Sjæleafsøgning og sorgforløsning i mørkets varme

På terrassen i mørket af Hanne Ørstavik, oversat af Karen Fastrup, Gyldendal, udgivet d. 22.09.2015

Hanne Ørstavik sætter endnu en gang ord på kærlighedens og begærets former og beskriver på rørende vis og med tindrende ærlighed, hvordan den sorg, som opstår, når kærligheden og begæret ikke gengældes hudløst, føles og kan gennemsyre et menneskes krop og bevidsthed.

 

Foto: Gyldendal
Foto: Gyldendal

Tekst: Karoline Kjær Hansen

Paula er 44 år og socialantropolog, mor til syge Mathilde og gennem de sidste to år kæreste med Jostein. Men forholdet har aldrig været helt eller lykkeligt, for Jostein har aldrig fuldt ud gengældt hendes begær eller udvist seksuel interesse, men har derimod søgt tilfredsstillelse af sit seksuelle begær hos andre kvinder. Selvom forholdet nu er slut, kan Paula ikke genkende eller forstå sig selv. Hun føler sig opløst, delt og fragmenteret og den længsel, som hun har båret rundt på, siden hun mødte Jostein første gang, er med tiden blevet erstattet af noget, som hverken er lyst eller ulyst. Hun er derfor rejst til Sydspanien, hvor læseren møder hende siddende en aften på terrassen til det gæstehus, som hører til Malagas universitet, og hvor hun er blevet indlogeret. Om aftenen sidder hun her i mørket sammen med biologiforskeren Vera fra Ecuador, alt imens hun i forsøget på at forstå sin egen kærlighed udfører et såkaldt forskningsorienteret feltarbejde, som består i at tilbyde escortydelser og dermed sælge sig selv. Det uofficielle mål med projektet er at finde en ny måde at elske en mand og få gengældt kærlighed og begær på: ”Jeg mener en måde at elske på hvor jeg ikke forsvinder. Hvor jeg ikke kun får ved at give, nærmest inducere den følelse jeg har brug for at få, ind i den anden, så den anden kan sende den tilbage til mig”.

Bevidsthedens billeder og sorgfuldhedens sprog

Romanens indhold afspejles i stilen, og Ørstavik kan med denne forening og sit litterære greb siges at mestre noget, som kun de færreste kan. Hun skildrer Paulas uforståenhed, opløsning og følelse af at falde fra hinanden gennem et eksperimenterende, fragmenteret og ærligt sprog, som kan illustreres gennem blandt andet følgende passage: ”Jeg føler ikke andet, ikke noget mere. Føler bare det, at jeg skal være i det stærke der hos dem, i billederne. Og så er jeg der. Men der er jeg ikke”. Gennem sin jeg-fortæller og sprogets blotte ærlighed skaber Ørstavik en særlig form for nærhed til læseren, som synes effektfuld i læserens indførelse i de billeder, som fremkommer i Paulas bevidsthed, og som hun selv forsøger at sætte ord på, behandle og forstå.

Længselsfulde kvinder i overgangsstadier

I forsøget på at hele og forlige sig med sit kærlighedsbehov, sit begær og sin seksualitet spekulerer Paula over de øvrige relationer, som hun har og har haft. Tilbagevendende bliver hendes syge teenagedatter, som hun i Norge bor alene sammen med, og forholdet til sin far og den mor, som forlod familien, da Paula var blot tre år. Overgangen fra barn til voksen, fra lille pige til kvinde, bliver således et centralt udgangspunkt for Paulas projekt. Men behandlingen af overgangen overskrider det biologiske aspekt og bliver således et spørgsmål om overgange fra flere forskellige stadier; overgangen fra at opdage en grænse til at overskride denne, overgangen fra frygt til hengivelse, fra at føle kærlighed og elske et andet mennesket til at blive besat af dette og overgangen fra opløsning til at blive hel igen. Foruden denne tematiske behandling af overgangsstadier, befinder Paula sig selv i en overgang, der handler om overgangen mellem to måder at elske mænd på: ”Jeg er ikke nået frem til den endnu. Men jeg er kommet til overgangen, det sted hvor jeg begynder at svinge, som på en gynge, frem og tilbage.” Og kun i det varme mørke på terrassen kan overgangen opbygges og den endelige overgivelse finde sted: ”Dette er som mørket nede i jorden, der hvor noget gror. Hvor man ikke ser, men bare må have tillid til at det sker.”

Paula minder på mange måder om den kvindelige jeg-fortæller i Ørstaviks forrige roman Der findes en stor åben plads i Bordeaux, som udkom sidste efterår. Den længselsfulde kvinde, som portrætteres heri, er rejst til Frankrig for at opsætte en kunstudstilling og spekulerer på om hendes kæreste, som ikke kan gengælde hendes seksuelle begær, mon dukker op til ferniseringen. Denne kvinde synes endnu ikke at have brudt endeligt med manden i sit liv og kan siges at befinde sig i stadiet før et definitivt brud. Paula har derimod til dels allerede bearbejdet dette stadie og bevæget sig til et nyt, idet hun giver sig i kast med sit egoistiske projekt og udelukkende undersøger og arbejder med sig selv og sin egen måde at elske på.

Selvom skildringen af Paula siddende i mørket er en tilbagevendende scene i romanen, så er det hverken et køligt eller dystert mørke, som Ørstavik lader hende opholde sig i. Det er derimod et sted, hvor mørket er varmt, åbent og roligt og frygten for foragt eller afvisning forsvinder. Et sted, hvor det absolut er værd at tage med hen og sidde med Paula for en stund.

Hanne Ørstavik kan mødes i Aarhus lørdag d. 3. oktober, hvor hun deltager i litteraturfestivallen Løve’s Litterære Dage, som afholdes d. 2.-4. oktober på Løves Bog- og VinCafé.  

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page