I forbindelse med sin film, “Melancholia” udtalte Lars Von Trier, at der i al god kunst findes melankoli. Dette er ikke en ny tanke, der har nemlig gennem historien været en vis dobbelthed forbundet med begrebet – en iboende kreativ mulighed udover det triste, en meningsfuldhed, en iboende konstruktiv kraft. Det er denne tanke, der er vores udgangspunkt, da vi en grå fredag møder den verdenskendte britiske forfatter A.S Byatt.
Tekst og foto: Anna Eva Heilmann og Trine Møller
Hun er altså ikke hvem som helst, hende A.S. Byatt, selvom hun ikke gør meget væsen ud af sig, som vi står og forsigtigt rækker hænderne ud mod hende midt i Nobelparken. Hun er lille og grå, støtter sig til en stok, og har af uvisse årsager, en rulle tape rundt om håndleddet.
“Pleasure to meet you,” hilser hun roligt, på et fuldstændigt vidunderlig britisk, og vi bare næsten gyser af fryd.
Det var sådan en smule før lukketid, vi blev tilbudt en audiens med dette litterære koryfæ, og vi har fået tildelt et kvarter, for nok er man 79, men A.S Byatt er en ombejlet og travl dame.
Vinder af Booker-prisen i 1991, for bogen “Possession”, der for alvor satte hendes navn på den litterære himmel, og i 2008 udnævnt af New York Times som en af de vigtigste britiske forfattere i nyere tid; vi havde sandelig ikke turdet håbe på, at vores forespørgsel om et interview ville blive besvaret – og det positivt.
Men her sidder vi overfor hende i et lille frokostlokale, mens folk omkring os fortærer svensk pølseret.
“I må undskylde mig, jeg er lidt træt,” smiler hun langsomt og høfligt, mens hun fingererer nærmest nervøst med tape-armbåndet.
Dame Antonia Susan Byatt blev født i England 1936 ind i en vaskeægte upper-class familie, med alt hvad det medførte af kostskoler, uddannelser på både Cambridge og Oxford, anstrengte familieforhold og en lettere stiff upper lip. Yderst intellektuel i sit forfatterskab, formet af en lang årrække som lektor i litteraturhistorie på blandt andet University College London, trækker hun i sine bøger linjer igennem historien med komplekse lag af socialrealistisk analyse, sublim litterær stil og mytiske spor – alt sammen malet med yderst åndfulde penselstrøg.
Ofte beskrevet som lynende skarp, og en smule køligt distanceret, er det med en vis ærefrygt, vi derfor beder hende om tilgivelse på forhånd:
Vores spørgsmål kommer nok til at være knapt så intellektuelt stimulerende, som du er vant til?
Hun ler dejligt, “I ville blive overraskede over, hvad jeg får af spørgsmål.”
Vi trækker vejret igen.
“Jeg er en ekstrem pessimist”
Jeg har læst flere interviews, hvor du beskriver dig selv som en ‘evig pessimist’ – er det noget, du vil uddybe?
“Jeg er en ekstrem pessimist,” nikker hun, “man bliver måske nødt til at lade som om, man ikke er det, men i virkeligheden er jeg det i høj grad – jeg føler, vi alle nødvendigvis må være det.”
Hvordan kan det være?
Byatt overvejer et øjeblik; “vi har ikke tid til at gøre, hvad vi burde gøre – vi kan tydeligvis ikke organisere vores samfund godt nok – vi mennesker kan simpelthen ikke finde ud af at indrette os ordentligt”.
Hvordan mener du?
“Se på hvordan vi behandler jorden; vi burde være i stand til at varetage vore have, vi burde være i stand til ikke at forgifte jorden, vi burde være i stand til at kontrollere vores fiskning – det faktum at vi ikke er i stand til dette – denne kortsigtethed – synes at overbevise mig om, at pessimisme netop er den rette tilgang.”
Ragnarok
A.S Byatt er fascineret af nordisk mytologi. I mange af hendes bøger, er elementer herfra flettet ind, og i bogen Ragnarok: The End of the Gods, genfortæller hun hele myten, der ender med gudernes voldsomme endeligt- fra Ask Yggdrasils rødder, over Bifrost og til helvedeshunden Garm bryder lænken, Midgårdsormen åbner sit gab, og flammerne til sidst når himlen.
Hvad er det ved denne fortælling, der betager Byatt?
“Det er vel to ting, vil jeg tro. Jeg er jo fra det nordlige England, og føler derved, at jeg hører hjemme i Norden. Jeg voksede op med historien om den nordiske mytologi, lidt ved et tilfælde, dog. Min mor forærede mig bogen. Hun studerede den på Cambridge. Jeg kan huske, jeg læste den igen og igen som lille pige under krigen.”
Byatt stopper op og studerer os intenst et øjeblik.
“Jeg kunne lide den, mest fordi den endte dårligt. Jeg føler, at meget få er i stand til at skrive en dårlig slutning, faktisk. Alle dør her – i den originale. Jeg ved, kristendommen har forsøgt at flette genopstandelse ind, men nej, alle dør – og de ved, at de skal dø! Og det er jo egentligt her, vi respekterer dem mest, fordi de ellers ikke er nemme at respektere, de nordiske guder. Som de græske guder var de alle i virkeligheden rædselsfulde.”
Melankolien – at skrive sig vej ud
Et andet gennemgående element i Byatts forfatterskab er kunsten. I Matisse Stories tager hver novelle f.eks. udgangspunkt i et af Henri Matisses malerier. Vi har derfor taget
Albrecht Dürers “Melencolia” med som inspiration til vores næste spørgsmål.
