David Marcu

Jagten på et nyt spejlbillede

Ikke mange kan sige sig fri for at have oplevet et brud med et menneske, de elsker. For den efterladte følger en følelse af svigt, mindreværd og af at miste sin identitet. Ofte skal man helt genskabe sig selv som single.

Kathrine kigger sig selv i øjnene.

“Kom nu!” siger hun til spejlbilledet. “Kom nu! Du kan godt! Det skal nok gå!”

Hendes krop er ubevægelig. Bortset fra underlæben, der krænger sig ind under overlæben.

“Det skal nok gå. Det skal nok blive hyggeligt.”

Hun skal til J-Pop Convention, en messe for cosplay, hvor deltagerne kommer udklædt som deres yndlings film- eller tegneseriefigurer. Hun ved, at hendes ekskæreste er der. Sammen med mange af deres fælles venner. De deler alle passionen for cosplay og rollespil. Kathrine har dog ikke set en eneste af vennerne, siden kæresten brød forholdet for seks måneder siden.

“Det skal nok gå. Det skal nok blive hyggeligt,” siger spejlbilledet til hende. Men billedet er sløret, næsten forsvundet.

Bruddet var kommet som et lyn fra en klar himmel. Forholdet havde skrantet, men kæresten fortalte hende aldrig om, hvordan han havde det, så der var ingen chance for at rette op på det igen. Fra den ene dag til den anden forsvandt han. Og han tog Kathrines trygge base med sig. I lang tid havde hun hængt sin identitet op på at være hans kæreste. Nu var han væk. Det samme var, i Kathrines optik, det meste af hendes vennekreds. Det eneste, hun tænkte, var:

”Fuck!”

Nu hun stod der med sig selv og vidste ikke, hvor hun skulle begynde. Overrumplet af en følelse af forladthed, der bundede i en følelse af at mangle en identitet.

Det sociale spejl

Skilsmisser og brud bliver mere og mere almindeligt. Det er svært at estimere, hvor mange uregistrerede par, der går fra hinanden, men op imod halvdelen af alle nygifte bliver skilt inden for de første tre til fem år af ægteskabet. Selvom det har været under opsejling, bliver slutningen på forholdet begyndelsen på en krise for rigtig mange.

Ifølge psykolog og parterapeut Marie Nygård Ussing hænger krisen sammen med, at mennesker er sociale væsner, der kun sjældent fungerer som selvstændige individer. Vi lærer, hvem vi er i kraft af vores omgangskreds. Venner, bekendte, familie, kollegaer, kærester og ægtefæller er med til at definere, hvem vi er, og hvad vi står for. Vi forstår os selv i en andens spejlbillede, og hele vores identitet er vævet ind i et selvfølgeligt samspil på godt og ondt.

“Indtil bruddet har man spejlet sig i sin partner. I mange år har partneren haft fornøjelsen af at definere, hvem man er. Nu skal man ud og finde et nyt spejl,” siger hun.

For Kathrine var det skræmmende at være på bar bund. I forvejen var hun meget genert, med en snert af social angst, så følelsen af forladthed fremprovokerede en regulær frygt for at fejle.

Symaskinen, der skulle udarbejde de fantastiske kostumer, blev aldrig trådet. Skolebøgerne blev for det meste stående på hylden. Det samme er den enorme samling af klassikere i bogreolen. Kameraet forblev i etuiet. Telefonen lå uberørt, med mindre nogen ringede. Samtalerne var korte og ensidige.

Til gengæld forvandlede spisebordet sig til et bjerg af vasketøj, nullermændene indtog hjørnerne og en to timers opvask i køkkenet udviklede sit eget økosystem.

Dette er en meget normal reaktion på begivenheder, der truer den personlige integritet, og kaldes tilpasningsreaktioner. Tilpasningsreaktioner indtræffer som regel inden for den første måned af krisen og varer i op til seks måneder. Under en krise er det også helt normalt, at man undgår situationer, steder og mennesker, der kan minde om bruddet. Der optræder en række typiske angstsymptomer som anspændthed, irritabilitet og en følelse af ikke at kunne klare de ændrede livsvilkår. Symptomerne kan være så udtalte, at de påvirker den sociale funktionsevne. Det at se gamle fællesvenner kan let blive en fuldstændig uoverskuelig opgave.

Venner af høflighed?

Toget bumler af sted mod København. Kathrine er iført sit kostume. Hun er en japansk Gothic Lolita, en karakter der repræsenterer sig selv med ærbarhed og elegance i modsætning til den sexede europæiske version. Det var egentlig købt til en tidligere convention, men Kathrine har fornyet det med frynsede ærmer og blonder ved håndled og kraven.

