Alt Tekst

Eksamen: Den betyder utroligt meget. Det kan være et problem i sparetider

Universiteterne står klemt mellem sparekrav og en præstationskultur. Det skal vi som samfund tage seriøst, hvis vi vil have et samfund med fokus på dannelse, kritisk tænkning og tårnhøj faglighed.

”Det bliver grønt og saftigt ude i verden, mens man repeterer og memorer og putter fingrene i ørerne for ikke at blive forstyrret. Det er igen de underlige lyse nætter, hvor man holder sig vågen med stærk kaffe og aspirin. Det er igen eksamenstid med angst og diarré.”

Ordene stammer fra Hans Scherfigs berømte bog Det forsømte forår fra 1940, og mens juni nærmer sig og den gennemsnitlige studieuge bliver 9 timer længere, er uddraget evigt aktuelt.

Og forberedelserne er startet tidligt. Så tidligt, at underviserens opgivende suk runger i hele forelæsningssalen, når det uundgåelige spørgsmål falder i starten af semesteret: ”Hvad vil der blive lagt vægt på til eksamen?”

Til dannelsesforkæmperne og fagnørderne skuffelse, kan det utvetydigt bekræftes: Eksaminerne fylder meget; både i udformning og betydning. Det giver et stort problem i disse sparetider.

Udenadslære som højeste formål

Ifølge eksamensbekendtgørelsens §2 er formålet med eksaminer at bedømme, ”i hvilken grad den studerende opfylder de faglige mål, der er fastsat for uddannelsens fag eller fagelementer i studieordningen.” Det er altså hverken tænkt som en del af undervisningen eller feedback til den studerende. Universiteterne bruger på trods millioner af kroner på at afholde eksaminer hvert år. Men når universiteterne årligt skal barbere 2 procent af budgetterne, hvorfor så ikke skære en luns af kassen øremærket eksaminer?

“sparekniven har allerede sat sine synlige spor”

I den billige ende finder man f.eks. multiple-choice-eksaminer, standardiserede skriftlige eksaminer og mundtlige prøver med træk af spørgsmål – i modsatte ende: caseopgaver eller projektarbejde med mundtligt forsvar. Det er derfor ikke så lidt fristende at overveje om de førstnævnte eksamensformer kunne erstatte de sidstnævnte. Så hvorfor ikke?

Eksamensformen er dog ikke helt uden betydning. I bogen Eksamen og Eksamensformer argumenterer professor Hanne Leth Andersen og konsulent Jens Tofteskov blandt andet, at valget af eksamensform ikke bare er væsentligt i forhold til at sikre, at eksamensresultatet er gyldigt og pålideligt, men at valget af format samtidigt bør tænkes direkte sammen med, hvordan studerendes forventes at arbejde og lære. For eksempel er en multiple-choice-prøve ikke det mest oplagte, hvis man vil sikre at studerende kan diskutere forskellene mellem et felts forskellige teoretiske skoler – og at studerende gennem faget har valgt at lære med det sigte.

Og som studerende er netop valget af eksamensform til at føle på. For afgøres skæbnen ved multiple-choice-eksamen, så er det stensikkert at ugen op til står på cirka 50 timers intimt samvær med cue-cards og memoteknikker. Noget helt andet end intenst projektarbejde, analyse eller teoretisk refleksion.

Det er værd at overveje i en tid, hvor karakterræset allerede starter i gymnasiet, hvor spørgsmål om eksamen fylder fra første dag i semesteret, og hvor karakteren 12 gives den ”udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler” – og ikke en præstation, der f.eks. rummer stor opfindsomhed. I et universitetssystem hvor eksamen og de alenlange forberedelser er blevet så allestedsnærværende, er det nødvendigt, at vi har eksamensformer, der insister på stærke analysefærdigheder, kritisk tænkning og refleksion.

Men sparekniven har allerede sat sine synlige spor. For eksempel må flere studier i dag undvære mundtligt forsvar af bachelor- og kandidatafhandlinger, og i 10-pointsfaget klinisk psykologi aflægges eksamen ved en 2 timers multiple-choice-prøve. Som min psykologistuderende veninde fortalte: ”Det her fag får folk til at gå i panik, når der i et slideshow står at 3 procent af drenge har ADHD, men bogen siger 2,5 procent.” Det er ikke viden men udenadslære.

”Alternativet til eksamen er ikke ingenting”

Torsdag d. 11. maj besøgte minister Søren Pind Aarhus Universitet til debat om uddannelseskvalitet og dannelse. I salen var der enighed om meget, men ministeren afviste blankt at flere midler ville være nødvendigt for højere kvalitet. Han efterlyste først og fremmest, at kvalitet skulle gøres målbart. I 2014 udgav konsulentfirmaet Deloitte en rapport, der dokumenterer at universiteterne bruger flere penge på uddannelse end de lige nu bevilliges. Den slags konklusioner er så målbare, som noget kan blive, og at universiteterne nægter at nedprioritere undervisningen kan i høj grad tilskrives studerende og ansatte, der dagligt kæmper for at højne uddannelseskvaliteten. Men det er tvivlsomt, om det er holdbart på længere sigt.

I weekenden postede Søren Pind en række dogmer for uddannelse på Facebook, heriblandt at ”Alternativet til eksamen er ikke ingenting”. Det kan vi let blive enige om, men det kræver råderummet til at kunne afholde eksaminer, der fordrer refleksion, kritisk tænkning samt er garant for det høje faglige niveau, både overfor fremtidige arbejdsgivere, samfundet og den studerende selv. Og det kræver prioritering – også økonomisk.