Nikolaj Sonne – en vigtig formidler af teknologi

Tekst: Vassili Stroganov

Foto: DR-Pressefoto

So ein ding muss ich auch haben – sådan en må jeg også have. Den tyske vending passer perfekt som titel på tv programmet om super seje gadgets, rappe robotter, selvkørende biler og meget mere. Her er selvfølgelig tale om programmet So ein Ding med, den teknologi-entusiasitske journalist, Nikolaj Sonne som vært. Meget fornuftigt har man skåret ”muss ich auch haben” væk og beholdt det cool og catchy ”So ein Ding”.

En væsentlig grund til, at programmet er ligeså catchy som titlen, er, at det ikke er forbeholdt ”teknologi-nørder”, men at lægfolk kan forstå de til tider videnstunge emner, som f.eks. artificial intelligence. Dette skyldes især den sproglige formidling, som Nikolaj Sonne vandt DR’s sprogpris for tilbage i 2011. So Ein Ding blev sendt første gang i 2009, men Nikolaj Sonnes interesse for elektronik startede længe før. I et email-interview med Delfinen sagde Nikolaj Sonne følgende:

”Jeg har været nysgerrig på teknologi og hvordan verden er skruet sammen så længe jeg kan huske. Og jeg har skilt ting ad lige så længe som jeg har kunnet holde om en skruetrækker,” fortalte Nikolaj Sonne.

Denne nysgerrighed førte til, at Nikolaj Sonne tilbage i 2005 begyndte med at lave Web-TV for gadgetmagasinet Gear og magasinets Web-Kanal – Gear-TV. Men i 2008 kom det store gennembrud, da han vandt en pris for Danmarks bedste Web-TV, en pris der uddeles af Foreningen af Danske Interaktive Medier, FDIM. Herfra gik det hele pludselig stærkt, og inden længe ringede DR til den unge teknologi-journalist og kom med et tilbud, som han ikke kunne sige nej til. Resten er historie og nu næsten 8 år senere, er der stadig fuld gang i ding-maskineriet og forhåbentlig bliver der holdt gang i ding-motoren i mindst 8 år til, hvor vi får mange flere afsnit at se med en masse nye dings. Programmet har flere gange haft robotter som tema og i et af afsnittene ser Nikolaj Sonne på fremtidens robotter, som favner alt fra bitte små mini-robotter, der kan spille fodbold, til kæmpe store bilindustri-robotter, der er så stærke, at man ikke skal komme for tæt på dem, hvis man vil undgå at komme til skade. Selvom der er kolossal forskel på robotterne, så har de stadig nogle fællestræk, men kan en robot f.eks. være en computer og omvendt? Hvordan definerer man det ene og det andet? Nikolaj Sonne gav sit bud:

”Jeg tænker det sådan, at en robot er noget, der på den ene eller anden måde agerer fysisk, mens computeren bare er en stillestående kasse. På den måde bliver robotstøvsugeren en robot, men mobilen en computer. På den anden side er der jo også robotter og bots der agerer rent digitalt, altså ligesom inde i det dersens internet, så reglen er jo ikke helt vandtæt,” sagde Nikolaj Sonne.

Det er svært at afgrænse definitionen på robot og computer præcist, men de to ”dimser” kommer uden tvivl til at præge vores hverdag i fremtiden. Og dimser der præger vores hverdag, har programmet haft mange af i de år, som det har kørt. Gennem disse år har programmet uden tvivl haft en effekt på den danske befolkning, og det har især gjort, at mange folk med ikke-teknologisk baggrund er blevet mere opmærksomme på forskellig teknologi og betydningen af den. Vi lever i en digitaliseret verden, hvor det er ekstrem vigtigt at følge med den teknologiske udvikling, som bare går hurtigere og hurtigere. Ny teknologi er vejen frem, og derfor er den bestemt værd at sætte sig ind i. I So ein Ding bliver man holdt up to date med den seneste teknologiske udvikling. Til spørgsmålet om, hvad der egentlig var målet med programmet helt fra starten, svarede Nikolaj Sonne følgene:

”Puuuh – det bliver ren bakspejlskiggeri og efterrationalisering. Dét jeg håber at vi, dvs. mine pissedygtige kollegaer og jeg gør i dag, er at fortælle interessante og sande historier om hvor teknologien er, og hvor den tager os hen. Os forstået på den helt store klinge – som i samfundet.”

Den teknologiske udvikling går lynhurtigt, men hvor er den på vej hen? En meget realistisk forudsigelse, som robotforsker Neil Jacobstein kom med i et afsnit af So ein Ding var, at robotterne simpelthen vil stjæle en masse jobs fra os mennesker i fremtiden, men samtidig vil robotter og kunstig intelligens skabe mere velstand i vores samfund. Så robotifiseringen af samfundet er ikke entydig godt eller skidt. Men hvad byder fremtiden på i den nye sæson af So ein Ding? Her svarer Sonne:

”Vi har 8 programmer i støbeskeen til foråret. Vi er først lige gået i gang, så der er endnu ikke noget der er hugget i sten, men det bliver noget med: Afrika-Tech, droner, sikkerhed-hacking, VR & AR, og Fin-Tech.”

Der er altså mange gode dings i vente til foråret. Lad os håbe, at robotterne ikke har taget vores jobs til den tid.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page