Kategoriarkiv: Debat

Illustration: Sofie Bredal

Studerende: At blive bachelor fra Arts er verdens fladeste fornemmelse. Genindfør det mundtlige bachelorforsvar på alle uddannelser

Tekst af Amanda Larsen
Illustration af Sofie Bredal

Jeg åbner febrilsk STADS og prøver at finde karakteren blandt alle de andre. Min veninde har lige skrevet, at vi har fået bachelor-karakter. Jeg finder den. BA-projekt: 12.
Jeg når ikke at reagere, før jeg bliver revet tilbage til virkeligheden. Jeg ser op fra min telefon med røde kinder og et underspillet smil. En kunde har brug for min hjælp i prøverummet, og jeg må lægge mobilen væk. 

Ovenstående er en fortælling om den dag, jeg blev bachelor. En af de vigtigste og mest definerende dage i mit liv, blev afgjort på min telefon – uden et forsvar og uden fejring. Efter arbejde den dag kørte jeg, ironisk nok, hen til en anden bachelor-fest for min veninde, der lige var blevet uddannet pædagog. 

Jeg kan ikke lade være at undre mig.. Er det virkelig det, vi studerende fortjener efter 3 år på universitet? En karakter på STADS og et diplom på mail? 

Som studerende på Arts, kan jeg i stedet se misundeligt på, mens mine venner på Erhvervsakademiet eller fra VIA fejrer på livet løs.

Gennem 3 år har vi forsøgt os med mundtlige eksaminer. Vi har følt sommerfuglene over at skulle bedømmes over vores hårde arbejde, der bedømmes og kulminerer til 30 minutters mundtlig eksamination eksamination. Efter hver eksamensperiode har vi følt en nervøsitetens glæde over at kunne drøfte sine videnskabelige resultater med fagmænd i et mundtlig forum, hvor læringskurven er stejl og det faglige afkom er enormt. 

Nervøsiteten udskiftes med en lethed og enorm stolthed, når jeg om aftenen mødes med mine medstuderende over en lunken øl en lun sommeraften i universitetsparken. Her kan jeg endelige diskutere og kompensere for min dårlige karakter eller censors gale, men geniale kommentarer. Det er sådanne oplevelser, der er en del af at være studerende, og som gør det så skønt. De bliver stjålet fra os til vores største og vigtigste eksamen.

Som studerende på Arts, kan jeg i stedet se misundeligt på, mens mine venner på Erhvervsakademiet eller fra VIA fejrer på livet løs. Jeg kan følge med på Instagram, hvor den ene studerende efter den anden får taget billeder ude foran VIA med en forælder på hver side og en stor buket blomster i favnen. Jeg er grøn af misundelse over det glædelige minde, de får, når de kommer ud fra eksamination og kan sige: JEG ER BACHELOR. 

På mit studie skrev langt de fleste deres bachelor alene, og jeg oplevede mest af alt bachelor-perioden som en ensom proces, hvor alle selvfølgelig var optagede af deres eget projekt. Jeg så ikke mine medstuderende i flere måneder. Jeg ville ønske, at jeg i det mindste kunne have fejret afslutningen med dem oppe på universitet, og at jeg kunne have ønsket medstuderende tillykke, når eksamen var ovre. 

Illustration: Tine Eltved

Jeg har intet lavet under nedlukningen

Tekst af Jeppe Riis
Illustration af Tine Eltved

Nu er nedlukningen snart ved at være slut. Tiden, hvor vi alle har lært at dyrke de kreative hobbyer. Surdejsbagning, strik, kunst eller en tyk bog – alle har fordybet sig i noget, der får hjernen til at gro og som får os til at fordrive tiden, indtil vi igen kan komme ud og danse.

Alle er også blevet bedre til at gå ture, opleve det danske landskab og dyrke de tætte relationer – vores familie eller vores to-tre bedste venner.

Vi har lavet noget anderledes – noget klogt. Noget opbyggeligt. Det har vi alle – altså alle, undtagen mig.

Da nedlukningen ramte i starten, tænkte jeg det nok skulle være gået over efter en måneds tid eller to. Nå ja, så kan man få lov at slappe lidt af på sofaen. Og den næste fest bliver så meget desto federe.

Ak, hvor naiv jeg var. Det skulle vise sig at vare meget længere end jeg havde troet. Bare aldrig med en tidshorisont, der fik mig til for alvor at kaste mig over det gode projekt – eller også med en for lang tidshorisont, så jeg tænkte ”ah, jeg køber ind til surdej og går i gang i morgen – kan godt lige tage en aften med Netflix”. Den aften blev til to, tre… uger. Måneder. Sofaen blev min coronastation.

Netflix og utallige semi-informative youtube-videoer blev mit coronaprojekt. Vidste du f.eks. at der i kælderen under det gamle Chernobylværk ligger en fastfrossen klump radioaktivt materiale, der kan slå dig ihjel på en halv time?

Selvfølgelig er der også studiet og mine zoom-venner. Og til tider har jeg en ven på besøg til en øl. Men den der opbyggelige aktivitet? Den daglige gåtur? Det store kunstprojekt? Den flotte striktrøje eller det lækre surdejsbrød, jeg kan vise frem på instagram? Ikke noget her. Men jeg er da nået ret langt i mit nye Assassin’s Creed.

Jeg ved ikke, om det her er en klagesang, et råb om hjælp, eller bare en trækken på skulderen. Jeg er heller ikke sikker på, der rigtig er noget budskab. Nogle gange får jeg da lidt dårlig samvittighed over at der nu er gået et år, uden at jeg har givet mig til noget produktivt ud over studiet. Men så igen – hvis jeg ikke har gjort det på et helt år, har jeg vel ikke rigtig haft lyst? Jeg har det, når alt kommer til alt, egentlig helt fint, og det bør du, kære læser, nok også have – selvom du måske har været lige så uproduktiv som jeg.

Noget virkelig virkeligt

Stykket skrevet af Rebekka Boyding centrerer sig om en ung, moderne kvinde, der blotter sine inderste dystre tanker om sit overfladiske liv, og til sidst mister besindelsen i et kaos af soyamælk og chiafrø. Hun vil gerne opleve noget virkeligt – altså noget virkelig virkeligt.

