Klokken 20:53 torsdag aften på Atlas blev rødvinsglasset sat på bordet. Og få minutter senere trippede D’herrer Jørgen Leth og bagmændene Mikael Simpson og Frithjof Toksvig hen over scenegulvet og satte sig tilrette foran en udsolgt sal.
Tekst: Kristian Vessø Jensen
Foto: Tommy Frost
Jørgen Leth fik to kæmpestore kindkys da han var kommet ned fra scenen for at skrive autografer. Et fra hver side, på samme tid. Som en cykelrytter, der havde vundet kongeetapen. Leveret af to unge danske kvinder, der havde siddet på forreste række under koncerten og taget billeder og drukket rødvin og set totalt solgte ud…
Jørgen Leth smilte lettere forlegent, men også smigret.
Det var ham, der var aftenens stjerne. Det var ham, som folk var kommet for at se og ikke mindst høre. Ham som få øjeblikke forinden havde blottet sig. Snakket om sin kalkunhals. Sin alderdom. Rejst sig op fra stolen og danset rundt på scenen med små skridt i frygt for at miste balancen. Selvfølgelig var det ham der skulle kysses.
Som sagt: han og vennerne Simpson og Toksvig var trippet ind på scenen og Leth havde budt velkommen: ”Vi har glædet os enormt meget til at komme til Atlas og Aarhus. Det er jo mit hjemmepublikum, plejer jeg at sige.” Med det der ’enormt meget’, som mange efterligner, når snakken falder på Leth. Og som der selvfølgelig var en der råbte op mod scenen på et tidspunkt.
Så gik musikken i gang. Og stille og roligt blev man fanget ind.
”Det man har, det er forelskelsen selv. Man har ikke mødet. Man har kun forelskelsen. Følelsen af at være betaget: At det er hende der og ingen andre. Det er det eneste man har ud af det. Det er også i orden.” lyder det på nummeret ’Min første forelskelse’, som de tre også fremførte.
Ind i mellem numrene var der anekdoter. Bl.a. om to dusin østers på La Coupole en fashionabel restaurant i den 
mondæne bydel i Paris, Montparnasse, hvor vegetaren Mikael Simpson ikke skulle nyde noget, men hvor Jørgen til gengæld spiste 12 helt selv. Så var det levemands-image også blevet plejet over for alle de fans, som dyrker ham som sådan en, selv om det faktisk er det mindst interessante ved Jørgen Leth.
Omvendt synes det fantastiske ved Vi Sidder Bare Her og Jørgen Leth at være den syn på verden som numrene formidler. Leth ser livet på en anden måde end de fleste og musikken understøtter. Nuancerne. De små detaljer. Stille og roligt – i det små, i takt til musikken – overgav man sig til det.
De to efterfølgende nætter efter koncerten åd jeg hans portrætfilm råt: Michael Laudrup – en fodboldspiller og en om en gammel bokser ved navn Ayub Kalule. Se og høre Michael Laudrup jonglere rundt med en bold på Camp Nou i et klip på over et minut. Lige så anbefalelsesværdige som musikken er filmene.
Og kort tid efter de unge kvinder havde taget læberne fra Jørgen Leths kinder, poppede billedet af kysset op på Mikael Simpsons instagram. Smask.
