Forstå dog, hvad jeg mener

Forstå dog, hvad jeg mener

Ny udgivelse kaster lys over de basale principper i journalistikkens mørke spilleregler, og udgør et lynkursus spækket med håndgribelige tips og værktøjer til kommunikation og mediehåndtering for alle fagfolk med naturvidenskabelig baggrund.

Fortæl, forsker, fortæl. Sådan lyder indledningen til en ny udgivelse af læge, ph.d. og journalist, Charlotte Strøm, som netop er landet på hylderne. Bogen er skrevet med én klar forhåbning: at afhjælpe den skepsis, afmagt og frygt for misforståelser, som mange forskere og naturvidenskabelige fagfolk oplever i mødet med journalister og nyhedsmedier. Bogen har til formål at motivere læger og naturvidenskabelige forskere til i højere grad at anvende medierne som en formidlingskanal for forskningsresultater og nyheder. Bogens omdrejningspunkt er endvidere at belyse den grundlæggende forskel mellem naturvidenskabelig og journalistisk tankegang, kommunikation og formidling. Sammenlignet med den naturvidenskabelige verden gælder der inden for journalistikkens fundamentalt andre spilleregler. Bogen henvender sig derfor til faggrupper, som på godt og ondt indgår i et samspil med journalister, hvad enten det gælder de traditionelle – eller sociale medier. Bogens første del omhandler grundstenene i journalistisk benarbejde og forklarer, hvorfor journalister arbejder, som de gør.

”Alle forskere har brug for at fortælle verden om deres fund og forskning, men mange bryder sig ikke om at skulle formidle til medierne, fordi de føler at journalisterne drejer deres historie i retninger, de ikke kan forlige sig med.”

I anden del præsenteres der en række værktøjer i form af håndgribelige, brugbare tips og vejledninger til, hvordan man mest effektivt gør brug af nyhedsmedierne og minimerer risikoen for at ende på forsiden med negativt fortegn.

Nyhedskriterierne: journalistikkens guldvægt

Som naturvidenskaber bliver det man lever for ofte det man lever af. Derfor kan det være svært at træde et skridt tilbage og kigge på sit eget professionelle virke med offentlighedens briller. I bogen understreges nødvendigheden af, at man som naturvidenskabelig forsker eller læge sætter sine resultater og nyheder i perspektiv, og forholder sig til nogle centrale aspekter af god journalistik, som man med fordel kan have i baghovedet ved samspil med medierne på både godt og ondt. Hvornår er noget en god nyhed? Hvad er journalisten ude efter? Hvordan når jeg frem til mit budskab?  Og hvad er mit budskab? Kapitlet indledes med en forklaring af nyhedskriterierne, eller på almen journalistslang AVISK, som dækker over begreberne: aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Nyhedskriterierne udgør journalistikkens fem tunge søjler, men kapitlet præsenterer endvidere emner som nyhedsvinkling, det gode sprog, citataftaler, five-minuttes-of-fame-fashion samt en to-do-liste i tilfælde af krisesituationer, shitstorms eller velkommen-på-forsiden oplevelser.

”Nyheder er journalistikkens bankende hjerte”

Alle disse begreber gennemgås på et letlæseligt og ubesværet sprog og forklares ved hjælp af en række virkelighedsnære eksempler, blandt andet historien om den tidligere klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling, Morten Hedegaard, der forlod sin stilling i november 2016.

Kunsten at pitche en historie

Hvor første del af bogen gennemgår hvad og hvorfor, så hjælper anden del os, i naturlig forlængelse heraf, med at forstå hvem, hvor og hvordan vi bør spille bolden på journalisternes banehalvdel. Hvad er det helt konkret man skal gøre, hvis man har en historie eller nyhed, man ønsker at få omtalt i medierne? Hvem skal man kontakte? Og hvad skal man sige? Denne del af bogen understreger, at man kan bevæge sig et led op i journalistikkens fødekæde, skabe et overblik over det medieudbud der er til rådighed og forsøge, så vidt muligt, at bruge redaktionel omtale hensigtsmæssigt og til egen fordel. Anden del af bogen kan betragtes som en mini-guide til, hvordan man bedst muligt formidler sin historie gennem medierne, og giver en række enestående, koncise værktøjer som for eksempel formidlingsprincippet Hey! You! See! So! og kunsten at sælge og pitche sin historie til medierne ved hjælp af push-pull metoden.

”Risikoen for at tale hen over hovedet på dine modtagere af budskabet bør altid veje tungere end frygten for at virke banal.”

Hele bogen er skrevet på et letlæseligt sprog i en munter tone. Hele vejen igennem farves teksten af kreativt billedsprog og perspektiveringer til almenkendt mediestof, hvilket resulterer i en læseoplevelse, der er alt andet end grå og kedelig.

”Husk at den viden der ikke bliver delt forbliver hemmelig og dermed er så godt som spildt”

Bogen drager paralleller til den medievirkelighed vi lever i, og det tilfører bogen aktualitet, at man som læser hele tiden har fornemmele af, at emnet har afsæt i virkeligheden. Efter endt læsning sidder man tilbage med oplevelsen af at have været gennem et sammenhængende og højst relevant mini-kursus i mediehåndtering, og man er uden tvivl bedre rustet og motiveret for fremadrettet at udnytte både de traditionelle og sociale medier som formidlingskanal af naturvidenskabelige nyheder.