Illustration: Tine Eltved

Derfor skal studerende vinterbade

Tekst: Isabell Møller Andersen
Illustration: Tine Eltved

Læs her hvorfor du bør overveje at hoppe med på bølgen.

Det er lørdag morgen, temperaturen har sneget sig op over en enkelt grad, solen skinner, og Aarhus Ø vandres tynd af glade århusianere. De allergladeste er på vej op af det iskolde, mørkeblå vand i bare fødder og badetøj.

Selvom mange stadig foretrækker varmen under vintertøjet, stiger antallet af vinterbadere hastigt, og der er ingen tvivl om, at det kolde gys har en effekt.

Jeg vil dykke ned i, hvilke fordele vinterbadning kan have for os hjemme-studerende, der trænger til et ekstra friskt pust i hverdagen. Jeg har snakket med Susanna Søberg, der er Ph.d. studerende på Center For Aktiv Sundhed, Rigshospitalet. Susanna forsker i vinterbadning, og er forfatter til bogen Hop i havet (2019). “Da vi skrev bogen for to år siden, vidste vi godt, at det stadig var en nicheting, men nu er det på to år blevet mainstream – og det har epidemien helt klart skubbet til” forklarer Susanna, der også ser den stigende popularitet.

Frihed og fællesskab

Susannas bud på, hvorfor vi netop nu ser så mange badenymfer ved kysterne, er, at det giver os muligheden for at komme ud og føle os frie i naturen. Det særlige for vinterbadning er, at det ikke stiller nogen krav til os, og absolut alle kan være med på oplevelsen. Du kan altså opnå en følelse af både frihed og fællesskab – lyder det ikke dejligt?

Endorfinrus og overskud til studierne

Men hvilken effekt er det egentligt, at kuldechokket fra vandet har på vores krop og mentalitet?

Det kolde vand aktiverer et såkaldt kæmp-eller-flygt system, og heraf udskilles en lang række glædeshormoner i kroppen, som automatisk gør en gladere, siger Susanna. “Folk fortæller os, at vinterbadning har lettet deres humør og folk føler også en fornyet energi, på grund af endorphiner og noradrenalin som pumpes rundt i kroppen. Så har man bare et overskud bagefter, som man kan bruge på alt muligt andet.”

Mere energi, glæde og overskud. Jeg tror, at det i høj grad er tiltrængt hos os studerende, der i tiden kan mangle noget til at bringe dette ind i hverdagen. Dagene kører i ring foran skærmen på værelset, og det kan være svært selv at finde fornyet energi og motivation. Susanna opfordrer i den grad til, at så længe du ikke lider af hjertekarsygdomme eller problemer med dit blodtryk, kan du sagtens gå ud og prøve at dyppe dig i havet. Hun tilføjer dog, at det ikke er alle, der nyder det første dyp, men måske næste gang. “Som regel sker der faktisk et vendepunkt omkring det 3. eller 4. dyp, hvor kroppen nu bedre kan slappe af, og man kan nyde sit endorfinrus bedre – det bliver mere herligt bagefter.”

“En utrolig velvære”

Jeg har snakket med Delfinens redaktør Lise, som vinterbader hver eneste uge. Hun er medlem af Vikingeklubben Jomsborg, der holder til på Den Permanente. Indtil coronanedlukningen troede Lise, at det var klubbens sauna, der lokkede hende afsted, men hun er siden blevet positivt overrasket over, at hun oplever lige så stor glæde ved den helt kolde version uden sauna. “Jeg tror i virkeligheden, at jeg gør det, fordi det altid er en dejlig oplevelse. Jeg er aldrig i tvivl, om jeg har lyst til at vinterbade, for jeg har altid haft den bedste følelse bagefter. Det er en utrolig velvære”

Lise beskriver vinterbadningen som en aktivitet, der står i stor kontrast til den hverdag, man som studerende lever i lige nu. For Lise er turen derud og dyppene i vandet en rutinepræget aktivitet, der kan gøres sammen med en veninde – en af de få ting, man faktisk kan lave sammen i den her tid. “Det er simpelt, bekymringsfrit og rart” siger Lise, der nyder samt anbefaler denne kontrast til hjemmestudiet. 

Noget at glæde sig til og over

Samtidigt med at Lise kender følelsen af fornyet energi, påpeger hun også den totale ro, der falder over kroppen efterfølgende. “Især hvis jeg sidder meget i saunaen, kan jeg blive SÅ afslappet, at jeg kan have svært ved at fokusere resten af dagen”. Oplevelsen er individuel, og føler du dig friskere efterfølgende, er det oplagt at begynde dagen med et hop i havet. Men hvis du ligesom Lise kan blive træt, kan det i stedet være en dejlig oplevelse, som du ser frem til og som motiverer dig gennem unidagen.

Susanna Søberg kan sagtens forestille sig, at vinterbadningen kan give mere glæde i en studerendes hverdag, der for tiden er i underskud på noget at glæde sig til eller over. “At sidde at grine med sine venner udløser glædeshormoner i hjernen, men det gør vi ikke i lige så høj grad i denne tid. Her kan vinterbadningen i naturen med en ven eller to give dig glæden i stedet for.” Vinterbadningen kan altså give de frihedsfornemmelser af fællesskab og glæde, som vi trænger så meget til.

En mildere metode

Men – selvom det bliver mere og mere normalt at vinterbade, betyder det selvfølgelig ikke, at du SKAL vinterbade. Det er en kold fornøjelse, som ikke er for alle og enhver. Hvis du ikke er helt klar til de iskolde bølger, men stadig er fristet af fordelene, har Susanna Søberg et godt tip. Det kolde skyl under bruseren kan nemlig også have en effekt. Nå helst op på 20 sekunder af den kolde hane, og så kan du opnå et mini-kick à la vinterbadningen, som frisker dig op og samtidigt giver et lille skud glædeshormoner.

Men det er tvivlsomt den samme livsbekræftende oplevelse, som at dyppe sig i bølgerne med solen i kinderne og den kolde luft om ørene, som du endda kan dele med andre.  Så sidder du derhjemme og trænger til at få studierne helt ud af hovedet, så hop på cyklen og en tur i havet med en ven. Måske kommer du hjem og er lidt gladere og mere motiveret, end før du tog afsted!

Hvad arbejder AUs bestyrelse med for tiden?

Efterårssemestret er slut, og det samme er det sidste halve år i universitetsbestyrelsen. Vi bringer dig her de største emner, der har fyldt mest i bestyrelsen det sidste semester.

Studenterrådet og Delfinen ønsker at bringe bestyrelsesarbejdet tættere på dig som studerende. Her fortæller Ditte Marie Thomsen og Hanna-Louise Schou Nielsen, der det sidste år har siddet som dine repræsentanter i bestyrelseslokalet, om de store emner bestyrelsen har vendt.

Tættere på campus 2.0

Det ligger efterhånden langt tilbage i hukommelsen, men der var engang, hvor vi tog til forelæsninger i fysiske auditorier, spiste madpakker i kantinen og læste pensum på læsesale. Den tid kommer tilbage, og der er endda godt gang i udviklingen af det fysiske miljø. Campus 2.0 er overskriften for den fysiske udvikling, der blandt andet omfatter fraflytningen af BSS Fuglesangs Allé og Navitas, samt indflytningen i det gamle kommunehospital, det såkaldte Universitetsbyen. I løbet af efteråret faldt flere brikker på plads i det store puslespil. I bestyrelsen besluttede vi at flytte de kunstneriske fag til Katrinebjerg, selvom vi studerende gerne havde set mere studenterinddragelse i processen. Derudover mindede vi igen om at sikre et tilstrækkeligt antal kvadratmeter til både faglige og sociale studenteraktiviteter – og det vil vi fortsat gøre fremover.

Ny klimastrategi

Der er stategier på fuldt flor på AU. En af bestyrelsens kerneopgaver er at vedtage det, vi kalder strategier. Med strategierne lægger vi retningen for universitetet flere år ud i fremtiden og sætter kursen for vores økonomiske prioriteringer. I bestyrelsen har vi brugt mange kræfter på at udarbejde og vedtage strategier. Efteråret 2020 blev semesteret, hvor vi greb til handling – eller i hvert fald lagde en plan for, hvordan vi alle sammen skal gribe til handling. Efter at have fået inputs fra blandt andre de akademiske råd, vedtog vi nemlig såkaldte handleplaner for hele tre strategier.

Først gjaldt det den klimastrategi, der skal gøre Aarhus Universitet CO2-neutralt i 2040. Det betyder, at vi igangsætter en proces mod at få flere cykelparkeringspladser på campus, at stille krav til kantinerne om at være klimabevidste, at gøre affaldssortering mere tilgængeligt i det daglige og en masse andet. Forhåbentlig vil du snart opdage, at Aarhus Universitet bliver grønnere. For eksempel bruger vi allerede i dag 100% vindenergi. Det, synes vi selv, er ret sejt!

Strategi 2025 er overskriften på den overordnede strategi, der sætter retningen for, hvilket universitet Aarhus Universitet skal være i fremtiden. Det lyder meget højtflyvende, men med handleplanen blev ambitionerne konkretiseret i aktiviteter som “lancere retsmedicin-podcast”, “evaluere AU Challenge” og “udvikle et tværfakultært valgfag i entreprenørskab”.

Handleplan for Ligestilling

Endelig vedtog vi Handleplan for ligestilling på AU 2020-2022. På Aarhus Universitet bestod universitetsledelsen i 2019 af 17% kvinder og 83% mænd, og samme år var kun 22% af universitetets professorer kvinder (https://medarbejdere.au.dk/strategi/diversitet/dataomligestilling/). Der er med andre ord en kønsmæssig ubalance, som betyder, at vi går glip af masser af talent! Det vil vi rette op på med denne handleplan, som blandt andet går ud på at understøtte ligestilling i rekruttering af forskere.

