Nasa

Tag med science fiction raketten til fremtiden

Delfinen mødte, assisterende professor i engelsk litteratur, Mathias Clasen til en snak om science fiction, irriterende robotstøvsugere og verdens ende.

Hvorfor er science fiction en vigtig genre?

”Det science fiction genren kan, er at gøre naturvidenskab og teknologi relevant på en anden måde, end, tilfældet er, når man læser en videnskabelig artikel. For i science fiction er der en hovedperson, gennem hvis øjne, vi ser det, der skildres.

Der er jo ingen, der kan forholde sig til klimaforandringer, når Greenpeace kommer og siger, at om 100 eller 200 år så er verdenshavene steget tre centimeter –  ja ’who cares’? Men hvis man læser en roman, hvor der er en person, som man investerer sig følelsesmæssigt i, så bliver det pludselig anderledes relevant. Eksempelvis i en roman som: The Drowned World af J. G. Ballard,  er verdenshavene steget, og vi følger de her personer, der sejler rundt og prøver at finde en mening med livet og tilværelsen, efter kloden bogstaveligt talt er under vand. Så bliver klimaforandringerne vedkommende på en anden måde.”

Hvad bruger vi science fiction til?

”Rigtig mange af de videnskabsfolk, der var involveret i det amerikanske rumprogram, var science fiction nørder, som havde læst Jules Verne og H.G. Wells  som tolvårige knægte, og havde af den vej fået stimuleret  en ’sense of awe’, og blevet fascineret af teknologiens muligheder. Da de blev voksne hyrede NASA dem til at bygge raketterne.”

Bliver robotter brugt som allegori for underklassen?

”Litteraturhistorisk  set, så har robotbetterne sit ophav i forestillingen om disse  som undermennesker. Ordet robot kommer fra en tjekkisk forfatter ved navn Karel Čapek, der skrev Rosumovi Univerzální Roboti, der netop handler om slave arbejdere, som kaldes  roboti på tjekkisk. Det er vel også den måde, vi bruger robotter på reelt – Jeg har en robotstøvsuger, og den er da helt klart min bitch! Det er da min forhåbning, at den kan gøre noget for mig, som jeg ikke selv gider. Men den brokker sig så bare helt vildt meget – Den taler med en kvindelig stemme, og måske er det lidt antifeministisk at brokke sig over, at min robotstøvsuger er en dame, men den brokker sig hele tiden over en eller anden ting, der sidder fast inde i den. ”

Fortæl mig om frygten for robotter og kunstig intelligens.

”Jeg tror, at det var Stephen Hawkins [samt Elon Musk og Bill Gates red.] der for nylig sagde, at hvis man lavede en kunstig intelligens, og gav den en instruktion om at lave så mange søm som muligt, så ville man umiddelbart sige ’fint nok, jeg har en robot der laver søm’. Problemet bliver så , når den fortsætter og tager alt jern i hele verden, og dræber mennesker for at ekstraherer jern fra vores blod, så kommer der nogle uforudsete konsekvenser. Så man skal  tænke sig  godt om, når man giver sig til at programmere kunstige intelligenser. Og der har science fiction genren advaret os gang på gang på gang.”

Er der en sammenhæng mellem frygten for robotter og zombier, som en slags frygt for massen, hvis robotter ses som arbejdere? Eller graver jeg for dybt?

”Ja du er helt dernede, hvor Karl Marx’s lig ligger og rådner, men i nogle historier fremstår robotterne som den ansigtsløse masse, der lige pludselig vender sig imod ’os’, hvem ’vi’ så end er.  Jeg tror, at der er visse paralleller mellem  robotter og zombier i populærkulturen, hvilket er et felt, jeg selv har rodet lidt med .

Det er interessant  og kontraintuitivt, at  jo mere menneskelignende en robot er, jo mindre synes vi faktisk om den. Dette fænomen kaldes ’the Uncanny valley’, som er en hypotese fremsat af en japansk robotforsker [Masahiro Mori red.], der lyder, at jo mere menneskelignende en robot bliver, jo bedre vil vi synes om den, men kun til et vist punkt, hvor den bliver for menneskelignende.  Så dykker vores følelsesmæssige respons og danner en  dal. Hvis jeg eksempelvis ikke vidste, at du var en robot – Vi har jo en fin og gensidig dialog, men hvis jeg lige om lidt opdager, at der stikker to ledninger ud af din sok, så ville jeg nok blive lidt bekymret ved situationen. Men du ligner jo et menneske, og det er det der tæller! ’The Uncanny valley’ er blevet empirisk dokumenteret efterfølgende, og der forskes i det på Ålborg Universitet. Der har de en forelæser, der har fået bygget en robot replikant, som han ruller ud til forelæsninger og undersøger hvor lang tid der går, før de studerende opdager, at det ikke er ham, men en robot der sidder og snakker!”