Pigerøvshumor med kærlige toner

Kvindekønnet har været igennem en større kulturel, historisk og social udvikling for i dag at kunne markere sig på comedy-arenaen. Et område med en lang tradition for at være domineret af mænd. Men hvad kendetegner egentlig kvinders humor? Og kan kvinder gøre grin med det samme som mænd?

Tekst: Julie Lindhardt Høimark Sørensen

Foto: Manuel Claro, DR1

For at forstå kvinders tilgang til humor, er det vigtigt at holde sig for øje, at der grundlæggende er nogle store sociale, kulturelle og historiske udfordringer forbundet med sjove kvinder. Helt traditionelt set har kvindekønnet skulle tiltrække omgivelserne med deres skønhed. Det er biologisk bestemt, at kvinder er gået efter styrke og magt for at få beskyttelse. Mænd går efter skønhed, fordi skønhed er et tegn på sundhed i naturen. En kombination af styrke og sundhed sikrer artens overlevelse. Det er pixibogsudgaven af, hvordan mænd og kvinder biologisk set bliver tiltrukket af hinanden. Så hvad sker der, når kvinder bryder med skønheden og tør vise sig fra deres mindst tiltrækkende side? Så er det netop, at kvinder for alvor bliver sjove, fordi de bryder med nogle sociale, kulturelle og historiske principper. Selve kernen i humor er at turde udstille sig selv på en mindre attraktiv facon. Humor er at bryde sociale normer, for eksempel ved at være fjollet, kikset, dum eller grim. Kun ved at turde dét, bliver noget rigtig sjovt. Således beskriver forfatter, foredragsholder og kultursociolog Emilia van Hauen, de udfordringer, der er forbundet med sjove kvinder.

Det sociale opgør

Så når en kvinde skal være humoristisk, skal hun som regel gøre grin med sig selv, fordi hun dermed bryder en biologisk bestemt skønhedsnorm. Og det er ikke umiddelbart tiltrækkende. Det er ikke noget, der gør en kvinde yndig, sød eller tiltalende. I den klassiske forstand, vel at mærke. Kontrasten mellem enten at være sjov eller at være attraktiv er altså den store udfordring for kvindekønnet. Men er det helt umuligt for kvinder både at være sjove og attraktive?

”Jeg tror, at der er flere og flere mænd, der ser, at humor i høj grad er et tiltrækkende træk ved kvinder i dag, blandt andet fordi det er et tegn på overskud. I et civiliseret samfund som vores, handler det om at kunne skabe overskud på flere måder – ikke kun biologisk og praktisk,” som Emilia van Hauen fortæller og uddyber det med:

”Der er ved at ske en større diversitet i forståelsen af, hvad en kvinde og en mand er. Vi kan jo også grine anderledes af en mand i dag, eller føle med ham på en anden måde, end vi kunne tidligere. Det er ikke så mange generationer siden, at en mand, der græd, var umandig og en taber, og derfor var det socialt uacceptabelt. På den måde ændrer synet på kønnet sig hele tiden.”

Kvinders sociale status i samfundet er fuldstændig afgørende for kvinders forhold til humor. Der ligger et socialt opgør i, at kvinder i dag har styrken til at gøre grin med sig selv og sit køn. Denne udvikling beskriver Emilia van Hauen:

Først når du er stærk nok, kan du gøre grin med dig selv, uden at det har nogle negative konsekvenser. Hvis du er svag, så gør du ikke grin med dig selv. Du har jo ikke overskud til det, fordi så underminerer du bare i endnu større grad din egen position. Selvom vi civiliserede mennesker sjældent vil være ved det, så handler næsten alt, hvad vi gør, om overlevelse.”

Kvinder har traditionelt overlevet på at være tiltrækkende gennem skønhed, fordi det kunne skabe adgang til fysisk og social sikkerhed. I dag kan kvinder overleve på så meget andet, og kun fordi kvinder har en styrkeposition, har vi socialt ”råd” til at gøre grin med os selv. Ifølge Emilia van Hauen, er det også derfor, at vi begynder at ændre på hele forestillingen om, hvad en tiltrækkende kvinde er.

