Spring til indhold
Hjem » Artikler » Når en my verden åbner sig

Når en my verden åbner sig

Illustration: Amalie Ørsted

Ordblind og universitetsstuderende. Disse to prædikater er noget, som har kendetegnet min tilværelse de sidste tre år. Faktisk er det kun de sidste tre år af mit liv, jeg har været bevidst om, at jeg er ordblind. Før jeg startede på universitetet, var jeg godt klar over, at jeg ikke var den hurtigste læser, men jeg havde aldrig fået konstateret min ordblindhed. Sværhedsgraden på universitetet var dog med til at få mig overbevist om, at der må være et eller andet, der forhindrede mig i at kunne læse på samme niveau som mine medstuderende. Og jeg kunne fysisk mærke en stigende irritation og frustration over, at jeg ikke kunne læse lige så hurtigt som de andre. Dog har jeg også været klar over dette, før jeg startede på universitetet. Den fysiske irritation og frustration nåede bare et helt nyt niveau på universitetet. Så på første semester fik jeg konstateret, at jeg er dyslektiker.

   Jeg har lige afsluttet min bacheloruddannelse, hvor jeg har læst filosofi som hovedfag og tysk som tilvalg. To relativt teoritunge fag med meget fokus på læsning og skrivning. Det gode spørgsmål er så:
Hvordan har jeg håndteret det at være ordblind og universitetsstuderende på samme tid?
En forklaring kan være, at jeg aldrig har opfattet det at være ordblind og studerende som en modsætning. Måske kan dette lyde en smule ulogisk. For den frustration og irritation – som jeg af og til stadig kan mærke – kan komme til at fylde så meget, at man også skal huske at mærke efter, om man har overskuddet og energien til at kaste sig ud i at arbejde med de begrænsninger, som ordblindheden sætter. Der har nemlig været mange ting, som jeg har skulle lære på en helt anden måde, når jeg som ordblind har skulle lære at være universitetsstuderende. For mig har mærkatet ”dyslektiker” konkret betydet, at jeg har skulle lære at prioritere på en helt ny måde f.eks. hvordan jeg bedst lærer at læse meget svære tekster, når meget af undervisningsmaterialet ofte er tekster, som primært bare består af brødtekst og ingen tabeller mm. Derfor har meget af min tid som universitetsstuderende gået med at finde frem til nogle strategier, som har fungeret godt for mig. Ordblindhed er selvfølgelig også meget forskelligt fra person til person, så jeg skal ikke kunne sige, hvordan andre ordblinde studerende oplever de problemer, som læsningen og skrivningen måtte medføre. Jeg bruger f.eks. min computer til at få læst tekster højt, og så bruger jeg den indbyggede diktafon i det skriveprogram, som jeg bruger. Dette er med til at dulme noget af den frustration og irritation, som jeg ellers kan have i kroppen, når jeg synes det er svært at læse og skrive. Derudover er der selvfølgelig også de formelle rammer, når man er dyslektiker. I mit tilfælde handler det om, at jeg kan få ekstra forberedelsestid til både mundtlige og skriftlige eksamener.

    En helt anden dimension af mit handicap er også de strategier, som jeg tidligere har brugt for at kunne kompensere for det. For tidligere har jeg forsøgt at ”skjule”, at jeg er en ”dårlig” læser ved at tænke, at jeg skulle stræbe efter en eller anden form for perfektionisme. De ydre krav, som jeg måtte opleve i bl.a. gymnasiet, blev derfor hurtigt vendt om til en form for ideal. Og hvis jeg kunne nå dette ideal, kunne jeg skjule, at jeg ikke læste særlig hurtigt. Den negative konsekvens af denne strategi var bare, at mange områder i mit liv blev reduceret til godt/dårligt, rigtigt/forkert osv. Denne perfektionisme har også været noget, som jeg intensivt har skulle arbejde med de sidste tre år. For selvom ordblindheden til tider stadig kan føles som mur, der kan svær at kravle over, er det som om, at arbejdet med at lære sine svagheder og styrker ift. ens ordblindhed har været med til at vække en nysgerrighed og lyst til at fortsætte med lære.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page