Enden på Doppler

  • af

Erlend Loe har sat sit sidste punktum i fortællingen om Doppler. Det er både et godt, solidt og tiltrængt punktum.

Anmeldelse: Enden på verden som vi kender den af Erlend Loe, Gyldendal, udgivet d. 02.02.2016
Tekst af: Karoline Kjær Hansen

Doppler vender hjem

I den trilogiafsluttende roman beslutter Doppler sig for at lægge livet i skovene bag sig og vende tilbage til sin familie i civilisationen. Han har gennemgået en hård og sentimental afsked med sin tro følgesvend, elgen Bongo, ved den kennel for hjortedyr, hvor han afleverede ham. Trods sin generelle pessimisme og stadige skepsis over for systemerne, føler han sig overraskende optimistisk og parat til at genoptage sine forpligtelser som ægtemand og far og udfylde sin rolle i familien; ”menneskehedens mest avancerede organisationsmodel”. Men allerede inden det første genforenende møde mellem Doppler og familien, konfronteres han med en virkelighed, som på ingen måde stemmer overens med hans egen forventning. En ny mand har nemlig allerede overtaget hans plads, og han viser sig endda at være indbegrebet af alt, hvad Doppler tidligere flygtede fra. Han er fagligt spidskompetent, efterspurgt, motionsdyrkende, konventionel og socialt begavet. Og liderlig. Sidstnævnte karakteristika kan Doppler imidlertid heller ikke selv løbe fra, men hans egen liderlighed bliver et middel til målet. Han får på listig vis friskrevet og på ny besat sin egen plads i familien. Først her starter dog de rigtige udfordringer, for Doppler har til stadighed svært ved at forlige sig med det senmoderne menneskes livsstil og rette sig efter staten, ”den rævepels”. Hans opgør med kompetencerne er på mange måder uafsluttet, og i sit forsøg på at gøre op med dem i de nye rammer, familielivet i Oslo, skubber han alle sine muligheder fra sig og ender på gaden med kun sin egen tro på værdighed tilbage. Hans vej til et liv i den eksisterende verden og de bestående samfundsstrukturer viser sig at være lang og indeholde mange ydmygelser, hvoraf den største må være hans danske pornostjernekarriere.

Nutidig samfundskritik

Loes første roman om Doppler udkom i 2004, og de samfundsstrukturer og -tendenser, som Loe gennem sin antihelt særligt kritiserer, har siden fortællingens begyndelse udviklet og bredt sig. Dette skyldes ikke mindst globaliseringen, den teknologiske udvikling og udbredelsen af internettet, som har fundet sted i de sidste ti år. Men disse har Loe – naturligvis- taget højde for i fortsættelsen og inkorporeret refleksioner over:

”Det var kroppen, det drejede sig om. Sådan havde det ikke været i lige så høj grad, før Doppler drog til skovs. Noget var sket. Han tænkte som så, at i en tid, hvor der ikke er ret meget andet, der kan kontrolleres, er kroppen god at have. Man kan tvinge den til at gøre mange ting. […] Men det var ikke bare kroppen. Det var også politikken, økonomien, det var den generelle egoisme og angsten for at se alle ting i en sammenhæng.”

Ved sin blotte væren i familiens hus, bombarderes Doppler gennem flere medier og informationskilder af tegn på de sidste tider. Tegn, der udmøntes i en flerpunktet liste. Loes kritik er omfattende, men samtidig skarp og rammende. Dette skyldes både hans konkrete fremhævelse af foruroligende fænomener og tendenser såsom ”tøseblogging” og hans brug af begreber, som er up-to-date, hvilket ordet ”blogging” ligeledes eksemplificerer. Kritikkens rammende effekt forstærkes blot af Loes gennemførte satiriske skrivestil:

”Tydeligere tegn på de sidste tider, synes Doppler, det var vanskeligt at få øje på. Det skulle da lige være de anslåede fem tusind milliarder plasticstumper, der flyder rundt i Stillehavet”.

 På grænsen mellem by og skov

Doppler er en særdeles reflekteret og ærlig mand, der også kan finde ud af at vende blikket indad. I forlængelse af ovenstående citat følger imidlertid et afsnit, hvor han reflekterer over sine egne fortidige handlinger og sine egne nu åbenlyse fejlslutninger:

”Han havde i årevis været drevet af motiver, han ikke længere kunne stå inde for. I sin iver efter at være mere kompetent end de andre i sin generation, var han blevet fartblind og havde begået den ene bommert efter den anden. […] Han havde været kompetent fra den første dag i skolen, positioneret sig, uddannet sig for at kunne blive en trofast nationens tjener”.

Der drages i afsnittet også en parallel til de nutidige tøsebloggere, men afsnittet fremstår desværre som en gentagelse af tidligere passager i den samlede Doppler-fortælling og formår derfor hverken at betone Dopplers bevæggrunde for opgøret med kompetencerne eller forstærke fortællingens samlede samfundskritiske budskab. Selvom det er på næsten rørende vis, at Loe på grænsen mellem by og skov lader Doppler falde til ro, synes det sidste punktum således tiltrængt. De mange såvel fysiske og mentale prøvelser og udfordringer, som Doppler udsættes for, efterlader stort rum til læserens tvivl om en plads til Doppler i denne verden. De førnævnte prøvelser og udfordringer udmøntes i adskillige situationsskildringer, men Loe har med den overordnede tredeling af romanen og underinddelingerne heraf formået at skabe overskuelighed mellem de mange korte afsnit. Dopplers afsluttende accept er beroligende og hjerteskærende uden at være hverken værdiløs eller patetisk.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page