Billede: Atmos Photography
, ,

Vidste du, at Kapsejladsen 2020 HAR fundet sted?

Du ved helt sikkert, at Kapsejladsen 2020 blev aflyst på grund af corona. Men vidste du godt, at den alligevel blev afviklet i sommers? For os på redaktionen var det overraskende nyt, da vi startede igen efter sommerferien. Hvordan fungerede traditionen i år, og hvem vandt egentlig?!

Du sidder i et sommerhus lang væk, i din småkedelige lejlighed, eller måske er du nede at få en tidlig torsdagsøl med vennerne – alt imens årets Kapsejlads finder sted i de vante grønne rammer i Universitetsparken. Du ved det bare ikke, og du er desværre ikke inviteret i år.

Den 23. juli blev Kapsejlads 2020 afholdt. For very important people only. I alt havde kun 84 mennesker fornøjelsen af at heppe i Uniparken, mens vi andre måtte blive hjemme under coronaens betingelser. Et deltagerantal der næsten ikke er til at forstå, når de bakkede plæner normalt huser op mod 30.000 tiljublende studerende. ÆV, har jeg lyst til at sige.

En af de heldige, der fik en bid af stemningen, er Marie Dahl Jørgensen. Hun læser folkesundhedsvidenskab og er en del af studiets festforening, SIFFOS. Derfor var hun inviteret til den ellers ”hemmelige” Kapsejlads. Trods en noget ualmindelig Kapsejlads, fortæller hun, at ølstafetten i det store hele trods alt var, som vi kender den.

”Kapsejladsen var meget anderledes i år. Men selve sejladsen var i store træk ikke anderledes end normalt. Udover at pagajerne skulle sprittes af, og dommerne bar mundbind og handsker,” siger Marie og tilføjer, at essensen i, at de forskellige studier skulle kæmpe mod hinanden i en form for ølstafet, bestod.

Trods to officielle aflysninger, gav Aarhus Universitet alligevel mulighed for, at den 30. Kapsejlads i rækken, traditionen tro, kunne finde sted. Forholdene var dog skærpede og det foregik med masser af håndsprit, mundbind, handsker, og med inddelte områder til de deltagende festforeninger.

Inden stafetten fik foreningerne ikke lang tid til at forberede sig, og nogle havde endda svært ved at stille med et helt hold, fordi Kapsejladsen blev afholdt midt i sommerferien, fortæller Marie og uddyber:

”Det var med meget kort varsel, at det blev udmeldt, hvornår Kapsejladsen skulle finde sted. Derfor havde foreningerne ikke i samme grad trænet i månederne op til. I SIFFOS havde ingen trænet siden den 11. marts, hvor landet blev lukket ned. Niveauet var derfor et andet, men det gjorde bestemt ikke noget.”

Usædvanlige omstændigheder eller ej — vinderen af Det Gyldne Bækken skulle kåres. I år løb Umbilicus (Umbi), festforeningen på medicin, med sejren. De dystede i finalen mod ØF, Økonomisk Forening og FUT, Ingeniørernes FestUdvalgeT. Heldigvis blev det hele filmet, så vi alle kan se Kapsejladsen 2020 hjemme i stuen, og dermed også se den underholdende og intense finale igen og igen.

Manden, der først rammer kajakken i sidste og afgørende runde, har FUT stående med store hvide bogstaver på ryggen. Hele stafetten igennem har de været lige efter Umbi, der satte føringen fra start. FUT er også den første til at kaste den sidste øl i sig, men efter snurrerunden er den pink medicinertrøje igen foran og rammer kajakken først. Pagajen kaster vandet til alle sider og på et splitsekund har medicinernes kajak ramt bredden som den første, og jublen bryder ud blandt de fem Umbi-sejlere. Medicinerne tager sejren i år.

Det er tydeligt på videoen, at glæden over at vinde Det Gyldne Bækken hjem til sit studie er stor. Det er dog sandsynligt, at festen ikke helt blev, som foreningerne og mange af os studerende kender den. Ingen konferencier, ingen kunster, ingen samarbejdspartnere og sidst men ikke mindst — ingen tilskuere. Tilskuerne er ellers en betydningsfuld del af Kapsejladsen og stemningen i Uniparken.

”En stor del af Kapsejladsen er stemningen, der starter klokken 2 om natten og varer gennem hele morgenen, hvor alle sidder og sumper, indtil dagen går i gang, og en lille minifestival starter. Alt dette var taget væk i år, og det gik udover de studerende, der ikke er med i en af foreningerne,” siger Marie. Hun fremhæver dog, at stemningen internt i festforeningen var helt fantastisk.

”Fællesskabsfølelsen, da studievennerne skulle kæmpe mod rivalerne fra de andre studier, kunne ikke tages fra os, og kampgejsten var derfor stadig helt i top hos os,” fortæller hun.

Måske sad du, som jeg, uvidende på sommerferie i Vestjylland, kedede dig med at lave ingenting eller noget helt tredje. Alt imens en af de største traditioner på Aarhus Universitet blev afviklet. Ikke desto mindre blev Kapsejladsen 2020 afholdt, og vinderen blev kåret. Så kæmpe tillykke til Umbi!

Vi må glæde os endnu endnu mere til 2021 og Kapsejlads nummer 31.

Har du lyst til at se Kapsejladsen 2020 (corona-edition, kan man kalde den), kan du se videoen lige her.

 

Billede: Atmos Photography

 

Billeder: Atmos Photography

 

Forfatter

  • Jeg er Jose, nogle siger også bare Jos. Jeg er 24 år og bor i Aarhus, hvor jeg studerer Nordisk sprog og litteratur med tilvalg i journalistisk formidling (Yay for et studie, hvor skønlitteratur er en del af pensum).

https://delfinen-magasin.dk