Foto: AU Studypedia

Motivér dig selv i dit online studiearbejde

Den online undervisningssituation udfordrer de studerende på Aarhus Universitet – særligt, når det kommer til at opretholde studiemotivationen. Det viser en undersøgelse af de studerendes oplevelse med online studiearbejde. Her guider vi til, hvordan du gennem forskellige metoder kan tage ejerskab over din motivation og genfinde din indre drivkraft til at studere. Artiklen er skrevet af AU Studypedia.

Billede 1: Wordcloud over de studerendes svar på spørgsmålet ”Hvad er især udfordrende ved dit online studiearbejde”. Kilde https://studypedia.au.dk/online-studiearbejde/ 

Universitetets omlægning til fjernundervisning har betydet, at forelæsnings- og læsesalene er blevet skiftet ud med hjemmekontoret, de hyggelige læsegruppemøder er rykket online, og alenetiden foran skærmen er øget markant. For de studerende har disse nye rammer bragt særligt én udfordring med sig: Opretholdelse af studiemotivation. Det viser en undersøgelse af de studerendes oplevelser af online studiearbejde, som redaktionen bag AU Studypedia foretog i foråret 2020. 

Årsagen til den svækkede motivation

De studerende peger på særligt to årsager til, at det er blevet sværere at samle sig om studiearbejdet og holde det faglige fokus under nedlukningen: Den manglende struktur på hverdagen og den begrænsede kontakt til de øvrige studerende. En studerende uddyber:

“Jeg har kun 3 online forelæsninger om ugen, og de ligger alle sammen senere på dagen, så jeg kan i princippet sove så længe, jeg vil. Jeg står derfor nærmest aldrig op kl. 7 og går i gang kl. 8, som jeg gjorde før. Selvom jeg godt kan se, at det ville være bedre for min produktivitet,” fortæller han.

En anden studerende forklarer ligeledes, hvordan de løsere rammer om hverdagens studiearbejde gør det sværere at opretholde motivationen:

“Jeg har fået mere tid til at læse og lave mine opgaver nu, men i stedet for at bruge tiden på at forstå stoffet bedre, så ender jeg tit med bare at udskyde det, for jeg har jo altid tid igen i morgen. Så det tager mig egentlig bare længere tid at få tingene gjort nu,” forklarer hun.

Ud over den manglende struktur peger flere af de studerende på ensomheden og den begrænsede kontakt til de andre studerende og underviserne som værende demotiverende i forhold til at få studiearbejde gjort:

“Jeg savner at være sammen med de andre på holdet både i pauserne men også i selve undervisningen, når vi fx skal diskutere noget fagligt. Normalt plejede deres interesse for stoffet ligesom at smitte, men det gør det ikke rigtigt gennem en skærm. Dog er vi i min studiegruppe ret gode til at mødes online enten lige før eller efter en undervisning, så vi lige kan få vendt dagens emne og få snakket lidt om, hvordan vi går og har det,” siger en studerende

Det er ikke underligt, at flere studerende oplever mangel på motivation som følge af de nye omstændigheder. Motivation kan nemlig være skiftende på tværs af tid og situationer, og til tider kan det føles som om, at man slet ikke har kontrol over sin egen motivation. Men det er heldigvis ikke tilfældet. Der findes nemlig flere forskellige måder, du kan tage ejerskab over din egen motivation på, og nogle af dem handler om at drage nytte af de positive sider, der er ved situationen.

Studerende værdsætter den øgede fleksibilitet 

De studerende oplever flere kvaliteter ved det online studiearbejde. Særligt fremhæves den øgede fleksibilitet, pauser og ro.

Billede 2: Wordcloud over de studerendes svar på spørgsmålet ”Hvad fungerer især godt i dit online studiearbejde”. Kilde https://studypedia.au.dk/online-studiearbejde/ 

Ved at acceptere de anderledes rammer for studiearbejdet, kan du drage nytte af nogle af de fordele, der kommer hermed. Eksempelvis giver den online undervisningssituation dig mulighed for selv at skabe den hverdag, netop du har behov for. Nedenfor giver vi konkrete eksempler på, hvordan du som studerende kan tage ejerskab over din egen motivation ved blandt andet at drage nytte af den øgede fleksibilitet, muligheden for at tage pauser, når det passer dig samt for at benytte gruppearbejde over zoom til at til at motivere dig selv og de andre i gruppen til at komme igennem det faglige stof. 

Sådan får du ejerskab over din motivation 

Der findes flere måder, du kan tage ejerskab over din motivation på. En af dem er ved at styrke din selvkontrol ved hjælp af deadlines og strukturering af din online hverdag. En af dem er at synliggøre din udvikling ved brug af post-its, og en tredje er ved at aftale online møder med din studiegruppe, så I alle holdes ansvarlige for at få studiearbejdet klaret. Her guider vi dig til, hvordan du bruger de tre metoder.