Forestillingen udspiller sig som en dialog mellem Simone, en kvinde på 23 år, og en digital kvinde på en skærm. Simone har ventet på at fortælle nogen noget virkeligt, men hun har svært ved det. Også selv når hun bare skal fortælle om en gennemsnitlig dag i sit liv. Hun længes efter at kunne få greb om en sandhed. I sin søgen udtrykker hun alle de ting, som hun egentlig ikke kan holde ud ved sin egen tilværelse. Tre budskaber står klart for os:

  1. Vi stræber efter et uopnåeligt ideal
  2. Selvom man har alt, er man ikke nødvendigvis lykkelig
  3. Tilværelsen kører på autopilot; alt, hvad vi siger, er replikker

 

Uopnåelige idealer

Vi vil gerne være med på moden, men stadig skille os ud og være unikke. Vi vil gerne have den nyeste Iphone, men vi vil også tænke på klimaet. Vi vil spise vegansk og bæredygtigt, selvom vi altså kun er på SU. Vi vil være intellektuelle, politisk engagerede og have en mening om alt, for det er vores pligt som oplyste samfundsborgere. Vi vil have likes og være populære, samtidig med, at vi også vil være ægte og autentiske mennesker, der inspirerer andre.

 

Har vi ret, hvis vi siger, at du som læser til en vis grad deler disse ønsker for din egen tilværelse? Vi lever i en verden, hvor det handler om at skabe sig selv. Vi har uendelig mange muligheder, og intet er forudbestemt for os. Alligevel har vi kollektivt skabt et ideal for, hvilket slags menneske, vi skal stræbe efter at være. Men når kravene til det ideal, vi stræber efter at opnå, listes op som ovenstående, virker de modstridende.

 

Simone er ved at indse, at det er nytteløst at jagte idealerne. Det er uopnåeligt at indfri dem alle til fulde. Hun prøver flere gange at gengive en gennemsnitlig dag til forelæsning på universitetet, på kaffebar med en veninde og et middagsselskab med sine venner. Intet af det, hun oplever i løbet af en dag, føles ægte for hende, fordi det bare er ting, hun føler, hun “bør” gøre. Hun vil følge med i sin kedelige venindes liv, snakke med sine venner om politisk korrekte emner og lave vegansk mad –  selvom hun egentlig godt kunne tænke sig et stykke bacon.

Hun stræber efter at være et bestemt idealmenneske, selvom det er umuligt. I virkeligheden har hun ikke sig selv med i noget af det, og hun lever kun halvhjertet op til forventningerne til sig selv. Hun gør en masse ting, hun egentlig ikke har lyst til, fordi hun føler, at det bliver forventet af hende. Til sidst væmmes hun så meget over den overfladiskhed, det hele rummer, at hun nærmest ikke kan få ordene sagt. Hun kløjes i både ordene og de tørre frø, som hun spiser manisk af.

 

Den dårlige samvittighed

Stykket viser, hvordan det kan være svært at stå på mål for sine værdier, når man egentlig ikke har overskuddet til altid at følge dem – og gør dette os så til dårlige mennesker? For eksempel sprætter Simone et mærke af sine nye jeans, fordi hun ellers proklamerer sig selv som en, der kun går i genbrugstøj. Skammen over ikke altid at gøre det “rigtige” føles som en spændetrøje af forventninger og pres fra omverdenen. Hun føler ikke bare dårlig samvittighed over, ikke at kunne leve op til kravene, men også at der findes mennesker i verden, som har det langt værre end hende selv.
Hun forestiller sig livet som ekstremt fattig og kan se noget tiltalende ved en sådan tilværelse:

 

Ikke tænke på at skulle på arbejde, eller hvad jeg skal blive til, eller hvem jeg skal være, hvem jeg er, hvem andre tænker, jeg er, (…) hvem, jeg skal stemme på, om jeg må tage et bad mere, om jeg skal vælge æblerne i plastik eller pap, om det er ok, at jeg spiser bacon til morgenmad … Men bare vågne og tænke på, hvordan dagen skal gå, om jeg får noget at spise, om jeg lever i morgen

 

Hun drømmer om en tilværelse, hvor de små problemer ikke er så altafgørende, som de føles som nu. Ikke desto mindre står stykket også med moralen, at nok har vi ikke problemer, der truer os på vores livsvilkår, men de kan stadig være altoverskyggende i vores liv – og måske skal disse problemer ikke negligeres, når de for Simone, der står som repræsentant for en hel ungdomsgeneration, ender i eksistentiel fortvivlelse.

 

Ikke vejen til lykke

Som forestillingen skrider frem bliver det netop mere og mere klart, at man ikke kan blive lykkelig ved blot at forsøge at leve op til idealerne for “det perfekte menneske”. Men hvordan skulle man også blive lykkelig ved at løbe gennem nål og krat for at ligne et generisk samfundsideal? Lykken kan vel ikke komme, før man udlever sit eget potentiale. Eller med Nietzsches ord: man bliver til den, man er.
Måske tilnærmes lykken ved at stræbe efter sit eget ideal og ikke samfundets. Altså at gøre det, man i virkeligheden selv har lyst til at gøre. Måske vil denne mere identitetstro selvrealisering faktisk også gøre en til et mere autentisk, ærligt og virkeligt menneske? Simone er derimod et ulykkeligt resultat af ønsket om at leve op til alle samfundets forventninger.

Måske skal vi begynde at overveje, i hvor høj grad de idealer, vi stræber efter at opnå, er samfundsbestemte eller kommer inde fra os selv?

 

Livet på autopilot

Undervejs stiller hun sig også kritisk overfor, hvor meget af det, der bliver sagt og gjort, der egentligt kommer fra hjertet og ikke bare er jargon og overfladisk venlighed. Vi kan med relativ høj sandsynlighed forudsige, hvad vi siger til hinanden. Siger man, at man er deprimeret, vil svaret ofte lyde, at “det skal nok gå” og “jeg ved, du er stærk, du skal nok klare det”. Som hun udtrykker det i stykket:

 

“Det er bare noget, vi har lært at sige […] Ligeså snart der sker noget, der ikke er replikker til, er der ingen, der svarer”

 

Ifølge Simone er der ikke nogen, der virkelig lytter, og der er ikke nogen, der virkelig mener det, de siger. Simone føler, at hun har afsløret manglen på ærlighed og ægthed, og det gør hende selv enormt opgivende på verden. Hun føler sig ikke hørt eller elsket, og det gør hende frustreret. På den måde appellerer stykket til, at vi skal arbejde imod hverdagens overfladiske replikker, og at vi måske alle sammen skal blive bedre til at sige “Godmorgen” og virkelig mene det.

 

Simone siger: “Vi sidder og kigger på livet, som noget, der skal anmeldes.”, og længes efter, at vi i stedet bare kunne leve det. Så mens vi sidder derhjemme, afskåret fra omverdenen, kan vi passende tænke over, hvordan vi skal forholde os til livet, når vi skal ud og leve det igen efter corona.

