Kategoriarkiv: Aktuelt

Hurtiglæst og letfordøjelig Ejersbo

Anmeldelse: Nedrullede persienner og andre begyndelser af Jakob Ejersbo, Gyldendal, udgivet d. 11.12.2015

 Tekst: Karoline Kjær Hansen

 Ejersbo-feberen raser i kølvandet på Ejersbo-dokumentaren, som havde premiere i slutningen af november sidste år. Desværre formår Gyldendals udgivelse af en samling af forfatterens allerførste skønlitterære tekster ikke at skrue mere op for temperaturen.

 At genudgive tekster af store, respekterede forfattere er en almen praksis inden for forlagsbranchen og ofte til glæde for den afdøde forfatters trofaste læserskare. Men denne glæde overgås en sjælden gang ved annonceringen af udgivelser af en afdød forfatters hidtil upublicerede tekster. Dette har højest sandsynligt været scenariet , da Gyldendal annoncerede udgivelsen af Nedrullede persienner og andre begyndelser. Værket er en samling på syv af Jakob Ejersbos første noveller, hvoraf to hidtil er upublicerede, mens de fem øvrige tidligere har været trykt i bl.a. tidsskrifter. Ejersbo døde i 2008 i en alder af kun 40 år, men formåede inden da at skabe sig selv et respekteret ry og en bred læserskare, hvilket i høj grad skyldes hans roman Nordkraft. Han manifesterede herved ikke blot sin gennemslagskraft, men modtog også De Gyldne Laurbær for romanen, som også senere var grunden til, at det i Aalborg kom på tale at opkalde en plads efter forfatteren. På trods af dette kunne Ejersbos forfatterskab ved hans død karakteriseres som beskedent, men blev udvidet umiddelbart efter hans bortgang. I 2009 udkom hans Afrika-trilogi, som han arbejdede på indtil sin død, så udgivelsen af novellesamlingen er ikke et uvant foretagende for forlaget i forbindelse med netop dette forfatterskab. Kvaliteten af de litterære tekster i den nyligt udgivne samling bærer imidlertid præg af, at der er tale om nogle af Ejersbos allerførste skønlitterære kreationer. Derfor bevidner den om, at hans vej til det respektfulde eftermælde, som han har i dag, trods hans korte livstid var lang.

De syv noveller er angiveligt blevet til mellem 1995 og 2003, og der kan fra hver enkelt trækkes tråde til de udtryksformer og temaer, som Ejersbo i sine senere og længere værker udtryksmæssigt dyrker og tematisk udfolder. Samlingen kredser om temaer som dagdriveri, alkohol- og stofmisbrug, hallucinationer, utroskab, og læseren får i hver novelle et større eller mindre indblik i hovedpersonens karakter, dennes omgangsrelationer og dermed et grundlag til selv at sammenstykke hver enkelt hovedpersons skæbnesvangre historie. I alle syv noveller berettes handlingsforløbet fra hovedpersonens eget perspektiv, og novellernes jeg-fortæller bliver således et gennemgående stilistisk karakteristika. I den fjerde novelle ”Lazaron; Halvvejs; Korsets tegn” fremgår det modsat de øvrige noveller ikke klart, hvorvidt der er tale om en mandlig eller kvindelig jeg-fortæller, men fortælleren er formodentlig en mand, hvorfor blot én fortæller adskiller sig væsentligt fra de øvrige; jeg-fortælleren i ”Rør”, som er en kvinde. Hun adskiller sig ikke blot kønsmæssigt fra de seks øvrige fortællere, men også på en række andre punkter. Hun er ældre, hvilket hendes teenagebørn bekræfter, og befinder sig i højere samfundslag, idet hun er selvstændig og bor i hus. Hun er hverken arbejdsløs, alkoholiker, misbruger eller udsat for ulykkelig kærlighed, men hendes skæbnesvangre historie består banalt set i en fejlagtig og kortvarig affære med sønnen til nogle af hendes og hendes mandens venner.

Apropos banal, så synes netop nogle af fortællingernes facetter vel banale, hvilket paradoksalt nok fremstår klart, da jeg-fortælleren i ”Flytning” fastslår, at den film, som han ser sammen med sin ven, er ”kompleks”. En fortælling behøver absolut ikke at indeholde utallige sammenflettede handlingsforløb eller så at sige at være kompleks for at være fængende, interessant og god. Den simple, minimalistiske og realistiske fortælling kan være ligeså mangefacetteret og medrivende som den mystiske og komplicerede fortælling, men banalitetens kunst er svær at mestre. Ligeså er jeg-fortæller-formen. Ejersbo er i novellerne ved at skrive sig frem til den autentiske jeg-fortæller, som han mestrer i bl.a. Nordkraft. Den korte og kontante form, hvormed fortællingen ”Jordslåede dage” udfoldes, og som betones af et ofte udeladt subjekt, ”jeg”, synes at konvergere med jeg-fortællerens lidt fåmælte og afventende karakter, og Ejersbo formår heri at skabe en troværdig jeg-fortæller. Det samme formår han i samlingens første novelle ”Arbejde adler”, hvor han opsætter så urealistisk et handlingsforløb, og hvor jeg-fortælleren forvrænger virkeligheden i så ekstrem en grad, at læseren ikke sår tvivl ved fortælleren troværdighed, når han bl.a. konkluderer, at ”Det er de mest livagtige hallucinationer, jeg nogensinde har haft”. Andre steder lykkes det dog ikke for Ejersbo at skabe en troværdig jeg-fortæller. Dette er tilfældet i novellen ”Kanonføde”, hvori omdrejningspunktet er en samtale om gamle kvindelige lærere, som finder sted en drukaften mellem jeg-fortælleren og to gamle venner. Jeg-fortælleren bidrager ikke meget til samtalen og er overvejende referende og konstaterende. Få gange beskrives imidlertid stemningen, og iøjnefaldende er fx udsagnet ”Vi knækker sammen af grin”. Hertil kan man spørge, om det er en gengivelse, som synes passende og umiddelbar for en familiefar, som er fuld og ”ved at være stenet”. Samtidig er tegnsætningen i hele denne novelle yderst bemærkelsesværdig. Der optræder både ord i kursiv og fed, versalier og ord, hvor alle bogstaver er delt af mellemrum samt kombinationer heraf. Det tegner sig som et forsøg på at skitsere den udspillende samtale så autentisk som muligt, men tegnsætningen synes inkonsekvent, til tider uovervejet og blot afprøvende, hvorfor eksperimentet ikke forekommer fuldført.

Samlingen er absolut ikke kødløs, men er et vidnesbyrd om, at selv en anerkendt, respekteret og velrenommeret forfatter skal skrive sig ud af klichéer som ”Jeg ved godt, det er forkert, men det føles så rigtigt”, der synes uoriginal. Særligt når den optræder i en fortælling om en ældre kvinde, som har en affære med en yngre fyr, og som senere kommer i problemer, fordi selvsamme dreng hænger ud med hendes datter. Der er passager og elementer, som man som læser med god grund kan stille sig kritisk overfor, hvilket kan være en del af en kritik, som Ejerbo måske er blevet konfronteret med i redigeringsprocessen af hans allerede udgivne værker. Samlingen er grundet sin beskedne længde og Ejersbos lettilgængelige sprog selvsagt hurtiglæst. Hurtig indtagelse medfører dog ikke partout en let og ukompliceret fordøjelse. Det synes alligevel at være tilfældet med denne samling, hvorfor den står tilbage som en kort fornøjelse.

Den Løse Kanon genopstod i Aarhus Musikhus

Den 19. november holdt Huxi Bach og Karen Thisted foredrag i Aarhus Musikhus. Det skæve makkerpar var mødt op med et beskedent slideshow, men et særdeles skarpskåret tungebånd. Aftenen bød på lummerheder, pinagtigheder, dødsens alvor og toptunet samfundssatire.

Af Julie Lindhardt Høimark Sørensen

Rytmisk sal i Musikhuset er næsten fyldt op. Publikum er en blandet forsamling på både alder og køn, dog med en lille overvægt at dametasker. Den aldersmæssige mangfoldighed blandt publikum kan sandsynligvis tilskrives den tilsvarende aldersforskel på aftenenes to hovedpersoner, Huxi Bach og Karen Thisted. Deres makkerskab kom til verden sammen med P3-programmet ”Den Løse Kanon”. På trods af radioprogrammets store succes blandt lytterne valgte P3 at lukke det efter mindre end halvandet års sendetid.

Heldigvis blev Huxi og Karens makkerskab ikke lukket ned. Og selvom der er en alderforskel på mere end 30 år, fremstår de to besynderligt jævnaldrende på indersiden. Og det er her hele underholdningsværdien ligger. For selvfølgelig er det sjovt, når 69-årige Karen Thisted halvtkækt, halvt teenage-agtigt og helt ude af kontekst spørger Huxi, om han i grunden har en oppustelig lolitadukke derhjemme. Faktisk syntes især den ældre del af publikum at finde dén bemærkning for decideret lårklaskeværdig morsom. Men det er underholdende, fordi man fra 8. række, hvor undertegnede var placeret, helt åbenlyst kan se 37-årige Huxi Bach rødme og blive pinligt berørt over Karens bramfrihed. Så er der ikke meget andet for ham at sige end, ”Tak for i aften” Og det blev hverken første eller sidste gang den aften.

