Fotoreportage: Julestemningen i vores by

Har du heller ikke haft tid til at bevæge dig rundt andre steder end på campus i december? Fortvivl ej, Delfinen har knipset byens julestemning ind gennem linsen til de eksamenstrætte studerende.

Regn, blæst og eksamen. Det virker måske ikke så julet fra et studenterperspektiv, men vent nu lidt! Julestemningen er skam at finde iblandt os, det handler bare om at lede de rigtige steder. Hvis du ikke selv føler for at begive dig ud på den helt store mission for et nogle glimt af stemningen, eller simpelthen ikke har tid, så får du den her serveret for dig. I regnvejr og med godt humør har Delfinen udforsket Aarhus og gennem denne fotoreportage fundet julestemningen frem til dig. So enjoy, og må du have en Ho-Ho-Happy Christmas.

Den Gamle By

I år bliver julen tydeliggjort endnu mere end tidligere i Den Gamle By. Man får i hvert fald, måske på grund af forvirrede studerende i eksamenstiden, et meget udførligt kort med sig rundt, som nemt leder til julestemningen. Blandt andet her i 1841.
Selvom sneen mangler, og endda er erstattet af regn, så varmer det i hjertet, når man bliver mødt af en lille nisse i vinduet.
Du kan dufte pædagogernes kaffe, mens du lytter til skolebørnenes begejstrede stemmer. Tænk sig at man kan finde så meget glæde i madpakketid.
Man får helt lyst til at være lille igen, så man med lidt mere accept fra de voksne kan stå med næsen helt tæt op ad ruderne og inhalere kagerne gennem glasset. Vi kunne da heller ikke lade være med at hoppe indenfor og købe en enkelt kage… eller to… eller tre.
Må vi præsentere: Julehygge 1809. En rigtig hjemmelavet granhytte med højtoplæsning om julehistorier og, let’s face it, omkring ligeså meget plads, som der er på det gennemsnitlige kollegieværelse. Så er det bare en tur ud i skoven efter gran til sin egen lille granhule.
Ahh, så spiller Højt Fra Træets Grønne Top igen, igen. En dejlig munter lyd, der altid bringer minder frem om farmødre og pebernødder i kræmmerhuse. Ikke meget har ændret sig siden 1848, men så igen: Hvorfor skulle det også det?
I ly for regnen finder man atter hyggelig stemning. Altsammen fra folk, som ikke har tænkt sig at lade lidt regn ødelægge turen. Og så mistænker vi forældrene for at være godt tilfredse med at kunne komme ned og sidde, mens ungerne får en bid kage.
Rumpenisser og lakridskonfektnisser bringer hurtigt smil på læben, når man går forbi de mange juletræer, som breder sig i Den Gamle By.
Om vi satte os ned og så julekalender i flere minutterfordi de afspillede Jullerup Færgeby i det gamle 70’er tv? Nej da, eller, jo, måske lidt. Men med sådan en fin julekalender, hvordan skal man så kunne dy sig?

Væksthusene i Botanisk Have

Hvorfor mugge over, at man ikke kan få SU’en til at betale en tur sydpå, når man bare kan smutte i væksthusene? Så får man hurtigt smidt jakken og handskerne i jagten på Julestjernen derinde.
Juleroser i flor, lige så fine og hvide som den sne, vi håber kommer juleaften.
YES! Vi fandt den. Denne Julestjerne kæmper lige så hårdt som alle andre her i eksamensperioden. Mon den når sit mål om at blive rød og fin inden jul? Vi er med dig, lille Julestjerne. Du kan godt!

Midtbyen

Ja, hyggeligt ser det i hvert fald ud! Tag et smut forbi Erdinger Weisbraü, hvor duften af glögg strømmer ud af døren, når man åbner den.
Fra Godsbanekorets optræden kommer der afrikanske rytmer ud i Hallelujas og ikke mindst en energi, der giver en lyst til at danse med.
Man går aldrig galt i byen med julelys. Også er det jo heldigt, at Aarhus er fantastiske til dét med julelys. At folk går hånd i hånd, gør det kun endnu bedre.
Der er et eller andet ved julekor, der bare ikke kan gå galt. Det skulle måske lige være, hvis vi selv forsøger at synge med… Denne gang lod vi Skanderborgs Pigekor om at sprede julehyggen og synge julen ind.
Man bliver aldrig for gammel til LEGO. Og da slet ikke når det emmer af hjemlighed i form af dejlige Aarhus. (Og så er vi ret så begejstrede for julemanden på taget af Dokk1)
Skøjtetid er familietid, selv når man ikke behøver egentlige skøjter for at glide rundt. Så kan selv den dumme regn bruges til noget julehygge.

Julemarkeder

I Ridehuset finder man det årlige julemarked. Her er fyldt med julemænd, nisser, julegaveideer og ikke mindst varme. Man kan ikke andet end at nyde helheden.
Vi er MEGA fans af hans outfit! Også laver han ovenikøbet skønne, brændte mandler, som både dufter og smager af jul.
På Godsbanen finder man også julemarkeder i år. Og selvom nogle af tingene er lidt artsy, og typisk uden for mange nisser, så er det bestemt et sted med hygge alligevel – og ikke mindst gode ideer til unikke julegaver.

God jul, Aarhus! Og held og lykke med eksaminerne.


Tekst: Liv Blomster