Af Marta Lønne Jensen

MAJGUIDE – Lydbøger

Det meste af landet er stadig lukket ned, og der står derfor ikke så meget andet i kalenderen i maj måned end måske en eksamen eller to. Derfor giver vores skribent Johanne i denne månedsguide sine bedste bud på de lydbøger, som hun mener indeholder det dramatiske, reflekterende, underholdende og afslappende, som vi nu måske går og savner i hverdagen.

Når der ikke er så meget at lave i denne tid, har jeg fundet stor ro i lydbøger. De er både gode at have med sig, når man er ude at finde nye stier at gå på – fordi let’s face it, nu har man allerede gået på alle de officielle stier, der findes i ens område. De er god underholdning i baggrunden, mens man går og svinger en klud for at fjerne alt det støv, der samler sig, når man er hjemme hele dagen. Og de er gode at lytte til, samtidig med at man kaster sig over et nyt kreativt projekt – igen fordi man nok keder sig lidt. Lydbogen kan bruges i mange situationer og tages med overalt, fordi man ikke er tvunget til at sidde stille med sin fysiske bog. Man opdager, hvor meget man kan lave, mens man samtidig får hørt en ny bog.

Jeg ser bøgerne som en mulighed for at udvikle mig selv og min horisont i en tid, hvor der alligevel er masser af tid til selvfordybelse. Men jeg ved også, at det kan være svært at finde ud af, hvor man skal starte i lydbogs-universet. Derfor vil jeg i denne månedsguide, fortælle dig om de bedste lydbøger, jeg har givet mig i kast med, og samtidig give dig nogle råd til, hvordan du finder en lydbog, der falder i din smag. Jeg har fundet bøger fra både Mofibo og Saxo, hvor en gratis prøveperiode er mulig, og eReolen som er bibliotekernes database, hvor alt er gratis.

 

TRUE-CRIME

Sygeplejersken – En af danmarkshistoriens mest spektakulære drabssager

Af Kristian Corfixen

Tid: 8t 46m

Hvis du som mig også er fuldstændig fascineret af den verden, der findes indenfor true-crime, vil du elske ”Sygeplejersken – En af Danmarkshistoriens mest spektakulære drabssager” af Kristian Corfixen, fordi hold nu op. Selvom jeg elsker bøger, sker det sjældent, at jeg sluger en helt bog på få dage – og de veninder jeg siden har anbefalet den til, slugte den endnu hurtigere. Den var så god, at da jeg gik i gang med bogen, opdagede jeg slet ikke, hvordan jeg var kommet hjem fra min gåtur. Jeg havde simpelthen slet ikke opdaget verden omkring mig, fordi jeg var så optaget af bogen – så et godt tip: Tager du lydbogen med på en gåtur, så hold dig fra trafikerede veje. Det er en utrolig spændende bog om en meget omstridt sag, der er bedst kendt under betegnelsen ’sygeplejersken fra Nykøbing Falster’. Bogen er netop også fantastisk, fordi forfatteren formår at belyse sagen fra flere vinkler. Det har jeg ofte oplevet, at meget andet true crime ”glemmer”. Det gjorde da også, at jeg til slut blev i tvivl, om jeg synes, at den omstridte sygeplejerske egentlig fik den fængselsstraf, hun fortjente. Det eneste minus ved bogen for mig var de mange sundhedsfaglige termer i form af blandt andet diverse typer medicin, der bliver brugt i flæng i løbet af bogen, men som dog altid bliver forklaret. Det gjorde mig nemlig til tider i tvivl, om jeg egentlig var fordybet i bogen eller fokuseret på at forstå det hele. Men uanset har bogen sit greb i en fra start til slut – en soleklar anbefaling herfra.

Findes på Saxo, Mofibo & eReolen

 

BIOGRAFI

Rødder – En gangsters udvej

Af Marie Louise Toksvig

Tid: 7t 35m

Normalt er jeg ikke typen, der læser biografier, da jeg ofte synes, de mangler et handlingsforløb (i så fald læser jeg oftest hellere biografier gemt som fiktion), men da en veninde for noget tid siden anbefalede mig bogen ”Rødder – En Gangsters Udvej” af Marie Louise Toksvig, besluttede jeg at læse den. Det er nok et år siden nu, og jeg har stadig ikke glemt den. Forfatteren har i samarbejde med Nedim Yasar fået hans historie frem, og den har i høj grad et handlingsforløb, der er værd at følge.  Når hverdagens breaking news kun rører overfladen af landets bandeproblemer, var det utroligt fascinerende at komme så tæt på Nedim Yasars historie. At få et indblik i både småkriminalitet, bandelivet, fængslets forhold og vejen ud af kriminalitet, som er historier, jeg ellers ikke ved, hvor jeg skulle have fået. En ulempe ved bogen, som jeg har hørt fra flere, er oplæserens stemme, som er forfatterens stemme. Personligt synes jeg hurtigt, at man vænner sig til Toksvigs lidt atypiske stemme, og for mig gjorde det bare oplevelsen utrolig autentisk, fordi hun selv indleder bogen med sit kendskab til Nedim inden hans død. En god bog hvis du er interesseret i virkelighedens emner og vil høre en forholdsvis let bog.