Der ligger et socialt opgør i sjove kvinder – og især andre kvinder ser det som en kæmpe befrielse. Også fordi sjove kvinder italesætter mange af de dilemmaer og konflikter som moderne kvinder står i til daglig. Men heldigvis formidlet på en måde, så vi også kan smile af os selv uden at føle os udstillede på den negative måde.”

”Tour de Pik”

Ditte: ”Se lige os, vi kunne være med i ”Klovn”… Fed serie, ikke? Den er fandeme sjov! Også ”Klovn the Movie”. Kæft, jeg græd af grin, det gjorde jeg, jeg græd! Men den kunne vi jo ikke lave. Altså kvinder. Den historie kunne kvinder ikke lave.”

Louise: ”Hvorfor ikke?”

Ditte: ”Altså så ville ’Tour de Fiss’ være ’Tour de Pik’. Og så noget med at tage en lille niece med på en kanotur – og når man så kom til Skanderborg Festival, så tog man et billede af hendes abnormt store skede og kæmpe klitoris. Det er jo ikke rigtig sjovt. Det er bare ikke rigtig sjovt, vel?”

Louise: ”Nej.”

Ditte: ”Ingen humor i skeder, vel?”

Sådan forløber den første samtale mellem de to kvindelige hovedpersoner, Ditte og Louise, i DR1s comedy-serie af samme navn. Serien er skrevet af de to skuespillerinder Ditte Hansen og Louise Mieritz, der desuden spiller hovedrollerne og selv lægger navn til deres egne karakterer. Fuldstændig som vi kender det med Casper Christensen og Frank Hvam i ”Klovn”. Serien er da også blevet omtalt som ”Klovn på østrogener” og ”Klovn for kvinder”. Det vidner det om, at der ikke er lavet mange serier som ”Ditte & Louise”, der så direkte henvender sig til kvinder. Hvor de to kvindelige hovedroller tør at eksponere sig selv 100% og lave sjov med hele kvindeuniverset. Med serien forsøger Ditte og Louise at italesætte den store forskel, der er på, hvad henholdsvis mænd og kvinder kan slippe afsted med i humorens hellige navn.

Særlig har de to manuskriptforfattere ønsket at skabe mere rummelighed med serien.

“Vi har besluttet at bruge vores egne smertepunkter for at gøre det så ærligt som muligt. Vi vil gerne appellere til lidt rummelighed. Det ligger i tiden at hige efter noget perfekt, men DET er så dumt. Prøv nu at høre: Vi er mennesker, vi er fulde af fejl, og det er fejlene, vi lærer af. Vi viser nogle kvinder, der prøver, så godt de kan, men spænder ben for sig selv. Det er moderne kvinder, som vi kender dem selv,” siger Louise Mieritz til ugebladet Femina.

”Humor er at fejle. Humor er at glide i en bananskræl. Det er det modsatte af at være yndig. På den måde har kvinder lang vej derhen. Men rigtigt mange kvinder, jeg kender privat, er helt vildt sjove. Det er bare ikke en dyd, vi er trænet i,” som Ditte Hansen siger i en artikel til Soundvenue.

”Ligegyldigt om din chef er en kvinde, kommer der altid nogen og siger, ’din figur er ikke likeable nok’ og ’vi taber mændene på gulvet’. Sådan nogle ting tror jeg ikke, Frank og Casper skal lægge øre til. Næsten alle kvindelige hovedroller i tv-serier skal have en diagnose, fordi vi skal have en grund til, at de ikke er likeable. Men almindelige mennesker har også fejl, og det vil vi gerne vise,” som Louise Mieritz tilføjer i artiklen fra Soundvenue.

Derfor har Ditte Hansen og Louise Mieritz ønsket at skabe en serie om to kvinder, der forsøger at begå sig i en udpræget mandeverden, og hvor der bliver gjort grin med de absurditeter, som de to karakterer må stå til mål for på grund af deres køn.

Blandt de kvindelige studerende på Aarhus Universitet, er der mange positive ord at hente om serien.

