Ansøgningsfristen

Lyset fra skærmen er indstillet alt for skarpt. Uret på væggen tikker ubarmhjertigt derudad. Ansøgningsfristen kommer tættere på med hvert slag. Smerten fra dine skuldre har for længst nået dine tindinger, din mave føles uendelig tung, men dine fingre sitrer, dine øjne flakker.

Hvis du tager et sabbatår og bliver boende ved mor, vil dine venner så synes, du er tåbeligt langt bagud? Du kunne selvfølgelig bare vælge noget, og så droppe ud… Men så er du en af dem dér, Lars Løkke snakker om i sin nytårstale. Ellers tak. Og hvad så, hvis det næste studie du vælger også er det forkerte? Så har du droppet ud to gange. Alle ved jo hvilke typer dét er. Og så vil du heller ikke have SU til hele uddannelsen. Tænk hvis du har et barn til den tid! Så er du den der mor, man kigger skævt til i Netto. Hende der ikke er stabil og fremtidssikret. Og hvis du ikke engang har en kæreste til den tid? Så vil de jo tro, du ikke har opnået noget siden gymnasiet!

Hvad så hvis du starter på noget “sikkert” og får et job direkte bagefter? Har du så overhovedet nået at leve? De vil jo synes du er såå kedelig. Og så får du sikkert også en kedelig kæreste, og lige pludselig har du intet spændende at fortælle veninderne, og fyrene gider ikke snakke med dig i byen… Så kan du lige så godt få de gennemsnitlige 1,7 børn og blive fuldstændig irrelevant for samfundet.

Du kan jo også vælge noget “prestigefyldt” som jura? Vil de så være imponerede? Eller vil de synes, du bare er ude efter pengene? Hvad hvis det er for svært? Åh Gud, så vil alle jo vide, at du ikke kunne klare det! Du bukker sikkert under for presset og bliver én af de der neurotiske sammenbrud, de snakker om i TV-avisen. Dem med curlingforældre, dyre psykologer og en mental stabilitet som et korthus i stormvejr…

Det er helt mørkt nu. Dine tindinger dunker. Dine hænder er kolde og klamme. Der er nogen, der kalder nede fra stuen.

Det er nu. Du holder vejret.

Men hvad så, hvis de synes det? Skal det stoppe dig, styre dig, hjemsøge enhver beslutning i en endeløs jagt på et valg, der kan fritage dig fra al kritik, fordomme og formaninger? Og når du endelig når din pension efter et langt arbejdsliv og kan læne dig tilbage… Hvad så? Hvad vil du tænke?

Du trykker ’send’

… og puster ud.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page