Karen Thisted blev hængende i det lumre hjørne under hele foredraget, imens Huxi Bach forblev pinlig berørt, og kæmpede for at bevare en nogenlunde sober tone.

Men pinagtigheder eller ej, så er de to uomtvisteligt ”partners in crime”. De er helt på bølgelængde og næsten euforisk begejstrede for den politiske samfundssatire, der fint suppleres med både uskyldige lummerheder og en seriøs stillingtagen til det danske samfund af i dag.

I det medbragte slideshow dukkede der både prominente og dekadente danskere op. Men ingen af dem var for fine til at slippe for en skarp bemærkning. Nok tværtimod.

”Cirka én gang om året bliver han jo ked af det, fordi han ikke må være konge. Og så bliver han god igen,” fortalte Huxi Bach om prinsegemalen, der dog var ene om den royale repræsentation i slideshowet.

En enkel afgående nyhedschef havde også sneget sig ind, men ellers var det Folketinget, der stod gevaldigt for skud. Det gjaldt blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen, Folketingets formand Pia Kjærsgaard og nu forhenværende forsvarsminister Carl Holst.

Den helt store skurk blev også uigenkaldeligt Carl Holst. Og aftenens hovedpersoner havde valgt at underholde deres publikum med billeder fra dagen, hvor Holst måtte overdrage sit ministerium til den nye forsvarsminister, Peter Christensen.

”Det ser ud som om, at Carl Holst står og onanerer! Det gør mænd tit, når de er bange,” udbryder Fru Thisted pludselig.

”Men det er nu sjældent, at man ser det ved ministeroverdragelser,” får Huxi hurtigt slået fast.

Tilbage i oktober blev det foreslået, at Folketinget skal have et særligt organ til sandheder, et såkaldt ”sandhedsorgan”. Også det forslag blev fyret ned at de to kanonkonger.

”I rækker bare hånden op, hvis det giver mening for jer,” fik Huxi Bach spydigt sagt.

Aftenen var fuld af nostalgi for tidligere lyttere af ”Den Løse Kanon”. Hvis man lukkede øjnene, og udelukkede de liveelementer, som publikum uundgåeligt bidrog med, var det fuldstændig som at sidde hjemme i stuen og høre radioprogrammet. Der var endda plads til en gammel klassiker, som da Huxi Bach omtalte Lars Løkke Rasmussens hustru, med det færiske navn Sólrun, som ”Solgryn”. Den bemærkning gik heller ikke ubemærket hen. Og det var tydeligt, at kanonparret havde været savnet af deres publikum.

Som det var tilfældet i radioprogrammets levetid, var også denne aften præget af, at der i mellem de mange skarpe bemærkninger var plads til oprigtig alvor og seriøsitet.

Det virkede hverken iscenesat eller planlagt, da Huxi Bach og Karen Thisted pludselig stod og diskuterede det (dengang) forestående valg om EU retsforbeholdet.

Også den massive flygtningestrøm, som Danmark har oplevet det sidste halve års tid, blev diskuteret med alvor. Og publikum lyttede intenst og interesseret. Faktisk i en sådan grad, at de arme, der tidligere havde klasket hænderne mod lårene i morskab, nu var korslagte i tilsvarende alvor.

”Vi befinder os jo i tredje verdenskrig. Jeg ved ikke, hvad man ellers skal kalde det!” fastslog Karen Thisted, imens der blev nikket i takt blandt publikum.

De seriøse diskussioner løftede foredraget op på et højere niveau, så aftenen ikke endte i lummer lagkage.

Karen Thisted havde dog en sidste vigtig besked, før en tornado af klapsalver kunne sætte aftenens endelig punktum.

”Huxi bor på værelse 202, piger!”

TRANSIT er en hjernevrider, du ikke bør snyde dig selv for

TRANSIT er en velspillet og flot teaterforestilling, som er svær at blive klog på, men let at blive klog af.

Af: Anne Sophie Saugbjerg

 

Store plakater og store forventninger

Hvis du har din daglige gang i Aarhus midtby, så er du måske kommet forbi en blålig plakat, hvor tre jakkesætklædte mænd har overvågningskameraer i stedet for hoveder.

Det er en pænt sej plakat og en pænt sej teaterforestilling, som den reklamerer for.

Forestillingen hedder TRANSIT og kan ses på teatret Svalegangen i Aarhus indtil d. 22. Januar 2016.

Det koster 95 kr. for studerende.

Paranoia og mistænkelige typer

I TRANSIT møder teatergængeren den paranoide Steff som er computerspecialist i PET, hvor han overvåger mistænkelig datatrafik. Vi præsenteres også for Anders, der bare gerne vil besøge sin kæreste i USA, men holdes tilbage i lufthavnen af en humorforladt og meget alvorlig security guard. Anders kunne jo udgøre en trussel mod sikkerheden, derfor er det klogest at holde ham tilbage. Knække ham! Finde ud af hvad han i virkeligheden skal i USA.

Masseovervågning og hva’ så?

TRANSIT stiller herved spørgsmålstegn ved overvågningssamfundet, om Big data, overvågningskameraer i det offentlige rum og sikkerhedsvagter: Er det nødvendigt med al den overvågning, er det egentlig sundt og rager det overhovedet en moderne teatergænger?

Det sidste kan jeg svare på: Nej – ikke rigtig.

I hvert fald ikke hvis man hører til dem, der har affundet sig med, at ens internettrafik, telefonsamtaler og alt andet mellem himmel og jord bliver overvåget, opbevaret og analyseret. Jeg hører til dem, der har affundet sig med det; hva’ så om nogen ved hvor jeg er, hvem jeg er sammen med og hvornår jeg sidst aflagde et biokemisk våben på et offentligt toilet?

Vi ved alt, men kender ingen

Der hvor TRANSIT bliver relevant, er derfor ikke så meget i den umiddelbare masseovervågningstematik, men snarer i den mellemmenneskelige relation i et samfund, hvor alle overvåger alle. Hvad er eksempelvis de psykologiske følgevirkninger, når man ved alt om et andet menneske, men uden at kende det? Og hvad sker der med relationen, når man ikke  anerkender en sikkerhedsvagt, som en autoritet, men slet og ret som et fremmed og ubehøvlet menneske, hvis spørgsmål man ikke vil svare på – ikke fordi ens privatliv er hemmeligt, men fordi det simpelthen ikke rager den anden? Hvad sker der, når man stiller spørgsmålstegn ved det kontrollerende menneske og ikke det kontrollerende system?

TRANSIT leverer nogle relevante og dystre svar på dette spørgsmål.

Meta med meta på

Men nu skal jeg ikke gøre mig klog på historien. Faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg forstod den.

TRANSIT er viklet ind i metarefleksioner om forholdet mellem litteratur og virkelighed og ender i en gordisk knude af uforløst symbolik. Men det gør ikke så meget, at forestillingen er klogere end mig. For stemningen i TRANSIT er intens. Ikke mindst fordi skuespillerne i Von Baden leverer et imponerende nærvær. De formår endvidere at formidle desperation og paranoia i en sådan grad, at det bliver lidt ubehageligt at være til stede i teatersalen, hvilket i sig selv er en spændende oplevelse. Stemningen hjælpes på vej af scenografen Laura Rasmussens flotte scenografi, som konstant skifter udtryk forestillingen igennem. Laura Rasmussen vandt i øvrigt  Talentprisen for forestillingen Umælende knæ i år 2015 ved Reumert uddelingen.

Kom nu bare afsted

TRANSIT er skrevet Thomas Markmann, som blev hædret som årets dramatiker i 2015 ved årets Reumert uddeling. Selvom TRANSIT er en hjernevrider, som er svær at blive klog på, så er det befriende ikke at få en historie leveret på et sølvfad og skåret ud i letfordøjelige bidder. Er du en helt grøn teatergænger, så er TRANSIT måske ikke den mest oplagte begynderforestilling. Men er  er du til metarefleksive historier, absurde situationer, intensitet og nærvær, så er TRANSIT en forestilling, som du ikke bør snyde dig selv for at komme ind at se.  

