Alt Tekst

SKAM: Ung dramaserie der bry-der med vanetænkning

Skam er serierevolutionerende, men hvorfor? Forklaringen blev serveret til gæsterne på et sølvfad, da tre engagerede eksperter viste klip og samtalte om seriens succes på festivallen NORDISKE NäTTER på Moesgaard Museum.

”Hvor mange har set tv-serien?”, spørger Lucia Odoom, journalist på Politiken, de gæster, som på denne mørke, regnefulde lørdag aften er samlet i det store auditorium på Moesgaard Museum. Splitsekundet efter udbryder hun: ”Hold da ferie!” På trods af at kun omtrent halvdelen hæver hænderne, er de utallige. I den brogede skare, som har indtaget auditoriesæderne, ses såvel unge piger og drenge som midaldrende mænd og kvinder. Allerede et kvarter før start kredsede snakken om det forestående samtaleemne, hvilket understreger Lucias karakteristik af serien som ”meget omdiskuteret,” da hun tager ordet og påbegynder samtalen med norske Vilde Schanke Sundet, postdoktor i film- og fjernsynsvidenskab, og Lynge Stegger Gemzøe, Ph.d.-studerende i danske tv-serier ved Aarhus Universitet.

Klassiske karakterudviklinger

I panelet hersker bred enighed om, at Skam er nyskabende, men før sløret løftes, kaster Lynge lys på de velkendte elementer, som serien indeholder. For ikke alt er nyt ved Skam. Lynge fremhæver selve plottet og den dramaturgiske form og understreger, at den på mange måder er klassisk, idet individudvikling og menneskelige forandringsprocesser er i fokus:

”På tv kan vi kan godt lide at se mennesker, som forandrer sig og går igennem en eller anden form for proces. Løvernes konge handler i bund og grund om Simbas udvikling. Han skal lære, at han ikke kan løbe fra problemerne, men skal tage ansvar. Det samme ser vi i Skam. Karaktererne skal ud på en rejse, hvor de ender med at blive klogere.”

I første sæson konfronteres hovedpersonen Eva med sin egen usikkerhed. I anden sæson står Noora, som skal lære at bearbejde sin perfektionisme, for skud, mens Isak i tredje sæson udforsker sin homoseksualitet, som han forsøger at forstå og acceptere.

Udviklingerne er centreret om almenmenneskelige og universelle følelser, som gør det muligt for den brede masse at relatere til og spejle sine egne følelser heri. Det er også én af grundene til, at den rammer så mange mennesker og så mega bredt lige nu, understreger Lucia. Men hvis ikke det nyskabende findes i karakterskildringerne eller i selve plottet, hvor findes det så?

Empirisk funderet

Blandt publikum sidder Kamille Carstens Hansen, som er 24 år og medicinstuderende, og hun er blandt andet vild med Skam, fordi karaktererne virker ægte: ”De har principper, men bryder dem i deres handlinger, ligesom rigtige mennesker gør, men som man ellers ikke ser på film,” forklarer hun. Hun er ikke den eneste med følelsen af, at karaktererne virker ægte, for netop dette fremhæver Vilde. Det bunder ifølge hende i metoden, som manuskriptforfatter og instruktør Julie Andem har anvendt. Serien bygger nemlig på forskning, idet Julie er gået empirisk til værks og har ved seriens tilblivelse været i kontakt med mere end 1000 unge piger for at skabe et billede af deres verden og behov: ”Det har dannet rygmarven til karaktererne, så vi føler, de er ægte,” understreger Lucia. Derudover har Julie hele tiden udvidet sit empiriske materiale. Mens hun skabte første sæson på baggrund af fokusgruppeinterviews med mere end 1000 piger på alle skoler i Oslo og omegn og castede bredt til serien, forsøgte hun i anden sæson at skærpe billedet af den unge generation ved at interviewe skuespillerne selv og gøre dem til medredaktører på replikkerne. I tredje sæson har hun forsøgt at trænge ned i konflikterne og har udforsket ungdommens minoritetsgrupper. ”Hun har altså lavet historien ud fra den verden, som de mange unge har beskrevet,” forklarer Vilde.

Vilde taler selvsagt norsk, og langt fra alle i det store auditorium har fanget alle pointer. ”Det er helt fair. Jeg har først lige lært norsk nu på grund af skam. Jeg kan forstå, hvad Vilde siger, fordi jeg har set Skam!” siger Lucia, mens latteren breder sig, og på dansk følger hun op, hvorefter fremhæver hun, at serien også er anbefalelsesværdig, hvis man ønsker at tilegne sig norsk.

