At værdsætte sig selv, ligefrem elske sig selv, er helt fundamentalt for vores livskvalitet. Men det er ikke en egenskab, vi er født med. Det er noget, vi lærer gennem den ros og anerkendelse, vi får fra andre. Så når den mangler, føler mange ofte, at de skal præstere til perfektion for at blive elsket og at kunne elske sig selv.
Tekst & illustrationer: Susanne Christensen
Vækkeuret ringer. Ayo Fjelbro Steffensen gemmer sig i sin seng.
”Jeg har ikke lyst til at stå op,” tænker hun, som de fleste andre dage. ”Jeg har ikke lyst til at skulle ud i verden.”
Hun kan godt ignorere vækkeuret et stykke tid uden, at det gør noget. Det går ikke at skulle op og i gang med at påklistre facaden. Ren, pæn, ordentlig at se på. Hun ligger helt fladt på maven. Høflig, selskabelig, dygtig i skolen.
”Jeg har ikke lyst til mit liv,” tænker Ayo. ”Jeg har ikke lyst til at skulle præstere og snakke med andre.”
Så begynder tankerne: Jeg er ikke god nok. Jeg kan ikke engang komme ud af min seng. Hvor er det pinligt. Der er jo ikke noget fysisk i vejen med mig. Jeg er bare doven. Totalt uduelig. Hvis jeg ikke engang kan komme ud af min seng og ud af min dør, så kan jeg da ingenting.
Men hun bliver liggende. Og tankerne fortsætter hele dagen. Det er ren rutine.
Langt de fleste kan nikke genkendende til denne følelse af manglende livslyst, ikke at slå til, den indre kritiker, der tager styringen. Dårligt selvværd. Ifølge en undersøgelse, som analyseinstituttet Cormark har foretaget for Psykiatrifonden, lider hver femte dansker under dårligt selvværd. Selvværdet er den måde, hvorpå vi tænker om os selv, og de følelser det udløser. Selv om det normalt svinger op og ned igennem hele livet, er det vigtigt for den psykiske trivsel, at man har en positiv selvopfattelse. Et dårligt selvværd kan føre til stress, depression, misbrug, angst og i yderste tilfælde selvmord.
Men et højt selvværd er langt fra noget, man er født med. Det er noget, man udvikler i barndommen, når man møder anerkendelse fra forældre og andre voksne, der skal drage omsorg. Det giver en oplevelse af at være elsket og ønsket. Det ved kærlighedsterapeut Connie Kragelund.
”Vi har et medfødt behov for dette,” oplyser hun. ”Jo mere vi er blevet set, hørt og forstået, desto mere kan vi elske os selv. Det kræver dog, at disse voksne kan acceptere de negative sider og følelser.
”Kunsten ved kærlighed er at elske det, som man ville ønske var anderledes.”
Kærlighedsterapeut Connie Kragelund
Fanget af pigefnidder og forventninger
”Elsker jeg mig selv? Nej, ikke rigtigt,” siger Ayo.
Det kan umiddelbart godt være svært at tro på hendes udsagn. Udefra ligner Ayo arketypen på en af de superstudenter, der engang imellem dukker op i medierne. Hun har langt, blond hår, tjekket tøj og et karakterblad fuld af 10- og 12-taller. Men hun smiler.
Ayo smiler, uanset om hun er glad eller trist eller vred eller misundelig. Så ingen kan se, hvordan hun i virkeligheden har det.
”Jeg har en masse negative billeder af mig selv. Dem bruger jeg til at forberede mig selv på, hvad andre måske synes er negativt ved mig,” siger hun.
Ayo kan ikke huske, at de negative billeder ikke har været en fast del af hendes tankemønster. Det blev dog meget fremtrædende, da hun blev teenager. Her begyndte hun at blive opmærksom på sig selv i forhold til sin sociale omgangskreds og begyndte at analysere, hvordan andre kunne opfatte hende. Så vidt hun husker, har ingen nogen sinde sagt noget grimt direkte til hende, men alligevel begyndte hun at tvivle på sit eget værd.
Tvivlen kom fra flere kanter. I folkeskolen oplevede hun meget af det, hun kalder pigefnidder. Veninder blev hurtigt skiftet ud og bagtalt. Hun kunne aldrig stole på, at hendes veninder rent faktisk kunne lide hende. Der var også en del mobning. Aldrig direkte af hende, men hun stod udenfor og så, hvad der kunne ske, hvis hun ikke passede ind.
”Så jeg prøvede at være, hvad jeg troede, de andre ville have, alt efter, hvilken gruppe jeg var i. Jeg kunne for eksempel lide det samme musik som de andre. Uden at tænke på, om jeg egentlig syntes, det var fedt,” siger hun.