Relevante Revenant Ræser mod 4-5 Oscars

Tekst: Vassili Stroganov

Foto: Indiewire.com

Efter at have set The Revenant, er der en ting der er helt sikker – dette er filmen der endelig kommer til at bryde Leonardo DiCaprios Oscar forbandelse. DiCaprio’s præstation i The Revenant overskygger alle hans tidligere præstationer inklusiv hans enestående optræden i den legendariske the Titanic, der vandt 11 Oscars. 11 Oscars vinder The Revenant ikke, men den kan sagtens komme op på en 4-5 stykker. DiCaprio vinder uden tvivl i kategorien best actor, Tom Hardy vinder best supporting actor, derudover vinder filmen for best cinematography, best director, og best costume design. Disse 5 forventede Oscar statuetter vidner om filmens tårnhøje kvalitet hele vejen rundt, og samlet set er det bestemt en fantastisk film, som man helt klart bør se, selvom den til tider er utrolig barsk, voldelig og dyster.

The Revenant er instrueret af Oscarvinderen Alejandro González Inárritu, som i 2014 bla. vandt ”best motion picture” for Birdman. Filmens hovedroller spilles af Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, Domhnall Gleeson and Will Poulter. Alle fire stjerner gør et formidabelt stykke arbejde. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at de virkelig levede i 1820’erne. Filmen får premiere i Danmark den 21. januar.

The Revenant er den sande historie om en Amerikansk soldat og tæppevæver ved navn Hugh Glass, der i 1820’eres USA overlever en fæl kamp med en bjørn, hvorefter han bliver efterladt til døden midt om vinteren i Lousiana’s vildmark af sine medsoldater. Hugh Glass’s skader inkluderer bla. et brækket ben, og gør at han ikke selv er i stand til at gå – dette er grunden til at hans medsoldater efterlader ham. Tæppevæveren overlever på mirakuløs vis kulden samt sine mange bjørneflænger og andre skader ved bla. at sætte sin brækkede knogle i sit ben på plads med sine egne hænder. Glass vil gøre alt for at finde de soldater der forrådte ham. Den viljestærke tæppevæver kæmper nu for at få sin hævn.

Selve ordet ”revenant” er fra 1900-tallets Fransk og betyder en der vender tilbage efter et langt fravær, eller en person der er genfødt. Navnet The Revenant er derfor meget passende til Hugh Glass, der gjorde det umulige og vendte tilbage fra at være halvt begravet i den iskolde jord af sine medsoldater midt ude i vildmarken, til at nå frem til den nærmeste Amerikanske soldatercamp – en tur der strakte sig over 320 km. Det var herefter at han fik navnet The Revenant.

Hvis man ser på DiCaprio’s eminente skuespil, er man villig til at tro, at det ikke er skuespil og at instruktøren har sat ham til at gå 320 km i den kolde sne – så godt gør DiCaprio det i denne film. Skuespillerens ansigtsudtryk og især den måde han med sine nærmest sygelige øjne er i stand til at udtrykke komplet rædsel, som han f. eks viser i bjørnekamps scenen, er noget andre skuespillere bare ikke kan gøre på samme niveau. DiCaprio har igennem hele filmen en formidabel situationsfornemmelse, og en tilstedeværelse der gør, at seerne lever sig endnu mere ind i filmen.

En anden skuespillers præstation, som man bestemt ikke kan komme udenom, er Tom Hardy’s. Hardy spiller en temperamentsfuld herre, der er alt andet end den gode mønstersoldat, som adlyder alle ordre fra sine overrangerende. Hardy’s evne til at vise rendyrket aggression og vildskab er fra en anden verden, en vildskab der gør hans karakter til mere dyr end menneske – et sandt fyrværkeri af vrede, der kan eksplodere når som helst.

Det er langtfra kun skuespillet, der er i en klasse for sig i denne film, kinematografien er nemlig ligeså mærkværdig. Først og fremmest er filmen utrolig flot lavet med nogle fantastiske naturscener i form af øde vildmarker dækket med sne, mægtige bjerge samt kæmpe skove, og her formår instruktøren virkelig at fange naturens skønhed med kameraet. Samtidig får man nærmest en følelse af isolation fra omverdenen, når man ser det kæmpemæssige landskab. Filmens instruktør Alejandro González Inárritu kan meget andet end at vise flotte landskaber på den rigtige måde, han ved også hvordan man ved hjælp af forskellige kameravinker og uordinært kameraarbejde kan fortælle en unik historie. Dette kan kun ses og ikke forklares.

Inárritu har skabt et sandt mesterværk, og det vil ikke være overraskende, hvis han vandt en Oscar for best director. Sidst men ikke mindst er kostumerne i filmen lavet til perfektion, hvor de ud over at være ekstrem tidstroværdige, også fortæller os noget om de forskellige personer i filmen. Eksempelvis har nogen af soldaterne forskellige dyreskind på, der symboliserer deres personlighed eller de ting de har opnået i deres liv. Tom Hardy’s karakter John Fitzgerald var f. eks en kendt bjergklatrer, så han har et bøffelskind på der repræsenterer the Great Plains – et område tæt på Rocky Mountains.

Hele vejen rundt er filmen i særklasse, men hvis der er en lille ting, som man kan klandre filmen for, er det fejlcastingen af Domhnall Gleeson som kaptajnen Andrew Henry. Gleeson er uden tvivl en dygtig skuespiller, men han duer ikke til at spille ”leder roller” eller roller, hvor han skal udvise en kolossal mængde vrede. Han er simpelthen for meget af en nice guy, og det skærer tydeligt igennem hele vejen, så når han skal spille en stor autoritet blandt soldaterne og skal skælde dem ud, er det utrolig svært at tage ham seriøst.

Hvis man ser bort fra nice guy dillemaet, så er filmen perfekt, og ikke kun perfekt, men også relevant for nutiden. Selvom filmen finder sted i 1820’erne, så er filmens hovedtema præcis ligeså relevant i dag som den var for Hugh Glass i 1820’erne. Denne episke fortælling handler i bund og grund om viljestyrke, fighterspirit, håb, overlevelse, fanden i voldskhed og troen på sig selv. Disse elementer overlapper hinanden og kan alle bruges til at beskrive filmens hovedtema. The Revenant handler om aldrig at give op uanset hvad, og altid tro på sig selv. Tro kan flytte bjerge og kombineret med vilje og fighterspirit, er det en opskrift på succes. Selv om man i livet kan komme ud i situationer, hvor man tror, at det hele er håbløst, så skal man blive ved med at kæmpe og tro på, at det hele nok skal gå, og at tingene vil ændre sig.

Det er lige meget om man er en tæppevæver fra 1820’erne, eller en studerende på Aarhus Universitet i 2015, filmens tema gælder os alle sammen uanset tid og sted. I dag står verden over for flere trusler end nogensinde før – trusler som ISIS, flygtningekrisen og global opvarmning. Hvis vi lader os skræmme, lægge os ned og give op, så dør vi, ligesom Hugh Glass ville dø, hvis han bare blev liggende ude i vildmarken i stedet for at kæmpe for sit liv. Filmen The Revenant kunne ikke være mere relevant for nutiden, og dette er en af grundende til, at den kommer til at gøre det mere end rigtig godt ved årets Oscar ceremoni, hvor den kommer op på mindst 4-5 Oscars.

Det var en sand fornøjelse at se denne film, der uden tvivl er en af de bedste film ikke bare i 2015, men i de seneste fem år. Jeg giver denne film 9,5/10 stjerner, fordi den er enorm stærk på alle filmkunstens facetter – en genial film. Dette mesterværk skal ses.

Uheldig lydfordeling vingeskød ravnene

Anmeldelse af The Raveonettes + support Velvet Volume, Voxhall 4/12 2015

Tekst: Lasse Yde Hegnet

Foto: Hasan Jensen

Når et band med mærkatet “yndlings” kommer til byen er forventningerne naturligvis høje. Derfor starter man lige så naturligt med at give bandet top-karakter og så håbe på at koncerten ikke trækker dem ned. Det var i al fald tilfældet for undertegnede til Raveonettes-koncerten på Voxhall i går.

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Men inden vi kommer til Sune Wagner og Sharin Foos præstation vender vi blikket mod deres opvarmningsband. De nye, lokale og eksponerede Velvet Volume som i den grad er ved at bryde lydmuren i dansk musik. I går var endnu en god præstation af teenage-pigerne der lagde ud med instrumental og original rock inden de kom til “Runnin’ Wild” som er et af trioens få numre der ligger på Spotify. Herfra kom der knap 40 minutters rock og pigerne gav den gas. Guitarist Noa Lachmi skilte sig ud fra sine søstre ved at være helt i hvidt og hun stjal på den måde opmærksomheden, men det var bassist Naomi der virkede som ankeret. Stærkt spillende, gav hun plads til Noa der fik mest tid på mikrofonen og flere gange virkede hun som inddragende i forhold til Nataja på trommerne, ved at bevæge sig om bag hende. Nataja så man ikke mere af end pandehår og hestehale der dansede rundt mens trommerne fik tæsk. Pigerne er gode. Det der mangler er den der melodi man ikke kan få ud af hovedet efter koncerten. Det er solidt, stærkt, men det sidste for at løfte helt op, er der ikke endnu. Mon ikke det kommer? De har tiden for sig og det tegner godt!