Anmeldelse af Period Talks – en workshop med Kvinde kend din krop

Spørgsmålene var mange, da Amanda og Johanne en eftermiddag faldt over Facebook-begivenheden Period Talks. En workshop, som udelukkende handlede om at snakke om menstruation. Vi deltog i workshoppen, og i artiklen her, giver vi dig svarene på de mange spørgsmål vi havde.

Tre timer med menstruation? 

Period Talks er en årlig workshop, som Kvinde kend din krop arrangerer, i samarbejde med forskellige samarbejdspartnere. Det er en workshop der hvert år skifter mellem foredrag og samtale, og det handler, som det fremgår af navnet, om emnet menstruation. I år var samarbejdspartnerne Den levende højskole og Hvad er Love.

Vores egen indstilling til arrangementet var overordnet, at vi synes det lød en anelse mærkeligt. For Johanne, der både har gået på efterskole og højskole, har et emne som menstruation ikke været et tabu. Ud fra erfaringer i hendes frisindede omgangskredse, virkede det, derfor som et lidt ligegyldigt emne at snakke om. Men for Amanda, der er vokset op i et hjem bestående af hende selv og to hankønsvæsener, har menstruation ret sjældent været et samtaleemne. Det virkede derfor lettere grænseoverskridende for hende at skulle bruge 2,5 time på at tale om menstruation, fordi som Amanda selv siger: det er længere tid end hvad jeg har brugt på at snakke om menstruation hele mit liv.

Skabte en vellykket ramme for samtale

Selve settingen til workshoppen var virkelig hyggelig. Der var tændt stearinlys. Der var kage, kaffe og gode snacks. Vi blev placeret på stole fordelt i rummet med god afstand, og under stolen lå et tæppe og en sang fra højskolesangbogen. Workshoppen blev skudt i gang med en fællessang – og dér kunne man fornemme at samarbejdspartneren Den Levende Højskole satte sit præg på arrangementet.

Og derfra blev det underligt. Hvad er Love havde nu arrangeret nogle forskellige aktiviteter. Først skulle vi stille os op, så skulle vi hoppe tre gange og for hvert hop give os selv et kompliment. Det var lidt grænseoverskridende, og Amanda havde heller ikke modet til at sige komplimenterne højt.
Dernæst skulle vi ligge os ned på tæpperne og mindes en række oplevelser og følelser med menstruation. Mens vi lå på tæpperne, var der blevet delt maling og papir ud, og nu stod den på fingermaling ud fra stikordet menstruation. Hele denne første del af workshoppen var anderledes og pudsig, men på ingen måde ubehagelig.

Set i bakspejlet kan vi se, at hele første del af workshoppen var en forudsætning for at workshoppen overhovedet lykkes. Resten af workshoppen bestod af samtaler i grupper på fem. Det kan udefra set virke ret grænseoverskridende at snakke om menstruation med fire fremmede mennesker, mænd såvel som kvinder. Men de foregående øvelser fjernede anspændtheden og skabte et rum, hvori intet længere var underligt.

Befriende

Ude i grupperne var emnet ‘menstruation’ på bare en time blevet en normalitet. På en måde var det befriende at tale om et emne, der ellers ikke fylder i hverdagen.
Vi fandt ud af, at næsten alle pigerne ude i grupperne stadig gemmer tamponen på vej ud på toilettet, som man har lært det fra folkeskolen. At det for mange er svært at ringe til chefen og melde sig syg på grund af menstruation At det kan virke grænseoverskridende, når mænd er med til at snakke om menstruation. Men samtidig var en generel holdning også at mænd burde blive mere oplyste om emnet. Og for nogle var ingen af ovenstående et problem i deres hverdag.

Er menstruation virkelig stadig et tabu? 

Så er menstruation stadig et tabu? Ja og nej. Det kommer nok i virkeligheden an på, hvem man er. Derfor var det virkelig befriende, at se hvordan samtalegrupperne åbnede op for et rum, hvor dem der skammer sig over emnet menstruation, kunne inspireres af dem, der ikke gør. Period Talks skabte aktiviteter og åbenhed et rum, hvor det var muligt at tale om hvad som helst, med hvem som helst.

På vejen hjem havde vi fuldstændig glemt vores anspændthed og nervøsitet. Vi gik lettere fra workshoppen, fordi vi havde lettet vores hjerter for noget, vi faktisk ikke vidste, at der tyngede. Arrangementet åbnede vores øjne for, at man i det hele taget burde prøve at skifte ens samtaleemner ud regelmæssigt, så man ikke altid taler om det samme med de samme mennesker.

 

Humanister: Hvor er arbejdsmarkedet i undervisningen?

Vi ved godt, at universitetet handler om at lære og om almen dannelse, men er målet i sidste ende ikke at få os i arbejde? Vi er to skribenter, Johanne og Amanda, og vi er netop begyndt på kandidatuddannelsen i Retorik. Efterhånden som arbejdsmarkedet kommer tættere på, er vi ved at blive til to frustrerede humanister, der ikke kan se koblingen mellem undervisningen og det efterfølgende arbejdsmarked.

 

Vi har begge en bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur, og vi er også begge begyndt på en kandidat i Retorik med et håb om at opnå flere færdigheder, der kan bruges på arbejdsmarkedet. Begge har vi nemlig gået på Aarhus Universitet i tre år uden nogensinde at have hørt ordet arbejdsmarked. Det har været tilforladeligt, fordi karrieren dengang lå langt ude i fremtiden. Nu spidser tingene til, og vi bliver mere og mere nervøse, for at kandidaten bliver yderligere to års uddannelse, der fornægter at målet er at komme i job.

 

Vi hører gang på gang politikerne sige, at studerende skal få sig et relevant studiejob, men burde en 5-årig uddannelse ikke klæde os på til det arbejde, der kommer bagefter? Selvom vi begge har relevante studiejobs, som vi er glade for, så ville vi elske, at det ikke var her, vi primært skulle lære de arbejdsrelevante værktøjer.

 

Kommunikation, kultur og innovation er ikke fortidslevn, og erhvervslivet viser, at de områder, som de humanistiske uddannelser beskæftiger sig med, er yderst relevante og brugbare. Vores mening er derfor ikke, at vores uddannelse er irrelevant eller ubrugelig — men koblingen med erhvervslivet mangler.

 

Hvor er redskaberne?

Hvor mange forelæsninger ville det tage at lære os, hvordan vi laver et SoMe post, en Facebook-annonce, et nyhedsbrev eller en simpel SEO-analyse? Og kunne man evt. have droppet endnu en Aristoteles-forelæsning for at lære nogle simple redskaber koblet til arbejdslivet? Især taget i betragtning af at kommunikation og formidling er de mest dominerende arbejdsopgaver for en færdiguddannet humanist.
Er det da fuldstændig vanvittigt at forestille sig, at humaniora og arbejdsmarkedet faktisk godt kan hænge sammen?