Strategifrøene er altså solidt plantet, og vi glæder os til at følge, hvordan de kommer til at stå i fuldt flor de kommende år.

Nedlukning af universitetet

Vi kommer ikke udenom det – coronapandemien og dens konsekvens for hele universitetet og alle os studerende. Den har bragt stor grad af usikkerhed med sig – såvel økonomisk for universitet som for vores generelle hverdag som studerende. Vi har løbende siden nedlukningen påtalt det øgede ansvar for og vigtigheden af at prioritere en tilstrækkelig og ensartet kommunikation til jer – om undervisning, eksamen, fysisk adgang mm. Det fortsætter vi med! I bestyrelsen beskæftiger vi os også meget med økonomi. Her snakker vi ikke bare den svære kunst at få et SU-budget til at gå op, men Aarhus Universitets budget på omkring 6,7 milliarder kroner. Vi har nok alle fulgt med i, hvordan pandemien får økonomiske konsekvenser rundt omkring i samfundet, og det gælder selvfølgelig også universitetet. Igennem hele 2020 har vi opereret med en lang række økonomiske usikkerheder, og det præger også budgettet for 2021, vi vedtog i december. Helt så slemt som først beregnet er det dog ikke, blandt andet fordi vi har sparet en del penge på, at vi har haft færre lys tændt, rejst mindre og brugt mindre vand. Alt i alt bliver det dog dejligt både for økonomi, medarbejdere og os studerende engang at være på den anden side af pandemien.

Nyt bestyrelsesmedlem repræsenterer de studerende

I februar udtrådte Ditte efter to år i bestyrelsen, og Mikkel Grøne har nu overtaget stafetten. Han og Hanna-Louise udgør studenterrepræsentationen i universitetsbestyrelsen fremadrettet.

Illustration: Sofie Bredal Andersen

En stoisk uge med frihed og disciplin

Et moderne eksperiment i stoisk livsførelse

Illustration: Sofie Bredal Andersen
Tekst: Camilla Svenblad og Erik Fyhring

Den antikke græske livsfilosofi stoicisme er på kommerciel fremmarch. Svend Brinkmann vælter sig i facebookfløde fra sin voksende fanskare, og lederkurser og selvhjælpsbøger i stoisk filosofi hitter som aldrig før. De gamle stoikere vægtede fornuften, disciplinen og vanens magt højt og havde altid menneskets forestående død i betragtning. Dette kan lyde lettere ubehageligt, men med denne artikel vil vi kaste os ud i at påvise, hvordan denne ældgamle tankegang faktisk kan være brugbar for dig.

Vi tager udgangspunkt i bogen ”Det hele handler ikke om dig – antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening” af Niels Overgaard. Overgaard giver råd til, hvordan man kan leve stoisk fra dag til dag. I blot en uge forsøgte tre af os på redaktionen at leve efter nogle af principperne, for at teste hvad stoicismen kan lære os. Dette skriv er derfor en form for performativ anmeldelse af stoisk livsstil. Selvom en uge ikke er meget, har det givet os nogle overvejelser og indsigter i, hvordan stoicisme kan være en hjælp for alle os, der godt kunne bruge et par holdepunkter i livet. Vi har lagt vægt på nogle få elementer af den stoiske livsfilosofi i denne artikel.

Disciplin kan gøre dig fri

Kun de disciplinerede er frie i dette liv. Hvis du er udisciplineret, er du en slave af dit humør og din lidenskab, mener stoikerne. En central del af det stoiske værdisæt indebærer opfattelsen, at disciplin kan gøre dig fri. Disciplinen kan aktivt indøves og bruges til at oparbejde viljestyrke, så man har nemmere ved at overkomme modstand i sit liv. Sådan kan man opnå, hvad man ønsker. Når vi mennesker får det for behageligt, lammer det os, mener stoikerne. Og afslapning med afslapning på, bringer ikke lykke – men koma! Lyder det genkendeligt fra corona-karantænen?

I den forgangne uge har vi her på redaktionen rettet os efter de her tre råd: 

Stå konsekvent tidligt op

Tag et iskoldt bad om morgenen

Fix dagens mest trælse gøremål først

Det er en pointe hos stoikerne, at det er sundt at gøre noget man egentlig ikke har lyst til, for at træne disciplinen. At holde sig beskæftiget, er som en nøgle til at undgå afslapningskoma, der ellers nemt kan indfinde sig. Især her i coronatiden. Det er så nemt at stå halvsent op og sumpe dagen væk i Netflix, porno og gaming. Måske med en snert af dårlig samvittighed over ikke at få mere ud af dagen. Her kan stoicismen komme dig til undsætning. Disciplinen hjælper dig til at opøve gode vaner, og vanerne var helt centrale for stoikerne.

Som filosoffen Will Durant siger;

Vi er, hvad vi gør igen og igen.

Durant

Og derfor er det vigtigt at bygge gode vaner. Chefredaktør frøken Lise øvede blandt andet sin disciplin ved timelange walk’n’talks i isnende koldt vejr. Selvom tæerne var ved at fryse af, fortsatte hun med beslutsomhed i vintermørket. Kulden skulle bestemt ikke sætte en stopper for den daglige gå- eller løbetur. 

Om at spise frøer

Overgaard opfordrer til, at vi starter dagen med at gøre de ting, vi har mindst lyst til. Vi skal bare sluge frøen. Forestil dig, at du skal spise en frø hver eneste dag, og at der ikke er nogen vej udenom. Så er det bedste måske bare at få det overstået med det samme, for ellers kommer det til at rumstere i dit baghoved hele dagen og præge dit humør negativt (med mindre man nyder et frølår selvfølgelig). Frøen er selvfølgelig en metafor for alle de sure pligter og opgaver.

For den ene skribent (mig, Camilla) forløb dette stoiske tip forrygende. Jeg lavede to-do lister hver morgen med ting, der skulle ordnes, som jeg i ugevis har fejet ind under gulvtæppet. De første par dages lister var fyldt med trivielle gøremål som rengøring af bestikskuffen og sortering af firs forskellige slags sorte sokker. Pludselig havde to dage været mere produktive end store dele af corona-karantænen. Og det føltes godt at få udrettet noget, også selvom tingene i sig selv ikke var særligt sjove at udføre.

Det føltes befriende ikke længere at skulle se på de små krummer i bestikskuffen og have dårlig samvittighed over, at de lå der og stirrede tilbage. Eller at skulle bøvle med at finde en identisk sok blandt hundrede vagt forskellige slags sokker i mit sokkeorgie af en sokkeskuffe. Efter et par dage faldt produktiviteten dog, da der simpelthen ikke var en ting tilbage i lejligheden, jeg ikke havde organiseret – og så faldt jeg atter i komahullet af Netflix, porno og gaming.

Forestil dig det værste

Negativ visualisering er centralt hos stoikerne. Det lyder paradoksalt. I stoicismen er det en god ting forestille sig det værste, der kan ske, før man gør noget. Det er blandt andet fordi det gør dig gladere, når de frygtede ting ikke sker. Det kan give dig mod til at face det dårlige, der sker; og det kan gøre dig gladere for det, du faktisk har.

Den anden skribent (mig, Erik) har prøvet at bruge negativ visualisering, før jeg skulle ud på mit lagerarbejde. Jeg har forestillet mig, at tingene ikke ville virke, at tiden ville gå alt for langsomt, og at jeg derfor ville udvikle den mest indebrændte irritation. Derudover ville alle omkring mig brokke sig hele tiden.
Modsat, viste det sig utroligt nok, at det ikke blev så slemt overhovedet. For eksempel var det ikke alt, der ikke virkede, men kun nogle ting, og det var også kun nogle , der brokkede sig, og ikke alle. Jeg har selv en dårlig vane med at brokke mig på arbejdet, og det har jeg stoppet mig selv i flere gange i i ugens løb.

Det hjælper faktisk på humøret at visualisere negativt – hvem skulle have troet det?! Ifølge stoikerne hviler vores egen lykke grundlæggende på vores indstilling til livet, som derfor også definerer den måde, vi kommer til at håndtere tingene på. Så nu har jeg faktisk fået et mere positivt perspektiv på mit arbejde, fordi jeg har indset at det kunne være værre.

Døden er din ven

Vi skal alle dø. Det er nok det eneste, vi med sikkerhed ved, men mange af os tænker nok ikke over det på daglig basis – men det gør stoikerne. For dem var erkendelsen af døden essentiel, fordi den sætter livet i perspektiv og gør os opmærksomme på, at livet en dag slutter. Derfor må man bruge sin tid fornuftigt. Du har kun x antal dage tilbage at leve i – måske 22.673 dage, måske en enkelt. Ingen ved det. Og derfor skal du tænke over, om du bruger din tid, som du allerhelst vil.

Jeg, Camilla, afprøvede den lettere morbide øvelse, at forestille mig min egen død, hver morgen.
Øvelsen går ud på, at man skal kigge på sine hænder, mens man forestiller sig livet, der langsomt forlader dem, og hvordan de så vil se ud, når man er død – temmelig bistert! Det var faktisk ikke nemt. Det krævede en stor mængde fokus at skulle se for sig, hvordan hænderne langsomt skifter farve fra moderat hvide (min radiator var gået i stykker) til kridhvide og døde. Nok træner man sit fokus, men for mig var øvelsen ubehagelig. Jeg blev simpelthen trist.

Det er selvfølgelig pointen hos stoikerne, at man skal føle denne tristhed, acceptere den og herefter konkludere, at hænderne en dag vil være døde, men at man så herfra vil være bedre i stand til at tage beslutninger i sit liv i forhold til, hvad man virkelig helst vil bruge sin tid på, idet man ved, den er begrænset. Alle beslutninger, du tager i løbet af dagen, er dyrebare for dit liv. Fordi du har begrænset tid at leve i, er du nødt til at være selektiv med, hvad du bruger din tid på.