Omkring kl. 22 gik The Raveonettes så på scenen. Sharin varhoppet ud af “Vild Med Dans”-kjolerne og tilbage i noget der mindede om en rustning med masser af glitter, Sune, som sædvanlig, næsten anonym i sin løst siddende sweatshirt. Bag dem havde en trommeslager sat sig til rette, og bandet gik i til jubel i gang med nummeret “Somewhere In Texas”. Det blev fulgt op med “Heart Of Stone” og her blev det tydeligt at der var noget der ikke fungerede med lyden. Heart Of Stone er i sin studie-version et guitar domineret nummer, og selvom den var til stede blev den trængt i baggrunden af trommerne. Lige så slemt stod det til med vokalen, som altid i Raveonettes-numre er distanceret, men her var den decideret svær at høre. Det blev et ærgeligt varsel om hvad der  var i vente. Den lave guitar og vokal var der også i Velvet Volumes optræden, men blev med Raveonettes mange backing-tracks meget tydelig.

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Det betød at duoen der har den støjende guitar som sit ypperste varemærke, simpelthen blev kvalt i lydfordelingen der gav al for meget til trommer. Den smukke, melankolske støj i stemmer og guitar kom aldrig rigtigt igennem. En skam for både Sune og Sharin virkede tændte og levere en hit-parade der rykkede over næsten alle deres udgivelser, og kun udelod numre fra det stille Observator-album. Deres debut-ep var flot repræsenteret med hele tre numre. Publikumsfavoritterne “Dead Sound”, “Endless Sleeper” og “Love In A Trashcan” lyste op som kollektive højdepunkter hvor man kunne glemme den dårlige lyd. De personlige højdepunkter kom under numrene “Kill” og “ekstranummeret “Recharge And Revolt”. På Kill som handler om Sunes afdøde far, var der en uhyggelig tilstedeværelse i Sunes vokal der gjorde netop det nummer til en stor oplevelse. Recharge And Revolt var pga. den dårlige lyd ikke så storslået som den burde, men en Sune uden guitar og med sine små gestikuleringer er altid en vinder, og bandet virker mindre introvert end tidligere.

Den ordinære koncert sluttede af med “Aly Walk With Me” som er et studie i hvor smuk og kraftig støj kan være, og det var et velvalgt slutnummer. Lige så velvalgt var den hårdt pumpende “Beat City” som det sidste af ekstranumrene.

Når udgangspunktet er topkarakter, og bandets egen præstation egentlig følger trop er det svært ikke at være begejstret, men lyden i en koncert er altså det vigtigste og de tornadoer som bandet synger om, og som de altid skaber i støj og smuk, eksploderende guitar var for svære at høre.

Den hårde dom er følgende:

Velvet Volume: 4 ud af 5

The Raveonettes: 3,5 ud af 5

Velvet Volumes mere simple opstilling havde bare bedre vilkår end ravnenes. Ikke godt nok Voxhall!

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Set-liste for The Raveonettes:

  • Somewhere In Texas
  • Heart Of Stone
  • Last Dance
  • Dead Sound
  • Endless Sleeper
  • Sisters
  • Killer In The Streets
  • Attack Of The Ghost Riders
  • My Tornado
  • Love In A Trashcan
  • That Great Love Sound
  • Christmas Song
  • Summer Ends
  • Kill
  • Aly Walk With Me

Ekstra:

  • Recharge And Revolt
  • Beat City

Varmblodige hjerter og fandenivoldske fuckfingre

Anmeldelse af teaterforestillingen ”Lyden af Slag”

 Af Line Sass

Det er torsdag den 5. november, og klokken slår 18.30. Min veninde Stine har nyfaldne regndråber på panden, da hun står uden for min dør – med musik i ørene og et smil på de altid lyserøde læber.

Godt pakket ind i jakker og halstørklæder tager vi hinanden under armen og sætter kurs mod Frontløbernes Black Box på Jægergårdsgade 152. Her skal vi opleve forestillingen ”Lyden af Slag”, og vi glæder os. Det er eksplosivt hverdagsteater med fokus på kvinder og de slag, vi udsætter os selv og hinanden for – når vi lukker nogen over hjertetærsklen.

Stine og jeg har på forhånd læst os frem til, at forestillingen er uegnet for børn, hvilket får forventningerne til at stige. I en mail forslår teater HURRA, at man selv medbringer en pude, hvis man vil være sikker på ikke at få ondt i numsen. Vi har ingen idé om, hvad der venter os, men det lyder spændende, og vi er klar!

Teaterliv i mine næsebor

”Her dufter af gløgg og teater”, siger jeg indsnusende til Stine, da vi når frem. Jeg tager mig selv i at sniffe rundt som en anden sporhund, der har fået færten af noget interessant.

Jeg har selv spillet teater i mange år, da jeg var yngre, så det er med et nostalgisk stik i hjertet, jeg kigger rundt. Det er svært at forklare, hvad teaterliv dufter af, men jeg, og mine næsebor, er slet ikke i tvivl.

På bordet i ”venteværelset” er der mulighed for at købe drikkevarer. Der er linet op med blandt andet Gulddamer, grønne Tuborg, Sommersby cider og sågar Kings-cigaretter serveret i shotglas.

Mens vi ventende drikker en Sommersby, og kvidrer lidt om mændene i vores liv, hører vi et kvindeligt kampråb inde fra salen. Det er længe siden, jeg har hørt et kampråb, der ikke har noget med fodbold at gøre… 1-0 til kvinderne.

”Det lader til, at de er ved at være klar. De lyder lidt som maorierne på New Zealand”, fniser Stine, inden vi går ind i teatermørket.

Fandenivoldske fuckfingre

Da vi træder ind i salen, får jeg store øjne og lidt kriller i maven. Rummet er mindre og meget mørkere, end jeg har regnet med. Det bidrager til mystikken, intimiteten og tankerne om, hvad der kommer til at ske. Ingen blandt publikum siger noget. Vi kan høre lyden af kvinder, der messer, og vi finder stilfærdigt en plads på bagerste række.

Allerede fra start bliver jeg taget på sengen. ”Det gjorde hun bare ikke”, hvisker Stine og smiler. På scenen ser vi en kvinde, der lyser op i mørket. Hun giver os fandenivoldske fuckfingre, hvorefter hun tager dem i munden og sutter på dem. Det ender med, at hun boller sig selv i munden med fingrene – som var det mandens pik. Seancen bliver afsluttet med højlydte støn.

I forestillingen ”Lyden af Slag” møder vi seks kvinder, som på hver deres måde kæmper med og mod hverdagen. De giver sig fuldt ud, og jeg må ærligt indrømme, at jeg får lidt røde kinder på deres vegne. Det handler ikke bare om kussen og sex, men hele følelsesregisteret fra top til tå. Som publikum får vi et hårdtslående indblik i kvinder, når de er bedst – men så sandelig også når de er værst.

I en scene ser vi for eksempel to af kvinderne i færd med at give en 16-årig pige ”tørt på”. Her minder de mest af alt om mænd, der koger over og vil slås. De lader brysterne hænge ude, puster sig op og er store i kæften. Her viser de en side af kvinden, der hverken er køn eller feminin, men som ikke desto mindre eksisterer.

I en anden scene kravler de rundt på gulvet som sexede misser i gennemsigtige strømpebukser. De viser kort sagt, hvordan kvinden er et forunderligt, foranderligt væsen.

Samtidig er forestillingen også en kærlighedserklæring til manden. Til sidst ser vi kvinderne i samlet flok. De snakker kærligt om far-kroppen, de små dun på øreflippen, månen på toppen såvel som sixpacken. Det afspejler på mange måder, hvordan vi kvinder bare elsker mænd – og sætter pris på det, de gør.

Kend din selvdestruktion

”Kvinde, kend din krop. Kend din selvdestruktion”, lyder det ud i rummet.

Teater HURRA forholder sig til samfunds- og samtidsaktuelle problemstillinger. Ambitionen er at pille ved indgroede tankemønstre og skabe rum for refleksion. Deres tilgang er åben og undrende, og de dømmer, ifølge dem selv, kun lidt.

Kvinderne på scenen lader som om, de fjerner kropsbehåring, får spray tan og går i fitness. De ”bouncer” samtidig med, at de med mekaniske bevægelser gør det, der bliver forventet af dem – som for eksempel at være glat og fit. Forestillingen hiver også fat i den mavedelle, der driller og hele tendensen til at være utilfreds med egen krop. På den måde har ”Lyden af Slag” fået mig til at reflektere over de slag, vi giver os selv – såvel som de varmblodige hjerteslag vi giver mændene i vores liv.

Stine og jeg har kendt hinanden, siden vi var helt små. Vi snakker meget om følelser, slankekure, kærlighed og karriere Vi tænker og bekymrer os i det hele taget utrolig meget – præcist som forestillingen har fokus på. Der er altid en delle, der driller eller en dråbe, som truer med at få vores kærlighedsliv til at flyde over og gå i vasken.

