Artikler fra gemmeren del 1: “Hadeliste fra forelæsningslokalet”

Delfinen har eksisteret siden år 1990, udgivet utallige fysiske udgaver og har siden år 2017 været et onlinemagasin. Derfor har Delfinen en stor mængde artikler i arkivet, som blot ligger og samler støv. ’Artikler fra gemmeren’ er Delfinens nye artikelserie, hvor jeg, Christian Kroer, går på jagt efter guld i Delfinens arkiv og deler de mest velskrevne artikler med jer. ’Guldet’ er de artikler, som jeg finder ekstra sjove, absurde og/eller relevante.

I første omgang af Delfinens nye artikelserie ”Artikler fra gemmeren” har jeg fundet en artikel fra 2014 frem med overskriften ’Et surt opstød: Hadeliste fra forelæsningslokalet’. Jeg har gravet en del gamle udgivelser af Delfinen igennem og gjort dette fremragende fund! Artiklen er humoristisk, men også meget relevant i disse coronatider, for hos de fleste universitetsstuderende er der med garanti opstået en romantiseret nostalgifølelse ved tanken om de fysiske forelæsninger. Gid man bare kunne komme op på universitetet igen. Vi drømmer alle om at gense forelæseren trippen frem og tilbage over gulvet i forelæsningssalen. Men vi glemmer, hvor surt det kan være at sidde deroppe! Især når man bliver irriteret over ens medstuderende.

I denne artikel fra gemmeren formår skribenten, Trine Møller, at bringe én direkte tilbage til ens normale hverdag før corona, hvor man stik modsat nu drømte om at kunne se forelæsningerne hjemme på ens egen matrikel. Nu sidder man blot herhjemme i nattøj og drømmer om at få lov til at opleve Trine Møllers irritationer. Artiklen er derfor en sjov påmindelse om, at de fysiske forelæsninger ikke er så perfekte, som vi går og forestiller os under lukningen af universitetet.

Værsgo’ nyd gensyn med guld!

Et surt opstød: Hadeliste fra forelæsningslokalet

Tekst: Trine Møller:
Illustrationer: Christian ”Rigo” Roulsen

Jeg er et småbittert menneske. Så er det sagt. Jeg har en hadeliste på længde med regeringens mislykkede politiske tiltag. Jeg hader opdragelsesmæssigt udfordrede børn, som kører ind i mig på deres små legetøjsscootere i Storcenter Nord, når jeg i al fredsommelighed prøver at købe ind. Jeg hader folk, der poster billeder af deres mad på Facebook. Så smukt er skyr heller ikke. Jeg hader lalleglade mennesker, som tror, at verden er lavet af lyserødt vat. Så kom dog ned fra den sky. Læs noget Nietzsche eller Kierkegaard og se realiteterne i øjnene. Men mest af alt hader jeg, når folk forstyrrer min forelæsning.

Jeg sidder ligeså stille og prøver inderligt bare at høre en lille smule af det, forelæseren siger, men næ nej, det skal andre mennesker nok sætte en stopper for. En særlig afsky har jeg for de mennesker, som demonstrativt og friskt sidder og gnasker på et eller andet. Gulerødder er af en eller anden grund en favorit til forelæsninger. Praktisk, lang og orange som den er, er den åbenbart oplagt som irritationsinstrument. Gnaske, gnaske, gnaske. Knas, knas, knas. Sismofytter er også en gammel kending. Ganske vist et vidunderligt bolsje, må jeg vedkende mig, men folks suttelyde er der derimod intet vidunderligt over.

Men ak, det er ikke kun rent lydmæssigt, at madvarer er til gene til en forelæsning. Lugtgener er ej heller at råbe hurra for. Uhm lad mig da endelig sidde og spise en leverdreng her blandt 200 andre mennesker. Det er jo ikke fordi, auditoriet i forvejen stinker af fodsved og død krop. Der er ikke noget, der øger ens koncentrationsevne mere, end den liflige lugt af hakket lever i næseborende. Eller lugten af makrel i tomat eller gamle Oda – mugost med svedetendenser – eller hvilke andre uhyrligheder folk kan finde på. Face it! Hvis du har en fetich for idelugtende ting, så plej den inden for hjemmets fire vægge – sgu da ikke til en forelæsning. Og hende den lille blonde tøsepige fra det andet hold, som du har haft i kikkerten længe, falder nok heller ikke for dit store repertoire af grimme lugte.

På min hadeliste over belastende ting til forelæsninger er diverse gener ved madvarer stærkt forfulgt af folks useriøse og lade brug af junk på deres laptop. Jeg kan blive helt trist ved synet af blomsten af den danske ungdom, Danmarks fremtid – ej okay, jeg læser selvfølgelig bare Historie – som helt bevidstløst sidder og stirrer ind i deres skærm. Mest brugt er Facebook. Kendt, hadet og elsket som det sociale medie, det er. Folk ruller ned over dagens nyheder for endnu engang at konstatere, at intet nyt er sket i de to minutter, der er gået siden de gjorde det sidste gang. Og hvorfor chikanerer det så mig, vil den observante læser sidde og tænke. Jo, nu skal du høre! Min koncentrationsevne har det med at tage på ferie – særligt har den en forkærlighed for den spanske solkyst, som den altid kommer tilbage fra i snalret og forbrændt tilstand, hvilket tager ugevis at rette op på. Nåh, sidespor, men det hjælper jo så heller ikke på det, at den konstant bliver fristet og lokket af billeder og underlig tekst, så jeg pludselig tager mig selv i at følge med i billeder af folk, jeg ikke aner, hvem er. Neeeej, billeder fra tante Olgas fødselsdag! Jeg er ligeglad med din tante Olga, og det burde du også være i de 45 min., forelæsningen varer.

Nu, hvor vi snakker om tante Olga, er der en sidste ting, der kan give mig grå hår: mindre børn til forelæsninger. Nu er jeg generelt ikke så glad for børn, så vi nærmer os en af mine favoritaversioner og formentlig den største kilde til irritation, der findes. Det er meget muligt at supermennesker både kan passe studie og små børn. God fornøjelse, siger jeg bare, men lad venligst være ed at plage dine medstuderendemed din yngel. En ting er, at de skriger i supermarkedet, hvor min største udfordring går på at gå uden om chokoladen. Men når jeg prøver at koncentrere mig om, hvad historieforelæseren klædt i utallige nuancer af brunt prøver at sige, hjælper det ikke, at dette lille lyserøde væsen, som endnu ikke kan artikulere andet end skrig, ligger der og vræler. Det var bare det, jeg ville sige. Og nå ja, hvis du en dag møder mig til en forelæsning, så sæt dig langt fra mig, hvis du har gnaskeplaner. For en dag klarer jeg det ikke mere og det kommer til at koste nogle gulerødder livet!

https://delfinen-magasin.dk