 

Vi kunne næsten være fristede til at tænke, om vores undervisere, uanset hvor kompetente de så er, overhovedet har prøvet kræfter med det arbejdsmarked, der hersker uden for Aarhus Universitets gule mure. Vi tænker at en simpel løsning kunne være at invitere gæsteforelæsere fra erhvervslivet. Måske endda nogle, der har samme uddannelsesbaggrund, og som kan berette om hvordan de har benyttet den viden, de har tilegnet sig på uni.
Gennem vores eget uddannelsesforløb, har vi aldrig fået koblet vores nyopdagede viden til noget brugbart i en virksomhed, og vi sidder lidt tilbage med en følelse af, at vi har en masse viden, som vi bare ikke ved hvordan vi skal bruge. Fx har vi aldrig hørt vendinger som ‘’det her kan I også støde på ude på arbejdsmarkedet’’ eller ‘’sådan her bruger I det i en virksomhed’’. Vi har svært ved at forestille os en BSS’er, der ikke har hørt de vendinger.

 

Vi forstår, at de uddannelser vi har valgt er bredde og teoretiske. Vi er heller ikke i tvivl om, at vi har lært noget. Vi er bare i tvivl om, hvordan det skal bruges. Det er lidt tabubelagt at indrømme, at vi er i tvivl om hvordan vi skal bruge vores uddannelse. Specielt fordi vi i flere år har måttet forsvare vores position som humanister. Vi er dog af den overbevisning, at vi langt fra er alene med følelsen, og for at ændre undervisningen bliver vi nødt til at være kritiske overfor den.

 

Skulle vi så have læst på Erhvervsakadamiet, fordi vi savner det erhvervsfaglige aspekt? Det håber vi ikke. Vi håber og tror nemlig, at humaniora og erhvervslivet sagtens kan forenes. Faktisk mener vi, at de to har brug for hinanden.
Vi oplever desværre bare, at undervisningen fejler i at vise os hvordan.

 

 

 

 

Bliver der en rusuge i år? Cheftutorer fra Uddannelsesvidenskab og Idéhistorie giver deres bud

 

UPDATE: AU har netop meldt ud, at studiestarten bliver fysisk. Læs mere sidst i artiklen.

Der hersker ret stor forvirring om introugen. Ved i, hvad der kommer til at ske?

Marica: Der kommer hele tiden nye opdateringer, som er lidt svære at følge med i. Ingen ved jo, hvordan coronasmitten udvikler sig. Vi ved for eksempel heller ikke helt i dag, seks dage før studiestarten, hvad vi kan forvente i næste uge. Det er frustrerende, men vi må bare planlægge ud fra de restriktioner vi allerede har fået, og så se hvad der sker. Når det så er sagt, kan jeg godt undre mig over at studiestarten ikke er et emne som regeringen snakker om, så universiteterne har en klar idé om hvad de kan gøre. Der er ret vigtigt at de nye studerende får en god og god tryg studiestart, og regeringen burde tage stilling til de mange tusind studerende, der starter i disse uger, synes jeg.

Marie: Ja, det er ikke nemt at finde rundt i universet af mailkorrespondancer, restriktioner og tidsplaner, men vi tager en dag ad gangen og forsøger at dække os ind, hvad angår alle scenarier. Jeg kan kun sige, at vi lige nu (på idéhistorie og filosofi, red.) regner med at kunne afvikle ugen med en kombination af digitalt og fysisk fremmøde, men arbejder også på programmer, der kører 100% digitalt.
Vi venter også på udmeldingerne, så tror desværre ikke vi kan gøre folk meget klogere. Vi kender ikke selv helt svarene. Men selvfølgelig gør vi vores bedste for at studiestarten bliver så god og informationsrig som mulig.

Har i nogle backup-planer for hvad der skal ske hvis det hele slet og ret bliver aflyst?

Marica: Vi har som cheftutorer lavet et ”Plan B”-program, der er 100% digitalt. Hvis det bliver aktuelt, har vi dog planer om at få de fleste af vores sociale aktiviteter planlagt i løbet af efteråret. Vi har for eksempel ”Den store dannelsesrejse” og nogle aftenhygge-arrangementer med fællesspisning, som vi tænker kan blive arrangeret en weekend i den nærmeste fremtid, så de nye studerende ikke bliver snydt.

Marie: Vi har ikke lagt noget fast endnu, men vi ønsker at følge op på de forskellige sociale områder, når situationen er til det. Efter egen mening så er studiestarten en betydningsfuld ting, som betyder meget for éns liv på universitetet, og derfor vil vi gøre vores bedste for at prioritere det i den kommende tid.

Hvordan har det påvirket jeres egne forberedelser til det kommende semester?

Marie: Det er en super godt spørgsmål. Jeg håber selvfølgelig ikke at det kommer til at påvirke mit kommende semester. Jeg starter selv på tilvalg i år og føler mig derfor lidt som en af de nye, der gik ind i det med en masse forventninger om socialt samvær og fremmøde, men må også selv fortsætte på online undervisning og med en skærm imellem kommende studiekammerater.
Det føles dog lidt som at være gået ind til noget og nu sidder i lidt noget andet. Den følelse, kommer de kommende studerende helt sikkert også til at have, og det er jo ærgerligt. At tro at en digital studiestart kan gøre op for den oplevelse man normalt har, er ganske naivt. Jeg synes AU mangler lidt en anerkendelse af, at studiestart og undervisning bare ikke er det samme, når det foregår digitalt. Jeg har selvfølgelig respekt for folkesundheden og restriktionerne, da de selvfølgelig ikke er hevet ud af ærmet på grundløst område, men det er stadig ærgerligt.

Marica: Jeg føler faktisk jeg har glemt min egen semesterstart lidt med alt den planlægning. Så den har jeg ikke så godt styr på. Og det er en del mere frustrerende at arbejde som tutor. Jeg kan mærke at motivationen falder, og der skal et større stykke arbejde til for at motivere mine medtutorer.

Har i nogle gode råd til de nye studerende? — Hvad kan man gøre selv, for at få en god start på studiet?

Marie: Det er svært at give gode råd, som ikke kan fremstå en smule irriterende på nuværende tidspunkt — men jeg vil da helt sikkert sige til de nye, at jeg håber de kan holde humøret oppe, og huske på at det forhåbentligt ikke er for evigt. Vi på idéhistorie skal i hvert fald nok tage revanche på senere tidspunkt , det lover jeg!

