Karriere: Det giver et kick, at årene på skolebænken har givet pote

  • af

Billede: Privatfoto

Synes du også, det er uoverskueligt at tænke på, at den trygge læsesal og de billige øl i fredagsbaren en dag skal byttes ud med voksenliv og arbejde? For Mads Lyby var de sidste skridt ud af AU’s gule bygninger skræmmende, men i dag har han lært, at der selvfølglig også er store oplevelser i vente på den anden side

Da jeg søgte ind på Aarhus Universitet, var jura min førsteprioritet. Desværre havde jeg lige nøjagtigt ikke gennemsnittet til at komme direkte ind, og jeg startede i stedet på HA(jur.). Efter præcis tre uger vidste jeg, at det ikke var noget for mig, men jeg holdt alligevel fast i to semestre, inden jeg kunne søge ind på jura igen. Denne gang lykkedes det på kvote 2. Havde jeg ikke læst HA(jur.) et år forinden, tror jeg dog ikke, jeg havde klaret mig igennem studiet. Men det gjorde jeg, og det var en kæmpe sejr, da jeg i sommeren 2019 blev færdiguddannet på normeret tid. Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at jeg skulle på universitetet, særligt fordi jeg i folkeskolen blev udredt og konstateret læse- og stavesvag. Det fik dog ikke lov til at stoppe mig.

Dermed var det blevet tid til nye udfordringer – at finde et arbejde og acceptere, at studielivet med alt, hvad det indebærer, var et overstået kapitel. Det første job kom ikke lige med det samme. Jeg opdagede hurtigt den kedelige sandhed, at karakterer kan have kæmpe stor betydning, når man søger arbejde som jurist. På papiret var jeg ikke den bedste kandidat, men jeg har dog aldrig tvivlet på mine egne evner eller kunnen, hverken personligt eller i arbejdsøjemed. Men oven på en hård start på jobsøgningen med mange frasorteringer, lykkedes det mig alligevel, efter tre måneder, at få knækket jobsøgningskoden.

Jeg blev indkaldt til tre samtaler og fik endda tilbudt alle tre stillinger. Og så startede jeg i mit første job som juridisk konsulent hos AB Catering.

Det er givende at bringe sine kompetencer i spil

Det var et godt sted at starte, men jeg sad alene og fandt hurtigt ud af, at jeg savnede sparring med andre jurister. Den slags behov bliver man nok først opmærksom på, efter man starter i arbejde. Derfor søgte jeg et job som juridisk- og HR konsulent hos Arbejdsgiverforeningen KA, og her har jeg nu arbejdet i et års tid. Jobbet er ekstremt spændende, særligt fordi jeg kan udnytte de kompetencer, jeg har fået i løbet af min studietid. Der er noget fedt ved at mærke, at alle de år på skolebænken nu kommer mig til gavn.

Men der er også ting, som jeg har skullet lære fra bunden, fordi jurastudiet som så mange andre akademiske uddannelser ikke fokuserer særlig meget på praksis. I mit job er det særligt sagsbehandling og kontakten til KA’s medlemmer, jeg har skullet lære, og selvom det var nervepirrende at starte i et job, hvor jeg ikke ville kunne præstere 100% fra dag et, så var det ikke noget problem. Min arbejdsgiver – som de fleste andre – ved godt, at særligt nyuddannede har brug for en grad af oplæring.

Selvom det var et kæmpe, skræmmende skridt at forlade Aarhus Universitets trygge, gule rammer, er jeg virkelig glad for at være, hvor jeg er i dag. Jeg kan lide mit job og jeg har tid til familie og venner. Og med 40-45 år tilbage på arbejdsmarkedet er det altafgørende, at den plads, man finder på arbejdsmarkedet, ikke allerede efter et par år får en til at føle sig skidt tilpas.

Træn op til Kapsejladsen mens du kan

Måske har min overgang fra studieliv til arbejdsliv været lettet af, at jeg altid har haft det mantra, at studietiden er en tid, jeg aldrig får igen. Den bevidsthed har betydet, at jeg har deltaget aktivt i så mange ting som muligt, hvilket har gjort årene på AU til nogle af de bedste i mit liv. Jeg har været formand for Juridisk Selskab, sejlet til Kapsejladsen og været med i en studenterpolitisk forening. Det har givet nogle særlige minder og gode historier, som jeg ikke ville have været foruden, og som jeg glæder mig til at kunne fortælle mine børn om en dag.

Jo – du skal som studerende læse og blive dygtig inden for dit fag, men hvis jeg skulle give et råd til alle studerende, måtte det være: ”Du skal nok nå det hele. En gang imellem er det helt okay at lægge bogen fra dig og nyde, at du lige nu er et sted i dit liv, hvor du har frihed til at deltage aktivt i et unikt socialt fællesskab.”

Studielivet har sine fordele, ligesom arbejdslivet har sine.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page