Kategoriarkiv: Månedsguide

JANUARGUIDE

For at januar ikke blot bliver degraderet til eksamenslæsningens måned, så har vi på delfinen brugt vores tilbageværende hjerneceller på at ”finde på” ting, som kan pryde din grå måned.

Finsk ’Pantsdrunk’

I Danmark har vi ’hygge’, i Finland har de kalsarikänni. Hygge består af en blød varme fra pejsen og det elskværdige nærvær med kære. Kalsarikänni derimod, dét er at blive fuld derhjemme i dit undertøj uden intentioner om at skulle ud. Det oversættes derfor meget passende til ’pantsdrunk’.

Uden et gyldigt empirisk grundlag, så vil jeg vove at påstå, at dette kan være den direkte årsag til at Finland væltede os af pinden, som verdens lykkeligste land. For udover at indeholde hygge, så indeholder det meget mere selvfordærv end dansk hygge. Og hvis der er noget, vi elsker i norden, så er det at minde os om, hvor forfærdeligt alting er. Kalsarikänni er en fuld overgivelse til dette selvfordærv, og det har en formular, som er nemt at variere på: du kan tage din roomie med; du kan skifte underbukserne ud med en modig g-streng eller morgenkåbe; du kan sågar gøre det nøgen! Du kan drikke Vodka, øl eller champagne – artiklen er også til dig på BSS. Du bestemmer selv kemikalierne der skal hele dig; det vigtigste er bare, at du ikke laver en fløjt, og drikker dig i hegnet for dets egen skyld. Som Dalai Lama siger; ”Consider carefully: What prevents you from living life the way you want to live your life?”

Surdej

Alle mennesker, som har en grundlæggende kærlighed for at kokkerere, har haft dette på sin to-do liste, siden at det blev en ting – så få det nu gjort! Alle har fået en lækker klump mel skabt ved hjælp af denne metode, så den imponerer også de fleste. Du kan imponere din mormor med et kram og et dusin friskbagte boller, eller din københavner fætter med at vi jyder også ved at surdej eksisterer.

Hvis det ikke er wow-faktoren, som surdej kan give dig, så er det måske samværet? For udover at fungere som gær, så kan du give din dej et navn, og derved transformere dette lille biologiske væsen til en samværspartner. Hvilket er et stabilt alternativ til et kæledyr eller mangel på lyst til ’Disney Plus og nus’ – dem der har planter, véd hvad der tales om.

Nu når årsagerne på plads, så mangler vi kun at skyde undskyldningerne ned. Der er ikke nogen, og det ved du godt. For hop på en vilkårlig influencers youtube eller instagram, og du skal nok finde en opskrift. Du kan derfor kombinere dét med dit allerede eksisterende sammenligningsritual, hvilket alligevel sker dagligt. Du mangler blot at efterligne for fuldføre sammenligningen, så vælg den lækreste influencer du kender og følg i deres fodspor.

Dyrk noget yoga!

Nu når det er koldt, og du er forhindret i at tage halen mellem benene og flygte ned til de varme lande, så tag da varmen med hjem. For hvad er varmere end Indiens fugtige jungler og mere eksotisk end en guru? Yoga! Det bedste ved yoga er, at det er skidenemt. Hiv computeren frem og smæk yogamåtten på gulvet, så kan du forestille dig at du er transporteret hen foran et vandfald, hvor du bliver instrueret af Guru Adrienne og Guru Bengi, der guider dig igennem øvelser. Desuden kommer der ikke mange tigere og kryb igennem skærmen, hvilket er et plus. Derudover er der ingen som brokker sig over din eventuelle nyfundne smidighed, specielt ikke personen du nyder disney film med.

 

Morsekode

Til sprogelskerne derude, anbefaler vi noget så gennemsyret sejt som at lære morsekode. Man har set det redde liv på film, og det virker til at soldater og spejdere har éneret på disciplinen. Men hvorfor skulle man lade morsekode begrænse sig til dem? Det kan umuligt være så svært. For som man så i ’The Parasite’, så kan man bare have et skema hængende på væggen ved siden af, hvis hukommelsen bliver brugt på eksamenerne. Desuden er det en ret pragmatisk social disciplin i disse tider, da det ikke kræver det store fysiske nærvær, men blot en telefon ligesom alt andet. Hvis du ikke ved, hvor du skal starte, så bare spørg google, da de også har produceret en app til at lære dette. Du kan sågar fortælle kæresten, at du har fundet en ny og spændende måde at kommunikere på, imens han/hun er i du-ved-hvad-isolation.

Køb et spil

Sidst men ikke mindst, så hop på Steam og køb et spil eller to. De har udsalg nu her – indtil d. 05. januar. Hvis du er træt af Netflix, HBO og alle de andre utallige streamingtjenester, så er der meget at hente her. Du skal blot finde en genre, som passer dig.

Elsker du historier, så hop på et ’Roley Playing Game’. Her bliver du smidt ind udførlige historier, som du får lov at forme. Var ’The Witcher’ på Netflix noget for dig, så kommer du til at elske spillet. Få dine venner med på ét af de uendelig mange online spil, og så får du reelt også ”set” dine venner. Derudover, hvis du bare leder efter et godt alternativ til dit tidsfordrivende mobilspil, så findes der mange indie-games, som er nogle meget bedre produceret alternativer til din telefon-afhængighed.

 

Illustration: Karen Sahl

Julefilm: Gamle klassikere og nye kendinge

Det kan være, du mangler lidt inspiration, da din hjerne er taget på ferie eller måske er kørt død under eksamen. Du søger på google og det eneste, der kommer frem er de samme gamle film. Vi har forstået det – Love actually og Alene hjemme er gode klassikere. Men savner du noget nyt, så læs med her.

 

Klaus 

Klaus er en oscarnomineret Netflix animationsfilm fra 2019. Jeg fik den først set i år, men da jeg så endelig så den, havde jeg allerede lyst til at se den igen. Hvis du endnu ikke har set Klaus, har du virkelig en god film i vente. Julefortællingen er rørende og hyggelig samtidig med at den er sjov, overraskende og nytænkende. I filmen forsøger byens nye postbud at få Klaus, en ældre herre fra skoven, til at dele sit legetøj ud til børnene. Men i virkeligheden har postbuddet en skjult dagsorden. Filmen inkorporerer samtidig de myter vi alle kender om julemanden, som skaber en interessant kobling mellem film og virkelighed. Jonatan Spang og Lars Mikkelsen er blandt de danske stemmer, og de får også stor ros herfra

 

Far til fire – i byen

En absolut klassiker og en af mine yndlingsjulefilm er Far til Fire i Byen. Der er intet der kan gøre mig i bedre julehumør end at høre klassikeren ”Julebal i nisseland”. Filmen bringer nostalgiske minder frem, og særligt i disse tider findes der intet bedre end at blive taget tilbage til en simplere tid. Jeg forestiller mig, at filmen er sjovest at gense for alle os, der også har set den som barn. Uanset er filmen dog en klassiker og en absolut must see herfra. Jeg har endnu ikke fundet en streamingtjeneste, som har filmen gratis, men er du hjemme ved forældrenes store TV-pakke, kan jeg glæde med, at filmen sendes på Tv2 Charlie d. 24 december kl. 12:25.

Bossen og bumsen

Her er endnu en klassiker. Bossen og bumsen aka Trading Places er 80’er filmen, hvor bossen (Dan Aykrod) og bumsen (Eddie Murphy) får væltet op og ned på deres hverdag. Hvor den ene mister alt, får den anden et langt mere luksuriøst liv, end han nogensinde havde forestillet sig. Men da det hele viser sig at skyldes et væddemål mellem firmaets to griske ejere opstår en uventet alliance. Hvorfor filmen helt præcist er en julefilm er svært at sige. Den foregår over jul og nytår, og sendes hver år omkring juletid, så på en eller anden vis er den bare blevet lig med jul. Uanset hvad er det en god, fjollet og nostalgisk film. Filmen er mulig at se gratis på Viaplay ellers sendes den på Tv3 d. 21 december kl. 20:30. 

Holidate

Eftersom Holidate er en ny Netflix film og har floreret meget, i hvert fald på min Netflix, vil jeg give mit besyv med på den nye film. Hvad der særligt fangede min interesse ved filmen var skuespilleren Emma Roberts og det nye begreb “Holidate”. Jeg synes i for sig at filmen er udmærket, om end det er en meget klassisk romantisk Netflix film, som er ret forudsigelig. Ligesom mange film før denne, kritiserer hovedpersonen ”den single kvinde” andre for altid at mistænkeliggøre hendes glæde over at være single. Dog som filmen skrider frem viser hun netop seeren, at det nok egentlig var tilfældet. Filmen er heller ikke alene en julefilm, da den strækker sig fra jul til jul og derfor også inddrager andre højtider. En udmærket film hvis du mangler noget nyt og let.  

Hjem til jul (serie)

Hjem til Jul er ikke en film, men i stedet en norsk juleserie på Netflix, som også indeholder danske skuespillere som Ghita Nørby. Serien falder ligesom Holidate lidt ind i nogle lignende klassiske mønstre. ”Singlekvinden” (Johanne) føler sig presset af omverdenen til at finde en kæreste. Serien er god, da den dvæler mere ved Johannes op og nedture. Fordi serien er norsk, ligner den også mere vores hverdag. Johanne også en karakter, der er nem at relatere til. Jeg så sæson 1 sidste år, og glæder mig ret meget til sæson 2, der kom d. 18 december. Hvis du ønsker at se noget, der ikke bare handler om jul, men har noget dybde og refleksion bag sig, vil jeg klart anbefale dig at se Hjem til jul.

JULEGUIDE TIL AARHUS

 

1/12 Oppyntning, kalenderlys og julekalender

Tid: Hele dagen. Lokation: Hjemme. Hak i SU’en: Gratis / småkøb

Juhuuu så blev det endelig d. 1. december! Så står den på en god omgang julehygge og når ja… eksamen. Men pak alt det væk for i dag – for det kan godt være, at det er tirsdag, men det skal ikke forhindre os i at julehygge. Min personlige erfaring er nemlig, at det er lidt hyggeligere at sidde med eksamen, når man er omgivet af julehjerter. Hjemmet skal derfor pyntes med alt hvad du har, kalenderlyset skal laves så godt som du nu kan, den første låge må åbnes, og du skal have besluttet dig for hvilken julekalender, du skal se i år. I disse tider kan det være rart med lidt nostalgi – i så fald er der både Pyrus på TV2, Nissebanden på Ramasjang eller klassikeren The Julekalender på TV2 Charlie. Find en oversigt over de mange muligheder her.

 

2/12 ”Mine aftener i paradis: Stille lys og Jonas Eika” 

Tid: 19-22. Lokation: Øst for paradis Hak i SU’en: 130 kr

Trænger du til at komme ud og få et lille afbræk fra at sidde hjemme. Så byder Øst på Paradis på filmen STILLE LYS, der beskrives som en ”sansemættet og hypnotisk film” om et religiøst folk, der lever i naturen. Filmen præsenteres af forfatteren Jonas Eika, hvilket i sig selv er grund nok til at komme forbi. Efterfølgende byder Øst for Paradis på et glas rødvin i foyeren, der nok skal få åbnet op for nogle spændende samtaler.

Æbleskiver med studiegruppen

Tid: Eftermiddag Lokation: Hjemme. Hak i SU’en: Ca. 20 kr

Hvis du ligesom jeg har været så heldig, at have haft fysisk undervisning, så har du sikkert også haft en masse med din studiegruppe at gøre dette semester, for at begrænse kontakten med resten af klassen. Eller måske skal du bruge studiegruppen en del under eksamensperioden. Uanset synes jeg, at de fortjener at blive inviteret på æbleskiver. Eventuelt kan i gøre det sidste undervisningsdag og skyde læseferien i gang med manér.

 

1/12 – 17/12 Oplev demensvenlige bænke

Tid: Hele dagen. Lokation: Aarhus Hak i SU’en: Gratis

Jeg synes altid julen, hvor glædesfyldt den end er, også giver én lyst til at reflektere over dem, der måske ikke er lige så heldige som én selv. Måske mere i år end nogensinde før, tænker vi på de syge og ensomme. Dem som ikke kan blive besøgt på plejehjem. Dem som holder jul alene. Jeg synes, at december er en rigtig god tid til at tænke på andre. Heldigvis er det netop, hvad fem nye bænke, placeret rundt i Aarhus, er lavet til. Projektet hedder ”Forglem mig ej” har nemlig til formål at skabe et øget fokus og en aftabuisering af demens. Projektet er iøvrigt igangsat af fire studerende fra oplevelsesøkonomi på AU. Det synes vi er ret cool. Find selv bænkene rundt i Aarhus, eller smut forbi Dokk1 for at se, hvor de befinder sig.

Gløgg og juleklip

Tid: Aften. Lokation: Hjemme Hak i SU’en: Omkring 40 kr.

Vi kan ikke længere være ude til senere end klokken 22, og vi må nok også sige farvel til danmarks største gå-i-byen-dag d. 25 december og store nytårsfester. Men går du og savner at få en lille skid på, så har jeg gode nyheder. Det er nemlig blevet tid til gløgg. Så inviter nogle få af dine nærmeste på gløgg og hygge. Hvad end det er brætspil, æbleskiver eller juleklip – så skal I nok liige lægge saksen væk, når I rammer lidt for mange glas gløgg.

 

Jul i Den gamle by eller Tivoli friheden

Tid: Eftermiddag/aften. Lokation: Den gamle by/Tivoli Friheden Hak i SU’en: 75 kr./140 kr.

For mig er det nærmest en tradition at tage forbi Den Gamle By og Tivoli Friheden i december. Både Tivoli og Den Gamle By byder på julemarkeder, god mad, gåture i det fri, flotte julelys og fremfor alt en utrolig juleoplevelse. Jeg vil derfor også klart anbefale at tage derhen, når det er blevet lidt mørkere, så man virkelig kan nyde oplevelsen af julelysene. Så tag forbi begge steder eller bare én af dem med en lille flok venner og glæd jer over, at nogle ting da stadig er det samme i december. Husk desuden at holde god afstand til andre.

 

Her fra Delfinen ønsker vi jer en glædelig jul og et godt nytår. Pas på hinanden derude.

NOVEMBERGUIDE TIL AARHUS

9. til 12./11: Husk at give din stemme til univalget 2020

Det vigtigste, du skal gøre i din november er selvfølgelig at stemme til Univalget den 9.-12. november. Du har som studerende indflydelse på, hvordan Aarhus Universitet skal gøre tingene, så grib den indflydelse. Delfinen vil løbende skrive om univalget de næste par uger.

 

Der er masser af foredrag på Zoom

Noget af det allermest coronasikre du kan foretage dig er, som Dronning Margrethe opfordrede os alle til i foråret, at blive hjemme. Men hvad skal man lave derhjemme? Hvordan skal vi opfylde vores sociale behov? Svaret er som altid Zoom. Der er nemlig masser af muligheder for at tage til online foredrag i november. Her er et par gode bud:

 

4/11: Fake, News eller Fake News? Med lektor i nordisk sprog og litteratur Simona Zetterberg

Bliv klogere på Fake News i corona-kontekst med dette foredrag af lektor Simona Zetterberg. Fake news er særligt interessante i krisetider som den nuværende, og der vil blive snakket om både satire og nyhedsjournalistik. Så hvis du har en lille journalist i maven, eller bare er interesseret i, hvordan du kan blive mere kritisk overfor nyhederne og verden omkring dig, så skriv dig op til dette foredrag.

 

 

11/11: Religion i krise(r) med professor i religionsvidenskab Lene Kühle

Til dette foredrag skal det handle om religion i forskellige kontekster, hvor der hurtigt skal omstilles til en ny situation – det kan både være i disse dage, hvor religiøse bygninger lukker ned, men det kan også være i situationer, hvor lande sekulariseres hurtigt, eller hvor religion eller bestemte religioner fra den ene til den anden dag forbydes. Bliv klogere på religiøst beredskab og krishåndtering med professor Lene Kühle.

 

17/11: Tilblivelsen af det moderne menneske med legendariske Eske Willerslev

Den ene halvdel af de sagnomspundne brødre Willerslev, DNA-forskeren Eske, vil til dette spændende foredrag tage dig igennem menneskets historie – med de nye briller, som molekylærbiologien har tilladt os at tage på. Det er nemlig begyndt at vise sig, at menneskets historie er langt mere dynamisk end vi hidtil har troet – vores gener har måske mere at gøre med nylige begivenheder end vi troede. Kom og hør mere – om ikke andet, så for at opleve en vaskeægte rockstjerne i dansk naturvdenskab.

 

Oplevelser i virkeligheden

Du bliver skør i hovedet, hvis du bliver i den samme lejlighed i en måned.  Så tag ud og få noget frisk luft. Her er et par events, du kan opleve udenfor dit eget hjem.

 7/11: Fernisering på Fairbar

Tag ud og se noget kunst. Fairbar holder fernisering med kunstneren Stine Guld. Guld er kunsthistoriestuderende, og eksperimenterer med sine linoleumstryk på træsnit med både traditionelt håndværk og mere moderne formsprog.

Så tag ned og støt en upcoming kunstner og drik samtidig en af de lækre øl, der serveres dernede. Det er gratis at komme ind, men selvfølgelig ikke gratis at drikke øl.

 

14/11: Poesiaften på Fairbar

Skriver du poesi? Ønsker du at fremføre din poesi? Eller holder du bare meget af poesi? Så tag til denne open mic-aften, hvor poeter har mulighed for at krænge deres sjæl ud for et lyttende publikum i Fairbars behagelige omgivelser. Som nævnt har Fairbar et glimrende udvalg af mellem-pricey øl, så tag en poesielskende ven under armen og sip en god IPA mens i lytter til poesi. Det er gratis og starter kl 19:30.

 

 

 

OKTOBERGUIDE TIL AARHUS

 6/10: Åbent redaktionsmøde på Delfinen

Tid: 19 Lokation: Studenterrådet Hak i SU’en: Gratis

Jeg vil som det første slå et slag for Delfinens redaktionsmøder. Du kan nemlig komme og se, om du har mod på at være med. Du kan prøve dine kræfter af som skribent, illustrator eller fotograf. Det er både hyggeligt og lærerigt! Skriv til vores redaktør før du kommer, så er det perfekt. Mødet bliver muligvis over zoom. Kontakt os, og vi holder dig opdateret.

 

7/10: Pandemisk horror – livestream med horrorforsker Mathias Clasen

Tid: 19-20:15 Lokation: Hjemme foran computeren Hak i SU’en: Gratis

Har du set alle horrorfilm på Netflix, og elsker du generelt bare alt uhygge, så er dette event noget for dig. Horrorforsker ved Aarhus Universitet, Mathias Clasen, vil fortælle om menneskets fascination af skræk og rædsel. Det hele vil foregå via streaming, og det eneste, du skal gøre, er at tilmelde dig. Tryk på titlen ovenover og læs mere.

 

10/10: Tøjbytte-event på fairbar

Tid: 14 Lokation: fairbar Hak i SU’en: Gratis

Genbrug er en klassiker og sparer dig en masse penge. Dog er dette event endnu mere genialt. Her giver du det tøj, du alligevel ikke bruger, væk – men til gengæld må du også tage noget, som du kan lide – helt gratis.

 

Hele uge 42: Halloween i Friheden

Tid: 10/10 – 18/10 fra kl. 11 Lokation: Tivoli Friheden Hak i SU’en: 140 kr.

Oktober er lig med Halloween. Og det er den også i Tivoli Friheden. Der kan du nemlig i hele uge 42 få en (u)hyggelig dag med din familie eller gode venner. Der er altid god stemning i forlystelsesparken, og er den gode stemning ikke heeelt nok, kan du købe et turbånd og prøve alle de sjove forlystelser. Det koster 135 kr.

 

17/10: Aarhus Øl-Festival – Øl-smagning

Tid: 12 Lokation: Scandinavian Center Hak i SU’en: 325 kr.

Er du vild med øl, så er dette lige noget for dig. Jeg ved godt, det er en noget anden pris, end det du er vant til at betale i fredagsbaren. Til gengæld kan du til Aarhus Øl-festival smage øl i hele fire timer. Derudover er det en oplagt begivenhed, til en halvsnalret, sjov oplevelse med vennerne.

 

20/10: Litteratur og klimakrise

Tid: 16-18 Lokation: Kakofoni i Nobelparken Hak i SU’en: Gratis

Foredragsforeningen Kakofoni, som har tilknytning til Nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, afholder denne måned semesterets første arrangement. Det handler om noget så relevant som klimakrisen – i litteraturen. Derfor kommer to klimaaktivistiske forfatter, Lars Skinnebach og Charlotte Weitze. De vil blandt andet tale om litteraturens rolle i klimakrisen. Så er du til litteratur eller blot går op i klimaet, så bør du tjekke dette arrangement ud.

 

26/10: Musik Bingo

Tid: 20-22 Lokation: Guldhornene Hak i SU’en: Gratis

Så er mandagen reddet! Du kan nemlig mandag d. 26. oktober tage til musik bingo på Guldhornene. Det er helt sikkert mere festligt end det bingospil, vi er vant til. Så vil du starte ugen godt ud, så tag dine venner under armen og smut forbi – det kan være, du er heldig at vinde en af de mange præmier.

Eventguide: September

X-Ray Fashion

Hver dag indtil d. 5. september – Klokken 13:00-15:00 – Teatret Svalegangen – Gratis

Oplev tøjproduktion gennem VR! Forestillingen er en 15 minutters virtual realityrejse ind i modeindustrien. Oplev hvordan industrien sætter penge over moral, mennesker og miljø. VR-installationen blev hyldet på Venedig Filmfestival og er nu sat op her i Aarhus.  Kræver booking.

Emberfest – éndagsfestival på Ungdomskulturhuset

5. september – Klokken 12:00-23:00 – Gratis

Ember Music Collective er en ny musikforening i Aarhus, og de inviterer til deres allerførste festival! Festivalen vil foregå i foreningens baghave i det nye Ungdomskulturhus i Aarhus C. Der vil være bar og et fremragende musikprogram bestående af 8 acts. Se al information om coronasikkerhed og festivallen på facebookbegivenheden ’Emberfest – éndagsfestival i Aarhus C’.

SUP Around Aarhus

6. september – Klokken 11:30-14:00 – 150 kr

Er du ligesom så mange andre hoppet på SUP-bølgen? Sailing Aarhus har planlagt et hyggeligt arrangement, hvor du og dine SUP-venner kan sejle rundt på en 5 kilomenter lang route, som runder de fede hjørner af Aarhus. Efter turen er der både servering af pølser på molen og lodtrækningspræmier. Tilmelding sker på www.sailing-aarhus.dk.

Filmen ‘Sphere’ på Kunsthal Aarhus

18. september – Klokken 20:30-23:30 – Kunsthal Aarhus – Gratis

Kunsthal Aarhus viser en række film i løbet af efteråret. Hver film har en tematisk vinkling på de aktuelle udstillinger på Kunsthal Aarhus. Den 18/09 vises filmen ’Sphere’ som er en psykologisk thriller og science-fictionfilm fra 1998. Arrangementet er gratis og derfor en oplagt mulighed for studerende at komme forbi og se både kunsthallen samt en fremragende film. Filmen bliver vist under åben himmel, så kast en tyk sweater over skuldrene, et tæppe i muleposen og kom ned til Kunsthal Aarhus

Paneldebat om ligestilling og virksomhedsstrategi på Kvindemuseet

 23. september – Klokken 17:00-19:00 – Kvindemuseet – Gratis

Kom til paneldebat om mangfoldighed og ligestilling på Kvindemuseet. VIA University College og Dansk Industri inviterer til debat i ligestilling i praksis og som strategi i virksomhederne. Kom og vær med til en spændende aften, hvor du vil opnå større kendskab til den aktuelle ligestillingsdebat og dine egne holdninger til dén. Mere information kan findes på Facebookbegivenheden ’Ligestilling som samfunds- og virksomhedsstrategi’.

Delfinens skriveworkshop – Journalistik 101

23. september – Klokken 18:00 – 21:00 –  Studenterhuset – Gratis

Delfinen holder skriveworkshop endnu engang! Sidste gang var en succes, og succeser skal gentages. Temaet for denne skriveworkshop vil være ’Journalistik 101’. Arrangementet er perfekt, hvis man leger med tanken om at skrive journalistisk. Skriveworkshoppen er samtidig en introaften til magasinet Delfinen, hvor du vil blive klædt på til at udgive artikler sammen med os.

 

AUGUSTGUIDE

Åbning af alle diskoteker i Danmark
Den 1. August

Det forklarer sig selv. Det er let at forstå. I den fjerde fase af genåbningen slår diskoteker igen dørene op. Så puds danseskoene, hiv de (måske) glemte moves ud af skabet og dans ansvarligt og vildt på diskotekerne igen. Intet er dog sikkert for tiden, så tjek, hvordan dit yndlingsdansested åbner op.

Release af SEINs første fysiske magasin
Den 8. August klokken 15:00-00:00 – Det 3. rum på Frontløberne på Sydhavn

SEIN er et internetmagasin med redaktion i både København og Aarhus, og nu udgiver de deres første fysiske magasin, og derfor holder de fest. Det er en fejringsfest, så humøret er nok højt. SEIN er et magasin for unge, og udover at få en god aften er der mulighed for at opdage nyt læsestof, skrevet af drevne unge. Det er et åbent arrangement, hvor de udstiller deres arbejde i form af artikler og videoer, og så vil der være DJ og mulighed for at købe drikke og mad, og så er det gratis at være med.

Ringenes Herre Maraton
Den 9. August klokken 09:30-23:00 – CinemaxX

Måske du har set alle filmene om Frodo og ringene og troldmanden og dværgene og de grimme grønne væsener, og måske er det lang tid siden, og det egentlige handlingsforløb står lidt uklart. Sådan kan det være, men fanskaren og IMDB-bedømmelserne råber klart op om, at man burde se og kunne huske den her samling af filmklassikere. Og hvis søndagen alligevel er dedikeret til at se film, er der ikke et bedre sted at se dem end i en biograf.

Rundvisning på Aarhus Rådhus
Den 11. / 13. / 15. og mange flere dage i august og september fra 12:00-13:00 – Aarhus Rådhus

Så centralt. Så stort. Så blikfangende er Aarhus Rådhus, og alligevel har de færreste været derinde. Rundvisningen giver mulighed for at knytte historier om bygningen, dens funktion og arkitekturen til det markante, grå monstrum, der uundgåeligt spidder ens øjne, så snart man nærmer sig centrum. Byrådssalen og vielseslokalet, men desværre ikke rådhustårnet, der er lukket på grund af reparation, kan man blandt andet se på turen. Det koster 100,-

Online foredrag om at bryde med sine spisevaner
Den 12. august 20:00-21:00 – Lige hvor du har lyst til, at det skal være

Al den sidden derhjemme og kukkeluren, og så alt det med lukkede fitnesscentre stak en kæp i hjulet på manges spinningcykler, og i stedet vågnede en syvsovende interesse, kagebagning, under nedlukningen af landet op, selvom nytårsforsættet højt og helligt bød på sundere vaner. Har man så fejlet? Derhjemme i sofaen giver denne begivenhed et oplysende indblik i slankekure. Det kan gøre en bedre til at holde dem eller give en forståelse af fænomenet og af spisevaner generelt. Det koster 175,-

Lydkunst Festival
Den 22. og 23. august – Bassin 7

Der er vandkoncert i Aarhus. Havnebadet fyldes med toner og musik og bliver en koncertsal under vandoverfladen. Lyden sendes gennem vandet. Det kommer også op på land bagefter. Musikken spiller i vandet. Det foregår mest om aftenen efter 19. Derudover vil der være installationer, performance og andre kunstformer, og det hele er gratis.

Otte Koncert med upcoming bands
Den 28. august klokken 16:00-23:00 – Mølleparken

Midt i Mølleparken spiller otte koncerter med forskellige upcoming bands inden for pop og rock, noget melankolsk og noget dansabelt og noget tungt, og fælles for dem alle er, at de har deres egen musikalitet. Nye bands, ny musik, nye genre, nye indtryk, noget man aldrig har prøvet eller hørt før, er oplevelser, man burde søge, hvis man kan og er det mindste interesseret. Og nu har Grobund Bandakademi udvalgt de otte bands for en. Det er nemt.

JULIGUIDE

Guidet tur med historiefortælling på Kalø

3. / 17. / 31. juli – klokken 15:00

Den gamle borgruin ligger ikke længere end en cykeltur væk fra Aarhus midtby. Guiden giver indblik i dele af Kalø, man ikke ville kende ved at begive sig derud alene. Der er mulighed for at høre om borgens gamle funktion og dets gamle herskere og de stridigheder, der har været gennem tiden, bl.a. hekseprocesser og en flugt derfra. Inden man begiver sig ud på vejdæmningen, er der mulighed for at købe en is og fuldende en god sommerdag. Det koster 120,-

Astralis Meet & Greet Aarhus

6. juli – klokken 16:00 – 16:45 – Jack & Jones i Bruuns

Dette event giver mulighed for at møde nogle af Danmarks største navne inden for E-sport. De har flere gange ligget nummer ét i verden og har vundet den største turnering, der findes inden for Counter Strike. Der vil være ting at vinde og goody-bags, hvis ikke international stjernestatus er overtalelse nok i sig selv.

Fritter, Fadøl & forestillingen

8. juli – klokken 12:00 – 14:00 – Taget af Godsbanen

Det bliver en afslappet, men ikke af den årsag useriøs affære, når der laves teaterforestilling i det fri. Gruppen viser en improviseret forestilling, hvor der vil være fadøl og fritter til 40,- stykket. Først-til-mølle-princippet gælder for pladserne, og køkkenet åbner klokken elleve, så kom i god tid. Nyd en øl og lidt mad hos Spiselauget og improviseret teater, og slap af. Det er gratis!

Bogreception af Marie Skippers digtsamling Tilstrækkelig

10. juli – Klokken 16:30 – 18:30 – Byens forlag

Byens forlag er et hyggeligt åbent arbejdsrum for forlaget, men også en café, og arrangementerne dernede er hyggelige. Bogreceptionen bliver sikkert ingen undtagelse. Marie Skipper er en debuterende forfatter. Hun læser højt af sin bog, og den vil kunne købes til receptionspris. Derudover vil der være snacks og bobler, og der er som altid rig mulighed for at snakke med de andre fremmødte dernede hen over aftenen.

Aarhus Jazzfest

12. juli – klokken 15:50 – 23:00 – Colabs

Jazz har forgrenet sig i mange andre genre såsom hip-hop, blues og poesi, og denne aften byder også på lidt af hvert. Der er både solokoncerter, poesi og ”hotte DJs”. Stedet og musikken medfører automatisk en uformel stemning, hvor man kan lytte til musikken i rolige omgivelser med noget at drikke i hånden. Det koster kun 120,- for hele arrangementet, og du kan læse mere om artisterne inde på begivenheden.

Salsadans

12. / 26. juli – klokken 14:00 – Dokk1

Dans forener folk i glæde, fordi man bliver glad af at danse (mange gør i hvert fald). Og to gange i løbet af juli er der mulighed for at danse salsa, også selvom man ikke har prøvet det før. Det er Salsa Boyz, der står for det, og de laver en introduktion til salsa, hvorefter der vil være fri dans. Kom. Det er gratis, og det er udendørs. De varsler dog, at arrangementet kan blive aflyst i tilfælde af dårligt vejr

Der er masser af gode arrangementer i vente og sikkert mange flere end dem her. Der begynder i hvert fald at blive holdt mere og mere, så det er bare at komme afsted og få rystet eksamenskulleren helt ud. I må have en rigtig god sommer.

JUNIGUIDE

Hvis du skal fejre, at eksamen er overstået…

På trods af at alle begivenheder er aflyst og udskudt, er den vigtigste begivenhed i juni måned jo alligevel, at vi alle er kommet helskindet gennem eksamen. Det skal selvfølgelig fejres – specielt i dette semester, hvor vilkårene ikke ligefrem har gjort noget nemmere. Intet sted ville vel være mere passende end uniparken. Fordelen ved uniparken er, at uanset hvilken dag på ugen du og dine studiekammerater afleverer sidste eksamen, så er der altid garanteret liv og god stemning i uniparken. Folk på kollegierne står nemlig altid ude og griller, spiller ølbowling eller drikker en enkelt fyraftensøl. Plus så er det jo også en smule nostalgisk at være tilbage ved universitetet. Hvis det ikke er de bedste rammer for at fejre et overstået semester, hvad er så?

Hvis du vil have sved på panden…  

Selvom fitness er lukket, har det ikke stoppet de mange folk, der dagligt befinder sig på den store plæne ved Riis skov. Her hænger folk sig i alle grene, de kan finde, dyrker sprællemænd i cirkler og laver squats på række. Det udendørs motionsområde er netop genåbnet, hvis man ikke er lige så kreativ. Ellers kan man altid finde inspiration fra de fysioterapeuter, der efterhånden har et hold med henne og træne i området dagligt.

Hvis du savner at gå i byen…

Her ville mit oprindelige bud have været botanisk have, da der for tiden er fyldt med folk, øl, mad og høj musik til sent ud på aftenen, men det har desværre også tiltrukket en del rotter. Mit næstbedste bud er derfor Mølleparken. Med sin placering i midtbyen langs åen kan man næsten lade som om, at alt er som det plejer, mens man drikker en øl. En anden fordel ved Mølleparkens placering er, at hvis det bliver for koldt at sidde der ud på aftenen, kan man få sidste omgang på en af cafeerne tæt på, der ofte har åbent indtil midnat.

Hvis du skal på date…

Ikke alene er Mindeparken romantisk, men den byder samtidig på mange muligheder, der gør at en date ikke bliver kedelig. Man kan gå en tur omkring slottet, der med de mange skulpturer i haven giver masser af mulighed for at diskutere kunst. Man kan få en kold forfriskning ved isboden, man kan gå en lang tur ned mod vandet, eller man kan sætte sig på en bænk og snakke. Er daten meget god, kan man endda fortsætte hen i Marselisborg Dyrehave eller Tivoli Friheden, der netop er genåbnet. Begge er nemlig i gå distance fra parken.

APRILGUIDE – FaceTime edition

Nu har vi i flere uger brugt FaceTime, Skype og diverse tjenester som erstatning for filmaftener og byture med venner og veninder. Selvom det er hyggeligt og godt at catche op over et videomøde, så lad os være ærlige… Der er ikke længere så meget nyt at fortælle. Derfor har jeg samlet fem lege, som I kan kaste jer over på FaceTime – når snakken er halvdød.

 

  1. Gæt og grimasser

Kom op ad sengen og sluk for Netflix, som vi alle har brugt på grænsen til det skamfulde. Gæt og grimasser er en klassiker, som næsten alle kender. Det er en nem leg, hvor kun fantasien sætter grænser, og så er den altid garant for et godt grin.

Sæt computeren i passende afstand og højde, og gå nu i gang med at mime for vennerne. I kan alle blive enige om en bestemt kategori, som I skal mine indenfor. Det kan være dyr, kendte personer, film eller I kan måske parodiere hinanden. En god portion selvironi, er altid godt – især i hårde tider, som denne.

Den første der gætter, hvad dine fagter skal forestille, vinder.

Lad turen gå på skift mellem deltagerne i videomødet, hold score og grin lidt af hinanden.

 

  1. Find tingen

Denne leg er super sjov og kræver, at man er hurtigere end de andre.

Alle, der er med i gruppevideoen, laver 5-10 sedler (I vælger selv hvor mange, alt efter hvor mange, der er med). På sedlerne skal I skrive noget, som kan gå under overskriften: ”Ting du kan finde i hjemmet”. Det kan være fjernbetjening, tandbørste, løbesko, deodorant eller telefonoplader. I kan også blande det med overskriften: ”Farver”. Her skal I finde noget i en bestemt farve fx gult, grønt, lilla osv. Så bliver det en blanding af bestemte ting og ting, der blot har en bestemt farve.

Man skiftes til at trække en seddel op af sin skål, og det, der står, skal nu findes. Den, der finder det først og sidder tilbage med det foran kameraet, har vundet. I skiftes hver især til at trække en af jeres sedler. Leg indtil der ikke er flere, og hold score undervejs. Måske I endda kan få pulsen lidt over Netflix-pulsen.

 

  1. Tunge

Denne leg kender mange måske fra byture, hvor diverse drukspil ofte er på programmet. Så savner I byture og fest med vennerne, skal I endelige tage jeres yndlingsalkohol frem. Og ellers er legen også hyggelig uden!

Hav hver jeres kortspil. Det gælder nu om at få fire ens først. I har fire kort på hånden og trækker en efter en et nyt kort fra bunken. Byt et kort ud indtil, I får fire ens kort. For at gøre spillet sværere kan I aftale at tage 2 x 4 ens kort ud af spillet. For eksempel tage alle fire konger ud og alle fire 8’ere ud.

Når man får fire ens kort på hånden, rækker man diskret tungen ud af munden. De andre skal nu være opmærksomme og følge trop. Den sidste der opdager det, og dermed er den sidste til at få tungen ud af munden, har tabt. Har I en øl ved hånden, kan taberen i bedste drukspilsstil tage 3 slurke af øllen. Der er ikke noget i vejen for at drikke sig lidt snalret.

 

  1. Quiz

Hvem elsker ikke en god quiz? Heldigvis er quizzen ikke en leg, vi er nødt til at droppe, bare fordi vi ikke må være sammen med alle vennerne.

Inden aftenens videomøde skal I aftale hvem, der står for dagens quiz. Det kan være om lige det, I selv ønsker. Er I alle fx vilde med musik, gør Spotify og andre musiktjenester det let for os, at lege quizmaster og DJ i én.

Personen, der har lavet quizzen, er selvfølgelig quizmaster, og de andre, som er med i videosamtalen, er benhårde konkurrenter.

Spørgsmålet læses op, og den første der melder ind, må svare. I kan selv bestemme, om et forkert svar eventuelt skal give de andre deltagere et point. Quizmasteren holder som dommer også styr på pointene.

Knap en øl eller en sodavand op og skål indimellem, så er det faktisk næsten som de fredage, vi kender.

 

  1. Vind en kategori

Nu handler det om at være skarp og vide noget. I hvert fald indenfor nogle bestemte kategorier.

I vælger på skift en kategori, som runden skal omhandle. Det kan være kærlighedsfilm, fodboldspillere, danske forfattere, ABBA-sange, ædelgasser, danske retter, bilmærker og så videre. Herefter gælder det bare om på skift at nævne nogen eller noget under kategorien. Den, der ikke kan komme på noget eller nævner noget, der er blevet sagt tidligere, har tabt runden.

Sidder du med et bud, du selv tænker er helt genialt, kan du gemme det til senere i runden, når det virkelig spidser til med at komme på noget. Men pas på, måske bliver det sagt lige for næsen af dig.