JULEGUIDE TIL AARHUS

 

1/12 Oppyntning, kalenderlys og julekalender

Tid: Hele dagen. Lokation: Hjemme. Hak i SU’en: Gratis / småkøb

Juhuuu så blev det endelig d. 1. december! Så står den på en god omgang julehygge og når ja… eksamen. Men pak alt det væk for i dag – for det kan godt være, at det er tirsdag, men det skal ikke forhindre os i at julehygge. Min personlige erfaring er nemlig, at det er lidt hyggeligere at sidde med eksamen, når man er omgivet af julehjerter. Hjemmet skal derfor pyntes med alt hvad du har, kalenderlyset skal laves så godt som du nu kan, den første låge må åbnes, og du skal have besluttet dig for hvilken julekalender, du skal se i år. I disse tider kan det være rart med lidt nostalgi – i så fald er der både Pyrus på TV2, Nissebanden på Ramasjang eller klassikeren The Julekalender på TV2 Charlie. Find en oversigt over de mange muligheder her.

 

2/12 ”Mine aftener i paradis: Stille lys og Jonas Eika” 

Tid: 19-22. Lokation: Øst for paradis Hak i SU’en: 130 kr

Trænger du til at komme ud og få et lille afbræk fra at sidde hjemme. Så byder Øst på Paradis på filmen STILLE LYS, der beskrives som en ”sansemættet og hypnotisk film” om et religiøst folk, der lever i naturen. Filmen præsenteres af forfatteren Jonas Eika, hvilket i sig selv er grund nok til at komme forbi. Efterfølgende byder Øst for Paradis på et glas rødvin i foyeren, der nok skal få åbnet op for nogle spændende samtaler.

Æbleskiver med studiegruppen

Tid: Eftermiddag Lokation: Hjemme. Hak i SU’en: Ca. 20 kr

Hvis du ligesom jeg har været så heldig, at have haft fysisk undervisning, så har du sikkert også haft en masse med din studiegruppe at gøre dette semester, for at begrænse kontakten med resten af klassen. Eller måske skal du bruge studiegruppen en del under eksamensperioden. Uanset synes jeg, at de fortjener at blive inviteret på æbleskiver. Eventuelt kan i gøre det sidste undervisningsdag og skyde læseferien i gang med manér.

 

1/12 – 17/12 Oplev demensvenlige bænke

Tid: Hele dagen. Lokation: Aarhus Hak i SU’en: Gratis

Jeg synes altid julen, hvor glædesfyldt den end er, også giver én lyst til at reflektere over dem, der måske ikke er lige så heldige som én selv. Måske mere i år end nogensinde før, tænker vi på de syge og ensomme. Dem som ikke kan blive besøgt på plejehjem. Dem som holder jul alene. Jeg synes, at december er en rigtig god tid til at tænke på andre. Heldigvis er det netop, hvad fem nye bænke, placeret rundt i Aarhus, er lavet til. Projektet hedder ”Forglem mig ej” har nemlig til formål at skabe et øget fokus og en aftabuisering af demens. Projektet er iøvrigt igangsat af fire studerende fra oplevelsesøkonomi på AU. Det synes vi er ret cool. Find selv bænkene rundt i Aarhus, eller smut forbi Dokk1 for at se, hvor de befinder sig.

Gløgg og juleklip

Tid: Aften. Lokation: Hjemme Hak i SU’en: Omkring 40 kr.

Vi kan ikke længere være ude til senere end klokken 22, og vi må nok også sige farvel til danmarks største gå-i-byen-dag d. 25 december og store nytårsfester. Men går du og savner at få en lille skid på, så har jeg gode nyheder. Det er nemlig blevet tid til gløgg. Så inviter nogle få af dine nærmeste på gløgg og hygge. Hvad end det er brætspil, æbleskiver eller juleklip – så skal I nok liige lægge saksen væk, når I rammer lidt for mange glas gløgg.

 

Jul i Den gamle by eller Tivoli friheden

Tid: Eftermiddag/aften. Lokation: Den gamle by/Tivoli Friheden Hak i SU’en: 75 kr./140 kr.

For mig er det nærmest en tradition at tage forbi Den Gamle By og Tivoli Friheden i december. Både Tivoli og Den Gamle By byder på julemarkeder, god mad, gåture i det fri, flotte julelys og fremfor alt en utrolig juleoplevelse. Jeg vil derfor også klart anbefale at tage derhen, når det er blevet lidt mørkere, så man virkelig kan nyde oplevelsen af julelysene. Så tag forbi begge steder eller bare én af dem med en lille flok venner og glæd jer over, at nogle ting da stadig er det samme i december. Husk desuden at holde god afstand til andre.

 

Her fra Delfinen ønsker vi jer en glædelig jul og et godt nytår. Pas på hinanden derude.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page