Kultur for ingen penge

Det er ingen hemmelighed, at Aarhus’ farverige varemærke udgør et af Danmarks mest kendte og velbesøgte kunstmuseer også blandt studerende. Men hvis du har vandret regnbuen tynd og stirret nok på den fascinerende og mærkværdige ’Boy’, behøver du ikke smutte udenbys for være artsy. Aarhus er nemlig hjem for en håndfuld interessante kunstgallerier og -museer. Delfinen giver dig her tre, som alle har mere end bare kunst til fælles; der er fri entré!

Galleri V58

Dette fine galleri er placeret centralt på Hans Hartvig Seedorffs stræde, en garanteret velkendt gade for den rutinerede buspassager. Selve galleriet er lyst og rummeligt. Der fremvises en række værker af forskellig art – både klassiske landsskabsbilleder, uhyggelige mandeansigtscollager, hullede keramikskulpturer og finurlige figurer lavet af træ. Rundt omkring står ikke-ophængt kunst uorganiseret. Noget er på vej op, noget på vej ned. Selvom det måske kan synes lidt rodet, er det med til at skabe en mere autentisk og nede-på-jorden-stemning. Hvis du skulle forelske dig i en af værkerne, er det muligt at købe det (men det kræver mere end en måneds SU ;))

Hvor? Hans Hartvig Seedorffs Stræde 12

 

 

Kunsthal Aarhus

Et stenkast fra ARoS ligger Kunsthal. I omgivelser af primært røde mursten er det ret nemt at spotte de hvide bygninger hvor Kunsthal hører til. Når man bevæger sig inden for mødes man af et lille udvalg af plakater, kunstbøger, nøgleringe og lignende. Stedet har også en lille café, hvor der serveres mad med lokale og/eller økologiske råvarer – i ægte connoisseur-stil – og har et stort udvalg af drikkevarer. Kunsthal har moderne, minimalistiske lokaler, og udstillingerne er fordelt på flere etager. Her finder man både videokunst, skulpturer og billeder, der lægger op til undren, og i den grad gør Kunsthal til et sted, der er værd at besøge. Desuden er der hver onsdag gratis rundvisning.

Hvor? J. M. Mørks Gade 13

 

Charlotte Fogh Gallery

I den mangfoldige Mejlgade findes Charlotte Fogh Gallery, der huser både international og dansk samtidskunst. Dette skønne galleri ligger hemmeligt gemt væk fra hovedgadens trafik i en lille baggård. Lokalerne har et industrielt look, hvilket går rigtig fint sammen med den moderne kunst. Galleriet har fokus på upcoming, talentfulde kunstnere. Blandt tidligere kunstnere har ’Huskmitnavn’ og Rose Eken (hende med de tro keramikefterligninger) udstillet i lokalerne. Lige nu kan man møde både skulpturer i sølvplader og billeder, der forholder sig til digitaliseringen.

Hvor? Mejlgade 44