Spring til indhold
Hjem » Artikler » Antropologer smager på Food Festival

Antropologer smager på Food Festival

Antropologi Food Festival1

Hvordan ved du, at noget smager godt? Og hvorfor kan børn og voksne ikke lide de samme smage? Det er blot nogle af de spørgsmål som lektor Susanne Højlund og en flok studerende fra antropologi ved Aarhus Universitet forsøger at finde svar på ved Food Festival på Tangkrogen.

– Det er tredje gang, jeg har et hold studerende med hernede. Vi bruger det her som et sted, hvor vi kan samle data, som vi kan bearbejde bagefter og skrive artikler om eller tage med ind i undervisningen. Vi får både undervisning, forskning og formidling ud af sådan et event her, siger Susanne Højlund, der er lektor på Institut for Antropologi ved Aarhus Universitet.

– Det handler om smag. Det er det, jeg forsker i. De studerende har udviklet nogle små eksperimenter, som vil give os noget data. For eksempel har de i år lavet en skattejagt, hvor børnene bliver bedt om at gå ud på pladsen og finde nogle smage og så kommer de tilbage og bliver interviewet. Så får vi noget data ud af det, som vi kan arbejde med efter festivalen, siger Susanne Højlund.

Den indsamlede data skal bruges til grundforskning i, hvad smag er, og hvordan folk reagerer på smage.

Antropologi Food Festival2

Sara Schultz Markvorsen og Vibeke Dahlgaard er begge kandidatstuderende ved Institut for Antropologi, og de arbejder frivilligt under Food Festival.

– Det er anden gang, og det har været vildt spændende at lave antropologi på den her måde i stedet for at lave klassiske undersøgelser med feltarbejde og rapport. Det her er sjovt og spændende, og man opdager næsten ikke, at man har lavet mange spændende undersøgelser, imens man er i gang, siger Vibeke Dahlgaard, hvis entusiasme deles af hendes medstuderende.

– Det er også mit andet år på Food Festival. Jeg kom lidt med på eget initiativ, fordi jeg er meget interesseret i mad, og så synes jeg, det lød vildt spændende at kombinere min interesse for mad med antropologisk teori og metode. Jeg var glad for at være med sidste år, så derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg gerne ville med igen, siger Sara Schultz Markvorsen

De sidder begge på en bænk foran det lille telt, der hvor antropologerne holder til. De har netop interviewet to unge knægte, der deltog i deres aktivitet, Smagsdetektiverne. Børn fra seks til 12 år bliver sendt rundt på festivalen for at finde noget der smager godt, noget der smager dårligt, noget de er uenige om hvordan smager, og så skal de finde noget, de aldrig har smagt før. Når de kommer tilbage, bliver de stillet en række spørgsmål om deres oplevelser.

– Vi betragter børnene som kompetente aktører, som vi siger i fagsproget. Børn kan også selv forholde sig til deres omgivelser. Derfor er vi interesserede i, hvordan børn forholder sig til opgaven. Det giver en lille ekstra dimension for mig, at jeg skal i gang med mit store feltarbejde i næste uge, som netop handler om børn og mad, så derfor er det her også ekstra relevant for mit feltarbejde og efterfølgende specialet, siger Sara Schultz Markvorsen.

Deres aktivitet ved Food Festival giver dem en helt anden tilgang til faget, end de er vant til.

– Normalt er det os som antropologer, der er ude og samle viden og erfaringer fra folk, så det er lidt sjovt at sende børnene ud og lave deres egne undersøgelser og så efterfølgende se, hvad vi kan bruge det til, siger Vibeke Dahlgaard.

 

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page