Se derfor nærmere døden som din ven end din fjende. Bevidstheden om døden vil hjælpe dig med at cut the crap i dit liv.

Mange af os bruger vores tid ukritisk ved at stene diverse sociale medier og internetafkroge. Overgaard mener, at hvis man vil leve bevidst, skal man være meget varsom med alt, der tager ens opmærksomhed og stjæler ens tid. For når vi bruger tiden uden at tage stilling, kommer vi lettere til at spilde den. Og vi vil derfor have mindre tid til at leve det liv, vi rent faktisk ønsker. Som Seneca beskriver:

Det er ikke, at vi har kort tid af leve i, men at vi spilder meget af den. Livet er langt nok, og det er blevet og givet i generøse mængder, så vi kan opnå de største ting, hvis vi investerer det hele godt. Men når livet spildes gennem blød og ubekymret livsstil, og når det er brugt uden nogen værdig stræben, kommer døden til sidst, og vi indser, at det liv, vi ikke bemærkedes undervejs, er passeret forbi

Seneca

Hvorfor tørster det moderne menneske efter stoisk juice?

Grundlæggende kan det virke som om, at stoicisme bare handler om at have en virkelig hård morgen – tidligt op, tage et koldt bad, gøre det, du mindst har lyst til først, og så lige forestille dig din egen død – så er dagen ligesom i gang! Men der er faktisk en mening med galskaben.

Hvis du inkorporerer den stoiske tankegang i dit liv, kan det være en rettesnor, som kan hjælpe dig til at tage mere bevidste valg og gøre dig mere viljestærk og modstandsdygtig. Mange af os tørster måske efter den stoiske juice, fordi den med dens vitaminindsprøjtning af fornuft, disciplin og afmålt pessimisme faktisk kan bringe en positiv forskel for vores energi og humør. Hvis vi er mere bevidste om, hvad vi bruger vores tid og energi på, og hvis vi nedjusterer vores forventninger og indstilling, er der kun positive ting at hente. Vi, artiklens skribenter Erik og Camilla, vil med opøvet stoisk ro og disciplin tage disse principper med videre og bruge dem aktivt (før vi dør).

Illustration: Sofie Bredal Andersen

At føle sig hjemme i et ’Zoom Waiting Room’

Illustration: Sofie Bredal Andersen

De rum, som de fleste mennesker befinder sig mest i, hviler i, sover i, som står som base, en rede, vi sædvanligvis sætter af fra, inden vi mænger os med omverden, det er ødelagt. Omskabt. Hjemmet.

Fremmed virker rummet. Slet ikke det samme. Det er et venteværelse eller ’Zoom Waiting Room’, som censor og underviser sendte den halvnervøse, psykisk udmattede student ”ud i”, mens de diskuterer karakteren, for den mundtlige eksamen. Studenten stirrer som fremmed rundt i rummet og finder ingenting, ingenting interessant. Ingen af tingene taler til studenten, selvom tingene er studentens egne, studentens plakater og fotografier og malerier på væggene, lænestol og seng, og det er studentens beskidte tallerken og bestik på bordet, og alligevel: ingenting. Det er et venteværelse og ikke studentens værelse. Ikke stedet studenten som regel sover og tænker personlige tanker. Ikke nu. Nu, et venteværelse, snart, studentens hjem igen. Hjemmet.

Værelset vi venter i

Det er undervisningslokale, fredagsbar, festlokale for max fem mennesker ad gangen. Stue, soveværelse, læsesal og café. I forvejen var hjemmet småt. Tidligere har ikke været nødvendigt, at forholde sig til rummet. Det er det rum, alle har mindst ét af. Det rum man kalder hjem. Nogle gange sker det for mig, at mani fylder min krop, og jeg rykker rundt på ting. Jeg omrokerer, klipper ting ud af en kunstbog med landskabsmalerier. Jeg hænger udklippene op på væggene, og indretter de før hvide vægge forskelligt hver dag for at gøre rummet til det, det skal være lige nu. Jeg er kurator under ekstremt pres på udstillingen Mit Hjem, der forholder sig til og forsøger at definere, hvem jeg er, og hvordan det ’jegs’ værelse ser ud. Umuligt. Bestandigt i bevægelse. Derfor rykker jeg rundt igen og igen. Det er en mani, der minder mig om hovedpersonens i Fight Club, ham, som ikke er Brad Pitt. Han er en søvngænger i sit eget liv med sit søvngængerarbejde, der flyver fra sted til sted og sover på hoteller og aldrig knytter sig til noget. Hele hans liv bliver fladt og overfladisk. Der sker ikke noget. Ét rum har han til at rumme den personlighed, han aldrig lader komme til udtryk i sin kedelige, åndsforladte hverdag. Ét sted tager han kontrol og indretter, som han vil; hjemmet. Han fylder det med designermøbler. Mani fylder også ham. Men det er tomt, hult at indrette ét sted i stedet for at indrette sit liv efter, hvem man er. Jeg mangler flere rum. Ét til hver beskæftigelse. Derfor rykker jeg rundt og rundt og rundt og gisner efter en følelse af forandring, en følelse der trumfer følelsen af begrænsning.

Omrokering og omrokering og omrokering

Hjemmet er i forandring. Det er ikke en begrænsning. Livet uden for hjemmet er begrænset. Landskabsmalerierne på mit værelse pryder rummet, gør det hyggeligt, hjemligt, præget af mig. Jeg købte jo kunstbogen, fordi jeg synes, billederne i den er flotte at se på, og nu ser jeg endelig på dem. Jeg kommer til at tænke på Narnia. Løven, heksen og garderobeskabet, hvor fire børn ender i et fremmed hus, fordi deres hjem trues af bombeangreb. Det indvendige af huset føles ikke som deres hjem uden alt det hverdagslige, deres legetøj, og hvad børn i 50’erne legede med. De er ramt af en (covid)nedlukning, og mens de udforsker det nye hjem i en gemmeleg, falder de over skabet ind til Narnia (et eventyrland).

Aldrig har hjemmet været så begrænsningsløst, som det er nu. Tid til at udforske sit mest personlige af rum har vi i overflod til rådighed. Tid til at rykke rundt. Tid til at sidde stille og mærke rummet forandre sig sammen med dagen og humøret. Tid til at finde roen i sig selv, der åbner op for den mest frie, fordybelsesrige udfoldelse. Tid til at finde skabet der fører til Narnia. Et fordybelsesrigt, et grænseløst rum med roen fra hjemmet.

For tiden undergår hjemmet – og vores syn på vores hjem i en forandring. Den studerende skifter ikke lokale ved hver forelæsning. De nye omgivelser udebliver, mens vi sidder inde. Jeg tror, det er meget menneskeligt at koble og forbinde sine tanker, sit humør, ja, alle de små hverdagslige ting, der udgør ens liv, til sine omgivelser, og de tanker, man gør sig. Mit værelse burde ikke være et venteværelse. Jeg sover ikke, studerer ikke, bor ikke i et ’Zoom Waiting Room’. Det gør jeg ikke. Jeg fylder rummet ud med mine plakater, med det der taler til mig og åbner veje for fantasien og går på opdagelse i et grænseløst rum. Eller går en tur.

Illustration: Sofie Bredal Andersen

AU gennemtvinger krav om snit på 6 på alle uddannelser

Illustration: Sofie Bredal Andersen

Århus Universitets ledelse har gennemtvunget et krav om, at alle uddannelser skal indføre en adgangskvotient på 6,0. Dermed skal man have et karaktergennemsnit på 6, uanset hvilken uddannelse man ønsker at blive optaget på. Det skyder ved siden af målet, mener Studenterrådet. Delfinen har fået fat i Marie Dall, der er næstformand for Studenterrådet på Århus Universitet.


Jeg kan forstå at i er utilfredse med ledelsens beslutning. Kan du prøve at uddybe hvorfor?

I Studenterrådet mener vi, at det er at skyde ved siden af målet. Når vi snakker om karakterer og optag, så handler det om udbud og efterspørgsel. Når en uddannelse har et højt snit er det ikke fordi den er svær, men om at der er mange ansøgere. Så at sætte en fast kvotient på minimum 6 er at sende et forkert signal til de studerende.

Beslutningen er kommet meget pludseligt og lader til at være blevet truffet bag lukkede døre. Hvordan har i oplevet processen?

Vi er meget forundrede over ikke at være blevet inddraget i processen. Hverken de akademiske råd eller studenterorganisationerne, studielederne eller andre er blevet hørt. Det er en beslutning ledelsen har truffet, og som vi fik at vide af bagveje dagen inden det blev offentliggjort. Vi er både skuffede og ærgerlige over ikke at kunne have en åben dialog omkring det. Tidligere har vi diskuteret det her med optag generelt, både kvote 1 og kvote 2, men at have en åben diskussion, hvor det her er på bordet er jo en helt anden ting.

Men er det ikke fair nok at man stiller krav til de nye studerende?

Det er vigtigt at huske, at der kan ske rigtig meget fra man sidder som 16-årig i gymnasiet og måske sløser lidt i oldtidskundskab eller matematik. Det betyder ikke, at man ikke kan blive en rigtig god studerende på universitetet. Det kan kræve sabbatår, erfaring og så videre. At lukke den mulighed så tidligt, synes vi er forkert. Selvfølgelig kan vi sætte krav til de studerende og de potentielle studerende ude på de enkelte fag, fx at man skal have haft matematik på A-Niveau for at studere matematik, men at vedtage det så generelt i ledelsen er skævt.

Så det handler i virkeligheden også om centralisering af beslutningerne?

Helt sikkert. Lige nu ser vi også at der er fagsnit på kvote 2, altså at man skal have en bestemt karakter i et bestemt fag, hvilket giver meget mere mening end det her med at skære det hele over én kam.

Hvad er så næste skridt?

