Litterære humoristiske lækkerier – En miniguide til humoristisk litteratur

Humor er et humanistisk, komplekst, mangefacetteret og ikke mindst individualiseret fænomen. Når en roman karakteriseres som humoristisk eller ej, bygger det således på en subjektiv dom. Alle fire nedenstående værker er derfor blot forslag, som bygger på min personlige læseoplevelse. Men er du på jagt efter en letlæselig og vittig roman til pauserne fra studiebøgerne, til de regnfulde efterårsdage eller natbordet, så kan du med fordel læse videre og lade dig inspirere.

Af Karoline Kjær Hansen

DopplerErlend Loe: Doppler. Gyldendal, oversat af Susanne Vebel, 2005, 176 sider

Doppler er fortællingen om den ambitiøse familiefar, Andreas Doppler, der en forårsdag styrter voldsomt fra sin mountainbike på en cykeltur gennem skoven og umiddelbart herefter oplever en uvant ro. En ro, som han beslutter sig for at forfølge, hvorfor han opgiver sit hidtil begavede og tilpassede stræberliv og flytter ud i en skov uden for Oslo for at finde sig selv, gøre op med alle sine kundskaber og ”kompetencer” og dyrke ensomheden, ligesom hans afdøde far på sin egen mærkværdige og tankevækkende måde gjorde det. Her knytter han sig hurtigt til elgkalven, Bongo, efter han i sin jagt på føde har dræbt dens mor, men forpligtelserne er ikke nemme at ryste af sig og konfrontationen med den civiliserede leveform er i den nyfundne hverdag ikke til at forudsige. Skoven bliver med tiden mere befolket, og udviklingen er ”mildt sagt uheldig”, som Doppler selv konstaterer. Den pessimistiske Doppler er dog ikke nem at sætte ud af kurs og kæmper stædigt videre mod alle kompetencerne; en kamp, som i høj grad er anbefalelsesværdig at følge.

Norske Erlend Loe fremsætter på ekstremt iscenesættende vis i Doppler en skarp kritik af det senmoderne samfund og dets idealer samt det moderne individs evindelige forsøg på at leve op til disse. Med sit minimalistiske og direkte sprog tegner Loe konturerne af en antihelt og sætter herved nutidens helteideal på spidsen. Doppler er ikke blot en morsom og underholdende, men også en moralsk fortælling, som ikke kun den midaldrende mand i eksistenskrise kan lære noget af.

Alt bliver oplyst

Jonathan Safran Foer: Alt bliver oplyst. Tiderne Skifter, oversat af Jan Hansen, 2003, 319 sider

Den, i fortællingen, amerikansk-jødiske forfatter Jonathan Safran Foer er i sit forsøg på at opsøge den kvinde, som eftersigende reddede hans jødiske bedstefar fra nazisterne under Anden Verdenskrig rejst til Ukraine. Med på sin eftersøgning har han den ukrainske tolk, Alex, hvis halvblinde bedstefar agerer chauffør, der ligeledes har medbragt sin ustyrlige førerhund Sammy Davis Junior Junior, som den unge forfatter er dømt til at dele bagsæde med. Denne konstellation er skyld i mange komiske sammenstød og anekdoter, som jeg-fortælleren, Alex, beretter læseren om. Samtidig får læseren et indblik i rejsen gennem til dels ærlige og venlige, men samtidig selvoptagede og ikke mindst underholdende breve skrevet på gebrokkent engelsk sendt fra Alex til forfatteren efter hans hjemrejse til USA. Disse morsomme situationsbeskrivelser – grænsende til komiske kultursammenstød – står i skarp kontrast til den parallelle fortælling. Heri indføres læseren nemlig i historien om den ukrainsk-jødiske by Trachimbrod og følger dens beboere i 150 år frem til 1941, hvor nazisterne på brutal vis udryddede disse.

Foer formår på original vis at forene denne tragiske fortælling med de komiske aspekter, som står frem i rammefortællingen, og gennem sin særlige fornemmelse for sproget karikerer han det ukrainske folkefærd på morsom vis. Hvorvidt denne karikatur er velbegrundet eller ej, er så en anden diskussion.