Skab selvkontrol med deadlines

Hvis du oplever, at der bliver kortere mellem overspringshandlingerne og at det bliver sværere at finde fagligt fokus, kan det være en god idé at sætte deadlines og strukturere din tid ved hjælp af et ugeskema.

Ved at sætte løbende eller større deadlines undgår du, at arbejdet ophober sig og danner en stor arbejdsbyrde lige op til en vigtig dato, eksempelvis eksamen. Om du vælger at sætte mange små deadlines fordelt ud over ugen og semesteret, eller om du sætter fx to større deadlines afhænger af den type af studiearbejde, du sidder med og hvad, der fungerer bedst for dig. Når du har sat dine deadlines, kan du sætte dem ind i din kalender eller et ugeskema, så du holder dig selv ansvarlig og ikke glemmer dem. Du kan også bruge skemaet til at strukturere din online studietid efter, hvornår du oplever at være mest effektiv og koncentreret. Er det om formiddagen, om eftermiddagen eller måske om aftenen? Med de nye rammer om studiearbejdet har du rig mulighed for at planlægge tiden på netop den måde, der passer dig og din arbejdsrytme bedst. Du kan downloade et ugeskema via linket under billedet.. 

Billede 3: Ugeskema til strukturering af tid og deadlines. Kilde https://studypedia.au.dk/studievaner/studiemotivation/ 

Track din progression med post-it-metoden

Post-it-metoden foregår ved, at du gør dine opgaver målbare og holder styr på din progression ved hjælp af post-its. Metoden fungerer motiverende ved, at den rent visuelt viser dig, hvor langt du er kommet med det arbejde, du har planlagt for dagen eller ugen. Når du tracker din progression på den måde, skaber det en umiddelbar følelse af udvikling og tilfredsstillelse, hvilket er et positivt miljø at arbejde i. Du kan eventuelt lave en række post-its for hver dag, så du har synlige mål for dagen og har noget konkret at gå i gang med fra morgenstunden. Samtidig hjælper det til at gøre arbejdet mere overskueligt. 

Her kan du se, hvordan du bruger metoden:

Billede 4: Eksempel på brug af post-it-metoden. 

Kilde https://studypedia.au.dk/studievaner/studiemotivation/ 

Afhold daglige videomøder med din studiegruppe

Hvis du savner kontakten til de andre studerende og føler, at du kun har dig selv til at stå til ansvar for i forhold til at få dit studiearbejde gjort, så kan det være en fordel at aftale daglige videomøder med din studiegruppe. Husk at du som studerende på AU har gratis adgang til den professionelle version af Zoom uden tidsbegrænsning. I kan i studiegruppen aftale et bestemt mødetidspunkt på dagen, fx kl. 11, så I alle kan nå at lave noget studiearbejde inden mødet, som I så kan vende til selve mødet. Aftal også gerne, hvad I hver især skal have nået inden næste møde. I eksamensperioder kan I så mødes endnu oftere, fx til et fælles morgenmøde, hvor I ‘checker in’ og får sat hinanden godt i gang, og så igen senere til et eftermiddagsmøde, hvor I følger op på dagens arbejde. På den måde motiverer I hinanden til at komme igennem det faglige stof. Det kan også være en god idé at gøre plads til hyggelige pauser sammen, fx fælles frokost eller morgenkaffe, så I får fornemmelsen af ikke at være helt socialt distanceret fra hinanden. 

Aftaler I at mødes dagligt eller flere gange ugentligt, så husk at afstemme jeres forventninger til møderne. Dette fremhæver en af de studerende også som et centralt kriterium for et godt online samarbejde: 

 “Hvor ofte mødes man, hvornår og hvor længe? Skal Zoom køre i baggrunden, mens der arbejdes, eller skal arbejdet uddelegeres og så mødes man, når man hver især er færdige? Det synes jeg, er vigtigt at aftale på forhånd,” fortæller hun.

Udover forventningsafstemning er det også centralt for det gode online samarbejde, at I alle bidrager til at skabe en god, online mødekultur. Det kan I gøre ved at sikre god lyd og begrænse baggrundsstøj under møderne, fx ved at bruge headset og mikrofon. Aftal også gerne, at alle tænder for webcamet, så I kan se hinanden. Det giver en fornemmelse af øjenkontakt og nærvær. Derudover kan det fungere godt at skærmdele, hvis du fx skal forklare en pointe, der relaterer til en konkret model, teori eller andet på din skærm. På den måde bliver det nemmere for de andre at følge med og forstå. 

Mangler du flere råd til, hvordan du kan håndtere udfordringerne og drage nytte af fordelene ved den online undervisningssituation, kan du læse mere på studypedia.au.dk. 

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page