Frygt og lede i Aarhus – en (næsten) udførlig guide til aarhusianske fredagsbarer

  • af

Af: Anna Eva Heilmann

Når din uge har været uhyggelig lang, din forelæser modbydelig ond, din sambo har spist det sidste af din pesto, og din mor påpeger manglen på børnebørn, er det så befriende skønt at kunne søge tilflugt i de små, indeklemte og overfyldte barlokaler, som universitetet bugner af.

Som små, klistrede åndehuller ligger de ofte halvgemte mellem auditorier, kontorer og kosteskabe; en fjern, dunkende bas ofte din eneste ledestjerne i jagten på billig øl. Målrettet styrer du mod dem, for tiden er nu inde til at glemme alt om socialkonstruktivisme, genmanipulation og litterære analysemetoder. Nu skal du efterlade de finmotoriske færdigheder i bunden af de første lunkne Ceres, og indtage dansegulvet til den-dér-gode med Medina.

Nu skal vi rigtig have det sjovt allesammen.

I bedste Hunter S. Thompson- stil har jeg ofret mig i journalistikkens ædle ærinde. I jagten på noget tiltrængt sjov, har jeg væbnet mig med nogle tro fæller, en lille eksklusiv flok af studerende, alle fast besluttede på at gennemføre vores rejse gennem bar-landskabet på campus. Dette, for at bringe Delfinens læsere en (næsten) udførlig guide til universitetets herligheder, men vel også i et krampagtigt forsøg på at klamre os fast til en ungdom, der synes støt at smuldre mellem vores fingre konfronteret med karrieremesser, forsikringspolicer og pensionsordninger.

To af mine medkompagner har kujonagtigt prøvet at bakke ud i sidste øjeblik, med slatne taber-undskyldninger som “influenza” og “speciale”, men hér er ingen kære mor –

Vi er på en mission.

En færd.

Kl. 18:13

Fredagsbar for Datalogi og IT (Fredagscafeen)

Et eller andet sted på Katrinebjerg.

Der er ubehageligt lyst, selvom vi lige er dykket ned i en kælder, og lysstofrørene reflekterer de i forvejen blege ansigter, der stirrer intenst på os. Kønsfordelingen ligger på en solid 90/10 i lokalet, FIFA-spillet er i gang henne i hjørnet, og der står en full-size Justin Bieber figur og smiler til os.

Den mest nervøse i vores gruppe, ser ud til at være på nippet til at bruge nødudgangen, men vi griber fast i jakken på hende, og trækker hende op til baren, hvor en af os har insider-forbindelser. Han forsøger desperat at mægle mellem de mistænksomme lokale og os ængstelige nytilkommere – uden ret meget held.

Vi trykker os i stedet sammen i et hjørne med en øl.

Og en øl mere.

Og én mere.

Gradvist bliver vi rimeligt enige om at Datalogi-baren er et ganske  hæderligt sted. Den stride strøm af kolde øl, bedøver vores sanser nok til at se gennem fingre med, at fyren ved siden af har en My Little Pony t-shirt på, “bronies for life,” mumler han, fast besluttet på ikke at skabe øjenkontakt.

Vi bliver enige om at en øl mere er nødvendig.

Men så bliver det hele også pludseligt meget sjovere. Et pragtfuldt menneske kommer som en deus ex machina ind fra højre og sætter et brætspil foran os. Og ikke hvilket som helst brætspil, heller.

Tina Lund-spillet;  en genistreg udi underholdning og hesteparatviden.

Mine medspillere er ikke videre entusiastiske, og begejstringen vil flere ender tage, da jeg suverænt fylder min stald op på rekordtid, køber guldhesten og vinder spillet. Syge af jalousi over min sejr, stemmer gruppen for at rykke videre og at søge nye uopdagede fredagsbarer, og jeg må lade flertallet bestemme.

Kl. 20:18

Teologisk og Religionsvidenskabelig fredagsbar (Theos Bar)

Nobelparken

Himmelske toner indhyller os med det samme vi træder ind af perleporten. Folk svæver rundt på dansegulvet som berusede engle i jeans, og røgskyer omfavner os blidt.

“TEQUILA,” skriger en forbipasserende engel os i hovedet, og vi føler ikke der er andet at gøre end at adlyde.  

“Guds fred, mit barn,” velsigner bartenderen mig og hælder altervinen op, “dette er Jesu Kristi blod.”

Kristi blod ryger ned til tonerne af Heaven is a place on earth, og vi svæver med ud på dansegulvet i en overjordisk rus. Rusen varer i minutter, timer, ind i evigheden.

Lige indtil en engel brækker altervin ud på gulvet.