For os handler det lige nu om at se fremad. Vi er udmærket klar over, at når universitetsledelsen har truffet en beslutning på denne måde, så kommer vores stemme ikke til at gøre en forskel, ej heller bagefter. Men for det første vil vi se på, hvordan vi kan sørge for at de rette personer bliver inddraget i konkrete beslutninger fremadrettet. For det andet vil vi i forhold til karakterkravet se nærmere på kvote 2-optag for at sikre at de unge der ikke har et snit på 6 i hvert fald har de bedste muligheder for alligevel at have en chance for at komme på universitetet. Derudover kommer vi til at se på lokalt hvad der skal gøres for at lempe frafaldet.

JANUARGUIDE

For at januar ikke blot bliver degraderet til eksamenslæsningens måned, så har vi på delfinen brugt vores tilbageværende hjerneceller på at ”finde på” ting, som kan pryde din grå måned.

Finsk ’Pantsdrunk’

I Danmark har vi ’hygge’, i Finland har de kalsarikänni. Hygge består af en blød varme fra pejsen og det elskværdige nærvær med kære. Kalsarikänni derimod, dét er at blive fuld derhjemme i dit undertøj uden intentioner om at skulle ud. Det oversættes derfor meget passende til ’pantsdrunk’.

Uden et gyldigt empirisk grundlag, så vil jeg vove at påstå, at dette kan være den direkte årsag til at Finland væltede os af pinden, som verdens lykkeligste land. For udover at indeholde hygge, så indeholder det meget mere selvfordærv end dansk hygge. Og hvis der er noget, vi elsker i norden, så er det at minde os om, hvor forfærdeligt alting er. Kalsarikänni er en fuld overgivelse til dette selvfordærv, og det har en formular, som er nemt at variere på: du kan tage din roomie med; du kan skifte underbukserne ud med en modig g-streng eller morgenkåbe; du kan sågar gøre det nøgen! Du kan drikke Vodka, øl eller champagne – artiklen er også til dig på BSS. Du bestemmer selv kemikalierne der skal hele dig; det vigtigste er bare, at du ikke laver en fløjt, og drikker dig i hegnet for dets egen skyld. Som Dalai Lama siger; ”Consider carefully: What prevents you from living life the way you want to live your life?”

Surdej

Alle mennesker, som har en grundlæggende kærlighed for at kokkerere, har haft dette på sin to-do liste, siden at det blev en ting – så få det nu gjort! Alle har fået en lækker klump mel skabt ved hjælp af denne metode, så den imponerer også de fleste. Du kan imponere din mormor med et kram og et dusin friskbagte boller, eller din københavner fætter med at vi jyder også ved at surdej eksisterer.

Hvis det ikke er wow-faktoren, som surdej kan give dig, så er det måske samværet? For udover at fungere som gær, så kan du give din dej et navn, og derved transformere dette lille biologiske væsen til en samværspartner. Hvilket er et stabilt alternativ til et kæledyr eller mangel på lyst til ’Disney Plus og nus’ – dem der har planter, véd hvad der tales om.

Nu når årsagerne på plads, så mangler vi kun at skyde undskyldningerne ned. Der er ikke nogen, og det ved du godt. For hop på en vilkårlig influencers youtube eller instagram, og du skal nok finde en opskrift. Du kan derfor kombinere dét med dit allerede eksisterende sammenligningsritual, hvilket alligevel sker dagligt. Du mangler blot at efterligne for fuldføre sammenligningen, så vælg den lækreste influencer du kender og følg i deres fodspor.

Dyrk noget yoga!

Nu når det er koldt, og du er forhindret i at tage halen mellem benene og flygte ned til de varme lande, så tag da varmen med hjem. For hvad er varmere end Indiens fugtige jungler og mere eksotisk end en guru? Yoga! Det bedste ved yoga er, at det er skidenemt. Hiv computeren frem og smæk yogamåtten på gulvet, så kan du forestille dig at du er transporteret hen foran et vandfald, hvor du bliver instrueret af Guru Adrienne og Guru Bengi, der guider dig igennem øvelser. Desuden kommer der ikke mange tigere og kryb igennem skærmen, hvilket er et plus. Derudover er der ingen som brokker sig over din eventuelle nyfundne smidighed, specielt ikke personen du nyder disney film med.

 

Morsekode

Til sprogelskerne derude, anbefaler vi noget så gennemsyret sejt som at lære morsekode. Man har set det redde liv på film, og det virker til at soldater og spejdere har éneret på disciplinen. Men hvorfor skulle man lade morsekode begrænse sig til dem? Det kan umuligt være så svært. For som man så i ’The Parasite’, så kan man bare have et skema hængende på væggen ved siden af, hvis hukommelsen bliver brugt på eksamenerne. Desuden er det en ret pragmatisk social disciplin i disse tider, da det ikke kræver det store fysiske nærvær, men blot en telefon ligesom alt andet. Hvis du ikke ved, hvor du skal starte, så bare spørg google, da de også har produceret en app til at lære dette. Du kan sågar fortælle kæresten, at du har fundet en ny og spændende måde at kommunikere på, imens han/hun er i du-ved-hvad-isolation.

Køb et spil

Sidst men ikke mindst, så hop på Steam og køb et spil eller to. De har udsalg nu her – indtil d. 05. januar. Hvis du er træt af Netflix, HBO og alle de andre utallige streamingtjenester, så er der meget at hente her. Du skal blot finde en genre, som passer dig.

Elsker du historier, så hop på et ’Roley Playing Game’. Her bliver du smidt ind udførlige historier, som du får lov at forme. Var ’The Witcher’ på Netflix noget for dig, så kommer du til at elske spillet. Få dine venner med på ét af de uendelig mange online spil, og så får du reelt også ”set” dine venner. Derudover, hvis du bare leder efter et godt alternativ til dit tidsfordrivende mobilspil, så findes der mange indie-games, som er nogle meget bedre produceret alternativer til din telefon-afhængighed.

 

Illustration: Karen Sahl

Julefilm: Gamle klassikere og nye kendinge

Det kan være, du mangler lidt inspiration, da din hjerne er taget på ferie eller måske er kørt død under eksamen. Du søger på google og det eneste, der kommer frem er de samme gamle film. Vi har forstået det – Love actually og Alene hjemme er gode klassikere. Men savner du noget nyt, så læs med her.

 

Klaus 

Klaus er en oscarnomineret Netflix animationsfilm fra 2019. Jeg fik den først set i år, men da jeg så endelig så den, havde jeg allerede lyst til at se den igen. Hvis du endnu ikke har set Klaus, har du virkelig en god film i vente. Julefortællingen er rørende og hyggelig samtidig med at den er sjov, overraskende og nytænkende. I filmen forsøger byens nye postbud at få Klaus, en ældre herre fra skoven, til at dele sit legetøj ud til børnene. Men i virkeligheden har postbuddet en skjult dagsorden. Filmen inkorporerer samtidig de myter vi alle kender om julemanden, som skaber en interessant kobling mellem film og virkelighed. Jonatan Spang og Lars Mikkelsen er blandt de danske stemmer, og de får også stor ros herfra

 

Far til fire – i byen

En absolut klassiker og en af mine yndlingsjulefilm er Far til Fire i Byen. Der er intet der kan gøre mig i bedre julehumør end at høre klassikeren ”Julebal i nisseland”. Filmen bringer nostalgiske minder frem, og særligt i disse tider findes der intet bedre end at blive taget tilbage til en simplere tid. Jeg forestiller mig, at filmen er sjovest at gense for alle os, der også har set den som barn. Uanset er filmen dog en klassiker og en absolut must see herfra. Jeg har endnu ikke fundet en streamingtjeneste, som har filmen gratis, men er du hjemme ved forældrenes store TV-pakke, kan jeg glæde med, at filmen sendes på Tv2 Charlie d. 24 december kl. 12:25.

Bossen og bumsen

Her er endnu en klassiker. Bossen og bumsen aka Trading Places er 80’er filmen, hvor bossen (Dan Aykrod) og bumsen (Eddie Murphy) får væltet op og ned på deres hverdag. Hvor den ene mister alt, får den anden et langt mere luksuriøst liv, end han nogensinde havde forestillet sig. Men da det hele viser sig at skyldes et væddemål mellem firmaets to griske ejere opstår en uventet alliance. Hvorfor filmen helt præcist er en julefilm er svært at sige. Den foregår over jul og nytår, og sendes hver år omkring juletid, så på en eller anden vis er den bare blevet lig med jul. Uanset hvad er det en god, fjollet og nostalgisk film. Filmen er mulig at se gratis på Viaplay ellers sendes den på Tv3 d. 21 december kl. 20:30. 

Holidate

Eftersom Holidate er en ny Netflix film og har floreret meget, i hvert fald på min Netflix, vil jeg give mit besyv med på den nye film. Hvad der særligt fangede min interesse ved filmen var skuespilleren Emma Roberts og det nye begreb “Holidate”. Jeg synes i for sig at filmen er udmærket, om end det er en meget klassisk romantisk Netflix film, som er ret forudsigelig. Ligesom mange film før denne, kritiserer hovedpersonen ”den single kvinde” andre for altid at mistænkeliggøre hendes glæde over at være single. Dog som filmen skrider frem viser hun netop seeren, at det nok egentlig var tilfældet. Filmen er heller ikke alene en julefilm, da den strækker sig fra jul til jul og derfor også inddrager andre højtider. En udmærket film hvis du mangler noget nyt og let.  

Hjem til jul (serie)

Hjem til Jul er ikke en film, men i stedet en norsk juleserie på Netflix, som også indeholder danske skuespillere som Ghita Nørby. Serien falder ligesom Holidate lidt ind i nogle lignende klassiske mønstre. ”Singlekvinden” (Johanne) føler sig presset af omverdenen til at finde en kæreste. Serien er god, da den dvæler mere ved Johannes op og nedture. Fordi serien er norsk, ligner den også mere vores hverdag. Johanne også en karakter, der er nem at relatere til. Jeg så sæson 1 sidste år, og glæder mig ret meget til sæson 2, der kom d. 18 december. Hvis du ønsker at se noget, der ikke bare handler om jul, men har noget dybde og refleksion bag sig, vil jeg klart anbefale dig at se Hjem til jul.