Marica: Hold humøret oppe! Ik’ bekymre jer for meget. I skal nok få lov til at møde jeres medstuderende — om det så bliver helt digital eller semi-digital studiestart. Jeg kan godt forstå, at det er lidt usikkert og forvirrende, men I må gå den næste uge i møde med en god portion optimisme. Tutorerne er klar på at stå mere digitalt til rådighed i den kommende tid, så I må endelig skrive!

UPDATE: Mens denne artikel blev redigeret, meldte AU ud, at den fysiske studiestart bliver til noget. Find nyheden på Aarhus Universitets facebookside

Vi nåede at få en kommentar fra Marica med

Marica: Jeg er glad! Det betyder virkelig meget, at vi får lov til at vise dit nye studerende rundt fysisk, og ikke skal forsøge at “ryste sammen” socialt på zoom eller give digitale rundvisninger. Det tror jeg er meget vigtigt og det er godt, at ministeriet prioriterer at holde fast i en fysisk studiestart. Det er selvfølgelig også kun muligt, fordi universitetet har lavet så mange forbehold og restriktioner, og vi er derfor endt ud med et program, hvor vi forsvarligt godt kan være på uni fysisk. Vi glæder os!

Show me those faces!

Ak ja. Her kommer endnu et af de forbistrede indlæg om Corona. Har vi ikke allerede hørt nok? Jo, det har vi vel. Men jeg laver alligevel lige et indspark. Et mere personligt af slagsen – et om ensomhed, fællesskab og smukke ansigter.

En af de få glæder vi har ved online undervisning er, foruden manglende transporttid, at man ikke behøver dresse sig op, før man skal afsted. Man kan ligge i sin bløde seng i et par beskidte underhyler og spise resterne af gårsdagens pepperonipizza med dressing, mens man er seriøst koncentreret om sin undervisning. Det er nemt, det er rart, og det er befriende at være sluppet løs fra besnærende sociale normer om at være pæn i tøjet og gå i bad og den slags. Man lader bare være med at tænde sit webcam. Nemt. Så kan man også smutte på lokum eller gå ud og lave en kop kaffe uden at nogen siger noget til det.

Det er selvfølgelig rart og bekvemmeligt. Men jeg synes også, at det er lidt ærgerligt. For mig er forelæsningerne ikke bare der, hvor jeg kommer og bliver fyldt med viden – det er også der, jeg siger hej til mine venner og medstuderende, får mig en sludder for en sladder og køber skodkaffe sammen med de andre nede i kantinen. Og ikke mindst er det her, jeg ser mine gode venners ansigter.

Første gang på Zoom havde vi næsten alle kameraerne tændt. Det var både en underlig, men også en sjov oplevelse at se mine medstuderende i deres egne, hjemlige omgivelser. Det var sjovt at se folks søvnige øjne og af webcammet lettere forvrængede ansigter samlet på min computerskærm. Men de sidste par forelæsninger er det som om, at det er ændret – færre og færre kameraer er tændt. Flere og flere af mine medstuderende viser sig kun i form at et bogstav i en grå boks. En forelæsning er blevet en mere ensom oplevelse.

Jeg skal ikke beklage mig. Jeg har også selv haft kameraet slukket, så jeg kunne pille næse og drikke daggammel sodavand uden, at nogen sagde noget til det. Og jeg forstår lige så godt de andre. Samtidig er det også, rent praktisk, bedre for internetforbindelsen, at folk slukker deres kamera og mikrofon. Men – jeg savner nu alligevel at se jeres ansigter. Jeg ser ikke mange af dem for tiden, og nogen gange er det bare rart, at se dem man kender. Måske er det en eller anden irrationel bekræftelse af, at vi alle er i samme båd? Jeg ved det ikke. Alt jeg kan sige er, at det ikke er det samme at være til forelæsning med 30 grå bokse. Jeg forstår jer godt – men helt ærligt. I er alle skønne og smukke, også med morgenhår og krummer i mundvigene. Show me those beautiful faces!

Humanister: “Vi er trætte af uddannelsessnobberi”

Når vi fortæller, at vi studerer humaniora, er det sikkert og vist, at det efterfølger en masse spørgsmål, der ikke altid er opløftende. Ofte står vi med en følelse af at skulle forsvare vores uddannelsesvalg. Vi skal gerne stå med en klar plan for hvordan vi har tænkt os at lande et relevant job, når vi er færdige med vores mere eller mindre “ukonkrete” uddannelse.

Fordomme på egen krop

I 2017 startede vi selv på Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet. Fulde af forventning og stolte af at være blevet optaget på en videregående uddannelse. Stolthed blev dog hurtigt vendt til usikkerhed. Især i sociale forbindelser med andre end vores medstuderende. Vi er ofte blevet mødt af uddannelse-shaming, hvor vi nærmest har skulle redegøre for pensum og studieordning, før at folk ville tro, at vi lærer noget relevant. Nogle af vores venner, som studerer på andre uddannelser, er sågar gået så langt at kalde uddannelsen for et ‘’fantasi-studie’’, fordi vi beskæftiger os med fiktion og fortolkning. Vi lærer at litteratur- og medieanalyser ikke bare er underholdning, men giver en indsigt i, hvordan andre mennesker tænker, og hvordan alting ikke altid er, som det ser ud til at være. Vi bliver klogere på almen dannelse og dybereliggende lag i tilværelsen. Vi er trætte af uddannelsessnobberi!

 

Frygten overskygger interessen

Debatten om humanister er efterhånden blevet så slem, at mange prøver at præge deres uddannelse til at blive mindst mulig humanistisk – for hvem gider at ansætte en cand. mag. i dansk og filosofi? Eller rettere: Hvor mange jobs er der mon til en sådan profil? Hele den tankegang omkring humaniora fjerner en del af glæden og friheden ved at være universitetsstuderende. Man føler netop, at man ikke har valgfriheden til at dyrke de fagligheder, man finder interessante, men i stedet kun burde dyrke dem, der er relevante for et fremtidigt job. Det er svært at forestille sig, at en tømrerlærling, medicinstuderende eller pædagogstuderende på samme måde skal på stå på mål for deres uddannelse. De bliver alle uddannet til et specifikt job.

 

Der er ikke bare en rigtig vej

Når vi sidder til familiefødselsdagen og bliver spurgt af vores bedsteforældre: ‘’Hvad kan du bruge det til?’’, så er det svært at komme med ét konkret svar. Grunden til, at vi i første omgang har valgt at studere humaniora, er netop, at der er mange forskellige muligheder og en stor bredde. Og måske også fordi, vi ikke helt var klar over i hvilke job vi så os selv i. Dette skal det være lige så okay, som at starte på medicinstudiet, med en klar ambition om at blive overlæge på Rigshospitalet. Vi skal ikke måle en uddannelse på dens direkte anvendelighed. Vi vil slå et slag for, at det ikke er destinationen, det handler om, men rejsen. Også når det gælder uddannelse.

