Forfatter Jonas Eika: God litteratur skaber et andet forhold til verden

Vi læser alene, men vi føler os ikke alene, når vi læser. Litteraturfestivalen, LiteratureXchange, der sluttede den 23. juni efter ti begivenhedsrige dage, hev læsere i Aarhus op af lænestolen og satte litteraturen i fokus. Læseentusiasterne sad ikke længere hver for sig under hver deres læselampe, men fyldte stolerække efter stolerække. Jonas Eika mener, at litteratur skaber fællesskaber, kalder ud til noget og taler til vores sensibilitet.

Gardinerne hang livløst i hver side af de åbne skydedøre i Rosenvangen Lokalcenter. Jonas Eika ankom tidligt til sin oplæsning. Han slæbte saligt sine sandaler sølle syv centimeter over jorden, og de tidligst ankomne fulgte ham med øjnene, da han nærmede sig indgangen. Det var ham, som de var kommet for at se. Og for at høre. Jonas Eika, 28 debuterede i 2015 med romanen Lageret, Huset, Marie og udgav i 2018 sin nyeste bog, novellesamlingen Efter Solen, som fik ros fra anmelderne. Den har givet ham flere store litteraturpriser, og han er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2019, der uddeles i oktober.

Jeg husker det som en opdagelse af en hel verden, der foldede sig ud og bliver ved med at folde sig ud,” siger Jonas Eika, mens han sidder tilbagelænet i en håndlavet træstol ved Institut for X, hvor jeg har inviteret ham hen for at blive interviewet.

Han gik fra at skrive og læse for sig selv, mens han gik på gymnasiet i Aarhus, til nu hvor han skriver på fuld tid. Han har mildest talt trådt ind i den verden, som han opdagede dengang, og det var til stor glæde for det fremmødte publikum, der halv-luntede gennem Rosenvangen Lokalcenters lokale tilbage på deres pladser med pizza og øl i hånden. Han stillede sig klar. Begge albuer sad støbt ind i hver deres sideben. Den ene hånd holdt om mikrofonen, og den anden om hans prisvindende bog. Han læste den første sætning op og sank ind i sit eget litterære univers sammen med de fremmødte, som han under oplæsning kun skænkede sporadiske blikke.

”Der er en unyttighed i det at skrive og læse,” siger Jonas Eika under vores interview og fortsætter, ”Man får lov til at fortabe sig. Man bruger sprog på en måde, der ikke konstant kræver at det skal omsættes til værdi og kommunikation – hvilket står i kontrast til, hvordan sprog bliver brugt i vidensarbejde, daglig kommunikation og særligt i politik. For mig er der en stor glæde i at få lov til at bruge sprog på den måde. Det skal ikke føre til et endepunkt eller et budskab. Det kommer ind i kroppen, ind i hjernen, og gør noget – får en til at tænke nogle nye ting, føle noget nyt, drage omsorg for en sensibilitet, der kan være svær at rende rundt med til hverdag. Men det sker, fordi man giver sig hen til det først. Jeg tror helt sikkert, at litteratur gør noget, at der kommer noget ud af det, men det sker, fordi man giver sig hen til unyttigheden i det først.”

Litteraturen som fællesskabende fællesnævner

Han stoppede oplæsningen, rømmede sig, opfordrede publikum til at hente pizza undervejs og forsikrede dem om, det ikke ville fornærme ham. Ingen rejste sig. Unge, midaldrende og seniorer kærede sig ikke om pizza, øl eller sodavand, men om sproget. Han spurgte, om mikrofonen knitrede. Det gjorde den, men end ikke teknisk støj fjernede fokus fra de historier og det sprog, han tryllebandt dem med under oplæsningen af den første novelle, og de råbte ”Nej”, i kor. ”Det er fint”, ”bare fortsæt”. Oplæsningen ikke kun tryllebandt dem, men bandt dem sammen i deres iver efter mere.

”Man kan opdage noget i litteraturen. Man kan opdage et andet jeg. Den realiserer noget, der allerede var der, men som man ikke vidste, man havde,” siger han og skuer ud over fællesområdet på Institut for X, hvor en far og en søn spiller fodbold.

Litteratur taler til den enkelte, men fællesskabsfølelsen rammer os alle, når vi indser, at det, der sagde dig noget, og som du forstod på én måde, på samme tid tiltalte en bred vifte af mennesker. Det litterære publikum viste sig i løbet af litteraturfestivalen at være mangfoldigt og frigjort fra alle fællesnævnere, på nær det, at alle læste, og alle fandt mening i litteraturen.

Sproget er den måde, man går i kontakt med verden på, så god litteratur skaber et andet forhold til verden, skaber nogle andre måder at være i verden og bebo verden på, muliggør nogle nye måder at bebo den udtaler han, før en kvinde og hendes børnebørn sætter sig ved siden af os.

Litteratur åbner verden op

Vi beskriver verden med sprog, og det indskrænker sig ikke til din, din nabos eller din gamle folkeskolelærers verden. Vi kommunikerer til hverdag gennem sprog, skaber forståelse gennem sprog, deler synspunkter, holdninger og følelser, og sproget strømmer ud af os alle sammen og høres overalt i byens gader. Det gør litteratur uindskrænket og uendeligt omfavnende.

Jonas Eika sidder i en af de mange kroge ved Institut for X, og det er tydeligt i hans sprog, at han løsner op, når han drejer hovedet og iagttager, hvordan stedet summer af liv. Institut for X på Godsbanen vandt Årets Kulturpris i 2018 og synliggør og konkretiserer en alternativ måde at bo, bygge huse og leve på. Dekorerede containere med verandaer fyldt med farverige blomster og planter ligger spredt mellem de store fællesarealer, naturlige gangstier, små kroge og ikke-fabrikerede stole i forskellige former, farver og designs, mens Ceresbyens identiske lejlighedskomplekser tårner op i baggrunden.

Jeg synes, det er dejligt at være hernede. Det er netop en alternativ måde at bo på, en måde, der ikke kræver privat ejerskab. Det skaber muligheder for alternative fællesskaber, og for at dem, som ellers ikke havde mulighed for at bo i byen, kan gøre det. Det muliggør en anden sammensætning af hvem der kan bruge rummene, og det er fedt. Når det så er sagt, så undrer jeg mig over, hvorfor et sted som Institut for X alligevel er så apolitisk. Folk har skabt sig et frirum her, men hvorfor bliver det ikke brugt til at skabe politisk modstand? Hvorfor udviser de for eksempel ingen solidaritet med beboerne i de almene boligområder i Århus Vest, som på grund af ghettoplanen bliver fordrevet fra deres hjem? Hvorfor taler man ikke mere om, hvad det er for en racisme, som Århusiansk boligpolitik pt. er et udtryk for?” siger han under interviewet.

Efter oplæsningen fyldtes rummet af de fremmødtes klapsalve, der bragte et smil på Jonas’ læber, og han nikkede i en tak, tog mikrofonen til munden og agtede at runde af, men klapsalven fortsatte. Han sænkede mikrofonen, vendte og drejede den i hænderne og skuede ud over publikum. Blandt publikum ventede hans venner med åbne arme og klap på skulderen. Han satte sig, stadig med smilet kruset over sine læber, signerede folks bøger og takkede for i dag.

”Litteraturen kan også kalde ud efter noget og nogen. Jeg tror helt klart, litteratur kan være fællesskabende på den måde. Jeg har for eksempel oplevet, efter jeg udgav Efter Solen, at nogle henvendte sig til mig, nogen jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg opdagede, jeg delte en hel masse med.”