Boganmeldelse: Den humane vending

  • af

Marius Gudmand-Høyer, Sverre Raffnsøe og Morten Raffnsøe-Møller (red.): Den humane vending er udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

Kan vi udelukke den menneskelige faktor når vi undersøger verden? Nej, siger ny antologi, der beskæftiger sig med, hvordan mennesket har vokset sig kolossalt i verden og blevet en uundgåelig faktor, der altid burde medregnes i videnskaben. Mennesket påvirker landskabet, klimaet, økonomien osv. og skal derfor medregnes, hvis vi fremover ønsker at forstå disse ordentligt .

TEKST: Jake Inlove

Antologien Den humane vending er en bred tekstsamling, der behandler hvordan mennesket synes at dukke op på nye måder i forskellige sammenhæng, såsom i geografien, naturvidenskaben, psykiatrien, medicinen, vedfærdstudier, erhvervsøkonomi, organisationsstudier og de tekniske videnskaber, samt hvordan det menneskelige transformeres i denne bevægelse.  

De enkelte tekster byder ind med forskellige tolkninger af den overordnede tese om en vending mod det menneskelige, og demonstrerer derved hvordan denne tese kommer til udtryk i konkrete videnssammenhænge. Dette puster liv i tesen, og fra første artikel får man øje på hvad det er der er på spil.

Den første artikel behandler historisk, hvordan forholdet mellem natur og menneske har ændret sig – hvilket kan være en øjenåbner for et moderne menneske, der tager den moderne verden for givet.   Det bliver hurtigt interessant at følge undersøgelsen af, hvordan mennesket i stigende grad omformer sin omverden og ændrer naturen, som så igen omformer menneskets levevilkår og verden. Samtidig viser artiklen også hvordan den i stigende grad menneskeskabte verden kræver at mennesket tager ansvar for konsekvenserne af denne nye verden, hvilket skaber en spændende etisk diskussion.

Antologiens emne er interessant, men kan til tider være svær læsning, da der optræder tekster fra mange forskellige discipliner med mange specifikke særegne begreber, der skal slås op og undersøges for at man kan følge med. Men samtidig introducerer det læseren for mange fremmede tankeformer og arter, som gør at antologien i sandhed kan siges at være tankevækkende.

Personligt kom jeg, til min egen store forundring, til at nyde læsningen af Marius Gudmand-Høyers artikel om den humane vending indenfor psykiatrien, der på så glimrende vis giver læseren indtryk af, at man er historisk indlejret i en tid, der har sine egne logikker, der fra andre tiders synspunkt kan fremstå helt absurde. Ofte oplever man en tendens til at glorificere samtiden som historiens højdepunkt, men dette kommer denne artikel udmærket om. Samtidig giver den indblik i en, for de fleste fremmede, verden af hvad der foregår og har foregået på psykiatriske institutioner.

Ligeledes er Cathrine Hasses artikel om den humane vending i de tekniske videnskaber tankevækkende, da den eksplicit problematiserer det oldgamle spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneskelig. Hun jonglerer det posthumane, en fiktiv kriminalkommissær og studier af robotkonstruktion på en helt igennem inspirerende måde. I en tid, hvor maskiner bliver hyldet af science fiction og frygten for Terminator begynder at synes legitim, giver artiklen blik for, hvor komplekst det menneskelige er i den måde det er indlejret i verden og samtidigt, hvor svært det er at reproducere dette. Der er noget finurligt i at finde noget af det mest menneskelige i studierne af robotter, men det er dette artiklen giver blik for, på en yderst underholdende måde.

Artiklen om humaniora synes dog problematisk på en helt anden vis end de foregående, hvilket selvfølgeligt skyldes at jeg selv kommer fra dette vidensfelt, da jeg studere uddannelsesvidenskab. Der søges at humaniora vender ’det særegent menneskelige ryggen for at undersøge det menneskelige som et forhold, der træder frem i forhold til og forholder sig til noget andet’. Sverre Raffnsøe, forfatteren til artiklen, problematiserer humaniora, som noget der er noget værd i sig selv, hvorefter han efterspørger en humaniora, der løser konkrete samfundsmæssige problemer. Jeg sad i min læsning af artiklen tilbage med en fornemmelse af, at artiklen ikke forholdte sig nuanceret til de forskellige discipliners metode og forskellige vidensformer, der ikke alle uproblematisk kan omdannes til performative udnytteligt know-how, såsom biotechnologi. Når ord som relevanskrav, nytte, omsættelighed og økonomi indgår i diskussioner om viden, er jeg altid på vagt – denne artikel er ingen undtagelse. I sidste ende fremstår artiklen som en knudret skrevet udgave af humaniora-bashing.

Overordnet synes bogen at have en interessant og meget plausibel tese, som der er en række væsentlige argumenter for. Der er grund til at tro på at tyngdepunktet for videnskaben i disse tider på vende sig mod det menneskelige, da disse er dem, der bedriver videnskaben og dem der står i relation til og påvirker alt hvad der undersøges, om det så er geografien, biologien eller økonomien.

Det er samtidigt svært at afgøre hvad for et fænomen den humane vending således synes at være. Bogens egne diskussioner af dette er interessante, men synes heller ikke selv at give nogen afklaring herpå. Om den humane vending går hen og bliver det skelsættende fænomen for vores forståelse af viden og verden, bogen selv lægger op til at den skal være i sin sammenligning med den kopernikanske vending, er også svært at afgøre.  

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page