 

Illustration: Emma Iben Sahl Frederiksen

Debat: ”Mor, stemte du for klimaet i 2019?”

I klimadebatten har der længe været tale om politisk vilje, at der mangler vilje fra politikerne til at skabe positiv forandring. Men nu hvor klima er blevet in blandt politikerne, er denne bekymring forsvundet lidt i baggrunden, og meget af diskussionen handler nu om, hvordan politikerne har tænkt sig at gøre Danmark grønt, og om det så er nok.

Når vi tænker på klimakrisen, føler vi et behov for at søge efter politikere og løsninger som har blikket i retning af en fremtid, hvor klimaet ikke er en konstant bekymring. Vi har brug for politikere, der ikke lader deres målsætninger begrænse af hvad der på nuværende tidspunkt synes inden for rækkevidde. Vi har brug for at kunne stemme på nogen, der tør tænke og forestille sig en forandret fremtid, der ikke ligger i forlængelse af vores nuværende vaner.

Verden over er der mennesker, der ændrer måden vi tænker på klimaforandringer og kalder denne krise ved rette navn. Her tænker jeg især på Greta Thunberg, den unge, svenske pige, der med sin kraft og medfølelse og en hel generations skuffelse, skærer klart igennem politikernes vanlige debat. Med sine ord kalder Greta Thunberg og verdens unge generation på ansvar og handling fra de voksne politikere. Men Greta og de unge kalder også på den enkelte voksne og unge, der kan det, som hun ikke kan: stemme. Andre endnu tør træde ud af denne magelighed og danne forestillinger om en fremtid og en verden, hvor klimaet ikke bliver solgt til højestbydende. Den demokratiske kongreskvinde Alexandria Ocasio-Cortez har sammen med forfatteren og journalisten Naomi Klein lavet en video, der informerer om klimaforandringerne. Det vigtigste denne video gør, er at tegne et billede af en fremtid, som ikke er sort, fortabt eller besværlig, men hvor vi som menneskehed står sammen om at skabe en ny fremtid. Millioner af unge mennesker verden over vender fællesskabets negative tanker og opfattelser af klimakrisen til tro på, at vi sammen kan handle i tide, kan løfte et deprimerende og politisk betændt emne ud af oliefirmaernes og de dertilhørende passive politikeres hænder.

Mennesker i fællesskab verden over viser hvordan individer i fællesskab gør en forskel, når de sammen vælger klimaet frem for gamle vaner. Vi vrister fremtiden ud af hænderne på mennesker, der tøver med at løfte blikket fra en forestilling om klimaforandringer som en omkostning, en tabersag eller et problem forbeholdt professorer og ingeniører. Mennesker i fællesskab verden over kalder på en ny begyndelse, på at politikere vil gå foran og lede deres folk igennem trusler, lytte til deres bekymringer, hjælpe og være modige og tale åbent og ærligt om den forandring vi har brug for, og hvordan vi når den.

Hvis du på noget tidspunkt i dit liv har følt dig bekymret, når du rettede din opmærksomhed mod klimaforandringerne, så stem på et parti, der har kraft, evne og hvis gode intentioner for Danmark og verdens fremtid stikker dybere end det næste valg. Stem på et parti, der først og fremmest vil gøre en forskel og ikke bare med sædvanlige floskler laver politiske løfter, som så nemt som ingenting kan falde til jorden. Hvis ikke du selv bekymrer dig for klimaet, så lyt til de unge mennesker, den fremtidige generation som ikke har ret til at stemme. Lyt til deres kald og tænk på de børn du måske får i fremtiden. Dine børn vil måske spørge dig en dag i fremtiden, om du stemte for klimaet i 2019, da det var på tide at handle. Spørgsmålet er hvad du kan svare på dette spørgsmål? Vi har brug for politisk vilje til at vende udviklingen. Hvis dette ikke sker efter næste valg, og det samme politiske regime fortsætter, så er spørgsmålet, om det er politikerne, eller os der mangler vilje til forandring?

Klimakampen handler ikke kun om at stemme til politiske valg, men det er måske det vigtigste sted at starte for at få sat gang i en omstilling af de primære årsager til CO2-udledning. Den Grønne Studenterbevægelse er blot én bevægelse blandt mange i Aarhus, Danmark og verden, som har til formål at samle mennesker om at skabe positive forandring for klimaet og organisere fællesskab om den grønne dagsorden.

 

Janne Winther Jørgensen, Den Grønne Studenterbevægelse Aarhus

Debat: Tag magten tilbage! – til ungdommen

”Lad os tage magten tilbage! ” er ord jeg hørte for et par uger siden under en debat om det kommende Europa-Parlamentsvalg. De kommer fra et ungt medlem af Folkebevægelsen mod EU, og i det første halve sekund der følger, er jeg fuldstændig enig. Indtil det går op for mig, at han jo selvfølgelig mener tilbage til den lille nationalstat Danmark og ikke til os unge. Ordene kom i dette tilfælde fra et medlem af Folkebevægelsen, men de kunne ligeså godt være kommet fra et ungt medlem af Dansk Folkeparti eller et parti i den anden ende af det politiske spektrum.

Tilbage i marts blev artikel 11 og 13 om copyright vedtaget som ny EU-lovgivning. Kort fortalt var formålet at beskytte ophavsrettigheder ved at internetplatforme kan risikere selv at skulle hæfte for brud på ophavsrettigheder, der er at finde på deres sider. Artiklerne blev heftigt kritiseret, da det (lidt forsimplet) i praksis vil betyde at platformene har et incitament for at automatisere censur, hvilket vil føre til at særligt små udbydere og individer risikerer fejlagtigt at få frataget deres egne værker. Copyright-lovgivningen blev stemt igennem af et Europa-Parlament med en gennemsnitsalder på 55 år, hvor gennemsnitsalderen for mange af de ledende roller uden tvivl er endnu højere. Og med al respekt for vores europa-parlamentarikere, så tror jeg nok at et yngre Europa-Parlament havde været bedre rustet til at debattere lovgivning for internettet, og hvordan man bedst designer og udfører denne. Der er ingen tvivl om, at der er flere vigtige beslutninger som ungdommen er bedre rustet til at tage stilling til. For eksempel i forhold til klimapolitik og grøn omstilling, hvor EU’s indsats ofte kritiseres for at være fodslæbende og styret af industriens interesser. I det hele taget tages der i EU mange beslutninger, der vil påvirke ungdommen i langt højere grad og i længere tid end det vil påvirke de ældre generationer.