Delfinen tester: Glögg, æbleskiver og julestemning i Den Gamle By

Billetterne er bestilt på forhånd – vi skal mødes kl 16 for at kunne komme ind bag Den Gamle Bys mure. Oskar står og venter, da Christian og Jeppe, kommer timet og tilrettelagt fra hver sin ende af byen,  i sidste øjeblik. Alle har glædet sig til at komme væk fra eksamenslæsningen, så stemningen er i højsædet allerede fra start. Planen er klar. Vi skal mærke julestemningen i den gamle by, drikke noget glögg, og fortære nogle hjemmelavede æbleskiver.

Traditionen tro er der pyntet op til jul i Den Gamle By. Lige som vi kommer ind i den gamle by er der et ophævet bålfad med varme gløder og den første bod, hvorfra der bliver lavet og solgt brændte mandler. Vi står kort om bålfadet, så de allerede iskolde fingre kan blive varme igen. Der bliver udvekslet brok over læsemængden, overspringshandlinger og mængden af sol denne december. Da vi går fra glødernes varme og forbi boden med de brændte mandler, fanger servitricen vores opmærksomhed ved at spørge om, vi vil prøvesmage mandlerne. Selvfølgelig; det vil vi gerne! Mandlerne er himmelske, og vi takker mange gange. Vi er i højt humør og glade for at Rona’en ikke har fjernet gavmildheden. Inde i bygningerne er der pyntet ekstravagant op til jul. Lysene fra bygningerne skinner ud ad vinduerne og giver os følelsen af at være tre små piger med svovlstikker. Vi er fanget herude og dømt til at fryse i denne kropskontaktfattige juletid.

Der går ikke mange minutter før vi finder den første glöggbod. Den er placeret i en åbning mellem nogle af bygningerne, og duften af glögg guider os over gårdspladsen. Vi forsøger at bedømme, hvor mange æbleskiver er passende, når man skal have aftensmad bagefter. Selvfølgelig bliver servitricen forvirret over vores bestilling, fordi vi ikke kan beslutte os for noget. Vi er for euforiske over at se hinanden igen, til at kunne bestille ordentligt.

Langt om længe får vi bestilt fire æbleskriver, som Oskar og Jeppe kan dele. Christian og Jeppe tager en klassisk omgang glögg med fyld, mens den eventyrlige Oskar vælger en Lutendrank. Servitricen fortæller os, at Lutendrank er krydret, glögg-lignende drik fra middelalderen. Vi tager vores varme glögg og æbleskiver med op til den gamle bys torv for at finde en bænk. På torvet står et højt grantræ med lys og ved siden af er der flere boder, hvor der sælges forskellige julegodter, juleøl, pølser m. brød og langt mere.

I skæret af juletræets lys smager vi på sagerne. Glöggen er fremragende. At dømme på de andre drenges ansigtsudtryk, så er æbleskiverne også delikate. Jeppe og Oskar kigger på hinanden med øjne så store som tekopper og bliver grinende enige om, at de aldrig har fået så gode æbleskiver. De kan slet ikke understrege det nok og snakker ikke om andet i nogle minutter. Glöggen er varm, smagen dyb og mandlerne er søde. Dog bliver Jeppe og Christian enige om, at der skal mindst dobbelt så mange rosiner i. Efterfølgende går vi rundt i gaderne, hygger og snakker om, at vi selv kan lave en mindst lige så god glögg. Oskar skifter flere gange mening om sin Lutendrank. Først er den for krydret, så er den perfekt. Jo koldere den bliver, jo mindre fan er han af den.

 

En tur i den gamle by kan varmt anbefaledes. Det er noget anderledes i forhold andre år, da vi hurtigt føler os som tre små piger med svovlstikker, når lyset er tændt inde i de pyntede bygninger, og vi ikke må gå ind. Men med godt selskab, nogle æbleskriver i verdensklasse og en velsmagende glögg, så kommer julestemningen alligevel frem i os. De små butikker i den gamle by er stadig åbne, så der er mulighed for at komme kortvarigt ind, men de oppyntede stuer må vi desværre kun drømme om i år.

Sidste åbningsdag i Den Gamle By er d. 24. december i år.

Fotograf: Christian Høj Kroer

Noget virkelig virkeligt

Stykket skrevet af Rebekka Boyding centrerer sig om en ung, moderne kvinde, der blotter sine inderste dystre tanker om sit overfladiske liv, og til sidst mister besindelsen i et kaos af soyamælk og chiafrø. Hun vil gerne opleve noget virkeligt – altså noget virkelig virkeligt.

Forestillingen udspiller sig som en dialog mellem Simone, en kvinde på 23 år, og en digital kvinde på en skærm. Simone har ventet på at fortælle nogen noget virkeligt, men hun har svært ved det. Også selv når hun bare skal fortælle om en gennemsnitlig dag i sit liv. Hun længes efter at kunne få greb om en sandhed. I sin søgen udtrykker hun alle de ting, som hun egentlig ikke kan holde ud ved sin egen tilværelse. Tre budskaber står klart for os:

  1. Vi stræber efter et uopnåeligt ideal
  2. Selvom man har alt, er man ikke nødvendigvis lykkelig
  3. Tilværelsen kører på autopilot; alt, hvad vi siger, er replikker

 

Uopnåelige idealer

Vi vil gerne være med på moden, men stadig skille os ud og være unikke. Vi vil gerne have den nyeste Iphone, men vi vil også tænke på klimaet. Vi vil spise vegansk og bæredygtigt, selvom vi altså kun er på SU. Vi vil være intellektuelle, politisk engagerede og have en mening om alt, for det er vores pligt som oplyste samfundsborgere. Vi vil have likes og være populære, samtidig med, at vi også vil være ægte og autentiske mennesker, der inspirerer andre.

 

Har vi ret, hvis vi siger, at du som læser til en vis grad deler disse ønsker for din egen tilværelse? Vi lever i en verden, hvor det handler om at skabe sig selv. Vi har uendelig mange muligheder, og intet er forudbestemt for os. Alligevel har vi kollektivt skabt et ideal for, hvilket slags menneske, vi skal stræbe efter at være. Men når kravene til det ideal, vi stræber efter at opnå, listes op som ovenstående, virker de modstridende.

 

Simone er ved at indse, at det er nytteløst at jagte idealerne. Det er uopnåeligt at indfri dem alle til fulde. Hun prøver flere gange at gengive en gennemsnitlig dag til forelæsning på universitetet, på kaffebar med en veninde og et middagsselskab med sine venner. Intet af det, hun oplever i løbet af en dag, føles ægte for hende, fordi det bare er ting, hun føler, hun “bør” gøre. Hun vil følge med i sin kedelige venindes liv, snakke med sine venner om politisk korrekte emner og lave vegansk mad –  selvom hun egentlig godt kunne tænke sig et stykke bacon.

Hun stræber efter at være et bestemt idealmenneske, selvom det er umuligt. I virkeligheden har hun ikke sig selv med i noget af det, og hun lever kun halvhjertet op til forventningerne til sig selv. Hun gør en masse ting, hun egentlig ikke har lyst til, fordi hun føler, at det bliver forventet af hende. Til sidst væmmes hun så meget over den overfladiskhed, det hele rummer, at hun nærmest ikke kan få ordene sagt. Hun kløjes i både ordene og de tørre frø, som hun spiser manisk af.

 

Den dårlige samvittighed

Stykket viser, hvordan det kan være svært at stå på mål for sine værdier, når man egentlig ikke har overskuddet til altid at følge dem – og gør dette os så til dårlige mennesker? For eksempel sprætter Simone et mærke af sine nye jeans, fordi hun ellers proklamerer sig selv som en, der kun går i genbrugstøj. Skammen over ikke altid at gøre det “rigtige” føles som en spændetrøje af forventninger og pres fra omverdenen. Hun føler ikke bare dårlig samvittighed over, ikke at kunne leve op til kravene, men også at der findes mennesker i verden, som har det langt værre end hende selv.
Hun forestiller sig livet som ekstremt fattig og kan se noget tiltalende ved en sådan tilværelse:

 

Ikke tænke på at skulle på arbejde, eller hvad jeg skal blive til, eller hvem jeg skal være, hvem jeg er, hvem andre tænker, jeg er, (…) hvem, jeg skal stemme på, om jeg må tage et bad mere, om jeg skal vælge æblerne i plastik eller pap, om det er ok, at jeg spiser bacon til morgenmad … Men bare vågne og tænke på, hvordan dagen skal gå, om jeg får noget at spise, om jeg lever i morgen

 

Hun drømmer om en tilværelse, hvor de små problemer ikke er så altafgørende, som de føles som nu. Ikke desto mindre står stykket også med moralen, at nok har vi ikke problemer, der truer os på vores livsvilkår, men de kan stadig være altoverskyggende i vores liv – og måske skal disse problemer ikke negligeres, når de for Simone, der står som repræsentant for en hel ungdomsgeneration, ender i eksistentiel fortvivlelse.

 

Ikke vejen til lykke

Som forestillingen skrider frem bliver det netop mere og mere klart, at man ikke kan blive lykkelig ved blot at forsøge at leve op til idealerne for “det perfekte menneske”. Men hvordan skulle man også blive lykkelig ved at løbe gennem nål og krat for at ligne et generisk samfundsideal? Lykken kan vel ikke komme, før man udlever sit eget potentiale. Eller med Nietzsches ord: man bliver til den, man er.
Måske tilnærmes lykken ved at stræbe efter sit eget ideal og ikke samfundets. Altså at gøre det, man i virkeligheden selv har lyst til at gøre. Måske vil denne mere identitetstro selvrealisering faktisk også gøre en til et mere autentisk, ærligt og virkeligt menneske? Simone er derimod et ulykkeligt resultat af ønsket om at leve op til alle samfundets forventninger.

