DEBAT: OMLÆGNING AF KANDIDAT-SU AKA RYK TILBAGE TIL START I MATADOR

Illustration: Simone N. Hvilsted

Så er det endnu en gang blevet tid til at debattere, om kandidat-SU’en skal omlægges til lån. I denne omgang er det på opfordring af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og deres argument om, at det vil skabe social mobilitet. Forslaget mangler dog et bredere udsyn.

Vi kender alle bageren på Nørregade. Vi ved, at har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Umiddelbart en fornuftig markedslogik i et bageri. Men på det seneste er det som om, at erhvervslivet vil overføre den logik på universitetsstuderende. Studerende der, i sagens natur, endnu ikke har tjent de penge, erhvervslivet tilsyneladende mener, man på forhånd skal have, for at kunne tage en uddannelse. Den uddannelse, som netop er den adgangsgivende billet til det indtægtsgivende arbejdsmarked. Det virker som om, at studerende blot er en brik i erhvervslivets og politikernes Matador-spil.

Social mobilitet eller ej?

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen foreslog den 12. oktober i et debatindlæg i Altinget at omlægge hele eller dele af kandidat-SU’en til et rentefrit lån. Idéen er ikke ny, den er nærmest blevet fremført på tur af diverse politikere, tænketanke og interesseorganisationer. I 2016 foreslog V-regeringen noget lignende. Så i 2018 hørte vi samme toner fra De Økonomiske Råd og erhvervslivets tænketank Axcelfuture. Forrige år var det tænketanken Organisationen Ledernes tur, og i år har det været Dansk Erhverv og senest Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har lagt op til debat.

Pointen med forslaget er at løfte erhvervsuddannelserne, der uddanner faglærte, i uddannelsessystemet. Det vil øge den sociale mobilitet i samfundet, da det vil få flere unge fra lavere sociale klasser i uddannelse. At det lige præcis er i kandidaternes SU, pengene skal findes, skyldes at akademikere gennemsnitligt ender med en højere lønindkomst og derfor har rig mulighed for at tilbagebetale en SU-gæld, i modsætning til andre lavtuddannede.

Der er dog fare for, at forslaget netop begrænser den sociale mobilitet, hvilket flere har pointeret.  De nyeste undersøgelser fra fagforeningerne Djøf og IDA samt Magistrenes A-kasse viser, at 46% af bachelorstuderende fra ikke-akademiske hjem overvejer at nøjes med en bachelor, hvis SU’en på kandidaten omlægges til lån. Det tal er kun 33% for bachelorstuderende, der kommer fra akademiske hjem, og som har større socialt og økonomisk incitament fra forældrene til at fortsætte på kandidaten.

Djøf, Magistrenes A-kasse og IDA’s undersøgelse modsvarer både Lars Andersen (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) og De Økonomiske Råd påstand om, at man ikke vil se betydeligt frafald på kandidatuddannelserne ved omlægning af SU til lån.

Forslaget mangler udsyn

Intentionen om at bruge uddannelsessystemet som værktøj til at øge den sociale mobilitet er god. Men måden man ønsker at gøre det på, nemlig ved omlægning af SU’en, mangler større udsyn. Fokus skal række længere end blot til forholdene og konsekvenserne for uddannelsessystemet og for de studerende. Især mangler der blik for de problematikker, forslaget skaber i forbindelse med overgangen fra studielivet til arbejdsmarkedet.

På arbejdsmarkedet er relevant erfaring fra studiejobs eksempelvis mere adgangsgivende end karakterbladet.  Men lønnede relevante studiejobs hænger ikke på træerne. Tværtimod er de fleste relevante studiejobs frivillige. Som studerende rækker SU’en i forvejen knap nok, og mange har derfor behov for en supplerende indkomst fra et studiejob. Ser vi på forholdene mellem de studerendes privatøkonomi, universitetet og arbejdsmarkedet skal man altså, hvis man vil stå stærkt efter endt uddannelse, have to studiejobs, hvoraf det ene er relevant, men ulønnet, klare et fuldtidsstudie og samtidig have tid til et liv ved siden af. Det virker derfor som om forslaget lægger op til, at man enten skal gå ned med stress eller skippe det lønnede studiejob og i stedet låne sig selv i gæld.

Det er i forvejen svært at etablere sig på arbejdsmarkedet som nyuddannet. Hvis man dertil er forgældet og, som Socialdemokratiet foreslår, får nedsat dimittendsatsen, står man på endnu svagere ben, på et tidspunkt hvor foden snarere skal styrkes, så døren til arbejdsmarkedet kan sparkes ind.

Forslaget peger desuden ind i en større samfundsøkonomisk tendens, som nedprioriterer unge, der endnu ikke har etableret sig på arbejdsmarkedet og boligmarkedet. Og samtidig favoriseres de, der allerede er inde i varmen. Se blot hvem coronakrisen har gavnet. Under krisen var ledigheden højest blandt unge nyuddannede og studerende. Regeringens løsning på det var at hæve loftet for, hvor meget SU-gæld man kunne optage, alt imens de ældre og etablerede på arbejdsmarkedet fik finansieret deres løn af staten. Med andre ord skulle den økonomiske hjælp, de studerende fik, tilbagebetales, mens de, der allerede havde skabt sig et økonomisk fundament, fik finansieret deres løn af staten helt gratis. Samtidig har det galopperende boligmarked under kristen betydet, at den ældre del af befolkningen tjente penge på krisen, hvilket har forsinket og forringet mulighederne for unge førstegangskøbere.

I det Matador-spil, vi kalder “samfundet”, er de fleste grunde allerede opkøbt af spillere, der har været med i flere runder. Det virker som om, at vi studerende allernådigst kan få lov til at være med i spillet, men med spilleregler udstedt af erhvervslivet fra Nørregade, der lyder: Har du penge i forvejen, får du flere, og har du ingen, må du ikke engang gå – det skal du betale for. Kan du ikke lide duften i bageriet, kan du heller ikke finde et andet bageri at opholde dig i, for de er alle opkøbt af samme monopol. I stedet kan du rykke i fængsel eller helt tilbage til start og vente de næste par runder.

Del med dine venner...Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page