,

Show me those faces!

At have webkameraet tændt eller ikke at have webkameraet tændt. Det er spørgsmålet nu, hvor alt undervisning er rykket online. Hvad svaret er reflekterer Jeppe over i denne artikel. For hvad gør det ved en, når flere af ens medstuderende kun viser sig til forelæsningerne i form at et bogstav i en grå boks?

Ak ja. Her kommer endnu et af de forbistrede indlæg om Corona. Har vi ikke allerede hørt nok? Jo, det har vi vel. Men jeg laver alligevel lige et indspark. Et mere personligt af slagsen – et om ensomhed, fællesskab og smukke ansigter.

En af de få glæder vi har ved online undervisning er, foruden manglende transporttid, at man ikke behøver dresse sig op, før man skal afsted. Man kan ligge i sin bløde seng i et par beskidte underhyler og spise resterne af gårsdagens pepperonipizza med dressing, mens man er seriøst koncentreret om sin undervisning. Det er nemt, det er rart, og det er befriende at være sluppet løs fra besnærende sociale normer om at være pæn i tøjet og gå i bad og den slags. Man lader bare være med at tænde sit webcam. Nemt. Så kan man også smutte på lokum eller gå ud og lave en kop kaffe uden at nogen siger noget til det.

Det er selvfølgelig rart og bekvemmeligt. Men jeg synes også, at det er lidt ærgerligt. For mig er forelæsningerne ikke bare der, hvor jeg kommer og bliver fyldt med viden – det er også der, jeg siger hej til mine venner og medstuderende, får mig en sludder for en sladder og køber skodkaffe sammen med de andre nede i kantinen. Og ikke mindst er det her, jeg ser mine gode venners ansigter.

Første gang på Zoom havde vi næsten alle kameraerne tændt. Det var både en underlig, men også en sjov oplevelse at se mine medstuderende i deres egne, hjemlige omgivelser. Det var sjovt at se folks søvnige øjne og af webcammet lettere forvrængede ansigter samlet på min computerskærm. Men de sidste par forelæsninger er det som om, at det er ændret – færre og færre kameraer er tændt. Flere og flere af mine medstuderende viser sig kun i form at et bogstav i en grå boks. En forelæsning er blevet en mere ensom oplevelse.

Jeg skal ikke beklage mig. Jeg har også selv haft kameraet slukket, så jeg kunne pille næse og drikke daggammel sodavand uden, at nogen sagde noget til det. Og jeg forstår lige så godt de andre. Samtidig er det også, rent praktisk, bedre for internetforbindelsen, at folk slukker deres kamera og mikrofon. Men – jeg savner nu alligevel at se jeres ansigter. Jeg ser ikke mange af dem for tiden, og nogen gange er det bare rart, at se dem man kender. Måske er det en eller anden irrationel bekræftelse af, at vi alle er i samme båd? Jeg ved det ikke. Alt jeg kan sige er, at det ikke er det samme at være til forelæsning med 30 grå bokse. Jeg forstår jer godt – men helt ærligt. I er alle skønne og smukke, også med morgenhår og krummer i mundvigene. Show me those beautiful faces!

Forfatter

  • Jeg kommer fra Vejle – byernes by. Jeg studerer idéhistorie, og skal forhåbentlig snart på tilvalg i samfundsfag. Jeg elsker musik, Ringenes Herre og gode spisesvampe. Jeg drikker øl, læser Marx og drømmer om en bedre verden.

https://delfinen-magasin.dk