Måske skal vi begynde at overveje, i hvor høj grad de idealer, vi stræber efter at opnå, er samfundsbestemte eller kommer inde fra os selv?

 

Livet på autopilot

Undervejs stiller hun sig også kritisk overfor, hvor meget af det, der bliver sagt og gjort, der egentligt kommer fra hjertet og ikke bare er jargon og overfladisk venlighed. Vi kan med relativ høj sandsynlighed forudsige, hvad vi siger til hinanden. Siger man, at man er deprimeret, vil svaret ofte lyde, at “det skal nok gå” og “jeg ved, du er stærk, du skal nok klare det”. Som hun udtrykker det i stykket:

 

“Det er bare noget, vi har lært at sige […] Ligeså snart der sker noget, der ikke er replikker til, er der ingen, der svarer”

 

Ifølge Simone er der ikke nogen, der virkelig lytter, og der er ikke nogen, der virkelig mener det, de siger. Simone føler, at hun har afsløret manglen på ærlighed og ægthed, og det gør hende selv enormt opgivende på verden. Hun føler sig ikke hørt eller elsket, og det gør hende frustreret. På den måde appellerer stykket til, at vi skal arbejde imod hverdagens overfladiske replikker, og at vi måske alle sammen skal blive bedre til at sige “Godmorgen” og virkelig mene det.

 

Simone siger: “Vi sidder og kigger på livet, som noget, der skal anmeldes.”, og længes efter, at vi i stedet bare kunne leve det. Så mens vi sidder derhjemme, afskåret fra omverdenen, kan vi passende tænke over, hvordan vi skal forholde os til livet, når vi skal ud og leve det igen efter corona.

Ofre for digitale sexkrænkelser skriver sig ind i en bedre fremtid

På Aarhus Universitet forsker en masse ph.d.-studerende i aktuelle og ikke mindst spændende emner. Jeg har snakket med en af dem, nemlig Signe Uldbjerg Mortensen. Signe er ph.d.-studerende ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet og forsker i digitale sexkrænkelser og har en, for mange måske, ukendt og anderledes forskningsmetode. Her handler det ikke blot om interviews og indsamling af absolutte og relative tal. Det handler om skrivning.

Jeg sidder i et rum med en masse vægge. Men alle væggene er af glas. Udenfor sidder en masse grå skikkelser, ansigter, og kigger ind på mig.

Disse ord er et typisk billede, beskrevet af et offer for digitale sexkrænkelser. Ord der er kommet til i en specifik skriveøvelse, hvor ofrene blandt andet skal nedskrive følelser og refleksioner. Noget der måske minder mange af jer om en dagbog.

”Forestil jer sociale medier som et rum og beskriv rummet.” Sådan kunne den specifikke skriveøvelse beskrevet ovenfor meget vel lyde fra Signe Uldbjerg Mortensen. Hun arbejder med skrivning som en kreativ og praksisbaseret forskningsmetode.

Forskningsmetoden foregår ved skriveworkshops med deltagere, der alle har oplevet at få delt intime billeder af dem selv på nettet uden samtykke. Noget der i folkemunde også er kendt som hævnporno, og noget som mange nok forbinder med Umbrella-sagen, hvor over 1000 personer blev sigtet for at have delt seksuelt krænkende videoer af en 15-årig pige.

At ændre fremtidsudsigt

Signe Uldbjerg Mortensens brug af skriveøvelser som forskningsmetode er ikke ”kun” forskning i digitale sexkrænkelser. De er også et redskab, som deltagerne i skriveworkshopsene kan bruge til at bearbejde deres egen oplevelse.

”Det er rigtigt, det er forfærdeligt, det deltagerne har været ude for. Men der er ikke særlig mange fremtidsudsigter i den beskrivelse af ofre. Jeg synes, der manglede muligheder for, at ofrene kunne arbejde med at forestille sig bedre muligheder og verdener for dem selv,” fortæller den ph.d.-studerende. Og netop dette skal skrivningen og skriveforløbene hjælpe med.

I en af Signe Uldbjerg Mortensens seneste forskningsartikler analyserer hun tre kvinders etårige skriveforløb, som giver et indblik i skamfølelsens mange ansigter, når det omhandler sexkrænkelser. Her har forskningen bestået af to bærende principper: Kreativ og terapeutisk skrivning.

”Med kreativ skrivning skal man, bogstavelig talt, prøve at omskrive sit liv, så det bliver lettere at leve i. Det kan være gavnligt at se tingene på en anden måde, så man ikke er fanget i sit traume,” siger Signe.

”Jeg bad dem om at tænke på den person, de tidligere havde beskrevet i skriveøvelser, og så skrive en tekst, hvor de forestillede sig, hvordan hun kunne være og have det fremover,” fortæller Signe Uldbjerg Mortensen og uddyber, at deltagerne derved bruger terapeutisk skrivning til at sætte ord på den situation, de er i, men også til at forestille sig en anden og bedre fremtid.

Skrivning bryder cirklen

Med skriveøvelserne kan der være en risiko for, at ofrene genoplever et traume, men ifølge Signe bliver øvelserne samtidig et redskab til, at det ikke sker.

”Egentligt er det at forestille sig en bedre fremtid svaret på den risiko, der er for at genopleve sit traume, fordi når man forestiller sig noget bedre, så sørger man for, at det ikke bliver en cirkel, hvor man bliver ved med at skrive sig ind i sin egen elendighed,” forklarer hun.

Mens hun forklarer, tænker jeg, at det egentligt nok er et redskab, vi alle generelt kan få noget ud af. Øve sig i at tænke og forestille sig, at det, der lige nu er hårdt og presser en til det yderste, nok skal blive bedre. At man kommer ud af den grå og tunge cirkel, vi alle kan havne i, ligegyldig situation.

Selvom det er lidt for tidligt at sætte to fede streger under ph.d.-projektet, så fortæller Signe Uldbjerg Mortensen til sidst, at deltagerne har været enormt glade for skriveworkshopperne, og at de har produceret interessant empiri med mange spændende nuancer og facetter.

Har Signe Uldbjerg Mortensens arbejde gjort dig mere nysgerrig, er det muligt at finde mere information her, og ellers kan du finde en masse andet spændende forskning på AU her.

 

Måske vil du også kunne lide de her artikler:

https://delfinen-magasin.dk/studieliv/nudging-eller-blokering-befri-dig-selv-fra-digitale-distraheringer/

https://delfinen-magasin.dk/studieliv/horoskoper/

 

JULEGUIDE TIL AARHUS

 

1/12 Oppyntning, kalenderlys og julekalender

Tid: Hele dagen. Lokation: Hjemme. Hak i SU’en: Gratis / småkøb

Juhuuu så blev det endelig d. 1. december! Så står den på en god omgang julehygge og når ja… eksamen. Men pak alt det væk for i dag – for det kan godt være, at det er tirsdag, men det skal ikke forhindre os i at julehygge. Min personlige erfaring er nemlig, at det er lidt hyggeligere at sidde med eksamen, når man er omgivet af julehjerter. Hjemmet skal derfor pyntes med alt hvad du har, kalenderlyset skal laves så godt som du nu kan, den første låge må åbnes, og du skal have besluttet dig for hvilken julekalender, du skal se i år. I disse tider kan det være rart med lidt nostalgi – i så fald er der både Pyrus på TV2, Nissebanden på Ramasjang eller klassikeren The Julekalender på TV2 Charlie. Find en oversigt over de mange muligheder her.

 

2/12 ”Mine aftener i paradis: Stille lys og Jonas Eika” 

Tid: 19-22. Lokation: Øst for paradis Hak i SU’en: 130 kr

Trænger du til at komme ud og få et lille afbræk fra at sidde hjemme. Så byder Øst på Paradis på filmen STILLE LYS, der beskrives som en ”sansemættet og hypnotisk film” om et religiøst folk, der lever i naturen. Filmen præsenteres af forfatteren Jonas Eika, hvilket i sig selv er grund nok til at komme forbi. Efterfølgende byder Øst for Paradis på et glas rødvin i foyeren, der nok skal få åbnet op for nogle spændende samtaler.

Æbleskiver med studiegruppen

Tid: Eftermiddag Lokation: Hjemme. Hak i SU’en: Ca. 20 kr

Hvis du ligesom jeg har været så heldig, at have haft fysisk undervisning, så har du sikkert også haft en masse med din studiegruppe at gøre dette semester, for at begrænse kontakten med resten af klassen. Eller måske skal du bruge studiegruppen en del under eksamensperioden. Uanset synes jeg, at de fortjener at blive inviteret på æbleskiver. Eventuelt kan i gøre det sidste undervisningsdag og skyde læseferien i gang med manér.

 

1/12 – 17/12 Oplev demensvenlige bænke

Tid: Hele dagen. Lokation: Aarhus Hak i SU’en: Gratis

Jeg synes altid julen, hvor glædesfyldt den end er, også giver én lyst til at reflektere over dem, der måske ikke er lige så heldige som én selv. Måske mere i år end nogensinde før, tænker vi på de syge og ensomme. Dem som ikke kan blive besøgt på plejehjem. Dem som holder jul alene. Jeg synes, at december er en rigtig god tid til at tænke på andre. Heldigvis er det netop, hvad fem nye bænke, placeret rundt i Aarhus, er lavet til. Projektet hedder ”Forglem mig ej” har nemlig til formål at skabe et øget fokus og en aftabuisering af demens. Projektet er iøvrigt igangsat af fire studerende fra oplevelsesøkonomi på AU. Det synes vi er ret cool. Find selv bænkene rundt i Aarhus, eller smut forbi Dokk1 for at se, hvor de befinder sig.

