Katrine Alice Glasscock

Mod til at være anderledes

”Kistefabrikken” er en anderledes børnebog skrevet og tegnet af to studerende. Bogen gav forfatteren Anna Sofie Bruun et kreativt afbræk fra studielivet, og fortællingen om den anderledes Edgar giver rum til en snak om vores forskellige personligheder i ét fællesskab.

Julen nærmer sig og forventningerne om gaver, mad og hygge stiger, mens termometeret falder og mørket indfinder sig. Netop mørket takler vi forskelligt fra person til person. Hvor nogen rammes af triste tanker, er andre i stand til at se skønhed og kreativitet. Som studerende kan vintereksamen være hård, men omgiver man sig med studiekammerater og sideprojekter (dog ikke for mange) kan kreativiteten blive en gevinst for både studiet og humøret.

Et surrealistisk og gotisk udtryk formidlet til børn

Anna Sofie Bruun har netop færdiggjort sin bachelor i engelsk og udgiver snarest sin første børnebog ”Kistefabrikken”. Bogen er illustreret af veninden Katrine Alice Glasscock, som hun kender tilbage fra gymnasietiden. Samarbejdet om bogen var vigtig for Anna Sofie Bruun, der værdsætter venindens bidrag.

Katrine Alice Glasscock

”Katrines streg ville bedst kunne fange udtrykket i historiens gotiske univers”

Universet er nemlig til den dystre side, et surrealistisk univers, hvor figurerne er grå og hovedpersonen Edgar Kistemager jr. er opkaldt efter den makabre forfatter Edgar Allan Poe. For illustratoren Katrine Alice Glasscock var børnebogen en kærlig invitation til at prøve sin surrealistiske streg af i en ny sammenhæng. Det blev et dogme for hende at tegne illustrationerne i bogen udelukkende med blæk for at understrege bogens stemning.

Det gakkede er en gave

Selvom sproget ikke altid er lige børnevenligt i bogen, tror Anna Sofie Bruun alligevel at den vil fange sit publikum. Historien har nemlig rigeligt med gakkede elementer og det er dem, man husker, understreger hun. Børn er ofte ligefremme kritikere, men både Anna Sofie Bruun og Katrine Alice Glasscock glæder sig til reaktionerne.

En essentiel pointe i bogen er, at man kan finde en plads i samfundet og blive en del af fællesskabet, uden at give køb på den man er som person.

Bogens hovedperson Edgar arver sin fars kistefabrik. Men så opstår der problemer, fordi Edgar ikke rummer samme egenskaber som sine forældre. Snart indser både Edgar og menneskene omkring ham, at samarbejdet er den rigtige vej frem.

Skab sammenhæng mellem logik og kreativitet

I sit studie ved fysik og astronomi tænker illustratoren Katrine Alice Glasscock logisk. Universitetet har været med til at åbne op for hendes personlighed gennem de sociale arrangementer. Ligesådan kalder forfatteren Anna Sofie Bruun sig en perfektionistisk introvert. Derfor er historien og hele processen bag den så betydningsfuld for dem begge.

”Det gælder om at være sig selv og spille på sine egne regler og ikke stå i skyggen af andre”, siger Anna Sofie Bruun.

Vekslen mellem eksamenerne og beskederne fra forlaget har krævet en stram tidskoordinering for Anna Sofie Bruun, men udbyttet og erfaringen overstråler besværet. Om det bliver til endnu en børnebog i fremtiden af duoen, afhænger af, om den rigtige idé dukker op.

”Kistefabrikken” kan købes nu hos Saxo og koster 150 kr.