En anden kant, der gav grobund for tvivl, var familien. Ayo er den yngste i en flok af søskende, fætre og kusiner, der alle i hendes optik klarede sig fantastisk godt. De fleste havde videregående uddannelser og velbetalte job. Derfor fik Ayo den idé, at hun skulle klare sig godt i alting, hele tiden, på alle områder.
”Det så utroligt nemt ud. Og jeg syntes bare, det var skide-svært,” siger hun.
“Når vi sammenligner os med det perfekte, så taber vi – men kun hver gang!”
Baron Katie
Dog kom det mest sønderknusende slag imod Ayos selvværd fra hjemmet. En skilsmisse, da hun var 11 år, fik hende til at tilsidesætte sig selv fuldstændig.
”Jeg forsøgte at være den søde pige, som lavede lektier og ikke var til besvær. Jeg kunne jo se, at mine forældre havde det svært. Så jo bedre en datter hun kunne være, jo bedre,” siger hun.
Det betød også, at hun dag efter dag følte sig forkert. At der ikke var plads til hende og hendes følelser derhjemme. Der var nogle perioder, hvor hun var ked af det og ikke ville i skole. Men hun blev sendt af sted alligevel. Hvis hun blev vred, så fik hun skældud, i stedet for at der blevet taget hånd om, hvorfor hun blev vred. Hun kunne heller ikke håndtere at være dårlig til noget, fordi hun så, hvor godt andre af hendes familiemedlemmer klarede sig. Somme tider havde hun det så skidt med sig selv, at hun ikke kunne magte at stå ud af sengen. Det endte altid i selvbebrejdelse, fordi hun selv tænkte, at det var uhørt, at man ikke kan komme op om morgenen. Samtidig forsøgte hendes forældre altid at drive hende op og af sted i skole. Hvilket forstærkede følelsen af forkerthed.
”Jeg tænkte, at hvis jeg ikke var mig selv, så var jeg god nok,” siger Ayo. ”Så jeg blev rigtig god til at sige: Jeg har det fint. Jeg har det fint.”
Hendes stemme slår over til en skinger tone, hver gang hun rammer til ordet: Fint. Som en papegøje, der gentager uden at forstå.
”Hvis jeg så gik ned på mit værelse og græd bagefter, så var der jo ikke nogen, der så det,” siger hun afslutningsvis, alt imens hun smiler.
Hvad Ayo gennemgik, er ikke ualmindeligt, oplyser tankefelts- og psykoterapeut Elisabeth Aarup.
Selvværdet grundlægges i to-tre års alderen, hvor barnet begynder at blive bevidst om, hvad forældrene kan lide, og hvad de ikke bryder sig om. Typisk bliver barnet rost og anerkendt, når det er sødt og opfører sig pænt, og skældt ud eller irettesat, når det fylder for meget, er for aggressivt eller for begejstret. Barnet lærer, at det er holdt af, når det er på en bestemt måde, men afvist, når det er på en anden måde. Derfor spalter barnet de negative, uønskede og uelskede sider fra. Det opbygger et uægte jeg, fordi det har tilpasset sig fars og mors behov. Heri ligger essensen af det dårlige selvværd. Barnet var nødt til at blive falsk for at få forældrenes kærlighed. Det blev ikke mødt og set og elsket, som det var. Det dårlige selvværd kommer altså af en dybereliggende følelse af at være uelsket.
Reddet af en katastrofe
Ayo startede på Virum Gymnasium. Stx. Naturligvis. Alle tog jo gymnasiet. Der var intet direkte formål. Hun anede ikke, hvad hun skulle bagefter. Der var ingen tvang, ingen som sagde, hun skulle. Idéen om, at det er godt at blive hurtigt færdig med en uddannelse, sad bare i hendes hoved, som en uimodsigelig sandhed. Hun havde taget tiende klasse på en efterskole, så ifølge hende selv, var hun var allerede et år bagud.
”Jeg var meget optaget af, hvordan mit liv så ud udefra. Jeg tænkte, at hvis jeg gjorde, som det var forventet, man gjorde, så var det sikkert godt. Jeg havde en idé om, at alle skulle kunne lide mig. Det er selvfølgelig lidt svært,” siger Ayo. Hun smiler ikke.
På dette tidspunkt havde hun en tjekliste af ting, der skulle gennemføres, fordi det var noget, man gjorde. Tøseaften. Tjek. Fitness. Tjek. 12-tal. Tjek. Hver gang hun ikke klarede sig godt nok ifølge sine egne standarder, betød det, at hun enten var for dum eller for doven eller for dårlig. Hun ville opfatte en middelmådig karakter som et bevis for, at hun ikke var god nok. Standarden var sat til perfektion, så det lykkedes stort set aldrig at opnå en følelse af at være god nok. Når hun en sjælden gang kom tæt på at være perfekt, var følelsen blot en flygtig tilfredshed. Når hun ser på sit liv indefra, var det tomt. Stressende og tomt.
