Varmblodige hjerter og fandenivoldske fuckfingre

Anmeldelse af teaterforestillingen ”Lyden af Slag”

 Af Line Sass

Det er torsdag den 5. november, og klokken slår 18.30. Min veninde Stine har nyfaldne regndråber på panden, da hun står uden for min dør – med musik i ørene og et smil på de altid lyserøde læber.

Godt pakket ind i jakker og halstørklæder tager vi hinanden under armen og sætter kurs mod Frontløbernes Black Box på Jægergårdsgade 152. Her skal vi opleve forestillingen ”Lyden af Slag”, og vi glæder os. Det er eksplosivt hverdagsteater med fokus på kvinder og de slag, vi udsætter os selv og hinanden for – når vi lukker nogen over hjertetærsklen.

Stine og jeg har på forhånd læst os frem til, at forestillingen er uegnet for børn, hvilket får forventningerne til at stige. I en mail forslår teater HURRA, at man selv medbringer en pude, hvis man vil være sikker på ikke at få ondt i numsen. Vi har ingen idé om, hvad der venter os, men det lyder spændende, og vi er klar!

Teaterliv i mine næsebor

”Her dufter af gløgg og teater”, siger jeg indsnusende til Stine, da vi når frem. Jeg tager mig selv i at sniffe rundt som en anden sporhund, der har fået færten af noget interessant.

Jeg har selv spillet teater i mange år, da jeg var yngre, så det er med et nostalgisk stik i hjertet, jeg kigger rundt. Det er svært at forklare, hvad teaterliv dufter af, men jeg, og mine næsebor, er slet ikke i tvivl.

På bordet i ”venteværelset” er der mulighed for at købe drikkevarer. Der er linet op med blandt andet Gulddamer, grønne Tuborg, Sommersby cider og sågar Kings-cigaretter serveret i shotglas.

Mens vi ventende drikker en Sommersby, og kvidrer lidt om mændene i vores liv, hører vi et kvindeligt kampråb inde fra salen. Det er længe siden, jeg har hørt et kampråb, der ikke har noget med fodbold at gøre… 1-0 til kvinderne.

”Det lader til, at de er ved at være klar. De lyder lidt som maorierne på New Zealand”, fniser Stine, inden vi går ind i teatermørket.

Fandenivoldske fuckfingre

Da vi træder ind i salen, får jeg store øjne og lidt kriller i maven. Rummet er mindre og meget mørkere, end jeg har regnet med. Det bidrager til mystikken, intimiteten og tankerne om, hvad der kommer til at ske. Ingen blandt publikum siger noget. Vi kan høre lyden af kvinder, der messer, og vi finder stilfærdigt en plads på bagerste række.

Allerede fra start bliver jeg taget på sengen. ”Det gjorde hun bare ikke”, hvisker Stine og smiler. På scenen ser vi en kvinde, der lyser op i mørket. Hun giver os fandenivoldske fuckfingre, hvorefter hun tager dem i munden og sutter på dem. Det ender med, at hun boller sig selv i munden med fingrene – som var det mandens pik. Seancen bliver afsluttet med højlydte støn.

I forestillingen ”Lyden af Slag” møder vi seks kvinder, som på hver deres måde kæmper med og mod hverdagen. De giver sig fuldt ud, og jeg må ærligt indrømme, at jeg får lidt røde kinder på deres vegne. Det handler ikke bare om kussen og sex, men hele følelsesregisteret fra top til tå. Som publikum får vi et hårdtslående indblik i kvinder, når de er bedst – men så sandelig også når de er værst.

I en scene ser vi for eksempel to af kvinderne i færd med at give en 16-årig pige ”tørt på”. Her minder de mest af alt om mænd, der koger over og vil slås. De lader brysterne hænge ude, puster sig op og er store i kæften. Her viser de en side af kvinden, der hverken er køn eller feminin, men som ikke desto mindre eksisterer.

I en anden scene kravler de rundt på gulvet som sexede misser i gennemsigtige strømpebukser. De viser kort sagt, hvordan kvinden er et forunderligt, foranderligt væsen.

Samtidig er forestillingen også en kærlighedserklæring til manden. Til sidst ser vi kvinderne i samlet flok. De snakker kærligt om far-kroppen, de små dun på øreflippen, månen på toppen såvel som sixpacken. Det afspejler på mange måder, hvordan vi kvinder bare elsker mænd – og sætter pris på det, de gør.

Kend din selvdestruktion

”Kvinde, kend din krop. Kend din selvdestruktion”, lyder det ud i rummet.

Teater HURRA forholder sig til samfunds- og samtidsaktuelle problemstillinger. Ambitionen er at pille ved indgroede tankemønstre og skabe rum for refleksion. Deres tilgang er åben og undrende, og de dømmer, ifølge dem selv, kun lidt.

Kvinderne på scenen lader som om, de fjerner kropsbehåring, får spray tan og går i fitness. De ”bouncer” samtidig med, at de med mekaniske bevægelser gør det, der bliver forventet af dem – som for eksempel at være glat og fit. Forestillingen hiver også fat i den mavedelle, der driller og hele tendensen til at være utilfreds med egen krop. På den måde har ”Lyden af Slag” fået mig til at reflektere over de slag, vi giver os selv – såvel som de varmblodige hjerteslag vi giver mændene i vores liv.

Stine og jeg har kendt hinanden, siden vi var helt små. Vi snakker meget om følelser, slankekure, kærlighed og karriere Vi tænker og bekymrer os i det hele taget utrolig meget – præcist som forestillingen har fokus på. Der er altid en delle, der driller eller en dråbe, som truer med at få vores kærlighedsliv til at flyde over og gå i vasken.

 Kvinde anno 2015

”Lyden af Slag” har i den grad sat tanker i gang om, hvad det vil sige at være kvinde anno 2015. Vores sindsstemninger, sindssyge og sødme. Kærlighed, foragt, begær og mindreværd. For det vil jeg gerne sige tak. Det var på alle måder en speciel, intim og tankevækkende oplevelse udover det sædvanlige. Det er teater, der vil noget, og som har noget på hjertet. Den slags kan mærkes.

Jeg har følt mig i godt selskab med seks sexede, seje og stærke kvinder, som giver sig fuldt ud – og tør råbe op om kussen. ”Vi har brug for noget mere af det her”, har jeg noteret i min blok.

Tiden gik så stærkt, at vi troede, vi var nået til pausen, da forestillingen faktisk var slut. Jeg er i hvert fald varmet op til flere fandenivoldske fuckfingre, og jeg kan stadig høre lyden af slag!

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page