VANGEDE BILLEDERDan Turèll: Vangede billeder. Borgens Forlag, 1975, 200 sider

Den danske avantgardist Dan Turèll fik i 1975 med genrehybriden Vangede billeder sit folkelige gennembrud, og værket lever endnu højt på sin storhedstid. Turèll skildrer med afsæt i sin egen barndom livet i Vangede, som det tog sig ud i 1950’erne; et arbejderkvarter, som hovedsageligt var beboet af tilflyttere fra Nørrebro og Vesterbro. På baggrund heraf karakteriseres Vangede som ”skyggen mellem Gentofte og det begyndende forstads-København”, hvor proletariatet med stolthed dyrkede sin mentalitet, kollektivitet samt kæmpede for det geografiske ståsted. På anekdotisk, sproglig autentisk og troværdig vis guides læseren gennem gaderne i Vangede. Turèll optegner kvarteret komplicerede geografi (for Vangede hører officielt ind under Gentofte, men dette er ifølge vores fortæller og kvarterets øvrige beboere en frygtelig fejltagelse) og præsenterer dets kendisser og særlinge, som ikke er et fåtal. Man skal trods værkets skarpe og gennemførte humoristiske karakter ikke læse sig langt ind i romanen for at fornemme, at Turèll ser tilbage på sin barndom med nostalgi. Det er et erindringsværk, som hylder arbejderklassens uhøjtidelige, lettroende og – i kontrast til overklassens borgerlige konservatisme – smagløse livsstil.

Og bageren i Vangede var fuldstændig cool, og engang da Mor havde været ved at knække brødkniven på et franskbrød han solgte hende, og det viste sig at der var et halvt kosteskaft i franskbrødet og hun så gik derned med brød og kosteskaft, så sa’e han bare: »Åh, tusind tak – det var sateme dejligt De fandt den og kom med den . . . De aner ikke hvor jeg har savnet dén blomsterpind« . . . – Og Mor fik sgu ikke engang et andet brød.

 

Hjerte17-300-coverStine Pilgaard: Min mor siger. Samleren, 2012, 168 sider

Handlingsforløbet i Min mor siger er centreret om en ung, specialeskrivende kvinde, som netop er blevet forladt af sin kvindelige kæreste og derfor har set sig nødsaget til at flytte hjem til sin far og bosætte sig på hans præstegård. Derfor synes det ikke umiddelbart oplagt at karakterisere Stine Pilgaards debutroman som humoristisk. Kærestesorg, afvisning og nærhedsønsket, som ifølge jeg-fortælleren opstår hos os alle, idet navlestrengen efter fødslen blev klippet over, og som herefter for altid står som et urealiserbart ønske, er et centralt tema i fortællingen. Men den hjerteknuste jeg-fortæller iklæder sig romanen igennem et så tykt lag af selvmedlidenhed, at den gang på gang kammer over i selvironi. Pilgaard formår således at behandle det melankolske på underholdende vis og skildre fortvivlelsen over tabt kærlighed på en fornyet og mådeholden facon, hvorved hun kommer helt tæt på essensen heraf. Mens jeg-fortælleren forsøger at bearbejde sin hjertesorg og forlige sig med sine mange mislykkedede relationer, finder hun sig selv fanget mellem sin fars barmhjertighed og sin mors overfladiske bekymring, ærlige naivitet og resultatorientering samt sin egen sygelige fascination af sin læge. Hun formår som resultat heraf gang på gang at rode sig selv ud i misforståelser, fordi ”misforståelserne er det eneste der findes”. Den ene misforståelse efter den anden resulterer i en kæderække af kiksede situationsbeskrivelser og megen – bevidst eller ej – klodset kommunikation, som sammen med den gennemgående ironiske tone og selvironiske distance gør det svært for læseren ikke at samle læberne i et sympatiserende smil.

Hun har altid syntes at prins William virkede så tiltalende. Han er lige blevet gift, siger jeg. Kate er en døgnflue, siger min mor, hun går i et med tapetet. Jeg siger at jeg nægter at sidde og diskutere hvorfor jeg ikke er gift med prins William. Det handler om indstilling, siger min mor, det gælder om at være åben.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page