Byatt smiler, da jeg lægger billedet foran hende. Hun lægger tape-armbåndet fra sig, og kører i stedet fingrene hen over den forpinte engel, der sidder indrammet, omgivet af redskaber og måleapparater, med et stærkt intenst , men fanget blik i øjnene.
“Hvad er det, ved du det?” Byatt peger på en detalje i nederste hjørne.
Jeg tror, det er en høvl.
“Ah, ja,” hun nikker og går billedet systematisk igennem. Man får en fornemmelse af, at hvad nogen opfatter som følelsesmæssig distance langt mere er en gennemsyrende pragmatisk tilgang til alt omkring hende. Byatt observerer, studerer, opmåler.
Hvordan tolker du dette billede – forstår du melankoli som, hvor der kan være grobund for kreativ udfoldelse?
“Da jeg var yngre, tænkte jeg, at man kunne finde noget i melankolien – det var sådan mit liv var. Jeg led af slem astma, min far var væk, det var under krigen.”
Hun peger på tegningen.
“Se på englen, der sidder der, indrammet og fanget, lukket inde, alle ting omkring er tunge, sådan tænkte jeg før; at sindet var lukket inde på denne måde – men det tror jeg ikke længere”
Hvorfor ikke?
“Nu tror jeg, at når man skriver noget virkeligt godt, at man derved næsten er ude af melankolien, og dette er en absolut vidunderlig følelse.”
Så du skriver dig ud af melankolien?
Hun ryster på hovedet, “at skrive tager dig ikke fuldstændig ud af melankolien, men det hjælper. Det er en måde at navigere, “partially making sense of chaos”.
Hun peger på englens skarpe blik.
“Se det blik, det er fuldt af energi, retter sig mod noget, der ligger uden for rammen – og se på trappestigen, der ligeledes forsvinder ud af billedet, Dürer prøver måske at rapportere om, hvad der er hinsides dette.”
Der er altså en mulighed her i billedet?
“Ja, der er en mulighed, trappestigen fører ud, den er måske ikke nem at komme op af, men der er en mulighed.”
Ordmaleren
Et sidste spørgsmål: Du kan godt lide Matisse, og bruger hans værker i dine bøger. Hvordan kan det være, at denne sprudlende, farverige og livsglade stil tiltaler dig så meget – det synes en markant juxtaposition til dit pessimistiske sind – eller er det?
“Jeg tror, at hvad Matisse gør, er det modsatte af dette billede,” Byatt peger på Dürers billede igen, “du ser ikke måleinstrumenterne og redskaberne hos ham – alle hans opmålinger er allerede perfekte, det er derfor hans billeder er så dejlige at se på; alt er i perfekt balance hele tiden.”
Byatt tænker sig om
“Han var ikke en god mand, Matisse, ikke ifølge kristne standarder – hvilket jo stadig er den standard, vi måler ud fra. Han var i stand til at skære alt andet væk i livet end det kunstneriske arbejde, selv familien blev ignoreret. Og da han i slutningen af livet sad tilbage næsten helt lam, var han stadig i stand til at skabe ting, der var fulde af liv og energi.”
Hun putter taperullen tilbage på håndleddet.
“Han er interessant for mig, fordi han hele tiden satte kunsten før alt andet, og jeg kan lide ham, fordi han ikke gør stor ståhej om mennesker – han observerer og maler dem, kortlægger dem, følger nysgerrigt deres linjer. Det er ikke erotisk, det er afmålt.”
Hun kigger op, vores audiens er forbi
“I hope it was useful?”
Authors in Aarhus
Senere på dagen sidder vi igen i selskab med Dame Byatt, denne gang dog i selskab af mange andre nede på Dokk1, hvor Authors in Aarhus har arrangeret en samtale mellem hende og den danske hjerneforsker Morten Kringelbach med overskriften “Literature and the Brain”. Her får vi igen en fornemmelse af en person, der er utroligt intellektuel på en sansende måde.
“I think with my fingers,” forklarer hun, og peger på tapen, der stadig er rundt om håndleddet.
Alt bliver researchet grundigt. Fire års læsning er gået forud for den nye bog, hun endnu ikke vil afsløre navnet på. Det handler nemlig om at se verden fra mange forskellige vinkler, at udforske så meget så muligt for så at rapportere. Tankerne bliver skrevet ned i utallige notesbøger, der efterhånden er “more me, than I am”. Notesbøgerne ligger derhjemme som videnskabelige logbøger – bliver flere og flere, “I am in a constant mode of exploration – I write about the world as well as I can.”
Dame A.S Byatt er en eminent ordmaler, en af de store. Hun observerer, kortlægger og skriver sig til en balance, der holder kaosset lidt i ave. Man er måske ikke opløftet, men beriget.
“I hope this was useful?”
Det var det.
Faktaboks :
Authors in Aarhus – er regionens internationale forfatterscene. Scenen er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Kommunes biblioteker og Aarhus Universitet og præsenterer udenlandsk litteratur for et bredt publikum.
Selvom danskerne læser meget, så bliver der læst forsvindende lidt oversat litteratur. Det er en skam, da litteraturen er en unik og nuanceret måde at møde verden på. Authors in Aarhus skal være med til at gøre international litteratur tillokkende, tidssvarende og tilgængelig for en bred læserskare.
Til hvert arrangement er der inviteret mindst en udenlandsk forfatter, og det vil gennem interview være muligt at få et indblik i, hvilke emner, der bliver diskuteret i andre kulturer og lande. Arrangementerne afholdes på Dokk1 og foregår, når ikke andet er angivet, på engelsk. Authors in Aarhus er inspireret af den International Forfatterscene i Den Sorte Diamant.
