Spring til indhold
Hjem » Artikler » Delfinens monopol

Delfinens monopol

Illustration: Lærke Gertz

En brevkasse for de studerende!

Hverdagen som studerende på AU kan byde på mange problemer, dilemmaer og situationer, som kalder på råd og vejledning. Heldigvis, kære læser, kan du ånde lettet op og føle dig tryg ved, at Delfinens monopol nok skal hjælpe dig frem til en god løsning. 

I denne udgave af Delfinen har vi modtaget en studerendes roomie- og rosenskålsdilemma: 

Kære Delfinens monopol 

Jeg har et dilemma angående min roomie, som jeg gerne vil have jeres hjælp til. Hun er en rigtig sød person, hvis venskab jeg værdsætter. Hun lever en sund livsstil og går blandt andet op i at spise mange grøntsager, hvilket jeg beundrer hende for. Der er dog et problem, og det er, at hendes yndlingsspise er rosenkål, og hun elsker at koge de små kålhoveder til alle hendes måltider – og det lugter langt væk. Mit værelse ligger op ad køkkenet, så lugten trænger ind hos mig. Lejligheden er uudholdelig for mig at være i, og jeg har endda mødt naboer i opgangen, der kommenterer på lugten. Jeg har forsøgt at vænne mig til det, da jeg ikke vil forhindre hende i den sunde og gode madvane, men på den anden side skal vi jo være roomies på ubestemt tid, og jeg har ikke lyst til at leve flere år af mit liv i sådan en stank. Jeg har smagt på rosenkålen i håbet om, at jeg kunne lide smagen og dermed kunne vænne mig til lugten, men uden held – jeg kan simpelthen ikke lide hverken lugten eller smagen. Så hvad gør jeg? Vi har altid talt om, hvor vigtigt det er, at vi er gode til at give hinanden plads og være rummelige over for vores forskelligheder. Jeg vil allerhelst undgå at konfrontere hende med det, da hun ikke skal føle, at jeg synes hendes gode vaner er ulækre. Jeg vil heller ikke skaber dårlig stemning eller mistillid mellem os ved at afsløre, at jeg har skjult min stærke holdning for hende i snart et halvt år.  

Kære studerende

Pyha, vi kan godt forstå, at du har skrevet ind til vores monopol – sikke et dilemma! Lugten af kogt rosenkål er helt sikkert ikke til at leve med på hverdagsbasis, men samtidigt er det jo en god og sund vane, som din roomie ikke skal kritiseres for, som du også selv er inde på. Vi har drøftet det og foreslår, at du – enten selv eller sammen med din roomie – undersøger alternative muligheder for at tilberede rosenkål, der måske ikke lugter i lige så høj grad. Kan de måske bages eller steges? Kan de puttes i en dejlig lasagne, hvis duft kan overtage rosenkålslugten? Hvis du selv undersøger en alternativ mulighed, kan du henkastet foreslå den for din roomie med kommentaren om, at lugten i så fald måske ikke vil være så stærk. Hvis denne løsning ikke er en mulighed, eller hvis dit forslag ikke ændrer hendes vaner, har vi også en anden løsningsmulighed. Du kan anskaffe dig en masse røgelsespinde, som du kan placere rundt i lejligheden. Når hun begynder at koge rosenkål, kan du tænde op i dem alle sammen. Således vil røgelsesduften måske overtage lugten, og hvis ikke, kan det da være, at din roomie forstår en hentydning. 

Dette er blot ét af de mange dilemmaer, der kan opstå hos os studerende. Hvilket tilvalg skal jeg vælge? Er det dumt, at jeg ikke gider at lave frivilligt arbejde? Skal jeg tage på udveksling? Hvem betaler på en tinder-date? Hvad gør jeg, hvis min studiegruppe ikke vil lære at sætte kommaer? Jeg er vild med min underviser – hjælp!

Skriv til Delfinens brevkasse på delfinen@sr.au.dk med en beskrivelse af dit dilemma eller det, du gerne vil have hjælp til. Du kan underskrive med dit navn eller være anonym. Vi vender tilbage med monopolets råd i næste udgivelse og online på delfinen-magasin.dk.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page