Spring til indhold
Hjem » Artikler » Fremtiden der gik tabt

Fremtiden der gik tabt

  • af

Kim Karmark skriver i romanen ’Ud i det hvide’ overbevisende om en skrøbelig kvindes kaotiske indre og hendes refleksioner over fortidens mislykkede relationer

Af Trine Krabbe Oksen

“Jeg skulle aldrig have forsøgt at stikke Emil ned. Det var forkert. Det var dumt at bruge en saks. Da jeg mødte Frank, blev det hele nemmere, som om alting blev smukt igen og så alligevel ikke.”

Sådan indleder jeget sin historie i Kim Karmarks debutroman ’Ud i det hvide’. Det er vinter, og jeget, den 34-årige Ninna, gemmer sig i sine forældres sommerhus, gravid og alene. Ventende.

I det forladte sommerhusområde møder hun manden Vester, en stilfærdig og alkoholiseret eksistens, som bliver den mur, der kaster lyden af hendes fortælling tilbage. En fortælling om en fremtid, der er gået tabt.

Den umulige relation

Ninna har bag sig et forulykket forhold til Frank, som er far til hendes ufødte barn. Deres forhold er baseret på fortielser, og romanen skildrer dermed, hvordan det usagte, løgnen, undergraver relationen mellem to mennesker og til sidst får ubærlige konsekvenser.

Med beskrivelsen af deres relation rammer Karmark med præcision de evige misforståelser mellem parterne i et kærlighedsforhold:

”- Gider du ikke lige give mig lidt plads i det her projekt? – Hvad mener du? – Du kvæler mig jo. Jeg blev fuldstændig lammet. Det var som at høre Emil igen. Jeg troede, vi gik og hyggede os med at pakke, jeg havde det indtryk, at vi var fælles om det hele. Jeg stjal ikke ilten.”

Ninna fremstår som offer for sin egen naive forestilling om forholdet til Frank, og det er som om, hun gentagne gange taber fremtiden. Som da hun overrasker Frank ved at dukke uanmeldt op:

”Frank skulle have været forbløffet og glad, han skulle have inviteret mig med et sted hen, og vi skulle have overnattet i hans lille lejlighed, og jeg ville have lavet morgenmad (…) Det skulle være endt godt, og nu gik det helt skævt.”

Sparsom ilt og en lille, hård kugle

Karmarks skildring af Ninna får hende til at træde levende frem som et skrøbeligt menneske med et kaotisk indre og en hang til (selv)destruktivitet. Det gør indimellem næsten ondt, når hun beskriver, hvordan hun kæmper for at få kontrol over ilten, eller hvordan hun forsvinder ind i et indre mørke og til sidst kun er en hård kugle.

På samme måde rører beskrivelsen af, hvordan hun som barn dyrker sorgen, noget i én:

”Jeg legede, at jeg var invalid, og at alt var svært (…) Jeg kunne godt lide, når det var en sørgelig leg. Jeg kunne godt lide at se mig selv som offer for et eller andet dramatisk.”

Med Ninnas historie formår Karmark uhyggeligt overbevisende at portrættere en kvindes kaotiske -måske endda psykotiske- sind.

En rigtigere sandhed

Man kan som læser ”mærke” Ninna, men hun er måske særligt interessant, fordi hun ikke entydigt har ens sympati. Hun fremstår egoistisk og kynisk, da hun fortæller om Emil:

”Det eneste, jeg tænkte på, var, at det var mig, han skulle begære og ønske sig et liv med (…) jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde rigtig har elsket ham, fordi det kunne jeg bare ikke. Derfor blev jeg nødt til at slå ham ihjel.”

Hun undlader at fortælle sine forældre om sin graviditet og lyver for Frank om bruddet med Emil. Eller hun fortæller ham ”en rigtigere sandhed end den virkelige sandhed.”

Som læser oplever man historien gennem Ninna. Jeg-formen og den fragmenterede stil, som bliver tydelig henimod slutningen, giver én fornemmelsen af netop at befinde sig i hendes rodede indre.

Hun er en upålidelig fortæller: Det er som om, hun ikke bare lyver for sine forældre og Frank, men også for sig selv og læseren. Hun fortrænger den virkelighed, som efterhånden sniger sig ind på hende, og der er en tvetydighed forbundet med hendes fortælling:

”Jeg havde haft champagneflasken i hånden (…) Frank havde råbt, og jeg havde kastet og ramt. Men det kunne jeg jo aldrig finde på.”

Stille drama

Afslutningen på fortællingen om Frank pibler henimod romanens slutning frem gennem rammefortællingen, som er skildringen af Ninnas tid med Vester i sommerhuset.

Den glimtvise afslutning driver, kombineret med en fornemmelse af, at hun venter på noget, læsningen frem til en slutning, som på én gang er åben og samtidig har tydelige dystre undertoner.

Til trods for skildringen af dramatiske hændelsesforløb er stilen udramatisk. Romanen er velskrevet i et sprog, som skaber billeder af Ninna, der indimellem gør ondt, men den har også strejf af ironisk distance. Som når hun på første side reflekterer over at have forsøgt at stikke Emil ned og når frem til, at det var dumt at bruge en saks.

Man ender som læser med at løbe tør for sider.