Når man hører europa-parlamentarikere fortælle om, hvad de har gjort og vil gøre for ungdommen, hører man oftest: ”Vi har jo gennemført fri roaming i hele EU!”. Sikkert med en tanke om, at det ungdommen ønsker sig allermest er at bruge Instagram, Tinder og Facebook når de er på drukferie. Og ja, fri roaming er en fantastisk ting, men det jo langtfra det vigtigste EU har gjort for vores generation. De unge der for første gang går til valg den 26. maj er vokset op i et Europa, hvor der i deres levetid aldrig har været krig. Os, der er under uddannelse, har mulighed for tage dele af vores uddannelse på hundredvis af universiteter rundt omkring i Europa, endda med økonomisk støtte fra EU. Samtidigt bliver vores egne uddannelser beriget af andre unge europæere, der bidrager med nye perspektiver og idéer. Når vi efter uddannelse søger arbejde, har vi fri mulighed for at søge derhen i Europa hvor der er størst brug for os og vi bedst kan udnytte og udvikle vores evner. Og skulle man være så heldig at finde kærligheden et sted i Europa på sine udvekslinger og rejser, står intet i vejen for at man kan være sammen – hvad end det er i Danmark eller andetsteds. Når EU gennemfører eksempelvis plastikdirektivet er det til langt større fordel for os der skal leve i en fremtid påvirket af klimaforandringer end det er for vores bedsteforældre.

Ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 gik kun 33% af de unge vælgere i hele EU til valgurnerne. Andelen af unge danskere der stemte, var oppe på 39,4%. Det er ganske vist højere end EU-gennemsnittet, men det er stadig langt fra noget, vi på nogen måde kan være stolte af. Med klimaforandringer, Trump, Brexit, Ruslands ageren i Ukraine, mennesker der flygter fra krig og død, økonomiske kriser, høj ungdomsarbejdsløshed og en stadig mere digitaliseret verden, er der mere på spil end nogensinde før. Det er altså ikke småting men store udfordringer og vigtige problemstillinger, som EU står over for.

Så hermed en opfordring til ungdommen: Husk at stem den 26. maj! Det tager ikke lang tid. Og tag dine medkollegianere, din kæreste, din læsegruppe og hvem du ellers kan komme i tanke om med. Og når du så står ved stemmeboksen, så overvej om det ikke kunne være en god idé at stemme på en ung kandidat, der ønsker et progressivt Europa.

Hans Hallmann, studerende og medlem af Europæisk Ungdom.

Oversigt: Sådan har Tommy Ahlers ministertid påvirket de studerende

Regeringen sparer hvert år på universiteter, gymnasier og museer. Det har de gjort siden 2016 på trods af hård kritik fra oppositionen. Besparelserne begyndte ifølge finansminister, Kristian Jensen (V), fordi den danske økonomi kørte ”på kanten”. Pengene flyver fra universiteterne og lander i en pulje, som regeringen råder over. Besparelserne fortsætter indtil 2022. Til den tid har 258 millioner kroner forladt Aarhus Universitet. Det svarer til 45 stillinger i hvert af de syv år. Mette Reissmann, der er uddannelses- og forskningsordfører for Socialdemokratiet, ser besparelserne som et af de primære problemer, vi står overfor:

”Der mangler penge. Man fyrer forskere, man skærer ned på undervisningstimerne, og der er øget frafald. Det er trist at høre, der er så mange studerende, som mistrives. Man skal have øgede ressourcer, og de studerende skal have mere tid hos vejledere.”

Regeringen luftede i finanslovsudspillet for 2019 idéen om, at de sparede penge forbliver i sektoren. De sparer stadig, men Regeringen planlægger at føre de penge, der spares fra år 2022 og fremefter, tilbage til universiteterne, gymnasierne og museerne. Derefter planlægger de, at der hvert år besluttes, hvilken af de tre institutioner pengene lander hos.

”Det er fire år for sent. På fire har du mistet vejledere, undervisere og studerende, der dropper ud, fordi der ikke er penge nok,”

siger Mette Reissmann (S) og pointerer, at regeringens plan hverken er et løfte eller en garanti.

Forandring i ministeriet

Besparelserne begyndte, før Dronningen udnævnte Tommy Ahlers (V) til uddannelses- og forskningsminister. Han har vidt og bredt ytret sin bekymring for antallet af unge studerende, som trasker rundt på uddannelserne og føler sig stressede. I 2020 vil 1,08 karakterbonussen være afskaffet. Det er reglen om, at man må gange sit gennemsnit fra gymnasiet med 1,08, hvis man søger ind på en videregående uddannelse to år efter, at huen er landet på hovedet. Venstreministeren understreger, at fokus bør ligge på dygtighed og ikke hurtighed.

Tommy Ahlers cementerede sig som ny, ivrig og anderledes minister i 2018 og frem til i dag med evner, som han som succesfuld iværksætter tager med sig ind på Christiansborg. Helt ekstraordinært udtalte Socialistisk Folkepartis uddannelses- og forskningsordfører, Jacob Mark, til Information, at Tommy Ahlers ”…reelt vil gøre tingene anderledes. Han er oprigtigt nysgerrig og har lyst til at samarbejde. Han kommer udefra. Og de dårlige politiske vaner, hvor man altid ved, hvad den anden vil sige, og hvordan forhandlingerne ender på forhånd, har han slet ikke … Han lytter til, hvad vi siger, og går gerne på kompromis for at få alle med. Og så brænder han virkelig for det.” Og det afspejler sig i tiltagene.

Bedre kobling mellem erhvervslivet og uddannelserne

Med støtte fra alle Folketingets partier får bachelorstuderende udvidet retskravet. Bachelorstudenter har nu tre år, hvor de kan forlade universitetet og vende tilbage med krav på en kandidatuddannelse. I de tre år kan de prøve deres bacheloruddannelse af på arbejdsmarkedet. De tre år åbner op for et pusterum til de unge. Unge behøver ikke længere fastlægge hele deres uddannelse på baggrund af en anelse om, hvordan forelæsningerne og teorierne fungerer og udnyttes i praksis. I den virkelige verden. For at øge fleksibiliteten på uddannelserne udbyder universiteterne også en ny, 1-årig Master, som er en akademisk overbygningsuddannelse som alternativ til en toårig kandidat.

Regeringen hævede fribeløbet på SU med 1000 kroner og indførte et handicaptillæg for elever på erhvervsuddannelser på 5500 kroner om måneden med støtte fra S, DF og RV. Årsfribeløbet er det beløb, som du må tjene ved siden af din SU uden at betale en del af din SU tilbage. Det skal skabe incitament til at de unge, som har tid og lyst, kan erhverve sig relevant erfaring og tjene 1000 kroner mere hver måned uden skattefars indblanding. I forlængelse deraf nedsatte ministeren et ekspertudvalg med henblik på en SU-reform. S og SF frygter, at det er et forberedende skridt mod at forkorte den normerede SU-tid. Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, siger til Kristeligt Dagblad, at de vil kæmpe imod nedskæringer i SU’en.

