Humanister: “Vi er trætte af uddannelsessnobberi”

‘’Hvad kan du blive bagefter? Skal du så være gymnasielærer?’’ Fordommene og spørgsmålene er mange, når vi fortæller, at vi læser et humanistisk fag. Og vi er trætte af at forsvare vores valg!

Når vi fortæller, at vi studerer humaniora, er det sikkert og vist, at det efterfølger en masse spørgsmål, der ikke altid er opløftende. Ofte står vi med en følelse af at skulle forsvare vores uddannelsesvalg. Vi skal gerne stå med en klar plan for hvordan vi har tænkt os at lande et relevant job, når vi er færdige med vores mere eller mindre “ukonkrete” uddannelse.

Fordomme på egen krop

I 2017 startede vi selv på Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet. Fulde af forventning og stolte af at være blevet optaget på en videregående uddannelse. Stolthed blev dog hurtigt vendt til usikkerhed. Især i sociale forbindelser med andre end vores medstuderende. Vi er ofte blevet mødt af uddannelse-shaming, hvor vi nærmest har skulle redegøre for pensum og studieordning, før at folk ville tro, at vi lærer noget relevant. Nogle af vores venner, som studerer på andre uddannelser, er sågar gået så langt at kalde uddannelsen for et ‘’fantasi-studie’’, fordi vi beskæftiger os med fiktion og fortolkning. Vi lærer at litteratur- og medieanalyser ikke bare er underholdning, men giver en indsigt i, hvordan andre mennesker tænker, og hvordan alting ikke altid er, som det ser ud til at være. Vi bliver klogere på almen dannelse og dybereliggende lag i tilværelsen. Vi er trætte af uddannelsessnobberi!

 

Frygten overskygger interessen

Debatten om humanister er efterhånden blevet så slem, at mange prøver at præge deres uddannelse til at blive mindst mulig humanistisk – for hvem gider at ansætte en cand. mag. i dansk og filosofi? Eller rettere: Hvor mange jobs er der mon til en sådan profil? Hele den tankegang omkring humaniora fjerner en del af glæden og friheden ved at være universitetsstuderende. Man føler netop, at man ikke har valgfriheden til at dyrke de fagligheder, man finder interessante, men i stedet kun burde dyrke dem, der er relevante for et fremtidigt job. Det er svært at forestille sig, at en tømrerlærling, medicinstuderende eller pædagogstuderende på samme måde skal på stå på mål for deres uddannelse. De bliver alle uddannet til et specifikt job.

 

Der er ikke bare en rigtig vej

Når vi sidder til familiefødselsdagen og bliver spurgt af vores bedsteforældre: ‘’Hvad kan du bruge det til?’’, så er det svært at komme med ét konkret svar. Grunden til, at vi i første omgang har valgt at studere humaniora, er netop, at der er mange forskellige muligheder og en stor bredde. Og måske også fordi, vi ikke helt var klar over i hvilke job vi så os selv i. Dette skal det være lige så okay, som at starte på medicinstudiet, med en klar ambition om at blive overlæge på Rigshospitalet. Vi skal ikke måle en uddannelse på dens direkte anvendelighed. Vi vil slå et slag for, at det ikke er destinationen, det handler om, men rejsen. Også når det gælder uddannelse.

 

Illustration: Emma Iben Sahl Frederiksen