Dårligt selvværd skaber et stort behov for at præstere, og derfor en frygt for ikke at kunne præstere. I denne frygt ligger et behov for anerkendelse, en afhængighed af, at andre synes man er dygtig eller succesfuld. Så man præsterer, knokler, kæmper for at høste anerkendelse, ros, oplevelsen af succes. Det ulykkelige er, at man aldrig bliver mæt. Nedenunder succesen gemmer sig nemlig det sultne og ulykkelige barn, der aldrig bliver ægte set og ægte mødt, og derfor forbliver ulykkeligt, fortæller tankefelts- og psykoterapeut Elisabeth Aarup.
”Hvis bare Verden ikke kunne vælte mig så nemt. Jeg ville gerne… At jeg ikke var bange for at fejle hele tiden,” siger Ayo. ”Det er irriterende. For hvis jeg bare havde en grundlæggende ro med mig selv – i mig selv – så ville alting blive meget nemmere. Hvis jeg stod på min egen side. Verden bliver voldsomt farligt, hvis hver lille situation fører til, at det hele falder sammen.”
Hun har svært ved at sætte ord på den grundlæggende ro. Famler efter det, der burde falde hende så let. En tilfredshed med sig selv, at stå på sin egen side, at være sin egen bedste ven.
Men gymnasiet og de høje karakterer gav hende ikke en grundlæggende ro eller satte hende på sin egen side. Tværtimod hadede hun at gå i skole, hun fik angst over det, fik for mange fraværstimer, hun blev stresset over det og endte med at hade sig selv.
Det hele kulminerede et halvt år inde i studiet. Ayo sidder på gangen til den halvårlige prøve og venter på, at den er overstået. Der er stille. Hun har svært ved at trække vejret. Pludselig bliver alting sløret. Hun kan ikke udholde tanken om, at hun måske får en dårlig karakter. Så hun rejser sig. Hun er nødt til at gå ud, gå hjem, komme væk herfra.
Øvelse i kærlighed til sig selv
”Elsker jeg mig selv? Nej, ikke rigtigt. Men jeg har tænkt mig at blive herre-god til det,” siger Ayo, og hun griner.
Den første øvelse i selvkærlighed var, at hun stoppede på gymnasiet. Det fungerede tydeligvis ikke. Det næste var, at hun fandt en psykolog, som hun følte gav plads til hende, og hvordan hun havde det. Denne psykolog var i stand til at rumme alle de negative følelser, hun havde om sig selv, hvilket hun aldrig helt havde oplevet. Med den rummelighed, begyndte Ayo langsomt, men sikkert at give sig selv mere plads til, hvem hun var. Hun begyndte at blive bedre til at tage sig af, hvordan hun havde det. Og hvad hun havde lyst til. Hun begyndte at sætte sig selv i første række.
”Jeg tror, at hvis man gerne vil lære at tage sig af, hvordan man selv har det, så er der nogen andre, der skal vise én, hvordan man gør. Der skal være nogen til at fortælle, at noget er i orden, før man selv mener, at det er i orden,” filosoferer hun.
Indtil nu havde hendes liv været fyldt med gøremål, der bundede i en idé om, hvad andre forventede, hun skulle være, eller selv syntes hun burde være. Men i takt med at hun begyndte at værdsætte sig selv, blev tjeklisten krøllet sammen og smidt væk. Eksempelvis havde hun tidligere haft en idé om, at hun burde have rigtig meget lyst til at se sine venner og familie. Men nogle gange har hun behov for at være alene. Og de behov begyndte hun i højere grad at tage hensyn til.
”I virkeligheden blev alting lettere, fordi jeg stoppede med at være, hvad jeg troede, andre ville have, og bare accepterede at være mig,” siger Ayo, og hun sidder et øjeblik og reflekterer. ”Det er vel i virkeligheden at være på sin egen side.”
Netop at acceptere sig selv er helt essentielt for at kunne elske sig selv, mener kærlighedsterapeut Connie Kragelund.
At elske sig selv er, at du holder af dig selv på trods af, at du har nogle sider, du betragter som negative eller kommer til at gøre noget usmart eller dårligt. Det er også, at du holder med dig selv; At du er din egen bedste ven, som du kan stole på, uanset hvad der sker, fortæller hun.
