Spring til indhold
Hjem » Artikler » Hvad kan et studiejob give dig?

Hvad kan et studiejob give dig?

Illustration: Simone Nielsen Hvilsted

Studiejobbet er for mange studerende det, som får de økonomiske hjul til at køre rundt. Men studiejobbet er ikke kun en bonus for din økonomi. Undersøgelser viser, at et relevant studiejob kan gøre det markant lettere for dig at få et job som dimittend.

Er dit studiejob som receptionist relevant?

Det kan godt være svært at vurdere, om det studiejob du har, er relevant for dig og din karriere. Relevansen af jobbet afhænger mest af alt af, hvad du oplever, er fagligt eller personligt relevant. Der er altså gode erfaringer at hente ved de fleste jobs. Det er dermed ikke hvilket job du har, men hvad du synes, du får ud af det, der tæller.

Som studerende er det vigtigt, at du selv vurderer, om du har tid til et studiejob, og hvilket et som passer ind i din hverdag og interesser. Ud over nogle mønter på kistebunden kan et studiejob give dig værdifulde kompetencer, som vægtes højt af arbejdsgiveren, når du skal søge job efter din uddannelse. Et studiejob som du oplever som værende relevant kan give dig et godt netværk, erfaring med teori i praksis, udvikling og kendskab til hvilke opgaver som giver dig energi.  Derudover får du viden om og indsigt i arbejdsmarkedet, som du kan bruge til afklaring af, hvad du gerne vil beskæftige dig med efter endt uddannelse.    

Søg et studiejob 

Inden du begynder at søge et studiejob, kan det være nyttigt at overveje følgende spørgsmål: 

  • Hvilke brancher synes jeg er interessante og spændende?
  • Hvordan kan jeg bidrage til denne branche med mit studie og mine faglige kompetencer?
  • Hvilke arbejdsopgaver har jeg lyst til at prøve af?  

Spørgsmålene kan være med til at identificere, hvad det kunne være interessant at orientere dig mod i din jobsøgning. Husk at livet også kan være fyldt med tilfældigheder, som kan have indflydelse på dine valg og retning. Det som du kan holde dig for øje er, hvad der er vigtigt for dig i f.eks. et godt arbejdsmiljø; udfordrende opgaver, udvikling, sparring med kollegaer eller andre områder i arbejdslivet.  

Et godt råd er at bruge dit netværk, LinkedIn og jobportaler som AU Job- og Projektbank til at finde ledige stillinger fra både private og offentlige virksomheder og organisationer. Du kan også søge uopfordret, hvis du er interesseret i en virksomhed eller organisation, der ikke har et opslået studiejob. 

Det er ikke altid nemt selv at finde ud af, hvilke studiejobs som kan give mening for netop dig. Derfor kan det være en god ide at snakke med en karrierevejleder, som kan give dig nye indsigter, ideer og inspiration til din karriere. Du kan også selv gå på opdagelse på f.eks. Arts Karrieres hjemmeside, hvor vi guider dig gennem jobsøgningsprocessen fra research, CV, ansøgning til jobsamtalen. Derudover kan en nysgerrige indstilling og villighed til at prøve noget forskelligt være dit kompas mod dit næste studiejob. 

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page