,

Noget virkelig virkeligt

Forestillingen ‘Noget virkelig virkeligt’ på Teatret Svalegangen taler ind i mange af de problematikker, som unge mennesker gennemgår i dag i hele den vestlige verden. Per automatik stræber vi efter et samfundsskabt ideal, som ikke nødvendigvis er vejen til lykke.

Stykket skrevet af Rebekka Boyding centrerer sig om en ung, moderne kvinde, der blotter sine inderste dystre tanker om sit overfladiske liv, og til sidst mister besindelsen i et kaos af soyamælk og chiafrø. Hun vil gerne opleve noget virkeligt – altså noget virkelig virkeligt.

Forestillingen udspiller sig som en dialog mellem Simone, en kvinde på 23 år, og en digital kvinde på en skærm. Simone har ventet på at fortælle nogen noget virkeligt, men hun har svært ved det. Også selv når hun bare skal fortælle om en gennemsnitlig dag i sit liv. Hun længes efter at kunne få greb om en sandhed. I sin søgen udtrykker hun alle de ting, som hun egentlig ikke kan holde ud ved sin egen tilværelse. Tre budskaber står klart for os:

  1. Vi stræber efter et uopnåeligt ideal
  2. Selvom man har alt, er man ikke nødvendigvis lykkelig
  3. Tilværelsen kører på autopilot; alt, hvad vi siger, er replikker

 

Uopnåelige idealer

Vi vil gerne være med på moden, men stadig skille os ud og være unikke. Vi vil gerne have den nyeste Iphone, men vi vil også tænke på klimaet. Vi vil spise vegansk og bæredygtigt, selvom vi altså kun er på SU. Vi vil være intellektuelle, politisk engagerede og have en mening om alt, for det er vores pligt som oplyste samfundsborgere. Vi vil have likes og være populære, samtidig med, at vi også vil være ægte og autentiske mennesker, der inspirerer andre.

 

Har vi ret, hvis vi siger, at du som læser til en vis grad deler disse ønsker for din egen tilværelse? Vi lever i en verden, hvor det handler om at skabe sig selv. Vi har uendelig mange muligheder, og intet er forudbestemt for os. Alligevel har vi kollektivt skabt et ideal for, hvilket slags menneske, vi skal stræbe efter at være. Men når kravene til det ideal, vi stræber efter at opnå, listes op som ovenstående, virker de modstridende.

 

Simone er ved at indse, at det er nytteløst at jagte idealerne. Det er uopnåeligt at indfri dem alle til fulde. Hun prøver flere gange at gengive en gennemsnitlig dag til forelæsning på universitetet, på kaffebar med en veninde og et middagsselskab med sine venner. Intet af det, hun oplever i løbet af en dag, føles ægte for hende, fordi det bare er ting, hun føler, hun “bør” gøre. Hun vil følge med i sin kedelige venindes liv, snakke med sine venner om politisk korrekte emner og lave vegansk mad –  selvom hun egentlig godt kunne tænke sig et stykke bacon.

Hun stræber efter at være et bestemt idealmenneske, selvom det er umuligt. I virkeligheden har hun ikke sig selv med i noget af det, og hun lever kun halvhjertet op til forventningerne til sig selv. Hun gør en masse ting, hun egentlig ikke har lyst til, fordi hun føler, at det bliver forventet af hende. Til sidst væmmes hun så meget over den overfladiskhed, det hele rummer, at hun nærmest ikke kan få ordene sagt. Hun kløjes i både ordene og de tørre frø, som hun spiser manisk af.

 

Den dårlige samvittighed

Stykket viser, hvordan det kan være svært at stå på mål for sine værdier, når man egentlig ikke har overskuddet til altid at følge dem – og gør dette os så til dårlige mennesker? For eksempel sprætter Simone et mærke af sine nye jeans, fordi hun ellers proklamerer sig selv som en, der kun går i genbrugstøj. Skammen over ikke altid at gøre det “rigtige” føles som en spændetrøje af forventninger og pres fra omverdenen. Hun føler ikke bare dårlig samvittighed over, ikke at kunne leve op til kravene, men også at der findes mennesker i verden, som har det langt værre end hende selv.
Hun forestiller sig livet som ekstremt fattig og kan se noget tiltalende ved en sådan tilværelse:

 

Ikke tænke på at skulle på arbejde, eller hvad jeg skal blive til, eller hvem jeg skal være, hvem jeg er, hvem andre tænker, jeg er, (…) hvem, jeg skal stemme på, om jeg må tage et bad mere, om jeg skal vælge æblerne i plastik eller pap, om det er ok, at jeg spiser bacon til morgenmad … Men bare vågne og tænke på, hvordan dagen skal gå, om jeg får noget at spise, om jeg lever i morgen

 

Hun drømmer om en tilværelse, hvor de små problemer ikke er så altafgørende, som de føles som nu. Ikke desto mindre står stykket også med moralen, at nok har vi ikke problemer, der truer os på vores livsvilkår, men de kan stadig være altoverskyggende i vores liv – og måske skal disse problemer ikke negligeres, når de for Simone, der står som repræsentant for en hel ungdomsgeneration, ender i eksistentiel fortvivlelse.