Gløgg og juleklip

Tid: Aften. Lokation: Hjemme Hak i SU’en: Omkring 40 kr.

Vi kan ikke længere være ude til senere end klokken 22, og vi må nok også sige farvel til danmarks største gå-i-byen-dag d. 25 december og store nytårsfester. Men går du og savner at få en lille skid på, så har jeg gode nyheder. Det er nemlig blevet tid til gløgg. Så inviter nogle få af dine nærmeste på gløgg og hygge. Hvad end det er brætspil, æbleskiver eller juleklip – så skal I nok liige lægge saksen væk, når I rammer lidt for mange glas gløgg.

 

Jul i Den gamle by eller Tivoli friheden

Tid: Eftermiddag/aften. Lokation: Den gamle by/Tivoli Friheden Hak i SU’en: 75 kr./140 kr.

For mig er det nærmest en tradition at tage forbi Den Gamle By og Tivoli Friheden i december. Både Tivoli og Den Gamle By byder på julemarkeder, god mad, gåture i det fri, flotte julelys og fremfor alt en utrolig juleoplevelse. Jeg vil derfor også klart anbefale at tage derhen, når det er blevet lidt mørkere, så man virkelig kan nyde oplevelsen af julelysene. Så tag forbi begge steder eller bare én af dem med en lille flok venner og glæd jer over, at nogle ting da stadig er det samme i december. Husk desuden at holde god afstand til andre.

 

Her fra Delfinen ønsker vi jer en glædelig jul og et godt nytår. Pas på hinanden derude.

Hvad studenterdemokratiet har gjort for dig

Vores repræsentanter i universitetets bestyrelse har for nyligt fået en lempelse af fremdriftsreformen igennem. Det skulle efter sigende være en stor bedrift, men hvad betyder det for vores dagligdag som studerende? Ingen ved det – kun ungdomspolitikere og dem fra statskundskab, der er de samme mennesker. Vi har undersøgt sagen, og her får du derfor en kort genfortælling af hvad reformen indebærer.

Lempelse af fremdriftsreformen

Kort fortalt, så forsøgte politikere i 2013, at finde en måde hvorpå de kunne få studerende hurtige ud på den anden side af universitetets gule mure. Resultatet var en række ”uddannelses-motiverende” tiltag, som blev vedtaget i 2013.

Fremdriftsreformen er senere hen, blevet revurderet en hel del, fordi der kom en forfærdelig mængde statistik, som politikerne ikke ville have på sig. Fremdriftsreformen lever stadig, men lempelser i 2016 har betydet at ikke alle universiteter bliver påtvunget den. Vores studenterrepræsentanter i universitetsbestyrelsen fik, i sidste uge, indflydelse på beslutningen om yderligere lempelser af kravene til de studerende.

Ét af kravene fra fremdriftsreformen er studieaktivitetskravet. Dette krav dikterer, at studerende skal bestå mindst 45 ECTS-point pr. semester. Det har repræsentanterne i universitetsbestyrelsen, i en længere periode, presset på for at få afskaffet. De to nuværende studenter-repræsentanter i bestyrelsen, Ditte og Hannah-Louise, kommer begge fra studenterrådet, der har været imod reformen fra start af. Det har været en lang proces, men endelig har de studerende fået indflydelse på reformen. Uden studerende i bestyrelsen, var dette nok næppe sket. Gennem dem, har de studerende fået muligheden for at bringe afskaffelsen af fremdriftsreformen på dagsorden på AU.

Bestyrelsens beslutninger påvirker hverdagen

Helt kort, så påvirker det altså vores hverdag at der er studenterrepræsentanter i bestyrelsen. Vi skal, som studerende, ikke længere skræmmes af fratagelsen af SU, hvis vi ikke er aktive nok på studiet eller vælger at fokusere på vores studiejob, i en periode.

Denne artikel er ikke tiltænkt som propaganda for Studenterrådet, men snarere som eksempel, på hvordan dit studieliv bliver påvirket af din stemme til universitetsvalget. Det kunne lige så vel have været Frit Forum eller Konservative Studerende, som havde påvirket din hverdag. Det vigtigste er bare, at de kan. Dét synes altså ikke ligegyldigt, hvorvidt om du stemmer det ene eller andet, da det tydeligvis kommer til at påvirke dit studieliv. Jeg opfordrer alle studerende på AU til at afsætte et par minutter til at få stemt.

Her kan du sætte dit kryds

 

Anmeldelse af Period Talks – en workshop med Kvinde kend din krop

Spørgsmålene var mange, da Amanda og Johanne en eftermiddag faldt over Facebook-begivenheden Period Talks. En workshop, som udelukkende handlede om at snakke om menstruation. Vi deltog i workshoppen, og i artiklen her, giver vi dig svarene på de mange spørgsmål vi havde.

Tre timer med menstruation? 

Period Talks er en årlig workshop, som Kvinde kend din krop arrangerer, i samarbejde med forskellige samarbejdspartnere. Det er en workshop der hvert år skifter mellem foredrag og samtale, og det handler, som det fremgår af navnet, om emnet menstruation. I år var samarbejdspartnerne Den levende højskole og Hvad er Love.

Vores egen indstilling til arrangementet var overordnet, at vi synes det lød en anelse mærkeligt. For Johanne, der både har gået på efterskole og højskole, har et emne som menstruation ikke været et tabu. Ud fra erfaringer i hendes frisindede omgangskredse, virkede det, derfor som et lidt ligegyldigt emne at snakke om. Men for Amanda, der er vokset op i et hjem bestående af hende selv og to hankønsvæsener, har menstruation ret sjældent været et samtaleemne. Det virkede derfor lettere grænseoverskridende for hende at skulle bruge 2,5 time på at tale om menstruation, fordi som Amanda selv siger: det er længere tid end hvad jeg har brugt på at snakke om menstruation hele mit liv.

Skabte en vellykket ramme for samtale

Selve settingen til workshoppen var virkelig hyggelig. Der var tændt stearinlys. Der var kage, kaffe og gode snacks. Vi blev placeret på stole fordelt i rummet med god afstand, og under stolen lå et tæppe og en sang fra højskolesangbogen. Workshoppen blev skudt i gang med en fællessang – og dér kunne man fornemme at samarbejdspartneren Den Levende Højskole satte sit præg på arrangementet.

Og derfra blev det underligt. Hvad er Love havde nu arrangeret nogle forskellige aktiviteter. Først skulle vi stille os op, så skulle vi hoppe tre gange og for hvert hop give os selv et kompliment. Det var lidt grænseoverskridende, og Amanda havde heller ikke modet til at sige komplimenterne højt.
Dernæst skulle vi ligge os ned på tæpperne og mindes en række oplevelser og følelser med menstruation. Mens vi lå på tæpperne, var der blevet delt maling og papir ud, og nu stod den på fingermaling ud fra stikordet menstruation. Hele denne første del af workshoppen var anderledes og pudsig, men på ingen måde ubehagelig.

Set i bakspejlet kan vi se, at hele første del af workshoppen var en forudsætning for at workshoppen overhovedet lykkes. Resten af workshoppen bestod af samtaler i grupper på fem. Det kan udefra set virke ret grænseoverskridende at snakke om menstruation med fire fremmede mennesker, mænd såvel som kvinder. Men de foregående øvelser fjernede anspændtheden og skabte et rum, hvori intet længere var underligt.

Befriende

Ude i grupperne var emnet ‘menstruation’ på bare en time blevet en normalitet. På en måde var det befriende at tale om et emne, der ellers ikke fylder i hverdagen.
Vi fandt ud af, at næsten alle pigerne ude i grupperne stadig gemmer tamponen på vej ud på toilettet, som man har lært det fra folkeskolen. At det for mange er svært at ringe til chefen og melde sig syg på grund af menstruation At det kan virke grænseoverskridende, når mænd er med til at snakke om menstruation. Men samtidig var en generel holdning også at mænd burde blive mere oplyste om emnet. Og for nogle var ingen af ovenstående et problem i deres hverdag.

Er menstruation virkelig stadig et tabu? 

Så er menstruation stadig et tabu? Ja og nej. Det kommer nok i virkeligheden an på, hvem man er. Derfor var det virkelig befriende, at se hvordan samtalegrupperne åbnede op for et rum, hvor dem der skammer sig over emnet menstruation, kunne inspireres af dem, der ikke gør. Period Talks skabte aktiviteter og åbenhed et rum, hvor det var muligt at tale om hvad som helst, med hvem som helst.

På vejen hjem havde vi fuldstændig glemt vores anspændthed og nervøsitet. Vi gik lettere fra workshoppen, fordi vi havde lettet vores hjerter for noget, vi faktisk ikke vidste, at der tyngede. Arrangementet åbnede vores øjne for, at man i det hele taget burde prøve at skifte ens samtaleemner ud regelmæssigt, så man ikke altid taler om det samme med de samme mennesker.

 

Hvorfor stemme på Studenterrådet?

Delfinen har talt med Anders Weis, valgansvarlig hos Studenterrådet.

Hvad er det første I vil prøve at gennemføre efter valget?

 – Det kan være svært at nævne lige nøjagtigt én ting, der skal ordnes som det første. Det handler meget om, hvad der er momentum for. Men hvis der er én ting, jeg vil fremhæve, så må det være bedre kommunikation. Vi var mange studerende, der følte der var en meget mangelfuld kommunikation mellem universitetets ledelse og de studerende.

Og hvorfor er det så, at det lige er studenterrådet man skal stemme på, frem for de andre?

 – Først og fremmest skal man jo gøre det, hvis man er enig i vores politik. Men andre grund til at stemme på os er, at vi har det nødvendige mandskab, ekspertise og organisering til rent faktisk at få gennemført de ting, vi ønsker. Kender man os, ved man at vi ikke bare er det centrale Studenterråd, men også alle de mindre fagråd, rundt omkring på universitetet, der kender deres egen hverdag og repræsenteres ved deres egne studerende. Vi er meget bredere funderet, og det betyder også at vi ikke har et bestemt politisk grundlag – vi betragter os langt mere som en interesseorganisation.

