Challenge: Losing my religion?

Har du nogensinde undret dig over, om tro har en plads i Danmark? Eller om det kristne verdenssyn er forældet? Kan du godt lide kaffe, hygge og godt selskab? Så skulle du komme med til Challenge

Hvert år holder Aarhus KFS, Kristeligt forbund for Studerende, et ugelangt arrangement, der hedder Challenge. Her bliver de store spørgsmål i livet og kritik af kristendommen taget op. Den 16.-19. april i år inviterer KFS igen alle – studerende, såvel som ikke-studerende til arrangementet.

Videnskaben har bevæget sig fra et simpelt verdenssyn til i dag at accepterer verden, som den ekstremt komplekse enhed den er. Kristendommen står over for dette komplekse verdenssyn. Den hævder at der findes absolutte sandheder. Men er det ikke et forældet synspunkt, der har udspillet sin rolle?

Det bliver diskuteret, når Aarhus KFS arrangerer en uge i kritikkens tegn. Challenge foregår på forskellige videregående uddannelsessteder i Aarhus. Arrangementets Koncept er lunchbars og aftenmøder, hvor et oplæg med eksistentielle temaer bliver fulgt af en debat mellem taler og deltagere. Challengeugen er opbygget af forskellige temaer dagene igennem.

Vi, Andreas, der ikke er medlem af KFS, og Birthe, der er medlem af KFS, deltog i sidste års Challenge. Vi oplevede begge ugen som hyggelig og med en god atmosfære. Det der gør Challenge spændende og speciel er den akademiske tilgang til temaet. Hvert år bliver interessante mennesker fra nær og fjern inviteret til Challenge for at tale om deres fagområder og områdernes relation til kristendommen. Man kan komme til de forskellige foredrag og få svar på nogle af de spørgsmål, man har om kristendom og tro. Oplæggene har altid en spændende vinkel, og der bliver altid sat tid af til personlige spørgsmål, som ofte lægger op til interessante debatter. Da vi sidste år deltog i Challenge, oplevede vi, at vores kritiske spørgsmål til kristendommen og religion blev taget alvorligt. Alle holdninger blev både accepteret og udfordret i et hyggeligt miljø. Efter oplæggene var man velkommen til at blive og fortsætte debatterne, eller bare tage en snak over en kop kaffe.

Vi vil gerne opfordre alle til at tage med, fordi vi begge har haft rigtige gode oplevelser med Challenge. Udover at være fagligt interessant, så er arrangementet en hyggelig uge i godt selskab. Vi er gået derfra med en fornemmelse af, at vi har lært noget nyt, og har fået svar på nogle af vores spørgsmål til kristendommen. Vi deltager begge igen i år og håber på at se alle, kristne eller hedninge – alle er velkomne.