 Kvinde anno 2015

”Lyden af Slag” har i den grad sat tanker i gang om, hvad det vil sige at være kvinde anno 2015. Vores sindsstemninger, sindssyge og sødme. Kærlighed, foragt, begær og mindreværd. For det vil jeg gerne sige tak. Det var på alle måder en speciel, intim og tankevækkende oplevelse udover det sædvanlige. Det er teater, der vil noget, og som har noget på hjertet. Den slags kan mærkes.

Jeg har følt mig i godt selskab med seks sexede, seje og stærke kvinder, som giver sig fuldt ud – og tør råbe op om kussen. ”Vi har brug for noget mere af det her”, har jeg noteret i min blok.

Tiden gik så stærkt, at vi troede, vi var nået til pausen, da forestillingen faktisk var slut. Jeg er i hvert fald varmet op til flere fandenivoldske fuckfingre, og jeg kan stadig høre lyden af slag!

Crimson Peak peaker ikke

Tekst: Vassili Stroganov

Hvis du tror at Crimson Peak er en gyserfilm, så må du tro om igen. Selvom vi har at gøre med en mørk fortælling med spøgelser, skumle karakterer og et gotisk slot, så er Crimson Peak en kærlighedshistorie, der af en eller anden oversag er blevet markedsført som en gyser. Efter at have set traileren for filmen, kan man ikke være i tvivl om at dette er en skrækindjagende gyserfilm, hvor man kommer til at sidde på kanten af stolen i næsten to timer, men efter at have set filmen må man, til gyserfanens store skuffelse, konstatere at Crimson Peak er en omgang tam gotisk romantik med en søvnindbydende svag første halvdel, men med en stærk anden halvdel og slutning.

Filmen er instrueret af Guilermo Del Toro og har store navne som Mia Wasikowska, Tom Hiddleston, Jessica Chastain og Charlie Hunnam i hovedrollerne. Filmen fik premiere i Danmark den 15. oktober og kan ses i biograferne frem til den 18. november.

Crimson Peak handler om en ung kvinde der drømmer om at blive en anerkendt forfatter og forelsker sig i en mystisk mand fra England, der hjælper hende med at blive bedre til skrivekunsten. De to gifter sig og hun rejser med ham til England, hvor de flytter ind i et gammelt forfaldent slot. Der går ikke lang tid før den unge kvinde begynder at høre mystiske lyde og opleve mærkelige ting, og det er her, at historien for alvor starter.

Et aspekt af denne film, der er helt fantastisk, er kinematografien, hvor Guilermo Del Toro endnu en gang viser, at han er en af de absolut bedste instruktører når det kommer til dekoration af sættet, produktions design, flotteste kostumer osv, men en god film kræver meget mere end bare et flot udseende. Det vigtigste i hver eneste film er uden tvivl manuskriptet, og det er her, at den går galt for Crimson Peak. For eksempel skulle man have set meget mere til spøgelserne i denne film, samt mere af Jessica Chastain’s karakter, der er meget mere interessant end Mia Wasikowska’s karakter, som ikke rigtig har noget at byde på. Det skal dog siges at skuespillerne leverer alle en overbevisende præstation, men selv dette kan ikke redde filmen, for når manuskriptet ikke er stærkt nok, er der ikke meget, der kan redde en film. Især Tom Hiddleston og Jessica Chastain gør det forrygende, og er uden tvivl de mest interessante karakterer i denne film. Begge udviser en enorm tilstedeværelse og en utrolig excentrisk energi, der giver filmen et ekstra krydderi.

Temaet i denne film er uden tvivl kærlighed, hvor der også er forskellige undertemaer som spøgelsestemaet, kampen om magt og succes og et andet undertema som er særdeles foruroligende, men et tema som jeg af gode grunde ikke kan afsløre. Når du har set filmen, vil du forstå hvad jeg mener.

Jeg mener bestemt, at denne film er værd at se, dog var jeg meget skuffet over den første halvdel af filmen, hvor det simpelthen gik alt for langsomt, og så synes jeg, at hvis man markedsfører en film som en gyser, skal det være en gyser og ikke en gotisk kærlighedshistorie. Der var et par gange hvor jeg fik et lille chok, men i det hele taget synes jeg slet ikke, at filmen var uhyggelig. Jeg giver denne film 6,8 ud af 10 stjerner.

Mediterranea – en uhyggelig aktuel film

Billederne af lille, druknede Aylan, giftige debatter om flygtningekvoter, Europa i oprør, aldrig har en film som Mediterranea syntes så forbandet aktuel. En stærk film, der sætter navne og ansigter på to unge skæbner, der, som tusindvis af andre, vover livet i kampen for at skabe sig et nyt og bedre liv i det forjættede Europa.

Af Anna Eva Heilmann 

I filmen møder vi de to hovedpersoner, Ayiva og Abas, i Algeriet, hvor de netop er ankommet fra hjemlandet Burkina Faso. Herfra følger vi dem på en lang og farefuld færd på fods gennem ørkenen mod den libyske kyst, hvor en båd skal tage dem til Italien. Mod Europa vil de, for at tjene penge til familien derhjemme, og for finde det Europa de har oplevet gennem billeder på Facebook.

Båden når de, efter at blive overfaldet af banditter, og herefter følger en turbulent tur over Middelhavet, hvor de kun i sidste øjeblik bliver reddet af den italienske kystvagt, givet tre måneder til at finde en lovlig arbejdskontrakt og et koldt, vådt telt at sove i.

Ayiva og Abas finder sort arbejde på en appelsinplantage, og begynder langsomt at tjene penge nok at opgradere teltet til et lurvet kammer, og ordentlige arbejdshandsker. Især Ayiva kommer godt ud af det med chefen, og han stiger i graderne nok til at blive inviteret til middag hos familien, en arbejdskontrakt bliver det dog aldrig til. Abas har det sværere med at forene det romantiserede billede af Europa, med den våde, hårde og kolde realitet, og i frustrationen falder han i selskab med andre lige så frustrerede unge mennesker – prisen bliver grufulde italienske tæsk.

Mediterranea er filmet som en dokumentar, er observerende og usentimental. Der er ikke de store plot-twists eller klimaks, selv voldsomme scener synes naturlige og ikke overraskende. Det er måske dette, der gør Mediterranea så uhyggelig. Man sidder med den ubehagelige fornemmelse, at denne historie på ingen måde er speciel eller unik, at den finder sted lige nu, mange steder, tæt på os.

Mediterranea handler om hvordan det er at ankomme til et fremmed land, hvor man ikke er videre ønsket. Den handler om mødet med venlige mennesker, men også mødet med had og fjendtlighed, om kampen mod hjemlængsel og frustrationen over ikke at være i stand til at ændre særligt meget. Det er en hård film, en højaktuel film, en afsindig vigtig film.

Øst for Paradis Filmimport har besluttet, at de første 4 ugers indtægter fra den kommende film ”MEDITERRANEA” vil blive doneret til Dansk Flygtningehjælp. Filmen får premiere 15. oktober ibiografer landet over, og for hver billet, der sælges i hele landet, går importfirmaets andel ubeskåret til at hjælpe de syriske flygtninge. Det er håbet, at filmen udover at give økonomisk afkast til Dansk Flygtningehjælp også vil være med til at give et mere nuanceret billede af ”de fremmede”.

Når livet slutter før det rigtig er begyndt

Me and Earl and the Dying Girl er en lille perle midt i mængden af meningsløse ungdomsfilm. På finurlig vis formåede den at få undertegnede til både at grine højt og græde som pisket. Den vækker elegant og detaljeret eksistentielle følelser og tanker hos sin tilskuer og drager en ind i sit magiske univers.

Tekst: Trine Møller

Det regner og rusker, da jeg begiver mig mod Øst for Paradis’ fomiddagspremiere på Me and Earl and the Dying Girl. Det er et to-filmsarrangement, hvor 45 years  ligeledes har premiere. Der serveres lækre crossainter og varm sjælevarmerdrik inden filmene og tilskuerne får sig en kop the eller kaffe med ind, når de putter sig i de bløde, røde biografsæder.

Greg er titlens I, en kvik fyr ustyret med et lavt selvværd, som distancerer sig fra verden og hvis fornemste mission på gymnasiet er ikke at få et tilhørsforhold til nogle grupper, at være usynlig. Sammen med kammeraten Earl bruger han det meste af sin tid på at lave små film- parodier på gamle klassikere. Her skinner hans distancerede jeg-dur-ikke-til-noget-attitude også igennem, og han referer til filmene som værende virkelig dårlige. Da hans mor tvinger ham til at tilbringe tid sammen med pigen Rachel, som netop har fået konstateret leukæmi bliver han nødt til at forholde sig til andre mennesker og forholde sig til selve livet.

Kemien mellem de tre hovedrolleindehavere er rigtig god. Thomas Mann er charmerende som den kejtede Greg. RJ Cyler er overbevisende som vennen Earl , som kommer fra et lidt hårdt mijø og samtidig er bundfornuftig. Olivia Cooke er tryllebindende som den kræftsyge Rachel med de kæmpe store brune øjne.

