Ironi og indie fra veloplagte Mac DeMarco

Foto: Steffen Jørgensen

Tekst: Jacob Krag Linde

Foto: Steffen Jørgensen

Man aner ikke, hvor man har Mac DeMarco og resten af hans canadiske indie-tropper. Man aner det simpelthen ikke. Med deres lallede attituder udstråler de alt andet end kunstnerisk perfektionisme på denne torsdag aften i et udsolgt Voxhall. Alligevel bliver aftenens 14 sange alle leveret med både rimelig finesse og effenhed.

MacDeMarco

Forvirringen er total, når bandets bassist iklædt Jurrassic Park-kasket det ene øjeblik fortæller, at en nær ven er syg og på dødens rand. Så hvis publikum lige vil sende lidt god energi afsted mod ham, ville det bare være for fedt. Det næste øjeblik kaster hele bandet bagværk ud til publikum, mens de på britisk formaner ”you got to eat”.

Jeg tror faktisk, at de scenemænd med andre ord kan kaldes trolls.

Ironi så tyk som tandsmør

Mac DeMarcos musik er blevet kaldt for ”lo-fi indie pop rock”, hvad end det betyder. Lo-fi (low fidelity) indikerer, at den musikalske æstetik bevidst er lettere skramlet eller lav i kvaliteten. (Nogle opfatter det som havende en autentisk effekt. Lidt ligesom når det påstås, at vinylskiver har en ”varmere” lyd…)

Sangenes opbygning, instrumenteringen og lyrikkens kærlighedstematikker er alle meget velkendte – originaliteten ligger i stedet i leverengen. Og den er indsmurt i ironi så tyk som tandsmør.

Frontmanden Mac er en legesyg charmetrold, som elsker at parodiere. Som en shapeshifter ændrer han stemme, accent og hovedbeklædning. Det er meget bemærkelsesværdigt og kan næsten – men også kun næsten – fjerne fokus fra den 25-åriges store og åbenlyse talenter.

MacDeMarco

Han er en dygtig vokalist og en yderst kapabel hitmager. Det kommer ikke mindst til udtryk, da det dansable smaskhit Freaking Out the Neighborhood sætter ild i publikum. Salens kroppe – som indtil nu har svajet og rokket til musikken – hopper lystigt op og ned til den sang, som enhver ’indie party-liste’ med respekt for sig selv bare have med. Altså.

Gemmebogen og glemmebogen

Enkelte begivenheder, som udspiller sig, men som denne anmelder ikke har evnet at flette ind i den ovenstående tekst, er værd indføre i gemmebogen. For eksempel den kebabrulle, som bliver kastet op på scenen under åbningsnummeret The Way You’d Love Her.

Eller at rummet mellem forsangerens to fortænder er så stort, at det kan ses fra bagerste række i salen. Eller at aftenens eneste ekstranummer er et obskurt cover af Enter Sandman, hvor Mac bytter Metallicas oprindelige tekstbid ”take my hand” ud med ”suck my dong”.

MacDeMarco

De mange absurde indslag, som koncerten bød på, var uden tvivl komiske. Men det havde også den logiske følge, at musikken som anledning til en åndelig oplevelse havde mindre betydning. Det var da sjovt nok, bevares, men den famøse form-og-indhold-balance tippede lidt rigeligt til formsiden med de konstante ironiske indramninger.

MacDeMarco

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page