Findes på Saxo & Mofibo

 

SELVUDVIKLING

Sådan får du en kæreste – en personlig guide til at finde kærligheden

Af Kirk Rønler

Tid: 5t 7m

Denne kategori har været min absolut favorit i de seneste par uger. Jeg tror, det er tanken om, at mens man alligevel er tvunget ud af sine vante rammer og ind i en hverdag, der er præget af kedsommelighed, kan man lige så godt bruge tiden fornuftigt. Plus mange af bøgerne i denne kategori er ret korte, så det er nemt lige at begynde på en ny. Det var da også svært at finde den bedste anbefaling, da jeg har hørt flere gode lydbøger i denne kategori. Samtidig er genren også meget individuel og personlig, og hvor jeg som menneske ønsker at forbedre mig selv, gør sig ikke nødvendigvis gældende for andre. Mit bedste tip er derfor selv at udforske genren. Den absolut bedste bog, jeg har læst de sidste par uger, er ”Sådan får du en kæreste – en personlig guide til at finde kærligheden”. Og vent lige inden du springer fra, fordi du ikke er single eller tænker, jeg behøves ikke en kæreste og i hvert fald ikke at læse en bog for at få en. Selv har jeg længe fået anbefalet bogen af en veninde, og tænkte: ”Ej jeg kommer simpelthen ikke til at læse en bog med den titel”, hvilket jeg nu efter at have hørt den kan se var en virkelig ærgerlig tanke. Bogens titel er faktisk ret misvisende. Den handler i højere grad om, at personlig udvikling og kærlighed til sig selv må komme før alt andet. Hvor kliché det så end lyder. Forfatteren Kirk Rønler, der også selv oplæser, kommer med mange forskellige teorier, der findes indenfor emnet kærlighed, og hun gør det let at forstå og anvende i en refleksion af sig selv i form af øvelser. Jeg må i hvert fald indrømme, at aldrig har jeg taget så mange noter til en bog, som jeg har læst for sjov. Samtidig kommer hun med personlige anekdoter fra sin egen erfaring i datingverdenen, der gør at man lytter intens efter, når hun eksempelvis prøver en slags ’virkelighedstinder’ af med en veninde. Selvom hendes gode råd og tips til dating til tider kan veksle mellem at være ret banale og måske lidt for obskure (jeg kommer nok eksempelvist aldrig til at begive mig ud i ’virkelighedstinder’), giver hele bogen en humoristisk og let tone. Således veksler hun mellem det lærerige og humoristiske, og det gjorde da også at jeg efterfølgende købte bogen fysisk, så jeg både kan fylde den med kloge noter og markere sjove passager.  Så god var den simpelthen – på trods af dens ærgerlige titel, der kan skræmme mange væk. Eneste minus ved bogen er at den primært relaterer sig til kvinder.

Findes på Saxo & Mofibo. (Kan reserveres som e-bog ved eReolen)

 

SKØNLITTERATUR

Hungerhjerte

Af Karen Fastrup

Tid: 6t 3m

Som litteraturstuderende elsker jeg selvfølgelig skønlitteratur, men jeg måtte faktisk erfare, at det nok ikke var min yndlingskategori som lydbog. Jeg tror, det skyldes en kombination af to ting. Fortællinger kræver både stor koncentration, som for mig er sværere at opretholde, når jeg lytter i stedet for at læse. Samtidig er det bedste ved skønlitteratur dens sprog, hvilket delvist går tabt i det mundtlige og flygtige sprog. Skulle du alligevel bevæge dig ud i denne kategori som lydbog, er mit tip derfor at tage en forholdsvis simpel bog, eller høre en bog med en historie du allerede kender fra film eller andet. En af de få skønlitterære bøger som fik mig til bogens sidste side var ”Hungerhjerte” af Karen Fastrup. Bogen er nemlig en blanding af historie og refleksion, i en fortælling hvor jeg-personen bliver erklæret psykisk syg. Det fascinerende ved denne bog var for mig derfor primært et kig ind i den menneskelige psyke, når den er ude af balance. Bogen kan dog også blive liiidt langtrukken i jeg’ets mange refleksioner, hvor den faktiske historie træder i baggrunden. Det virkede dog for mig, fordi jeg så kunne træde lidt ind og ud af bogen, når jeg havde lyst, uden frygt for at glemme noget vigtigt.

Findes på Saxo & Mofibo. (Kan reserveres som e-bog ved eReolen)

 

JOHANNES BONUS ANBEFALING

Papmaché-reglen – og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling

Af Hella Joof

Tid: 2t 56m

”Papmaché-reglen – og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling” af Hella Joof hører også under kategorien selvudvikling, men jeg anbefaler den her som en bonusbog, fordi jeg ved, at den i forvejen er læst og hørt af mange. I lydbogen læser hun selv bogen op, så selvom bogen i forvejen er god, bliver den bare lige dét bedre, når man hører den fra Hella selv. Der er noget ved hendes stemme, som spreder varme og lattermildhed – og det tror jeg, vi alle trænger til i disse tider. Desuden er bogen opdelt i hendes mange ”leveregler” og kan derfor høres i bidder. Det er bare en dejlig bog at gøre rent til, gå en tur, hygge sig og lave ingenting til. Hvis du derfor endnu ikke har lyttet til ”Papmaché-reglen”, kan jeg kun anbefale dig at komme i gang.

Findes på Saxo & Mofibo. (Kan reserveres som e-bog ved eReolen)

 

Rigtig god læselyst!

Forfatter

  • Jeg hedder Johanne og kommer fra Aarhus. Jeg er nok, hvad man vil kalde en ekstrovert, der mest af alt elsker at have folk omkring mig. Men på trods af det, har jeg også en tendens til at forsvinde i mine egne tanker – ofte i timevis. Det var nok også det, der gjorde, at jeg i sin tid valgte uddannelsen Nordisk sprog og litteratur, hvor jeg får lov at analysere alle afkroge af verden.

https://delfinen-magasin.dk