Oveni ses nogle skønne birollepersonligheder. Gregs far er en verdensfjern sociologi-professer, som bruger det meste af sin tid på at spise specielle ting iført sin morgenkåbe. Det er ham, der har introduceret drengene til de gamle filmklassikere. Rachels mor er også en skæv karakter med sin kroniske småfuldskab og sin flirtende tilgang til de unge drenge.

Filmen kunne have udviklet sig som en kærlighedshistorie melle Earl og Rachel, men istedet vælger den at hylde venskabet. Midt i sit triste tema formår den at være yderst humoristisk og livsbekræftende. Og Greg lærer, at han bliver nødt til at engagere sig i verden og modnes stille og roligt gennem filmen. Alt i alt er filmen en stor oplevelse, som man ikke skal snyde sig selv for.

Reverse og Jørgen Leth

Tekst: Thomas Vinther

Foto: Steffen Jørgensen

Mange aldre optager allerede de første mange rækker, da jeg træder ind i den rå hal, der udgør Atlas. Jeg finder mig hurtigt en plads så langt fremme som muligt på de ubekvemme klapstole opstillet til lejligheden. På scenen står allerede en orange højstol badet i et rødligt skær, omringet af klaver, kontrabas og trommer.

JoergenLethReverse

Da det improviserende jazz band Reverse (Terkel Nørgaard på trommer, Jesper Thorn på kontrabas og Søren Gemmer på klaver) træder ind på scenen få minutter over ni, sker det uden en større reaktion fra publikum end et par halvhjertede klap fra nogle enkelte personer rundt om i salen. Reverse bliver skarpt forfulgt af aftenens hovedperson, Jørgen Leth, som ikke må nøjes med halvhjertede klap, men nærmere modtages som var han på hjemmebane. Leth virker da også glad og taknemmelig for modtagelsen og fortæller også stolt at det næsten er blevet en tradition for dem at spille sammen på Atlas og at han da rent faktisk også er på hjemmebane. Leth er bl.a. opvokset her, har fået et cykelløb opkaldt efter sig og har været bordtennismester her i Århus, hvilket han er meget stolt af.

JoergenLethReverse

Men det er jo Leths digte og stemme og Reverses musik, der er hovedpunktet denne aften og efter en kort introduktion til Leths ”bibel”, alle hans samlede digte, hvor Leth selv glemmer, hvad hans nyeste samling af digte hedder og blot smågrinende konstaterer at ”vi ser, hvad der sker”, hvilket er et af hans yndlingsudtryk og meget beskrivende for aftenen.

Leth begynder fra sin første digtsamling ”Gult Lys” meget overbevisende og dominerende, imens Reverse står lidt i baggrunden, men det er ikke længe. Det er tydeligt, at Reverse er et sammenspillet band, der kender hinanden og også kender Leth, og de gør hurtigt de manglende klapsalver fra salen til skamme. Der bliver spillet frem og tilbage, mens der bliver givet plads til Leth og taget plads igen. Det er overordentlig vellykket jazz improvisation, der til tider næsten ændrer Leths digte, der bliver oplæst på den ubeskrivelige Leth-måde, mens Leth også kræver plads og giver plads til musikken med sin stemme. Vi kommer vidt omkring i Leths forskellige digte, fra sport til kærlighed, over i det erotiske og runder også digte om Leths kærlighed til æg.

JoergenLethReverse

Aftenen går glat og flydende, kun afbrudt af Leths korte fortællinger og små introduktioner, når vi bevæger os igennem hans digtsamling, men Leth skal lige høre om alle i salen har set eller kender til De Fem Benspænd. Et rungende ja fra den mørke sal er svar nok! Aftenen igennem ledsages musikken med væltende ølflasker, så selv Leth til sidst må konstatere, at der er mange øl i salen.

Det er dog ikke kun lyden fra væltende ølflasker, der strømmer op mod scenen fra publikum, der bliver grint, klappet og hujet og publikum bliver efterladt næsten i en trance af Leths sprøde stemme og musikkens vandren. Reverse gør da også deres for at overraske, hvor hænder til tider bliver brugt direkte på trommer og direkte på klaverets strenge. Men lige så abrupt som aftenen begyndte, lige så abrupt ender den næsten uden advarsel, da et blik mellem Leth og trommeslageren, Terkel Nørgaard, afslutter aftenen til stor ærgrelse for publikum, der gerne ville have mere endnu, men som kvitterer med stående klapsalver. Lyset bliver tændt og vi er nu alle tilbage i den rå hal, med de ubekvemme klapstole, langt væk fra Reverse og Jørgen Leth. En fantastisk aften som forhåbentlig vil blive en tradition.

Sjæleafsøgning og sorgforløsning i mørkets varme

På terrassen i mørket af Hanne Ørstavik, oversat af Karen Fastrup, Gyldendal, udgivet d. 22.09.2015

Hanne Ørstavik sætter endnu en gang ord på kærlighedens og begærets former og beskriver på rørende vis og med tindrende ærlighed, hvordan den sorg, som opstår, når kærligheden og begæret ikke gengældes hudløst, føles og kan gennemsyre et menneskes krop og bevidsthed.

 

Foto: Gyldendal
Foto: Gyldendal

Tekst: Karoline Kjær Hansen

Paula er 44 år og socialantropolog, mor til syge Mathilde og gennem de sidste to år kæreste med Jostein. Men forholdet har aldrig været helt eller lykkeligt, for Jostein har aldrig fuldt ud gengældt hendes begær eller udvist seksuel interesse, men har derimod søgt tilfredsstillelse af sit seksuelle begær hos andre kvinder. Selvom forholdet nu er slut, kan Paula ikke genkende eller forstå sig selv. Hun føler sig opløst, delt og fragmenteret og den længsel, som hun har båret rundt på, siden hun mødte Jostein første gang, er med tiden blevet erstattet af noget, som hverken er lyst eller ulyst. Hun er derfor rejst til Sydspanien, hvor læseren møder hende siddende en aften på terrassen til det gæstehus, som hører til Malagas universitet, og hvor hun er blevet indlogeret. Om aftenen sidder hun her i mørket sammen med biologiforskeren Vera fra Ecuador, alt imens hun i forsøget på at forstå sin egen kærlighed udfører et såkaldt forskningsorienteret feltarbejde, som består i at tilbyde escortydelser og dermed sælge sig selv. Det uofficielle mål med projektet er at finde en ny måde at elske en mand og få gengældt kærlighed og begær på: ”Jeg mener en måde at elske på hvor jeg ikke forsvinder. Hvor jeg ikke kun får ved at give, nærmest inducere den følelse jeg har brug for at få, ind i den anden, så den anden kan sende den tilbage til mig”.

Bevidsthedens billeder og sorgfuldhedens sprog

Romanens indhold afspejles i stilen, og Ørstavik kan med denne forening og sit litterære greb siges at mestre noget, som kun de færreste kan. Hun skildrer Paulas uforståenhed, opløsning og følelse af at falde fra hinanden gennem et eksperimenterende, fragmenteret og ærligt sprog, som kan illustreres gennem blandt andet følgende passage: ”Jeg føler ikke andet, ikke noget mere. Føler bare det, at jeg skal være i det stærke der hos dem, i billederne. Og så er jeg der. Men der er jeg ikke”. Gennem sin jeg-fortæller og sprogets blotte ærlighed skaber Ørstavik en særlig form for nærhed til læseren, som synes effektfuld i læserens indførelse i de billeder, som fremkommer i Paulas bevidsthed, og som hun selv forsøger at sætte ord på, behandle og forstå.

Længselsfulde kvinder i overgangsstadier

I forsøget på at hele og forlige sig med sit kærlighedsbehov, sit begær og sin seksualitet spekulerer Paula over de øvrige relationer, som hun har og har haft. Tilbagevendende bliver hendes syge teenagedatter, som hun i Norge bor alene sammen med, og forholdet til sin far og den mor, som forlod familien, da Paula var blot tre år. Overgangen fra barn til voksen, fra lille pige til kvinde, bliver således et centralt udgangspunkt for Paulas projekt. Men behandlingen af overgangen overskrider det biologiske aspekt og bliver således et spørgsmål om overgange fra flere forskellige stadier; overgangen fra at opdage en grænse til at overskride denne, overgangen fra frygt til hengivelse, fra at føle kærlighed og elske et andet mennesket til at blive besat af dette og overgangen fra opløsning til at blive hel igen. Foruden denne tematiske behandling af overgangsstadier, befinder Paula sig selv i en overgang, der handler om overgangen mellem to måder at elske mænd på: ”Jeg er ikke nået frem til den endnu. Men jeg er kommet til overgangen, det sted hvor jeg begynder at svinge, som på en gynge, frem og tilbage.” Og kun i det varme mørke på terrassen kan overgangen opbygges og den endelige overgivelse finde sted: ”Dette er som mørket nede i jorden, der hvor noget gror. Hvor man ikke ser, men bare må have tillid til at det sker.”