”Kroppen din trenger potet”

Skam er en ungdomsserie, og derfor synes fraværet af forældre i serien bemærkelsesværdigt. Om end det ikke er totalt, hvilket en ældre herre blandt aftenens publikum korrigerer panelet i, så er voksne karakterer næsten ikketilstedeværende. Dette fravær bidrager også til, at de unge karakterer fremstår ægte. Det giver dem nemlig dybde og mulighed for at vise flere af de roller, som de besidder. Panelet eksemplificerer denne pointe ved at vise et klip fra anden sæson, hvor Noora kærligt under madlavningen forklarer Vilde, der subtilt kæmper med en spiseforstyrrelse, om de forskellige madvarers kvaliteter. Hun konstaterer: ”Kroppen din trenger potet.” Lucia pointerer, at scenen bygger på erfaringer, som skuespilleren bag karakteren Vilde har. Netop den samtale har hun haft i virkeligheden med sin far, men i stedet for en voksen pegefinger, får de unge venner mulighed for at løse problemerne indbyrdes: ”Kroppen din trenger potet” er blevet et slogan nu, fordi det kan ses som et symbol på venskabelig omsorg. I stedet for en voksen stemme som public service, bliver det noget, de unge siger til hinanden,” forklarer Lucia.

Men fraværet af voksne karakterer lykkes i høj grad på grund af karakteren Sana. Hun er muslim og superskarp, og hun agerer til tider pegefinger og rådgiver de andre karakterer. Hun er opstået netop, fordi en ung, stærk muslimsk karakter blev efterspurgt under den store research. Panelet beskriver hende som en powerwoman, altid parat med svar, men hun er kimen til at så tvivl om, hvorvidt det er virkelighedsskildring eller længselsskildring? Sagt med andre ord: om det skildrer verden, som de unge rent faktisk oplever den, eller om det er en skildring af den verden, som de længes efter? Man kommer aldrig helt ind under huden på Sana, og derfor diskuterer panelet, om hun er en potentiel kandidat som hovedperson i sæson fire. Meget peger på det, men Vilde er i tvivl: ”Skam er så uforudsigelig. Jeg tror, at det bliver Sana, men derfor gør det helt sikkert ikke det.” Netop de vekslende hovedpersoner giver karaktererne dybde, fordi synsvinklen skifter, og seerne samlet set får både deres egne, men også de andre karakterers syn på dem.

En parallelverden i baglommen

Skam distribueres ikke som andre tv-serier. Ikke blot udkommer et afsnit hver uge, men derimod små dryp hver eller hver anden dag i form af korte filmklip, Instagram-fotos eller beskedudvekslinger på seriens hjemmeside. Derudover er den lavet i real-tid . Det vil sige, at når klokken er fire i serien, er den også fire i den virkelige – seerens – verden. ”Vi følger karaktererne, som var det en ven på nettet,” forklarer Vilde og uddyber, at det er et nyt fortællegreb, som gør noget helt specielt i forhold til seernes stærke relation til karaktererne: ”Generelt kommer serien tættere på os, fordi vi venter på fortsættelsen hele tiden. Vi sidder selv og venter på beskederne.”

Lucia uddyber, at Julie bruger det digitale konstruktivt og herigennem skaber nærvær til karaktererne, deres følelser og plottet: ”Det er derfor, at det er en serierevolution. Fordi det griber så meget ind i kroppen.” Hun sammenligner sågar den bølge af kollektiv tristesse og psykose, som Skam har skabt i samtiden, med den bølge som udgivelsen af Den unge Werthers lidelser skabte i slutningen af 1700-tallet: ”Man har lidelserne i sin baglomme. Folk har sikkert også gået rundt med den bog og følt den som en parallelverden tæt ind til livet.” Og serien har også skabt et fællesskab blandt seerne, da der er opstået utallige fanfora på nettet, hvor folk diskuterer og fortolker i fællesskab.

Skamfulde Skam-seere?

”Hvis man er film- eller musiknørd, så er serien en gave at se,” forklarer Lucia. Hun fremhæver nummeret ”Talk Show Host” af Radiohead, som optræder i serien, men som også blev brugt i Baz Luhrmanns farverige genfortolkning af Romeo & Juliet for 20 år siden. Der er utrolig mange referencer til gamle, kendte klip fra filmhistorien, og musikken favner også bredt: ”Der er ingen grænser for, hvilken musik hun vil bruge og hvorfor, for der er altid ekstremt mange grunde bagved.” Serien er altså også til dem, som vil løse rebusser eller nørde referencer. Det er mere end bare en ungdomsserie, for den har substans, og seriens navn kan derfor også være misvisende, hvilket en ældre kvinde blandt publikum pointerer ved at spørge undrende ind til dette. De to fyre, Gustav Aarup på 21 år og Lars Bacher på 20 år, på anden række er fra looket at dømme som taget ud fra serien. De er begge blevet introduceret for den gennem deres kærester, men de skammer sig slet ikke over, at de ser Skam: ”Overhovedet ikke,” betoner Gustav. Lidt anderledes forholder det sig hos Kamille længere oppe blandt publikum: ”Jeg skammer mig ikke længere, men det gjorde jeg i starten.”

Hos Lucia i panelet er der dog ingen form for skam at spore, da hun afslutningsvis opfordrer de gæster, som endnu ikke har givet sig selv oplevelsen, at komme i gang med serien: ”Og hvis man allerede har set alle afsnit, kan man jo bare gense dem og forelske sig i de her fantastiske unge teenagere på ny,” afslutter hun.