Hun var blevet irriteret på sig selv over, at lade sit liv stå til og ikke gøre nogen af de ting, hun havde lyst til. Derfor udfordrede hun sig selv. En besked på Facebook afgjorde sagen. Et vennepar manglede et sted at overnatte i forbindelse med, at de selv skulle deltage i J-Pop Convention. Derfor tog hun initiativ til at tilbyde dem overnatning hos hende. De takkede ja.

Så der er blevet ryddet op, mobilen er fuldt opladet, kontanterne ligger i pungen, aftalen om at mødes med to venner til J-Pop er i hus. Adgangsbilletten er købt på forhånd via nettet.

“Så slipper jeg får at stå i kø, så kan jeg bare gå ind. Det var for at rive plastret af så hurtigt som muligt,” siger Kathrine.

Udenfor er himmelen grå. Vinden river i græsset. Regndråberne kaster sig imod ruden. Hun tænker på, hvordan hendes ekskæreste vil reagere på, at hun kommer. Normalt har hun en kæreste at læne sig op ad. Denne gang var der ikke nogen. De har også et lille mellemværende med nogle pengesager, så de er ikke på god fod. Hun tænker på, om han har sagt noget grimt om hende det sidste halve år.

Hun sludrer med venneparret, der har overnattet. Primært om, hvordan det går. De har en del at indhente.

Hun tænker på de fælles venner. Vil de se sure ud, når de ser hende? Vil de bebrejde hende for, at forholdet gik galt? Vil de have hende tilbage, eller irriterede hun dem bare? Hun er bange for, at de syntes, hun var kedelig. Mest fordi hun var genert og derfor ikke snakkede så meget. Eller om de ligefrem synes, hun er påtrængende. Måske ville de i virkeligheden kun se hende, fordi hun kom sammen med deres ven. Sådan en slags høflighedsvennner. I hovedet gennemspiller hun et sandt rædselsscenarie: Hun siger hej til dem, og de ser hende, men hilser ikke tilbage.

Men passionen for cosplay brænder stærkere end frygten for at gense, og måske blive afvist af, sin ekskæreste og vennerne. Hun har truffet sin beslutning.

”Hvis de ikke vil fortsætte med at være mine venner, så må det bare være sådan,” tænker Kathrine.

Fjender i forklædning

Efter et brud er det helt almindeligt at føle sig udsat og forladt. På trods af at næsten alle oplever det, er det næsten aldrig noget, der bliver snakket om.

“Det er enormt vigtigt at man deler krisen i sit netværk, genfinder sig selv i et andet spejl – kollegaer på jobbet, studiemakkere på uddannelse eller andre venner. Man må gerne næsten gifte sig med sit arbejde for at finde det nye spejl,” siger Marie Nygård Ussing.

Det var lige præcis, hvad der hjalp Kathrine til at komme videre. Umiddelbart efter bruddet, snakkede hun med en ven om følelsen af forladthed. Han sagde, at han godt kunne sætte sig ind i hendes situation og var samtidig meget opmuntrende; Selvfølgelig havde hun ikke mistet sin identitet. Hun skulle blive mere sikker på sig selv.

“Jeg hørte, hvad jeg havde brug for at høre. Han skulle ikke sige noget specielt. Det var bare rart med et lille heppekor på sidelinjen,” siger Kathrine, selvom det tog lang tid, før hun blev enig.

Beskeden satte sig dog endelig fast da hun begyndte på sit studie som laborant. Hendes selvtillid fik en saltvandsindsprøjtning af, at hun følte sig god til sit fag. I takt med at selvtilliden voksede, fik hun modet til at sætte kravene til sig selv ned. De nedsatte krav betød, at hun fandt modet til at tage nye udfordringer op.

“Det er nok noget med at slippe kontrollen over andre og andres handlinger, og fortælle sig selv, at hvis folk ikke kan lide én af den ene eller anden årsag, så kan man ikke gøre noget ved det,” siger Kathrine.

Ved glasdørene mødes Kathrine med de to, hun skal følges med på J-Pop Convention. Venneparret følger med dem ind. De går sammen eller hver for sig, alt efter hvad der lige passer.

Et væld af helte og skurke maser sig frem og tilbage. Rummet summer af stemmer fra hele Skandinavien. De kommenterer på kostumerne; Hvordan de er lavet, og hvad næste kostumeprojekt er, og hvordan det skal laves. Kathrine lægger mærke til en kvinde, der er klædt ud som Anastasia. Hun er iført en lang, blå kjole, hvor glitrende similisten minutiøst er syet på med håndkraft. I den summende menneskemængde spotter Kathrine også Ironman, Lara Croft og Scarecrow. De står i en gruppe på otte, hendes gamle vennekreds. Hun går hen imod dem. De ser hende.

”Hej,” siger hun.

”Hej,” siger de. “Hvordan går det med dig? Længe siden. Kom du ind på studiet?” De åbner armene, og hun får et kram.