Paula minder på mange måder om den kvindelige jeg-fortæller i Ørstaviks forrige roman Der findes en stor åben plads i Bordeaux, som udkom sidste efterår. Den længselsfulde kvinde, som portrætteres heri, er rejst til Frankrig for at opsætte en kunstudstilling og spekulerer på om hendes kæreste, som ikke kan gengælde hendes seksuelle begær, mon dukker op til ferniseringen. Denne kvinde synes endnu ikke at have brudt endeligt med manden i sit liv og kan siges at befinde sig i stadiet før et definitivt brud. Paula har derimod til dels allerede bearbejdet dette stadie og bevæget sig til et nyt, idet hun giver sig i kast med sit egoistiske projekt og udelukkende undersøger og arbejder med sig selv og sin egen måde at elske på.

Selvom skildringen af Paula siddende i mørket er en tilbagevendende scene i romanen, så er det hverken et køligt eller dystert mørke, som Ørstavik lader hende opholde sig i. Det er derimod et sted, hvor mørket er varmt, åbent og roligt og frygten for foragt eller afvisning forsvinder. Et sted, hvor det absolut er værd at tage med hen og sidde med Paula for en stund.

Hanne Ørstavik kan mødes i Aarhus lørdag d. 3. oktober, hvor hun deltager i litteraturfestivallen Løve’s Litterære Dage, som afholdes d. 2.-4. oktober på Løves Bog- og VinCafé.  

Syrerockere kommer med fred på Voxhall

Tekst: Christoffer Fischer

Foto: Pressebillede

Hvis man møder Lorenzo Woodrose på gaden, så tænker man automatisk, at ”ham der garanteret

spiller syrerock”. Og man vil have helt ret. For Lorenzo Woodrose, også kaldet ”Guf”, er

frontmand i et band, der om nogen spiller syrerock, vel at mærke på dansk. Bandet er selvfølgelig

Spids Nøgenhat, og på lørdag udruller de deres psykedeliske tapet over Aarhus, når de går på

scenen på Voxhall klokken 21.

 

Det bliver en ganske særlig oplevelse og også en eksklusiv en af slagsen. Der er nemlig tale om et

band, der kun har spillet ganske få koncerter over årene. Og så er dansksproget syrerock heller ikke

ligefrem en hverdagsoplevelse. Dertil har bandet lidt af en farverig baggrund. For det lå ikke helt i

luften, at en flok danskere med hang til mere end bare øl skulle være oplagte at placere en lørdag

aften på Voxhall. Faktisk var bandet mest af alt bare et fritidsprojekt for de tre oprindelige

medlemmer, der fandt sammen helt tilbage i 1998, inden de tre år senere udsendte

deres debutalbum, med typisk finurlighed kaldet ”En mærkelig kop te”. Beskedne 44 styks var

salgstallet efter første optælling. Men kun til at begynde med, da bandet med årene vandt sig en

skare af fans, der hyldede debutudspillet som en kultplade.

 

Disse fans hørte endelig mere til Spids Nøgenhat, da de genforenedes i 2009 i en ny konstellation.

De oprindelige medlemmer Lorenzo Woodrose (døbt det lidt mere borgerlige Uffe Lorenzen),

Henrik Klitstrøm og Morten Larsen fortsatte, men der var fundet plads til tre nye medlemmer:

Anders Skjødt, Anders Grøn og sidst, men ikke mindst Sebastian Bülow. Mens de fem andre måske

ikke så overraskende bidrager med deres musiske talenter, så er Sebastian Bülow et helt særligt

medlem af bandet. Han er lysmand.

 

Derfor bidrager han til den helt unikke oplevelse, som en koncert med Spids Nøgenhat er. Mens de

fem andre spiller deres psykedeliske rock med inspiration fra fortiden, så skaber Bülows lysshow en

totaloplevelse af mere end blot musiske indtryk. Denne audiovisuelle konstellation af lys og musik

blev for første gang for alvor testet på et større publikum, da bandet spillede på Roskilde Festival

i 2011. Som konsekvens af den voksende interesse omkring projektet, som koncerten i høj grad

bidrog til, gik medlemmerne i studiet og indspillede ”Kommer med fred”, der udkom i 21. oktober

2013.

 

Med et nyt album på gaden eksploderede interessen for Spids Nøgenhat for alvor. Det kulminerende

med to priser til Danish Music Awards 2014 for Årets Danske Live Navn og Årets Danske

Rockudgivelse. Alligevel er det stadig ganske sjældent, at man kan opleve sange som ”Giv slip” og

”Den gennemsigtige mand” til koncerter. På lørdag værdiger de seks svampetroubadourer dog

Smilets By med disse sange foran et stort publikum på Voxhall. De besøgende kan udover omtalte

lysshow forvente masser af improvisatoriske riffs fra guitarerne samt selvfølgelig den uforlignelige

tilstedeværelse af Lorenzo Woodrose på vokal, der med sveden haglende ned i sit overdådige

fuldskæg vil føre salen frem til den uundgåelige messen af ”Spids Nøgenhat! Spids Nøgenhat!”

 

Spids Nøgenhat

Voxhall, 19. september, kl. 21

Der er stadig billetter til koncerten, men man skal være hurtig!

 

DIGTSAMLING: ’Røntgen’ skræller huden af tilværelsen

Forside

Tekst: Eline Eggers

Foto: Rikke Hector Degner

Anmeldelse: Røntgen af Daniel Boysen, Det Poetiske Bureaus Forlag, udgives den 29.08.2015

Forfatter Daniel Boysen river i hudlap efter hudlap, side efter side, mens han skildrer et liv i forandring og udvikling.

Hvem kan ikke huske følelsen efter døren er smækket, og man står alene med nøglen i hånden – flyttet hjemmefra. Det husker Boysen, og han skriver levende og klart om livet både generelt og personligt. Han skyder skarpt og rammer ungdommen lige i hjertekammeret med følelserne uden på skjorteærmerne. Kærlighed, angst, ensomhed, glæde, vrede. Alle de store er samlet på de knap 160 sider. Han giver læseren en veludført gave, helt enkel og svær på samme tid. Hurtigt læst, men langsomt glemt.

Bevægelsens bevægelse

Røntgen blev til mens Daniel Boysen selv var i bevægelse. Han fortæller på sin hjemmeside, hvordan skriveprocessen udfoldede sig flere forskellige steder. I toget gennem Tyskland mod Berlin, i Århus og Tjæreborg og i Norge på færgen og på fjeldet. Der har altså været en stor indre og ydre bevægelse i og omkring selve skriveprocessen, hvilket udmønter sig i digtene.

Læs bare her:

”Jeg sidder i min gamle have

kartoflerne er gravet ned

og venter på at bryde frem

forstå dagens lys

hvis man hiver nok i fiskene

kan de flyve

jeg tager hertil

når jeg har brug for

en uges ensomhed

katten går over terrassen

stjæler mit vand

næsten

som en dronning

der er også kriser her

de virker bare mindre

pupinkablerne svævede

engang over markerne

de førte vores ord

gennem fjerne ekkoer

og majskolber

fra vi havde sagt

vores ord

til de

nåede frem

havde verden

ændret sig

bortset fra her

hvor haven blomstrer

som sidste år”

Et udsnit af livet

Røntgen er Daniel Boysens fjerde værk og den første officielle digtsamling. Dog viste han allerede i starten af 2015 sine lyriske færdigheder med den selvtrykte og uofficielle digtsamling, Alt kan sam l e s igen. Heri finder han rejseteleskopet frem og stiller skarpt på eksistensen i stormvejr. Digtene beskriver det rige følelsesliv, der opstår når vi frivilligt rives ud af vores varme comfort zone og tvinges til at tale, tænke og føle anderledes. På mange måder spejler de to digtsamlinger hinanden, hvor Røntgen nysgerrigt forsøger at undersøge livets forskellige mikrokosmos, spiller Alt kan sam l e s igen endnu mere på ’hjemme-ude-hjemme’-retorik.

Boysen skriver personligt, men uden at virke udstillende. Med ægte poetisk elegance skriver han det, vi alle sammen gerne vil fortælle, uden at det bliver for overvældende.

Denne skribent ser frem til Daniel Boysens næste skud på stammen.

Foto Rikke Hector Degner, sorthvid
Daniel Boysen

Røntgen udkommer d. 29. august fra forlaget Det Poetiske Bureaus ForlagHvis du går og tænker hvad du skal foretage dig d. 5. September i Aarhus by, så sving forbi den åbne reception, hvor man kan møde forfatteren og forlaget og få en autograf i sin egen nyerhvervede Røntgen (100 kr. til receptionen)

Bogen kan også købes her fra d. 29. August, hvis man er mere til nethandel.