Vi svæver mod døren, hvor der i et underligt lille nabolokale står en skægget ungersvend og synger sarte Johnny Madsen-sange på en karaoke-maskine.

Det begynder at udvikle sig mærkeligt.

Vi flyver videre.

Kl. 22:01, Arabisk Fredagsbar (Arabar)

Nobel, et eller andet sted

Vi bliver nær viklet  ind i et kæmpe Hezbollah-flag, da vi træder ind i lokalet, og alt lugter af vandpibe.

“øh,“ tøver en af mine venner med jødiske aner.

“Det er ironisk,” beroliger en fez-beklædt bartender os, “vil I ha’ en Taybeh-øl fra Palæstina?”

Det vil vi selvfølgelig. When in Rome og alt det der.

Kl. 22:33, Filosofisk og Idehistorisk fredagsbar (Panta Rei) 5. etage i en eller anden bygning

Lokalet er klaustrofobisk  lille, og samtalen foregår på på blid og sagte facon. Øllen er ubehøvlet billig, og alle har skæg. Lange, lange skæg.

Alt er skægt, faktisk

Lige på nær ham den lokale, der insisterer på at snakke Marxisme. Vi prøver at kommunikere, at vi har forladt vores tænkende jeg hjemme i en nobel sags tjeneste, men det er som om en ond dæmon har indtaget ham, og han vil ikke tie stille.

Vi flygter fra produktionsmåder og Kapitalen og migrerer over i en blød sofa, hvor en anden skægget type afventer sine ofre:

“Hvordan har I det med Nietzsche?” kræver han at vide.

“har det faktisk rigtig dårligt,” stønner en af mine medsammensvorne.

Skæggede Fyr puster sig op; “det synes jeg faktisk er skide polemisk bare at sige -”

“nej, “ gisper min ven, “jeg har det pissedårligt,” han pisker ud af døren.

Så hurtigt som vore alkoholforgiftede kroppe kan bære, følger gruppen trop, og finder vores ven med hovedet i kummen.

“urgh,” siger han.

“argh,” svarer vi.

“fortsæt uden mig,” hvisker han stille.

“men – ”

“I må videre, “ insisterer han.

En tung hånd lander på min skulder, og jeg kigger tilbage på resten af min før så frejdige gruppe. De ryster på hovedet med nedslåede øjne.

“man down,” hvisker de.

Jeg tager et sidste blik på vores faldne kammerat, som han ligger og krammer toilettet. Vender mig resolut mod udgangen.

Hans offer vil blive husket.

Men vi er på en mission, og kan ikke lade noget stå i vejen for os nu.

Der er happy-hour på medicin.

Vi vakler ud i natten igen.

Kl. 01:20, Medicinsk Fredagsbar, tæt på Eforen

Efter besøget på filosofi føler vi ikke blot en eksistentiel ubalance, faktisk gynger det hele. Vi er derfor tæt på at miste endnu en kammerat til ænderne i søen, men ved heltemodig fælles indsats når vi alle mediciner-baren i nogenlunde tør behold.

Vi dukker ind i klinikken, hvor en kæmpemæssig samling læger fuldstændig uden grænser tager overordentligt godt imod os. De ordinerer os hurtigt et middel, som kan afhentes uden recept i baren, og jeg har kun en flygtig tanke om, hvorvidt jeg burde være tryg ved at lægge mit liv i disse væseners hænder, inden strobelyset tændes, og vi alle må overgive os til dansen. Det er som om vi bevæger os op på bordene og aktiverer basarmen, men jeg er 27 år, så det kan ikke have sin rigtighed, tænker jeg og sluger et meget grønt shot med noget giftigt.

Kl. 03.35, Eforen

“det er sådan helt vildt, du ved, armen sindssygt”

“helt sikkert”

“jeg føler bare, du ved..”

“hmm”

“det’ bare sådan wow

“hmm”

“hvad?”

“…hvad?”

Kl. 04:20

Kl. 06:02, Universitetsparken

Jeg kigger langsomt rundt på min heltemodige gruppe, som de ligger spredt rundt omkring i græsset. Kampen har været lang og sej, men på ingen måder meningsløs. Imens giften langsomt forlader vores kroppe og virkelighedens tristesse begynder at krybe ind, benytter jeg chancen til at takke alle mine modige venner, der har afsat både tid og lever for at gennemføre missionen. Vi kan være stolte af os selv. Deltagerobservationen har været essentiel i dette antropologiske feltarbejde, der forhåbentligt munder ud i at give læseren håb og mod til selv at kaste sig ud i det sjove og farverige barlandskab, der ligger gemt på Universitetet.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page