Uheldig lydfordeling vingeskød ravnene

Anmeldelse af The Raveonettes + support Velvet Volume, Voxhall 4/12 2015

Tekst: Lasse Yde Hegnet

Foto: Hasan Jensen

Når et band med mærkatet “yndlings” kommer til byen er forventningerne naturligvis høje. Derfor starter man lige så naturligt med at give bandet top-karakter og så håbe på at koncerten ikke trækker dem ned. Det var i al fald tilfældet for undertegnede til Raveonettes-koncerten på Voxhall i går.

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Men inden vi kommer til Sune Wagner og Sharin Foos præstation vender vi blikket mod deres opvarmningsband. De nye, lokale og eksponerede Velvet Volume som i den grad er ved at bryde lydmuren i dansk musik. I går var endnu en god præstation af teenage-pigerne der lagde ud med instrumental og original rock inden de kom til “Runnin’ Wild” som er et af trioens få numre der ligger på Spotify. Herfra kom der knap 40 minutters rock og pigerne gav den gas. Guitarist Noa Lachmi skilte sig ud fra sine søstre ved at være helt i hvidt og hun stjal på den måde opmærksomheden, men det var bassist Naomi der virkede som ankeret. Stærkt spillende, gav hun plads til Noa der fik mest tid på mikrofonen og flere gange virkede hun som inddragende i forhold til Nataja på trommerne, ved at bevæge sig om bag hende. Nataja så man ikke mere af end pandehår og hestehale der dansede rundt mens trommerne fik tæsk. Pigerne er gode. Det der mangler er den der melodi man ikke kan få ud af hovedet efter koncerten. Det er solidt, stærkt, men det sidste for at løfte helt op, er der ikke endnu. Mon ikke det kommer? De har tiden for sig og det tegner godt!

Omkring kl. 22 gik The Raveonettes så på scenen. Sharin varhoppet ud af “Vild Med Dans”-kjolerne og tilbage i noget der mindede om en rustning med masser af glitter, Sune, som sædvanlig, næsten anonym i sin løst siddende sweatshirt. Bag dem havde en trommeslager sat sig til rette, og bandet gik i til jubel i gang med nummeret “Somewhere In Texas”. Det blev fulgt op med “Heart Of Stone” og her blev det tydeligt at der var noget der ikke fungerede med lyden. Heart Of Stone er i sin studie-version et guitar domineret nummer, og selvom den var til stede blev den trængt i baggrunden af trommerne. Lige så slemt stod det til med vokalen, som altid i Raveonettes-numre er distanceret, men her var den decideret svær at høre. Det blev et ærgeligt varsel om hvad der  var i vente. Den lave guitar og vokal var der også i Velvet Volumes optræden, men blev med Raveonettes mange backing-tracks meget tydelig.

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Det betød at duoen der har den støjende guitar som sit ypperste varemærke, simpelthen blev kvalt i lydfordelingen der gav al for meget til trommer. Den smukke, melankolske støj i stemmer og guitar kom aldrig rigtigt igennem. En skam for både Sune og Sharin virkede tændte og levere en hit-parade der rykkede over næsten alle deres udgivelser, og kun udelod numre fra det stille Observator-album. Deres debut-ep var flot repræsenteret med hele tre numre. Publikumsfavoritterne “Dead Sound”, “Endless Sleeper” og “Love In A Trashcan” lyste op som kollektive højdepunkter hvor man kunne glemme den dårlige lyd. De personlige højdepunkter kom under numrene “Kill” og “ekstranummeret “Recharge And Revolt”. På Kill som handler om Sunes afdøde far, var der en uhyggelig tilstedeværelse i Sunes vokal der gjorde netop det nummer til en stor oplevelse. Recharge And Revolt var pga. den dårlige lyd ikke så storslået som den burde, men en Sune uden guitar og med sine små gestikuleringer er altid en vinder, og bandet virker mindre introvert end tidligere.

Den ordinære koncert sluttede af med “Aly Walk With Me” som er et studie i hvor smuk og kraftig støj kan være, og det var et velvalgt slutnummer. Lige så velvalgt var den hårdt pumpende “Beat City” som det sidste af ekstranumrene.

Når udgangspunktet er topkarakter, og bandets egen præstation egentlig følger trop er det svært ikke at være begejstret, men lyden i en koncert er altså det vigtigste og de tornadoer som bandet synger om, og som de altid skaber i støj og smuk, eksploderende guitar var for svære at høre.

Den hårde dom er følgende:

Velvet Volume: 4 ud af 5

The Raveonettes: 3,5 ud af 5

Velvet Volumes mere simple opstilling havde bare bedre vilkår end ravnenes. Ikke godt nok Voxhall!

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Set-liste for The Raveonettes:

  • Somewhere In Texas
  • Heart Of Stone
  • Last Dance
  • Dead Sound
  • Endless Sleeper
  • Sisters
  • Killer In The Streets
  • Attack Of The Ghost Riders
  • My Tornado
  • Love In A Trashcan
  • That Great Love Sound
  • Christmas Song
  • Summer Ends
  • Kill
  • Aly Walk With Me

Ekstra:

  • Recharge And Revolt
  • Beat City
Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page