Læs mere om værk og forfatter her

New York – San Francisco – på cykel

Vi er to studerende fra Aarhus Universitet, der lige om lidt pakker vores trofaste cykler i kasser og drager mod USA. Latterligt langt fra professionelle cykelryttere, er det lidt af et ”vanvidsprojekt” ifølge både forældre og venner, men ideen opstod allerede sidste år, på en cykeltur fra Milano til Athen.

Tekst & foto: Anna Eva Heilmann

”Jeg kan ikke, for helvede,” lyder det opgivende fra den bageste cykel. Den græske sol bager nådesløst ned på os, og den bjergside vi i øjeblikket kæmper os opad, virker så uendelig stejl. Det er 28 dage siden vi steg på cyklerne i Milano, og vi står små 30 kilometer fra vores endemål, Athen.

Det har været sindssygt hårdt – både mentalt og fysisk. Vi har krydset flere bjergkæder, set det skæve tårn i Pisa, drukket espressoer i små søvnige bjerglandsbyer, vadet rundt i ruinerne i Pompeii, og overlevet at køre ind i Napoli i myldretiden.  Vi har slået teltet op i venlige folks baghaver, overnattet på græske party-hostels, og oplevet samtlige tyskerfyldte, karaoke-glade campingpladser i Italien.delfinen1

”Vi kunne cykle tværs over USA næste gang,” foreslår én af os, da vi den sidste aften sidder på en tagterrasse med en uforskammet god drink i hånden, og nyder udsigten over Akropolis i aftensolen.

At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen jo – men at cykle flere tusinde kilometer er at overleve. Vejret, maden, vejen og røvcremen; alt bliver kogt ned til basale behov og instinkter. Dette betyder også, at oplevelserne står så meget desto skarpere; solnedgangen er smukkere, pastaen er lækrere og de fantastiske folk vi møder på vejen er endnu rarere. Ingen af os havde prøvet noget lignende før, men vi var hooked!

Derfor pakker vi 6. maj 2015  igen vores trofaste cykler forsvarligt ned i kasser, og sætter kursen mod USA.

Cykelruten: New York – San Francisco.

“I må være fuldstændig sindssyge” har op til flere forældrende enheder hvislet, men vi er bare høje på tanken om eventyr. Kvinder udskiller vistnok efter fødslen et hormon, der får dem til at glemme smerten, så de derved frejdigt kaster sig ud i at få flere børn. Noget af det samme må uden tvivl være på spil her; jeg synes svagt at erindre værkende kroppe, ødelagte liggeunderlag og regn i apokalyptiske mængder – men det må helt bestemt have været en ond drøm.

Vi bare glæder os til at opleve USA på hjul;, cykle gennem barsk ørken, udforske fantastiske nationalparker, gå til gospelgudstjenester og blive fortryllede af kæmpemæssige storbyer. den foreløbige rute fører os fra New York mod Washington DC, og derefter kraftigt mod vest. Meget kan ske undervejs har vi lært, men vi regner med at rulle gennem Virginia, Tennessee, Arkansas, Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona, Nevada og endelig Californien. Cykeltaskerne skal pakkes godt med bananer og proteinbarer, kortene skal studeres, orkan-udsigterne skal tjekkes, femten liter vand drikkes dagligt. Vi skal cykle gennem endeløse midtstater, gennem skov, over ørken, krydse Rocky Mountains.  I Las Vegas kommer champagnen til at flyde inden vi rammer den berømte Highway 1, hvor vi langs kysten kører de sidste par hundrede kilometer op mod vores endemål, San Francisco.

delfinen2

I en overmodig rus har vi kontaktet rejseselskabet KILROY, der specialiserer sig i drømmerejser og studieophold for unge og studerende, og de er så fantastiske, at de sponsorerer vores flybilletter – turen kommer vi til at fortælle løbende om på deres hjemmeside og sociale medier.

Vores cykler får sig i øjeblikket en kærlig make-over og top-tuning sponsoreret af Jensen Cykler, men ellers ligger alle tingene parat i en bunke på kollegieværelset, klar til at blive pakket sirligt ned i cykeltaskerne. Teltet, trangiaen og Go-Pro kameraet, liggeunderlag, røvcreme og cykelpumpe. Derudover er Couchsurfing– profilen oprettet, kort-app’en downloadet, og afskedsmiddagen på kollegiegangen planlagt. Vi er klar.

Næsten.

For der er meget, man ikke kan planlægge på forhånd, en stor usikkerhed og uforudsigelighed – men det er i grunden jo nok også det, der lokker os ud på landevejen.
Fakta:

Ruten er inspireret af den originale ”Transamerican Biking Trail”.

Vi regner med at cykle igennem 12 stater og runde 6000 km.

delfinenrute

DCIM101GOPRO

delfinen3

delfinen6

Et kunstnerisk stævnemøde

Fire kunsthistoriestuderende fra Aarhus Universitet har startet en ny frivillig forening, som skal styrke samarbejdet og netværket mellem de kunstneriske uddannelser i Århus. De har udsendt et Open Call, og til august laver de deres første pop-up-udstilling.

Tekst & foto: Agnete S. Bønnerup

Bag det nye udstillingsinitiativ i Århus, Rendezvous, står fire kunsthistoriestuderende. Jeg har snakket med tre af de fire ildsjæle; Søs Bech Ladefoged, Amalie Marie Laustsen og Stine Skjødt Mygind om konceptet bag og vigtigheden af at samarbejde på tværs af de kunstneriske uddannelser.

Konceptet går ud på, at uetablerede kunstnere kontakter foreningen og viser deres kunst i porteføljer eller gennem links til deres hjemmesider. Så vælger Rendezvous mellem de interesserede og finder et bindeled mellem dem: ”Vi håber på, at finde måske 10 stykker til at starte med, som har noget der binder dem sammen. Det kunne være en lille detalje eller et materiale, de har tilfælles.” siger Søs Bech Ladefoged. Målet er at lave halvårlige pop-up -udstillinger med lokale og uetablerede kunstnere rundt omkring i tomme butikslokaler i Århus midtby. Det udsendte Open Call har deadline d. 1. maj, og gruppen håber, de har fået samlet en solid gruppe kunstnere til den første udstilling.

En gensidig afhængighed

Rendezvous’ formål er at skabe et tidligt samarbejde mellem kunsthistoriestuderende og kunstnerne: ”Der er ikke rigtig noget link, som det ser ud lige nu, mellem de to forskellige typer uddannelser. Her tænkte vi, at vores projekt faktisk kan gøre en forskel.” siger Stine Skjødt Mygind. Ideen til Rendezvous startede, da de fire studerende sad sammen til en venskabelig middag og ærgrede sig over, at deres studie ikke gav praktisk erfaring i at lave udstillinger: ”Når vi engang skal finde et job, så er det et krav, at vi skal have erfaring med at lave en udstilling. Vi besluttede, at hvis vi vil have erfaring med at lave udstillinger, så må vi selv gøre det. Der er ikke nogen, der kommer og spørger os.” siger Søs Bech Ladefoged.

Rendezvous mener, at samarbejdet mellem de kunstneriske uddannelser er vigtigt, fordi de er gensidigt afhængige af hinanden: ”Vi er afhængige af kunstneren, kunstneren er afhængige af os som kunstformidlere. Vi kan få italesat og brandet deres kunst.” siger Søs Bech Ladefoged.

Positiv respons

Rendezvous har indtil videre fået god respons både fra kunstnere og folk fra kunstverdenen: ”Vi har fået fin respons fra Århus Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi og Byhøjskolen. Underviserne har været gode og ivrige efter at bruge vores koncept.” siger Søs Bech Ladefoged. Gruppen er blevet spottet i forbindelse med OFF2017, som er en del af Aarhus Europæisk Kulturhovedstad i 2017. OFF2017 vil skabe et netværkssamarbejde mellem kreative unge iværksættere inden for vækstlaget i Århus. I iværksætter øjemed har Studentervæksthus Aarhus også vist interesse for gruppen. Rendezvous har fået en kontorplads hos Studentervæksthus Aarhus, og de har på den måde mulighed for at dyrke foreningens iværksætteri i et dynamisk og levende miljø.

Trods den gode opbakning så er Rendezvous en frivillig forening, der først og fremmest er afhængig af sponsorater og fonde, fordi hele projektet går udenom kommercielle interesser. Indtil videre har de fået støtte fra Kulturforvaltningen i Århus Kommune og venter i øjeblikket svar fra Statens Kunstfond. De fire studerende er opsatte på at få Rendezvous til at fungere, og man kan tydeligt mærke deres passion for kunsten: ”Vi synes der mangler et tættere samarbejde, og vi brænder for projektet” siger Amalie Marie Laustsen.

Fakta:

Pop-up-udstillingen foregår mellem d. 21.8-13.9 2015

Rendezvous’ bestyrelse:

Søs Bech Ladefoged

Amalie Marie Laustsen

Mathilde Renberg

Stine Skjødt Mygind

 

Følg Rendezvous på Facebook og Instagram

E-mail: rendezvouscurators@gmail.com