Dette kræver, at man lukker munden på sin egen indre kritiker, altså stopper de negative tanker, man har om sig selv. Og det er faktisk meget lettere, end det måske synes. I første omgang skal man anerkende, at de er der. Og anerkende, at de i tidernes morgen opstod ud fra et behov for at blive set, hørt og forstået, samt behovet for at være en del af flokken. Man kan eventuelt identificere, hvem den minder om fra barndommen. Det kan være forældrene, eller blot den ene. Måske en mobber eller en streng skolelærer. Herefter kan man gøre forskellige ting, og det er lidt forskelligt, hvad der virker for den enkelte. Man kan bede den indre kritiker om at hjælpe sig på en ny måde. Man kan gøre den opmærksom på, hvordan man hellere vil have, at den skal tale. Man kan vende de negative ting, den siger til noget positivt, så ”De andre kan ikke lide dig!” bliver til: ”Jo mere jeg holder af mig selv, desto bedre kan andre også lide mig – og jeg øver mig i at holde af mig selv!” Endelig kan man naturligvis ignorere den, hver gang den starter på sit negative sludder. Det eneste, man aldrig bør gøre, er at analysere de ting, kritikeren siger, for når man giver den opmærksomhed, styrker man de negative tanker.
”At elske dig selv er også, at du sørger for at gøre det, som du får det godt af på den lange bane og lader være med det, som ikke er godt for dig,” fortæller Connie Kragelund.
Sætter sig selv først
For Ayo syntes det meget vanskeligt at gøre, hvad der var godt for hende. Igennem hele sit liv havde hun tilsidesat sine egne behov for at glæde andre. Så i stedet valgte hun at lade være med at gøre, hvad der var dårligt for hende. Bare for at starte et sted.
Hun havde for længst accepteret, at hun ikke kunne overskue gymnasiets mange timer, så hun meldte sig til enkeltfag på VUC. Her tog hun kun de fag, hun selv mente, hun kunne holde til. Hvilket hun aldrig havde gjort før.
”Det gode ved at gå på VUC er, at der findes en masse mennesker, som heller ikke passer ind i denne her samfundsnorm om, at man skal blive hurtigt færdig. Det giver lidt mere plads til at være, hvem jeg er, fordi alle er lidt skæve,” siger Ayo, der første år var den yngste i sin danskklasse.
Det blev dog nødvendigt at tage nogle ret heftige slåskampe med tanken om, at jo hurtigere, man bliver færdig med sin uddannelse, jo bedre. Ofte har hun bebrejdet sig selv over, at hun kunne have været færdig, da hun var tyve. Den indre kritiker mente, at fordi det tog længere tid, så er det mindre værd.
”Så tænker jeg bare: Fuck det! Det er kraftedeme da trist, at det skulle tage fem år, og så står man bare med huen i hånden og tænker: Nå, men det er jo… ikke noget… Jeg kommer bare til at fejre det endnu mere!” griner Ayo.
Hun har allerede bestilt sin hue. Til sommer har hun en fuld studentereksamen.
Det første år på VUC gav hende en oplevelse af, at noget lykkedes for hende. Det er en helt ny følelse. Det lykkedes dels på grund af, at hun fik sat grænserne for sit fravær op. Som i gymnasiet, følte hun et pres under mødepligten, der hang over hendes hoved og truede med, at hun kunne blive smidt ud, hvis hun fik for meget fravær. Nu var hun dog bevidst om, at presset var en faktor, der kunne knække hende. Det havde hun bestemt ikke brug for. Så hun gik ned til studievejlederne forklarede dem sin situation og mod en forevisning af dokumentation, fik hun forhøjet fraværskvoten. Oplevelsen af succes på sine egne præmisser gjorde Ayo i stand til at elske sig selv. Lidt efter lidt. Mere og mere. Dag efter dag. Selv om der er lang vej endnu, er hun inde på den rette sti.
”I virkeligheden var det jo en god ting, at det hele faldt sammen,” siger Ayo. ”Jeg var jo stadig den samme. Så det var jo ikke så slemt, at det var faldet sammen.”
”Livet blot er en joke – intet alvorligt.” Leonard Jacobson
Vækkeuret ringer. Ayo Fjelbro Steffensen gemmer sig i sin seng.
”Jeg har ikke lyst til at stå op,” tænker hun, som andre dage. ”Jeg har ikke lyst til at skulle ud i verden.”
Hun kan godt ignorere vækkeuret et stykke tid uden, at det gør noget. Det går ikke at skulle op og i gang med at påklistre sin facade. Ren, pæn, ordentlig at se på. Hun ligger helt fladt på maven. Høflig, selskabelig, dygtig i skolen.
”Jeg har ikke lyst til mit liv,” tænker Ayo videre. ”Jeg har ikke lyst til at skulle præstere og snakke med andre.”
Så begynder tankerne. Jeg er ikke god nok. Hvis jeg ikke engang kan komme ud af min seng og ud af min dør, så kan jeg da ingenting. Hvor er det pinligt.
Men hun bliver liggende. Og det er faktisk i orden.