Jeg elsker ’Ditte & Louise’. Det er befriende og opløftende, at to kvinder skildrer kvindelig seksualitet på en nuanceret og til tider uflatterende facon. Kvindelig seksualitet har tendens til at blive skildret meget ensidigt: Kvinder er monogame, de vil helst dyrke blid kærestesex og når de en sjælden gang har lyst, handler det primært om et behov for omsorg. Det er ikke særligt ofte, at vi møder kvinder på tv og i film, som på den måde tager ejerskab over deres egen seksualitet. ’Ditte & Louise’ er et nødvendigt og tiltrængt indslag i dansk kultur,” siger Sille Kirketerp Berthelsen, der studerer Nordisk Sprog og Litteratur.

”Jeg kan som kvinde identificere mig med det at være klodset i situationer, hvor man helst ikke skulle være det. Ditte og Louise er jo begge virkeligt kiksede og klodsede. Og så kan jeg identificere mig med hele spørgsmålet om, hvorvidt kvinder kan være sjove, eller om det er ”frastødende” på mænd. Jeg og en veninde havde for nyligt den diskussion. Hun havde hørt fra nogle af sine drengevenner, at piger der var sjove ikke var sexede,” fortæller journaliststuderende Jackieline Panduro Axelsen.

For de kvindelige studerende på AU er det faktisk slet ikke selve humoren i ”Ditte & Louise”, der er det mest fængende. Det er graden af identifikation, der har helt afgørende betydning for dem.

”Ditte og Louise har hver især nogle personlige egenskaber, som jeg kan identificere mig med. Så jeg ser faktisk mig selv i begge de to kvinder. Det er vigtigt, fordi når de kommer ud i lidt mere ekstreme situationer, så har de mig stadig med,” siger Simone Bak Laursen, der er studerende på Oplevelsesøkonomi.

Selvironi med en kerne af kærlighed

Selvom der er sket en større diversitet i den klassiske forståelse af mænd og kvinder, er der dog stadig stor statusforskel på det maskuline og feminine, ifølge Emilie van Hauen.

”Det er cool at være en drengepige, men det er fandeme ikke cool at være en tøsedreng. Hvis du lægger noget feminint ind over en dreng eller en mand, så mister han ofte, ikke hver gang, men ofte status. Og hvis du omvendt lægger noget maskulint ind over en pige eller en kvinde, så stiger hendes status ofte, afhængig af situationen selvfølgelig! Det vil sige, at når du har en høj status, så må du gerne skrælle lidt af dig selv, fordi det er bare drengerøvshumor. Og pigerøvshumor… Jeg ved ikke engang, hvad det er. Jeg tror slet ikke, at begrebet findes – men det kunne da være en idé?.”

Kvinders humor handler grundlæggende om at gøre grin med sig selv. Derfor er selvironi også kendetegnede for kvinder. Omvendt er maskulin humor i højere grad at pege på andre og gøre grin med dem. Det kalder Emilia van Hauen for ”en klassisk magtstrategi, hvor man gør grin med dem, man gerne vil bekæmpe”.

Selvironien skal dog være baseret på en kærlig tone. Der skal være en eller anden grad af kærlig kerne i humoren for, at det virkelig appellerer til kvinder. Ellers bliver det for utiltalende for mange kvinder, mener Emilia van Hauen.  

”Det skal ikke bare være ondt. Vi kvinder gør nok grin med os selv. Derfor har vi ikke behov for, at andre også gør grin med os, med mindre, at det bliver med et kærligt blik. Derfor må du gerne gøre grin med alle vores fejl, og alle vores åndssvage træk, men det skal på én eller anden måde være kærligt. Og så må det gerne ende lykkeligt.”

Et eksempel på lykkelig selvironi er den succesrige bog og filmatisering af ”Bridget Jones Dagbog”. Her sætter Emilia van Hauen også spørgsmålstegn ved, om den var blevet så stor en succes, hvis ikke den skøre og forfjamskede Bridget Jones havde fundet kærligheden til sidst – men fordi, hun gør dét, er Bridget Jones et bevis på, at man godt kan være elskelig og få succes, selvom man ikke er perfekt.

115268103

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page