Uddannelsesloftet står stadig. Uddannelsesloftet forhindrer studerende, som har gennemført en videregående uddannelse, i at søge optagelse på en ny uddannelse. Der skal gå seks år, før man må starte på en ny uddannelse på samme eller lavere niveau. Det blev indført i 2016 med støtte fra hele blå blok samt Socialdemokratiet. Et borgerforslag om afskaffelsen af loftet samlede 50.000 underskrifter tidligt i 2018, men blev stemt ned af Folketinget. En måned senere erklærede Socialdemokratiet, at de skiftede kurs, og at de nu vil stemme for afskaffelsen. Siden skiftede Liberal Alliance også holdning, og nu er der politisk flertal for at afskaffe det, mens det stadig står gældende.

Anti-migration discourse affects our educations

Last week, I was at Aarhus University as speaker at an event organized by Access for Refugees to Education (ARE) and Studenterrådet ved AU. In this, we talked about the fact that in Denmark there is a group of about 600 young refugees, who, given their residency status, do not have access to free higher education. This is a group of people who, on one hand cannot afford studying in Denmark, and on the other, face the reality that their countries are not safe enough for them to go back and study there.

The question therefore is: can we afford to give these young refugees a free education? Yes, we can. We are actually talking about a very small cost, when looking at the national budget on education. Also, this would be a great investment on integration and employment levels after graduation; among many other benefits that education gives to individuals and the societies they live in. It would be a clear win-win situation.

Why don’t we grant them equal rights to access higher education, as we do with other refugees under different statuses? Unfortunately, this is because we are trapped in a situation where the biggest political parties in Denmark do not wish to make any move that could publicly seem as benefitting immigrants or them who do not fall into their definition of ‘real Danes’.

 

Too many international students?

It was already back in 2016, when Ulla Tørnæs (V), at the time Minister of Higher Education and Science, claimed that we had too many international students storming into the country and taking our student grants. Therefore, there was a need enforcing some disproportionate cutbacks on the SU grants. However, this had never anything to do with international students. In fact, the SU system was threatened to be cut for a while already, but blaming a specific group of students to get through with it seemed like a good strategy at the time.

Last year, a national newspaper made a headline on how students with non-western backgrounds were more likely to commit fraud in the SU system. A statement that was afterwards confirmed as wrong by experts, but which the newspaper in question prioritized to make a headline that would get a lot of attention out of it, instead of double-checking its own facts.

Very recently, our current Minister of Higher Education and Science, Tommy Ahlers (V), decided to force our institutions to close international study places to ensure that less foreign students come to Denmark. Independently on the fact that the numbers of the Ministry itself show that international graduates make in average an economic profit for the state. And independently on the fact that students, trade unions, industry sector and universities strongly advised against these measures. This was still the stubborn direction chosen by the Ministry.

 

A dangerous discourse

This anti-migration and anti-diversity national discourse has been going on for far too long, and it impacts our education system. It is a discourse that has nothing to do with rational arguments or facts but builds up on fears and emotions. This is a discourse that is misused to gain both attention and political power. And most importantly, it is a discourse that has a real impact on the lives and the futures of many of our peer students.

Today, many international students decide to leave the country after graduation, simply because they do not feel welcome. Refugees, who wish to contribute to Denmark by gaining knowledge through an education, they simply cannot afford to do so. And Danish students with different ethnic backgrounds, end up believing that they do not have the same chances as their peers in their own country.

 

The quality of diversity

If we want higher education institutions to be spaces where solutions to the great challenges of our time are found, we need these to be diverse. Because we need people with different backgrounds to bring diverse perspectives to be challenged together. Diversity is a must for quality in education.

The current symbolic political discourse not only goes against this principle, but also against the foundations on which our educations are built. It acts against any form of cooperation and dialogue, and it does not follow facts nor listens to experts. It is simply not productive, and it holds us back from building solutions and creating new knowledge; which are some of the chore purposes of education.

We, students, have a responsibility to actively oppose ourselves to these tendencies. Not only for the sake of our peers that suffer the most because of it, but also for the sake of the society we live in.

Hopefully, our voices will not only give a better future to an engaged group of refugees, but will also make Denmark a better place for everybody to live in.

March for fremtiden

I Aarhus finder den Globale Klimastrejke sted på Rådhuspladsen fra morgenstunden og i marchen vil Den Grønne Studenterbevægelse kunne findes. Delfinen har udvekslet et par ord med Gustav og Kristina fra DGSB Aarhus inden morgendagens store begivenhed.

Den Grønne Studenterbevægelse har i sin relativ korte levetid fået vind i sejlene. Foruden en øget interesse og tilslutning fra studerende landet over, står bevægelsen bag flere aktivistiske tiltag med en mission om at råbe politiske ledere og magtfulde virksomheder op og tage ansvar. Det konkret mål med fredagens klimastrejke lyder fra Gustav og Kristina: ”Vi håber, at se Danmark indføre drastiske tiltag med henblik på at overholde Parisaftalen – og dermed begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grad i 2100.” Desuden ytrer de også et håb for at endnu flere danskere får øjnene op for det de ser som ”dette århundredes potentielt største krise”.

Og selvom at der ses en stor folkelig opbakning til de grønne organisationer blandt befolkning, synes kampen om den politiske dagsorden at være sej. Ifølge Gustav og Kristina kan forklaringen lyde at ”den klimapolitiske dagsorden drukner i støjen, fordi andre politiske problemer umiddelbart kan virke mere presserende. Klimaforandringer er ikke noget man kan mærke på en regeringsperiode, men vi kan hurtigt løbe tør for tid før det eskalerer”. Men DGSB tror og håber at blandt andet den globale klimastrejke kan være med til at påvirke det kommende folketingsvalg til at blive et såkaldt klimavalg, hvad det allerede tyder på ifølge flere meningsmålinger.

Skal man tage eksperternes råd i betragtning er der da også brug for reel handling her og nu. Derfor opfordrer Den Grønne Studenterbevægelse de studerende til at tage klimaforandringerne alvorlige: ”De studerende på AU bør forholde sig til, hvad deres fag kan bidrage med i en verden der forandrer sig på andre måder end vi har set hidtil. Ved at deltage i den voksende internationale klimabevægelse, kan vi om 50 år sige, at vi var med til at gøre en forskel”.

 

Du kan se programmet for Klimastrejken i Aarhus her: