Hurtiglæst og letfordøjelig Ejersbo

Anmeldelse: Nedrullede persienner og andre begyndelser af Jakob Ejersbo, Gyldendal, udgivet d. 11.12.2015

 Tekst: Karoline Kjær Hansen

 Ejersbo-feberen raser i kølvandet på Ejersbo-dokumentaren, som havde premiere i slutningen af november sidste år. Desværre formår Gyldendals udgivelse af en samling af forfatterens allerførste skønlitterære tekster ikke at skrue mere op for temperaturen.

 At genudgive tekster af store, respekterede forfattere er en almen praksis inden for forlagsbranchen og ofte til glæde for den afdøde forfatters trofaste læserskare. Men denne glæde overgås en sjælden gang ved annonceringen af udgivelser af en afdød forfatters hidtil upublicerede tekster. Dette har højest sandsynligt været scenariet , da Gyldendal annoncerede udgivelsen af Nedrullede persienner og andre begyndelser. Værket er en samling på syv af Jakob Ejersbos første noveller, hvoraf to hidtil er upublicerede, mens de fem øvrige tidligere har været trykt i bl.a. tidsskrifter. Ejersbo døde i 2008 i en alder af kun 40 år, men formåede inden da at skabe sig selv et respekteret ry og en bred læserskare, hvilket i høj grad skyldes hans roman Nordkraft. Han manifesterede herved ikke blot sin gennemslagskraft, men modtog også De Gyldne Laurbær for romanen, som også senere var grunden til, at det i Aalborg kom på tale at opkalde en plads efter forfatteren. På trods af dette kunne Ejersbos forfatterskab ved hans død karakteriseres som beskedent, men blev udvidet umiddelbart efter hans bortgang. I 2009 udkom hans Afrika-trilogi, som han arbejdede på indtil sin død, så udgivelsen af novellesamlingen er ikke et uvant foretagende for forlaget i forbindelse med netop dette forfatterskab. Kvaliteten af de litterære tekster i den nyligt udgivne samling bærer imidlertid præg af, at der er tale om nogle af Ejersbos allerførste skønlitterære kreationer. Derfor bevidner den om, at hans vej til det respektfulde eftermælde, som han har i dag, trods hans korte livstid var lang.

De syv noveller er angiveligt blevet til mellem 1995 og 2003, og der kan fra hver enkelt trækkes tråde til de udtryksformer og temaer, som Ejersbo i sine senere og længere værker udtryksmæssigt dyrker og tematisk udfolder. Samlingen kredser om temaer som dagdriveri, alkohol- og stofmisbrug, hallucinationer, utroskab, og læseren får i hver novelle et større eller mindre indblik i hovedpersonens karakter, dennes omgangsrelationer og dermed et grundlag til selv at sammenstykke hver enkelt hovedpersons skæbnesvangre historie. I alle syv noveller berettes handlingsforløbet fra hovedpersonens eget perspektiv, og novellernes jeg-fortæller bliver således et gennemgående stilistisk karakteristika. I den fjerde novelle ”Lazaron; Halvvejs; Korsets tegn” fremgår det modsat de øvrige noveller ikke klart, hvorvidt der er tale om en mandlig eller kvindelig jeg-fortæller, men fortælleren er formodentlig en mand, hvorfor blot én fortæller adskiller sig væsentligt fra de øvrige; jeg-fortælleren i ”Rør”, som er en kvinde. Hun adskiller sig ikke blot kønsmæssigt fra de seks øvrige fortællere, men også på en række andre punkter. Hun er ældre, hvilket hendes teenagebørn bekræfter, og befinder sig i højere samfundslag, idet hun er selvstændig og bor i hus. Hun er hverken arbejdsløs, alkoholiker, misbruger eller udsat for ulykkelig kærlighed, men hendes skæbnesvangre historie består banalt set i en fejlagtig og kortvarig affære med sønnen til nogle af hendes og hendes mandens venner.

Apropos banal, så synes netop nogle af fortællingernes facetter vel banale, hvilket paradoksalt nok fremstår klart, da jeg-fortælleren i ”Flytning” fastslår, at den film, som han ser sammen med sin ven, er ”kompleks”. En fortælling behøver absolut ikke at indeholde utallige sammenflettede handlingsforløb eller så at sige at være kompleks for at være fængende, interessant og god. Den simple, minimalistiske og realistiske fortælling kan være ligeså mangefacetteret og medrivende som den mystiske og komplicerede fortælling, men banalitetens kunst er svær at mestre. Ligeså er jeg-fortæller-formen. Ejersbo er i novellerne ved at skrive sig frem til den autentiske jeg-fortæller, som han mestrer i bl.a. Nordkraft. Den korte og kontante form, hvormed fortællingen ”Jordslåede dage” udfoldes, og som betones af et ofte udeladt subjekt, ”jeg”, synes at konvergere med jeg-fortællerens lidt fåmælte og afventende karakter, og Ejersbo formår heri at skabe en troværdig jeg-fortæller. Det samme formår han i samlingens første novelle ”Arbejde adler”, hvor han opsætter så urealistisk et handlingsforløb, og hvor jeg-fortælleren forvrænger virkeligheden i så ekstrem en grad, at læseren ikke sår tvivl ved fortælleren troværdighed, når han bl.a. konkluderer, at ”Det er de mest livagtige hallucinationer, jeg nogensinde har haft”. Andre steder lykkes det dog ikke for Ejersbo at skabe en troværdig jeg-fortæller. Dette er tilfældet i novellen ”Kanonføde”, hvori omdrejningspunktet er en samtale om gamle kvindelige lærere, som finder sted en drukaften mellem jeg-fortælleren og to gamle venner. Jeg-fortælleren bidrager ikke meget til samtalen og er overvejende referende og konstaterende. Få gange beskrives imidlertid stemningen, og iøjnefaldende er fx udsagnet ”Vi knækker sammen af grin”. Hertil kan man spørge, om det er en gengivelse, som synes passende og umiddelbar for en familiefar, som er fuld og ”ved at være stenet”. Samtidig er tegnsætningen i hele denne novelle yderst bemærkelsesværdig. Der optræder både ord i kursiv og fed, versalier og ord, hvor alle bogstaver er delt af mellemrum samt kombinationer heraf. Det tegner sig som et forsøg på at skitsere den udspillende samtale så autentisk som muligt, men tegnsætningen synes inkonsekvent, til tider uovervejet og blot afprøvende, hvorfor eksperimentet ikke forekommer fuldført.

Samlingen er absolut ikke kødløs, men er et vidnesbyrd om, at selv en anerkendt, respekteret og velrenommeret forfatter skal skrive sig ud af klichéer som ”Jeg ved godt, det er forkert, men det føles så rigtigt”, der synes uoriginal. Særligt når den optræder i en fortælling om en ældre kvinde, som har en affære med en yngre fyr, og som senere kommer i problemer, fordi selvsamme dreng hænger ud med hendes datter. Der er passager og elementer, som man som læser med god grund kan stille sig kritisk overfor, hvilket kan være en del af en kritik, som Ejerbo måske er blevet konfronteret med i redigeringsprocessen af hans allerede udgivne værker. Samlingen er grundet sin beskedne længde og Ejersbos lettilgængelige sprog selvsagt hurtiglæst. Hurtig indtagelse medfører dog ikke partout en let og ukompliceret fordøjelse. Det synes alligevel at være tilfældet med denne samling, hvorfor den står tilbage som en kort fornøjelse.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page