Anders Trærup / AU Foto
,

AU Summer University – Hvad er det og er det noget for dig?

Summer University er en del af Aarhus Universitet, men hvad går det egentligt ud på, og kan det være noget for dig? Læs med.

Sommerferien nærmer sig, og for mange studerende er det den, vi i hele foråret arbejder os hen i mod. Det må være sommerens svar på juleaften. Vi er kommet igennem diverse nødvendige eksamener, og nu er der godt to måneder med uni-frie tanker i sigte. Eller hvad? Flere og flere vælger nemlig at tage på Aarhus Universitets sommerskole. Jeg har derfor sat mig for også at udfordre DIN hellige sommerferie, ved at smide AU Summer University på bordet. Måske det er noget for dig? Du kan i hvert fald allerede nu overveje, om du i sommeren 2021 ikke kun skal svede i solen, men også lidt over bøgerne.

OBS: Nedenstående er skrevet uden indblanden af COVID-19. AU Summer University 2020 vil på grund af COVID-19 være justeret. Dog må vi formode og håbe, at 2021 er tilbage til normalen.   Fristen for tilmelding til 2020 er overskredet – men 2021 er kun et par semestre væk.

Aarhus Universitet giver, med det de kalder AU Summer University, os studerende mulighed for at tage et eller to fag i vores sommerferie. Det er både indenfor Arts, Aarhus BBS, Health og Natural Sciences samt Technical Sciences. Heldigvis skal du ikke afsætte hele din sommerferie. Kurserne varer lidt mere end to uger og derefter følger en eksamen. Typisk ligger de henover juli og start august, og efter det er du flere ECTS-point rigere. Kurserne foregår på engelsk, både på bachelor- og kandidatniveau.

Hele sommerskole-konceptet startede i 2011 med 59 kurser på programmet. Men i år tilbyder universitetet i alt 101 kurser. Der er altså en del at vælge imellem. Alle kurser og alt undervisning er baseret på nuværende forskning, og det helt essentielle er det stærke internationale perspektiv, som undervisningen har. Det er muligt, at du kan genkende nogle af sommerskolens undervisere fra AU, men kurserne byder også på internationale gæsteundervisere fra hele verden – så vi må håbe, at sommeren viser Danmark frem fra sin bedste solrige side.

Men hvorfor vælge skole, når du kan vælge sommersolen og ferie?

Nu bragte jeg det selv op… Hvis sommeren viser sig at blive en 2018-sommer med 25+ grader og skyfri himmel, så er det nok ikke det sjoveste at bruge dagen på skolebænken. Men Summer University er alligevel en brugbar og givende mulighed for dig som studerende. Og lad os være ærlige her. Den danske sommer er som et spil roulette – kuglen kan lande på sol, men den kan lige så vel lande på regn og blæst, så lad være med at tage din beslutning på den baggrund.

Først og fremmest er AU Summer University en praktisk mulighed for dig, hvis du for eksempel skal på udveksling og der tager mindre end de 30 ECTS-point, hvis du ikke fik nok ECTS-point sidste semester, eller hvis du ønsker et større frirum på et af dine semestre.

Derudover giver det dig mulighed for at gå i dybden med et specifikt kursus, som du normalt ikke ville få mulighed for at tage. For det er helt sikker, at der venter specialiserede og intensive kurser.

For Mieke Kathrine, der studerer Æstetik og Kultur på 6. semester på Aarhus Universitet, var det særligt et ønske om et større frirum samt fagene, der gjorde, at hun i 2018 valgte Summer University.

”Fordi jeg oplevede at være ret stresset på det tidligere semester, tiltalte det mig meget at få lidt mere luft i skemaet resten af året, ved at vælge Summer Uni. Derudover synes jeg, at udbuddet af fag var ret godt, hvilket helt sikkert også spillede en rolle i mit valg,” siger hun.

Derudover fremhæver Mieke Katrine som det bedste, at det hele er så intenst.

”Man når virkelig at komme ind i stoffet. Det kan jeg godt savne i hverdagen på uni, hvor man kun har én lektion i hvert fag hver uge. På Summer Uni er der jo bare et fag at forholde sig til, og det gør, at det er langt nemmere at følge med i og huske alle de ting, man har læst og gennemgået,” fortæller hun.

