Spring til indhold
Hjem » Artikler » Norsk Hard rock på Voxhall

Norsk Hard rock på Voxhall

skambankt-voxhall-2

 

Tekst: Marie Linde Mayer

Foto: Tommy Frost

Jeg står på Voxhall og venter på, at Kindred Fever går på scenen. Accenterne summer da fremmødet  af koncertgængere er et saligt mix af danskere og nordmænd. Der er et tætpakket program på menuen i aften med 3 bands, men desværre ikke den store tilstrømning af mennesker endnu. Salen er dekoreret med olietønder, som næsten kan give nostalgiske tanker tilbage til dengang Kaizers Orchestra stadig var et band.

Lyset bliver dæmpet, røgmaskinen sat i gang og det er tydeligt, at nu er det første band klar til at indtage scenen. Kindred Fever er en duo, bestående af Jarle Langåker som vokalist og guitarist, og Linn Sofie Hagen Olsen på trommer og trumpet. Og magen til velfungerende duo er det længe siden, jeg har set. De blander på perfekt vis lyse og mørke elementer i deres sange.  I forhold til underholdningsværdien, forventede jeg ikke særlig meget med tanke på, at halvdelen af bandet er gemt bag et trommesæt, men alligevel formår de at engagere publikum. De gjorde også nogle charmerende forsøg på at tale dansk og afsluttede med et overraskende indslag, hvor aftenens hovedband, Skambankt, entrerede scenen og supplerede rytmisk med kobjælder til den sidste sang.

skambankt-voxhall-5

Aftenens andet indslag, Honningbarna, førte musikken hen i en anden retning med norsk punk-rock. Halvdelen af bandets medlemmer kravlede op på scenen via publikumssalen og satte en hel ny standard for publikumsindvolvering. De startede stærkt ud med sangen “Sønner af Sarajevo” og kørte gennem hele deres tidsmæssie repertoire på scenen, et tight program med god udførelse. Gennem koncerten var samtlige af bandets medlemmer ude og spille, synge, moshe eller danse blandt publikum, og det hjalp også med til at løfte publikum op i en stemning, der måske ikke var helt i top denne aften. Honningbarna var charmerende på den lidt rebelske måde og havde da også politiske indspark, som et palæstinensisk flag på scenen, i ægte punk-ånd. Deres performance var meget naturlig, og jeg kunne ikke gøre andet, end at lade mig rive med, når der var fællessang på deres omkvæd.

Tæppet bliver trukket for scenen efter Honningbarna. Efter en halv times tid med klassisk baggrundsmusik bliver de trukket fra, og vi bliver introduceret til Skambankt med sangen “Anonyme Hatere”. Det er tydeligt, at der er tale om et velrutineret band, der ved, hvad de laver. Hard rock blandet med norske vestlands-dialekter er fængende, og det er tydeligt, at publikum har ventet på Skambankt I aften. Skambankt kører igennem med fængende guitar-riffs, spændende lyrik og professionel performance. Jeg synes, de er gode til at engagere publikum, og de har i hvert fald fået fat i den hårde kerne af publikum, der har samlet sig lige foran scenen. De spiller en god blanding af gamle og nye sange, og viser at de har en god dialog med publikum, da de går udenom sæt, og spiller “Malin” efter ønske fra publikum.

Aftenen havde en god line-up, men desværre ikke det opmøde eller engagement fra publikum, som jeg synes, de fortjente. Kindred fever, Honninbarna og Skambankt udførte deres koncerter på meget professionel vis, og leverede et meget godt show. Desværre manglede en lille del af atmosfæren i forhold til publikum. På trods af det, blev der spillet nogle fede koncerter, og man kan nemt anbefale et lyt til deres albums, eller en tur til en af deres koncerter.