 

Ikke vejen til lykke

Som forestillingen skrider frem bliver det netop mere og mere klart, at man ikke kan blive lykkelig ved blot at forsøge at leve op til idealerne for “det perfekte menneske”. Men hvordan skulle man også blive lykkelig ved at løbe gennem nål og krat for at ligne et generisk samfundsideal? Lykken kan vel ikke komme, før man udlever sit eget potentiale. Eller med Nietzsches ord: man bliver til den, man er.
Måske tilnærmes lykken ved at stræbe efter sit eget ideal og ikke samfundets. Altså at gøre det, man i virkeligheden selv har lyst til at gøre. Måske vil denne mere identitetstro selvrealisering faktisk også gøre en til et mere autentisk, ærligt og virkeligt menneske? Simone er derimod et ulykkeligt resultat af ønsket om at leve op til alle samfundets forventninger.

Måske skal vi begynde at overveje, i hvor høj grad de idealer, vi stræber efter at opnå, er samfundsbestemte eller kommer inde fra os selv?

 

Livet på autopilot

Undervejs stiller hun sig også kritisk overfor, hvor meget af det, der bliver sagt og gjort, der egentligt kommer fra hjertet og ikke bare er jargon og overfladisk venlighed. Vi kan med relativ høj sandsynlighed forudsige, hvad vi siger til hinanden. Siger man, at man er deprimeret, vil svaret ofte lyde, at “det skal nok gå” og “jeg ved, du er stærk, du skal nok klare det”. Som hun udtrykker det i stykket:

 

“Det er bare noget, vi har lært at sige […] Ligeså snart der sker noget, der ikke er replikker til, er der ingen, der svarer”

 

Ifølge Simone er der ikke nogen, der virkelig lytter, og der er ikke nogen, der virkelig mener det, de siger. Simone føler, at hun har afsløret manglen på ærlighed og ægthed, og det gør hende selv enormt opgivende på verden. Hun føler sig ikke hørt eller elsket, og det gør hende frustreret. På den måde appellerer stykket til, at vi skal arbejde imod hverdagens overfladiske replikker, og at vi måske alle sammen skal blive bedre til at sige “Godmorgen” og virkelig mene det.

 

Simone siger: “Vi sidder og kigger på livet, som noget, der skal anmeldes.”, og længes efter, at vi i stedet bare kunne leve det. Så mens vi sidder derhjemme, afskåret fra omverdenen, kan vi passende tænke over, hvordan vi skal forholde os til livet, når vi skal ud og leve det igen efter corona.

Forfatter

  • Jeg hedder Camilla, og jeg studerer Nordisk Sprog og Litteratur. Blandt mine største glæder i livet er at: hækle seje ting, se Hammerslag, læse litteratur, rejse, være lokal spåkone og ikke mindst skrive. Da jeg var fire år gammel sad jeg og bladrede i tykke bøger og opfandt historier, mens jeg lod som om, jeg kunne læse. I dag brænder jeg for at skrive tekster, der kan røre noget inde i folk – Hvad enten det gør dig gladere, klogere, mere provokeret eller mere nysgerrig!

  • Mit navn er Isabell, og jeg er 22 somre gammel. Jeg er i skrivende stund ny studerende på Århus Universitet, hvor jeg læser Nordisk. Den store studieverden ligger for mine fødder, og jeg synes, det er vildt spændende at blive klogere. Jeg nyder byen, studiet, vennerne og alt derimellem. Jeg har taget positivitetens og forhåbningernes ja-hat på. Om det er et ja til en øl på Cirkuskroen, vinterbadning i Kattegat, eller at skrive for Delfinen.

  • Mit navn er Erik, jeg født i 95 og kommer fra lidt rundtomkring i det jyske landskab. Jeg afleverede min bachelor i Statskundskab i 2020, men skiftede så til Nordisk Sprog og Litteratur, hvor jeg læser nu. Som du måske allerede har gættet, holder jeg af at læse bøger, og det kan både være de store tykke fagbøger eller nogle gode skønlitterære klassikere. Jeg forsøger at holde en finger på pulsen af de forskellige områder i kulturlivet, men derudover optager store idéer mig også sygeligt meget

https://delfinen-magasin.dk