Men kan det så ikke blive svært at finde rundt i, hvad Studenterrådet mener? Studerende kan jo have mange forskellige meninger om hvad der er i deres interesse…

– Ikke nødvendigvis – det er jo ikke fordi vi hele tiden skifter holdning. Det år, jeg har siddet med nu, har det i hvert fald været min oplevelse at retningen har været stabil. Vi har jo også vores fællesmøder, hvor de lokale fagråd kommer og er med til at lægge linjen – blandt andet hvad vi er gået til valg på.

Og hvad er I gået til valg på?

– Fire ting. For det første, bedre kommunikation, som vi snakkede om tidligere. For det andet, at vi skal være et mere bæredygtigt universitet. For det tredje, fokus på kvalitet i uddannelsen. Til sidst, trivsel i uddannelsen – udover corona, så handler det om sikring af diversitet og plads til alle studerende.

Sikring af diversitet og plads til alle studerende.. Hvordan vil I konkret gennemføre det?

– Der er flere tiltag, som man kan læse om på vores hjemmeside. Men jeg vil nok fremhæve forebyggelse og ansvarlig håndtering af seksuelle krænkelser, samt at vi fra Studenterrådet allerede har søsat et par trivselsprojekter, såsom en ‘buddy-ordning’,  der er en form for mentorsystem, som lige nu er i en prøveperiode på Erhvervsjura.”

Og fokus på faglighed? Hvad mener I konkret her?

– Vi har den generelle holdning, at beslutningskompetencerne her skal ligge hos de lokale fagråd – det giver ikke mening, at os på Arts eller BSS skal gå ind og diktere hvad der er faglighed på Science eller Health. Derfor har vi jo også i mange år haft det motto, at ’de bedste beslutninger træffes lokalt’. Netop derfor har vi også opstillet mange kandidater til de forskellige studienævn, fra de lokale fagråd.

Det lyder næsten som om I synes valgene til studienævn er vigtigere end valget til unibestyrelsen?

– Det ved jeg ikke helt om jeg vil sige. Generelt vil jeg nok sige at Unibestyrelsen er det vigtigste, men jeg vil bestemt ikke underdrive vigtigheden af studienævn og akademisk råd. Det er jo heller ikke unibestyrelsen, der skal tage beslutninger om hvad der er bedst for fagligheden på de enkelte fakulteter. De er vigtige på hver sin måde.

Et nyt valgsystem

For to år siden blev der indført et nyt valgsystem til universitetets bestyrelse. Det betyder at man frem for at vælge to studerende ind på en gang, nu vælger én ad gangen. Der var en del utilfredshed med det dengang, og stadig i dag.

Giver valgsystemet ikke Studenterrådet en unfair fordel?

– Der er flere ting, der skal vægtes når man kigger på den nye model. Jeg kan godt følge argumentet, om at den gamle model giver bedre mulighed for at udfordre mandat nr 2  men jeg synes der er andre ting, der er vigtigere. Det giver en konstant og stabil erfaring blandt de to studerende i unibestyrelsen, når man vælger én ad gangen. Der vil altid sidde én valgt med et års erfaring i unibestyrelsen. Det betyder, at de har mere knowhow omkring det at sidde der, men også at den nyvalgte hurtigere kan lære ’gamet’ at kende. Det er enormt vigtigt, når man skal sidde og lægge arm med de andre i universitetets ledelse.

Føler du det giver jer en unfair fordel, at være den store liste med det store budget og det store mandskab?

– Der er flere ting i det. For det første kan jeg ikke se, at det skulle være en unfair fordel, at vi har flere frivillige, der vil kæmpe for os. Det viser bare, at vi favner bredere. I forhold til penge, tror jeg altså ikke rigtig på, at vi har flere penge end de andre. Det er første gang i år, at vi har udendørsplakater – de andre har haft det i flere år. Og hvis man kigger rundt på universitetet, så har de andre mindst lige så mange plakater som os. Jeg kan slet ikke se, at det er på den måde, vi skulle være de store. De har også nogle helt andre netværk, som vi ikke har.

.

Og således slutter tredje og sidste interview, i rækken af interviews med de store studenterorganisationer. Husk at stemme til univalget, du kan nå det endnu. Det vigtige er ikke hvem du stemmer på, blot at du får stemt.

 

 

Hvorfor stemme på Konservative Studerende?

Klokken er 10 om formiddagen, og jeg har sat mig ned i kantinen på Det Kongelige Bibliotek. Her skal jeg møde Mikael Brorson, der stiller op til universitetets bestyrelse for Konservative Studerende. Mikael kommer til tiden, klædt i en velsiddende blazer i klassisk design. Ingen tvivl – Mikael er en ægte konservativ. Vi henter begge en kop kaffe, og interviewet kan gå i gang.

Hvis I skulle komme ind i unibestyrelsen, hvad er så det første I vil arbejde på?

-Noget af det vigtigste for os i KS er at få indført karakterkrav på alle uddannelser. Det vil vi gøre for at løfte det faglige niveau. Der er de seneste år sket en eksplosion i antallet af studerende, hvilket har betydet at det faglige niveau er faldet.

 

Er der sket et målbart fald i fagligt niveau på universitetet?

-Det må være ret indlysende, at når du så drastisk øger mængden af studerende, så får du også en bredere spændvidde i niveau – og det går ud over de dygtigste studerende.

 

På mange af jeres valgplakater har i slogans der hedder; Nej til identitetspolitik og Nej til kønskvoter. Hvis vi starter med identitetspolitikken, så har man jo hørt om en del sager fra Københavns Universitet, men er der nogle konkrete situationer fra Aarhus?

-Jeg har hørt om flere situationer, og også været vidne til flere. Jeg har for eksempel oplevet et fag, der beskæftigede sig med filosofihistorien. Her blev det gjort til et problem, at der ikke var nok kvinder på pensum. Det har jo sine naturlige grunde, i og med at der i filosofihistorien bare var flere mænd, og at der derfor optræder flere mænd i pensum. Så der ligger altså helt faglige overvejelser til grund for valget af pensum, og ikke noget ønske om at diskriminere kvinder.
-Jeg mener af samme grund, at identitetspolitikken er en af de største trusler mod vores forskningsfrihed, og for så vidt også ytringsfrihed. Det er helt afgørende at vi sikrer, at identitetspolitikken ikke får et ben til jorden på AU. Så det er også en præventiv mærkesag.

 

Men kan der ikke være ganske faglige grunde til at have flere kvinder på pensum?

Jo – sagtens. Der kan være helt fine faglige grunde til. At ville undersøge eksempelvis filosofihistorien ud fra et kønsligt perspektiv. Men det må være op til den enkelte underviser. Det må og skal være faglige overvejelser, der ligger til grund – aldrig identitetspolitiske.

 

En anden af jeres mærkesager er Nej til kønskvoter. Er der nogle steder på AU, hvor kønskvoter er blevet indført?

-Ikke så vidt jeg ved, nej. Til gengæld har vores rektor udtalt, at hvis der ikke bliver rettet op på den skævhed i køn, der er når man ansætter forskere, så var han villig til at indføre kønskvoter. Vi går ind for ligestilling – og derfor skal man naturligvis ikke stilles ringere på baggrund af sit køn til en jobsamtale.

 

Og det sidste politiske; Hvad mener I om de seneste lempelser af fremdriftsreformen, der er kommet igennem studenterpolitisk? Havde I gjort det samme?

-Jeg er heller ikke fan af fremdriftsreformen. Den gør universitetet til en pølsefabrik, der ensretter studerende og presser dem igennem en uddannelse, uden egentlig tid til faglig fordybelse. Men jeg kan godt forstå, at når der skal gå så mange på universitetet, så bliver de nødt til at komme igennem hurtigt. Så hvis vi fik færre til at gå på universitetet, ville det også rent faktisk være muligt, måske endda at fjerne fremdriftsreformen helt. Jeg havde gjort det samme som der er gjort, men det går hånd i hånd med at man sænker antallet af studerende.

 

Konservative Studerende er unægteligt underdogs til det kommende valg. For to år siden blev der tilmed indført et nyt valgsystem til universitetets bestyrelse, der betyder at man frem for at vælge to studerende ind på en gang, nu vælger én ad gangen. Der var en del utilfredshed med det dengang – mon der stadig er det i dag?

For det første er jeg bekymret for den demokratiske repræsentation – studenterrådet har det med ofte at få mange stemmer på særligt Arts. Så for det andet bliver det svært, at få studerende ind fra andre fakulteter. Derudover er det, fra et politisk perspektiv, et problem at det nærmest er umuligt for andre end Studenterrådet at komme ind. Så er det altså kun majoriteten der får lov at blive hørt.

 

Der var jo også en høring i sin tid – den svarede hverken Konservative Studerende eller Frit Forum på. Hvordan kan det være?

Vi er jo ikke en organisation, der har den samme størrelse og den samme mængde kræfter, som Studenterrådet har. Vi har kun frivillige kræfter. Vi prioriterer derfor primært politiske og sociale arrangementer. Så falder en sådan type høring nemt under radaren. Til gengæld er vi og Frit Forum, i fuld gang med at få ændret de regler, så vi kommer tilbage til det gamle.

 

Kan man nogle gange komme til at føle at det ikke er umagen værd, når man er så stor underdog i forhold til Studenterrådet?

Det synes jeg ikke. Men man kan selvfølgelig godt føle sig en smule modløs til tider. Studenterrådet får også meget mere støtte end vi og Frit Forum får. Så kan man godt føle at det er op ad bakke. Men nej, vi giver ikke op – vi kæmper videre.