Kurserne er selvfølgelig også oplagte for internationale studerende, og har derfor også både en del internationale fuldtidsstuderende, udvekslingsstuderende og freemovers, som er de udenlandske studerende, der læser udenom en udvekslingsaftale, og derfor planlægger deres eget semester i udlandet. Det er altså helt sikkert, at sommerskolen bliver et internationalt læringsmiljø, som kommer til at emme af spændende nationaliteter og kulturer. Og det i sig selv kan være fedt at være en del af. Med gæsteunderviserne bliver tingene højest sandsynligt heller ikke, som du er vant til. Undervisningsmetoder, pausestrukturer og akademisk kvarter kan være anderledes. Men se det som en spændende oplevelse og en mulighed for et særligt indblik i internationale undervisere.

Sidste år var der godt 2.800 danske og internationale studerende, der færdedes i Nobelparkens gange, hvor sommerskolen primært foregår. Du vil derfor helt sikkert ikke føle dig alene om at vælge bøgerne frem for stranden, i de cirka to uger.

Sociale aktiviteter

Selvom Mieke Kathrine synes det var underligt at være på universitet, mens vennerne havde fri, var det alligevel en god oplevelse, som hun også vil anbefale andre.

”Det var super fedt at lære så mange andre mennesker at kende fra andre fakulteter. Det sætter virkelig ens faglighed i perspektiv. Og selvom der var færre mennesker end normalt, var der ret meget liv. Der var også lidt sommerferie-stemning over de studerende, så folk havde også lyst til at være sammen efter skole og lave noget, selvom man ikke rigtig kendte hinanden,” siger hun.

For AU Summer University er det sociale også vigtigt, og de planlægger derfor hvert år et socialt program med en masse aktiviteter for dem, der tager et sommerkursus. Det er alt fra pub crawl, kanotur og et besøg i den gamle by, til en hyggelig aften i Universitetsparken med spil og mad.

Det er altså ikke kun tunge tekster og lange dage, der fylder på sommerskolen. Alt andet lige ville 97 procent af de studerende på Summer University i hvert fald anbefale det til en ven. Og den statistik er Mieke Katrine også en del af.

”Jeg vil helt sikkert anbefale det. I hvert fald når der er et fag, der tiltaler dig. Hvis nu der havde været et federe fag, der lå i mit efterårssemester, så havde jeg valgt det, for jeg synes bestemt ikke, at man skal gå på kompromis med sine fag. Jeg var bare så heldig, at jeg synes, der var et fag, som lød spændende, og så var det bare en kæmpe bonus, at faget var komprimeret og intensiveret på de der to-tre uger. Så kunne jeg nyde friheden og en forlænget weekend resten af året. Det gav mig i hvert fald mere overskud resten af efteråret,” fortæller hun.

Se, hvordan du ansøger her

Pros and cons ved AU Summer University

Pros

  • Unikke kurser
  • Et internationalt læringsmiljø
  • Mulighed for nye venner
  • Du kan tage manglende ECTS-point eller få mere overskud på et af dine semestre

Cons

  • Du misser nogle ugers sommerferie
  • Arbejdsbelastningen er stor, og du har ikke meget fritid i de pågældende uger
  • Undervisningen foregår på engelsk og kan derfor være udfordrende

 

Q&A: 3 hurtige

Hvornår på dagen er der undervisning?
For de fleste kurser er undervisningen typisk hver dag mellem cirka 9-13 eller 9-16. Nogle kan have undervisning hver anden dag. De præcise tider varierer fra kursus til kursus og kommer an på ECTS-pointene.

Hvor mange ECTS-point er kurserne?
Alle kurser er enten 5 eller 10 ECTS-point

Hvor mange ECTS-point/kurser kan jeg tage?
Du kan maksimum tage 20 ECTS-point, som svarer til to kurser. Men kun hvis kurserne ikke overlapper hinanden. Eftersom kurserne er 5 eller 10 ECTS-point kan du altså tage 5, 10, 15 eller 20 ECTS-point på Summer University.

Hvis du vil læse endnu mere om Summer University, så klik her

Forfatter

  • Jeg er Jose, nogle siger også bare Jos. Jeg er 24 år og bor i Aarhus, hvor jeg studerer Nordisk sprog og litteratur med tilvalg i journalistisk formidling (Yay for et studie, hvor skønlitteratur er en del af pensum).

https://delfinen-magasin.dk