Spring til indhold
Hjem » Artikler » Vækstvirksomhed til studerende: Hvorfor ikke starte arbejdslivet med et væksteventyr?

Vækstvirksomhed til studerende: Hvorfor ikke starte arbejdslivet med et væksteventyr?

Billede: Privatfoto

For mange studerende kan det føles overvældende at overveje, hvordan arbejdslivet skal startes, for der er mange veje at gå. Én mulighed er at tage med på et væksteventyr i en mindre start-up. Her bringer Delfinen nogle perspektiver på netop denne karrierevej, som forhåbentlig kan være med til at give et indblik i, hvad man går ind til, hvis man vælger den retning

Faktaboks:

Om skribenten

Rune Lysdahl Sørensen er uddannet Økonom fra Aarhus Universitet i 2017. Gennem sin studietid var han blandt andet en del af studenterorganisationen Aarhus Symposium gennem tre år og underviste på Aarhus BSS. Han har siden arbejdet fire år ved Deloitte som konsulent og sidder nu som direktør for forsikring ved Samlino.dk.

Faktaboks:

Om Samlino.dk

Samlino.dk er Danmarks førende sammenligningstjeneste for finansielle ydelser. Samlino.dk skaber et overblik for danskerne på tværs af forsikrings-, bank- og teleprodukter. Samlino.dk har et strategisk samarbejde med over 50 udbydere af finansielle produkter og har hjulpet over 400.000 danskere med at finde det bedste produkt for deres behov.

Da jeg søgte ind og blev optaget på Økonomi på Aarhus Universitet, var jeg drevet af en faglig interesse for at forstå dynamikkerne inden for samfundsøkonomi – det var ikke med henblik på at lande et specifikt drømmejob på den anden side af studiet. Derfor var jeg – ligesom mange andre – meget modtagelig over for de indtryk, jeg i løbet af min studietid fik af arbejdsmarkedet til diverse karrierearrangementer. Her blev jeg ofte præsenteret for store virksomheder og sjældent for vækstmiljøet omkring de mindre virksomheder. Jeg startede i et af de større konsulenthuse, da jeg blev færdiguddannet. Efter fire år skiftede jeg til vækstvirksomheden Samlino.dk, hvor jeg blev direktør for forsikring, og på den baggrund vil jeg her give mit bidrag til at udbrede kendskabet til den spændende dagligdag, arbejdet i en mindre virksomhed byder på.

Den stejle læringskurve

Min erfaring er, at man i en mindre virksomhed får et holistisk billede af, hvordan det er at drive en forretning. Det betyder, at man selv som nyuddannet er med til at sætte strategien og retningen for det område, man er ansvarlig for. Man kan få et ansvarsområde og drive det fra start til slut og se meget håndgribelige resultater hurtigt. Det betyder, at man lærer selvledelse meget hurtigt, da alle skal kunne holde styr på deres egne mål og vise resultater. Og det betyder, at man selv bliver nødt til at tænke igennem fra den ene ende til den anden, om man tror på det, man laver, og om det giver mening for virksomheden. Da man er så tæt på strategien og ambitionen, laver man aldrig noget, man ikke kan se pointen i – for man har selv sat målene og udvalgt initiativerne.

lles mål og samarbejde

I en mindre organisation kender alle hinanden. Fællesskabet og venskaberne, man opbygger, når man navigerer i et større forretningsmiljø og sammen bygger noget op over en lang periode, er  ganske særligt og svært at beskrive. For mig minder det meget om min tid som frivillig i studenterorganisationen Aarhus Symposium, hvor det fælles mål og viljen til at gå et ekstra skridt for at skabe den bedst mulige oplevelse for vores konferencedeltagere var altoverskyggende. I min tid ved Samlino.dk er det målet om at hjælpe danskerne med at finde de bedste finansielle produkter, der driver os. Det er i min optik en meget smuk dynamik, når et helt hold sammen arbejder for et fælles mål gennem en længere periode.

Omstillingsparathed og ejerskab

En anden betragtning, jeg har gjort mig, er forskellen i det ejerskab, man tager. Alle har så stor indflydelse på, hvorvidt vi når vores samlede mål, så alle tager ejerskab for virksomheden, som var det deres egen. Det betyder dels, at alle tager del i de tårnhøje ambitioner, vi har – personligt og som virksomhed – og dels at man hele tiden er opmærksom på, hvordan de forskellige dele af virksomheden rykker sig. Hvis der er en kollega, der har brug for hjælp, træder man i karakter og sikrer, at der ikke er nogen bolde, der bliver tabt mellem to stole. Hvis der pludselig opstår en unik mulighed fra den ene dag til den anden, er man klar til at træde til og give en hånd med.

Noget for dig?

Er det den rigtige vej for dig? Det er et spørgsmål, som jeg ikke kan besvare. Jeg har haft en fantastisk oplevelse med en meget stejl læringskurve og lært mere om, hvordan man driver forretning, end jeg havde turdet drømme om, da jeg startede. Jeg har fået sparring fra nogle meget stærke investorer og input fra andre lignende virksomheder på tværs af Europa, og jeg har opbygget venskaber, hvor vi står side om side, når det går mindre godt og hylder hinanden, når det går godt. Hvis du kan spejle dig i ovenstående, er det måske værd at overveje, om en mindre vækstvirksomhed, der er mindre synlig på karrieredagene, er det rigtige for dig.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page