive i mennesket. For at lære både sit eget og hovedpersonernes ”Minnelandskap” må Vigdis gå på opdagelse i sig selv. Muligheden for dette kommer særligt, når hun er beruset: ”Jeg drikker for at komme i kontakt med smerten”. Vigdis siger, at det er klart, at der er mange selvoplevede elementer i ”Arv og miljø”, og at flere af de ting også går igen i hendes andre bøger. Men selvom bøgerne kan gå tæt på virkeligheden, er de ikke virkelighed. Vigdis understreger, at en roman er altid en konstruktion, hvor man som forfatter vælger både til og fra.